Xzenia

Hejsa Nu ved jeg ikke hvilken kjole du drømmer om,men ejg fik selv syet min hos Lasse Spangenberg og det var fantastisk. Dels blev jeg rigtig glad for min kjole og dels var hele processen en rigig god oplevelse. Du kan evt. søge på Lasse Spangenberg herinde eller kigge her: http://www.bryllupsklar.dk/forum/index.php?showtopic=30996&st=0&p=374243&hl=+lasse%20+spangenberg&fromsearch=1entry374243 Rigtig god fornøjelse med det :-)

Hejsa tak for svar Jo har lige sat manden i gang med at finde ud af hvordan og hvorledes. (det er en af hans venner der skal giftes) Så jeg ikke risikerer at se helt forkert ud :-)

Hejsa Skal snart til bryllup i UK. I invitationen står der "Galla" som dresscode. Min mand ville derfor støve sin smoking frem, og jeg har derfor fundet mig en lilly-agtig silkekjole med skørt und alles. Min mand og jeg har talt om at det nok er rigtigt sådan. Nu har manden været til poterabend i UK. Her har mændene talt om tøjet, og de andre mandlige gæster kommer i jakkesæt. Gommen kommer også selv i jakkesæt og butterfly. Nu er jeg i syv sind. Så vidt jeg har forstået er galla nærmest sådan at gommen kommer i pingvin, de mandlige gæster i smoking og til nød jakkesæt, og kvinderne tager lange "fine" kjoler på. Men jeg er måske helt forkert på den, og måske er en pæn sommerkjole mere passende. Kender I noget til engelske bryllupper? Hvilke "krav" ligger der i "galla" i UK Jeg vil selvfølgelig gerne være passende påklædt. Og vil især hverken være overdressed eller underdressed - hvis i forstår :-) Kh Xzenia

Tror der er mange, der får det som du. Jeg havde det også sådan- For mig tog det lidt tid at komme ud over. Ved ikke hvad man kan gøre, ved det, men i dag kigger jeg tilbage på e dejligt minde om en fantastisk dag. Så det går over. Det er selvfølgelig træls, hvis du sidder med en følelse af at familien ikke gjorde hvad de burde, ud af din dag. Forhåbentligt får du det bedre med det med tiden. Kh Xzenia

Har ikke prøvet det endnu... jeg lider af nåleskræk i høj grad.... har været ved at prøve om jeg kunne psyke mig op til det, men indtil videre er jeg stadig kylling... Jeg lider også af nåle skræk og min mor var evd at flade ned af stolen da jeg fortalte jeg havde fået akupunktur og ca haft 15 nåle siddende i mig- det gør ikke ondt (ved godt det ikke hjælper at skrive det til en der har angst), men det er utrolig vigtigt at du har tillid til den der giver dig det, og at du er overbevist om det er er noget der gør dig godt Håber du finder modet til at prøve- det kan være en fantastisk oplevelse Heidi Hvis kiropraktoren ik kan gøre noget må jeg overvinde min nåleskræk og prøve akupunktur Hej igen God beslutning :-) Huskt at det er vigtigt at kiropraktoren ser røntgenfotos af dig. Hvis du allerede har sådan nogle kan han få dem udleveret. Hvis ikke må han tage nogle nye :-) Xzenia

Hejsa Ja jeg kan nu godt se problemet i den begrænsede dybdegående kommunikation. Da vi mødte hinanden var det et stort problem for mig. Jeg er en filosoferende person, der nærmest elsker at tale om "dybe emner". Emner der ikke drejer sig om aktier, renter, politik, kapital o.l., men om følelser, relationer, børn, opdragelse og den slags. Ikke at jeg ikke interesserer mig for de øvrige nævnte emner. Det gør jeg i stor grad, og nyder også snakke om politik mv. Sådan har min mand det ikke. Han gider ikke tale om den slags, og hvis han endelig skal, så vil har virkelig helst gerne nå frem til løsningen/konklusionen snarest og så videre i teksten. Mit bud er at denne tilgang stammer fra hans opvækst. har bidt mære i at hans familie sjældent taler om følelsesrelaterede emner, og hvis de gør, så er det noget, som lukkes ned meget hurtigt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved problematikken. Jeg har talt med ham om det i vores tidlgiere dage. men han synes at det er noget vås at skulle fordybe sig i lange samtaler om fremtid, børn, odragelse, frygt osv. osv. Det er uheldigt, men gemalen er i sin fulde ret til at at synes dette. Det er bare meget ærgeligt for jeg er sikker på at det gør vores forhold skrøbeligt. Kan ikke helt sætte ord påhvordan. Men måske skrøbeligt på den måde, at de følelsesmæssige problemer der dukker op af og til (for det gør de jo) de bliver ikke diskuteret - ej heller løst. Og så er det, at bægeret en eller anden dag flyder over. Nu ævler jeg igen :-) Kan se at min børneproblematik, støver alle mulige emner op. Emner som jeg ikke havde forestillet mig, skulle dukke op i sammenhængen. Kh Xzenia

Hejsa Igen igen tak for jeres mange gode input. Det er simpelthen så godt at læse jeres syn på emnet, for jeg tror faktisk det I stor grad har været med til at få mig til at grave dybere ned i hvad årsagen til mit fravalg egentlig bunder i. Tror faktisk jeg inderst inde meget gerne vil have børn. Tror også at jeg bare er så bange for at fejle så meget, at jeg tænker "hellere lade være". Det er jo i sidste ende ikke mig det drejer sig om, det er jo de kære små. Jer der er forældre ved nok alt om, at uanset hvor meget man planlægger mv. så er der nok ingen der rigtig kan forberede sig på hvad det indebærer at tage det store ansvar på sig. Og selv om jeg har forsøgt at arbejde nok så meget med mig selv på det område, så føler jeg en stor utryghed mht. om jeg nu også virkelig kan bryde den arv, som bare ikke må gentage sig. Tænk nu hvis jeg ikke kan. Nok helt identisk med den frygt som børn af alkoholikere bærer på. Ikke at jeg tror jeg vil blive voldelig, men der er så mange andre ting man som forælder kan ”komme” til at gøre, og så også er meget skadeligt for de små sjæle. Min mand og jeg taler ikke om den slags dybe og alvorlige emner. Min mand kender intet til denne del af min opvækst. Og vi har slet ikke den fortrolighed, der skal til for at jeg kan bringe det op. For de fleste af jer lyder det sikker helt hen i vejret, men sådan er det. Det er måske også derfor er det befriende at åbne op for posen her. Og hvordan kan jeg egentlig fortælle min mand at jeg måske har potentiale til at blive – ja undskyld sproget - et monster. Jeg tror, at det at lære af andres fejl, kan være svært. Hvis du er heldig så lærer du af egne fejl. Tænk hvis jeg i denne sag først lærte af egne fejl. Katastrofe Mht. den manglende verbale kærlighed, så har jeg i den grad bragt det op – endda rigtig mange gange i de 4 første år af vores i alt 10. Manden kunne godt se det fra min side, og ville gerne blive bedre til det. Der skete bare aldrig noget. Til sidst fortalte jeg ham, at jeg ikke ville bruge mere tid på at forcere emnet igennem. Jeg ville give slip på det og fungere uden. Jeg sagde dog til ham, at jeg var bange for at det på sigt kunne påvirke vores forhold negativt, da jeg ikke vidste om jeg sådan resten af livet fungere uden. Det har jeg gjort, og kan blot konstatere, at jeg nok har svært ved at blomstre (i forholdet) uden den del. Mht. den manglende hjælp derhjemme når det gælder større opgaver. Så har jeg talt med manden om det engang. Forklarede ham at det var frustrerende altid at skulle stå alene med de tunge opgaver. Han syntes ikke at det burde være et problem. Han syntes at det var irriterende at jeg, når jeg satte mig for at rydde skuret, male, hente jord o.l. gjorde det så målrettet. Tror han mente at ikke får et ben til jorden. Jeg kan god se hvad han mener, men er ikke overbevidst om at han har ret i sin observation. Det er helt rigtigt at hvis jeg konstaterer et problem eller en opgave som skal løses, så bliver den løst. Men det foregår sådan her: I to måneder nævner jeg vi skal male træværket på huset i år. Herefter går jeg i gang med at gøre det. I to måneder har der altså været mulighed for at byde ind på et fælles projekt. Der har været rig mulighed for at sige et eller andet i stil med ”ja god ide – lad os gøre det”. I en måned nævner jeg at nu trænger skuret snart til en oprydning (man kan ikke komme ind for bare storskrald) derefter så går jeg i krig. Der har altså været rig mulighed for at byde ind, eller om ikke andet hjælpe til. Sidste år præsterede jeg at gennemgå vores have fra ende til anden, alt i mens jeg kunne ligge og glo på manden liggende på en solstol. En hånd i ny og næ ville have været meget motiverende. Måske er alt dette begyndt at fylde så meget, at jeg har svært ved positivt at rumme projekt børn. Jeg kan dog stadig ikke svare på om mit fravalg af børn skyldes det ene eller andet eller noget helt tredje. Men det potentiel to gode årsager. Når det er sagt, så må jeg altså lige pointere, at jeg har et fantastisk liv. Når man læser indlæggene i denne tråd, så kan det hele virke så sort. Det er det ikke. Jeg er i det hele taget glad for mit liv og den udvikling jeg har oplevet gennem de sidste mange år. Jeg er i hele taget god til at få det bedste ud af hverdagen, og dvæler typisk ikke lang tid over de kedelige ting. Jeg er endda OK med de dårlige ting i min bagage, for det har lært mig et par ting eller to. Og det har været med til at forme mig til det jeg er i dag. I hele taget så fylder børneproblematikken ikke så meget, som det kan se ud til her. Altså jo det gør den, men ikke sådan at alt andet må vige. Og mon ikke at det også skyldes at jeg har haft mulighed for at komme af med nogle tanker herinde. Og fordi I hver især giver mig noget konstruktivt at tænke over. Ingen tvivl om at jeg til tider føler mig presset, fordi spørgsmålene om børn flyver ind fra højre og venstre. Var lige til en reception for en time siden, hvor en kollega spurgte til det. For første gang svarede jeg ”Det er ikke sikker jeg skal have børn. I hvert fald er det ikke noget jeg går og overvejer”. Han reagerede fint, og sagde ”ja men, det er der heller ikke nødvendigvis alle der skal”. Knus fra Xzenia

Hej alle brudetøser :-) Ih altså, jeg synes I kommer med nogle rigtig gode input. Jeg har tænkt og tænkt og tænker stadig. En nævner at det kan bunde i at jeg er bange for ikke selv at slå til som mor eller det at manden ikke slår til. Det er meget svært at svare på. Manden vil være en super god far og vil i meget stor grad tage del i eventuelle børn. På den konti er der derfor måske ikke så meget at frygte. På den anden side, så gav kommentaren lidt stof til eftertanke, og måske har manden alligevel en aktie i det hele. Han er meget delagtig med madlavning, vasketøj, rengøring o.l. Han er dog ret så vag når det drejer sig om at tage de store arbejdshandsker på. F.eks. når der er storskraldsoprydning, når træværket uden for skal males, når jeg skal skifte pære eller dæk på bilen, når store skabe skal flytte o.l. tunge opgaver. Og ikke mindst så er han meget god til at udskyde større opgaver, så de – hvis vi følger hans agenda - aldrig bliver til noget. Der sker typisk først noget når jeg viser tænder, og går ind og lægger en ufravigelig plan. Her vil jeg så sige, at jeg selvfølgelig ikke lægger en plan for ham. Men jeg går selv i gang med opgaven – og løser den. Det er alligevel ofte frustrerende. Men her prøver jeg så at se mellem fingrene med det, og huske på at vi i stor grad på lige fod tager del i dagligdagsopgaverne. Jeg tænker, dog at det muligvis kan have en indflydelse på mit manglende ønske at få børn. For selv om jeg sagtens kan flytte store skabe, grave store huller i jorden, skifte dæk og pærer – ja så må jeg indrømme at jeg nogen gange synes det er ret så usexet at skulle være den, der skal stå for den del (også). Men, om det er kernen i problemet, har jeg meget svært ved t svare på. Analysen af mig selv er ikke mindre kompliceret. Jeg har aldrig som mange andre gået og drømt om den dag hvor jeg kan få børn. Jeg var i mine unge dage ret nervøs omkring børn. Det har dog ændret sig meget, og i dag er jeg den der leger med børnene, når de er i nærheden. Det er der også mange andre der kan, men der er altså også mange der ikke nødvendigvis investerer særlig meget tid i at lege med dem. Men som til gengæld har et langt mere udstrakt ønske om børn, end jeg har. Jeg har selv mange søskende – i alt 5 yngre søskende – så selv om de tidligere gjorde mig nervøs, så har jeg været vant til at have dem omkring mig. Min egen barndom er ikke noget jeg husker glædeligt tilbage på. Jeg har sikkert været en møgunge. Men i dag kan jeg se, at det alligevel ikke var mit ansvar at sikre den gode barndom. Barndommen var præget af vold, frygt, skænderier. Mit hjem var utrygt og det sidste sted jeg ønskede at befinde mig i, så snart jeg blot havde lavet de mindste fejl. Min mor stod for alle pinslerne – de psykiske såvel som fysiske. Min far var helt i den anden boldgade, kærlig, diplomatisk og tålmodig. Men han stoppede sjældent min mor. På den front vil jeg ikke forsvare ham, for han havde en opgave som far, men jeg kan nogle gange forstå hvorfor han ikke handlede. Det gjaldt jo for det beste bare om ikke at komme på tværs af min mor. Han døde så da jeg var 14. Hvis tårer bare var guld . Og hvorfor fortæller jeg alt det her. Jo – måske fordi jeg tror det ikke har nogle konsekvenser at fortælle det her. Jeg fortæller det ikke andre steder. De seneste 10-12 år har jeg arbejdet meget med mig selv. Jeg har arbejdet med mig selv med henblik på at kunne bryde de sociale laster fra barndommen. Altså; jeg har gjort meget for at sikre, at hvis jeg en dag skulle få børn, så skulle jeg i hvert fald med 100% sikkerhed ikke gentage min egen barndom. Det har taget mig mange år, og i dag ved jeg at jeg ikke ville gentage rædslerne over for eventuelle egne børn. Jeg er ganske enkelt ikke sådan en person – så langt fra det – heldigvis. Jeg kan vel også sige tvært imod. Et hjem hos mig/os er stedet hvor man føler sig tryg, hvor man altid kan komme uanset hvordan man har klokket i det. Et sted hvor man taler sammen og ikke skændes. Et hjem med god hyggelig stemning. Jeg har også altid sagt, at hvis jeg ikke fik overbevidst mig selv om at jeg kunne bryde cirklen, ja så skulle jeg ikke have børn. Jeg har samtidig arbejdet meget med, hvad det indebærer at få børn. Hvad kræver det af mig og en partner? Hvordan og hvor meget jeg skal være der for det? Hvordan jeg altid skal have fokus på at skabe trygge, hyggelige og glade rammer? Hvordan stimulerer og hjælper jeg dem bedst på vej? Ja, jeg ved godt at alt ikke kan planlægges på forhånd. Men nogle væsentlige grundstene skal være på plads inden man overhovedet overvejer at få børn – så meget har jeg i hvert fald lært fra min barndom. Det korte af det lange er, at på trods af alle mine ihærdige bearbejdelser m.v. så kan jeg alligevel konstatere at jeg ikke kan tage beslutningen om at få børn. Jeg kan heller ikke definitivt tage beslutningen om aldrig at få børn. Jeg ved bare at jeg nu og også om et år vil have det sådan. Måske vil jeg altid have det sådan, måske ændrer tingene sig. Ja så fik jeg vist luft for en hel masse, som nok ikke giver det mindste mening  KH Xzenia

Hejsa Jeg forstår godt sidste besked her på siden. Jeg synes dog selv for sådan en som mig at det er en meget stor mundfuld at skulle sige at det med 100% sikkerhed ikke kommer til at ske. Ingen kan spå om fremtiden, og jeg kan (forhåbentligt) se anderledes på det, hvis vi f.eks. kigger 3 år frem i tiden. Imellemtiden er det vigtigt at min mand i det mindste er klar over at jeg vil sætte børn i verden. Nu er kommunikation en svær størrelse, og måske er det der de går gal. Jeg er bare forundret over at når man som min mand er helt afklaret med at han skal have børn, tør sætte sin lid til at fruen nok på et tidspunkt kommer på andre tanker. Hvis det var mig der ønskede børn, og min i gennem 10 år havde fortalt mig og alle andre, at han nok ikke skal have børn, så var det bestemt noget jeg ville se meget alvorligt på. Nå det var nu blot en tanke! Lige nu tænker jeg at jeg endnu engang har været klar omkring børnedilemmaet, så nu må manden gøre sig sine tanker og komme med respons derpå. Det skal dog selvfølgelig nok også have lidt tid til at tænke mere over. Men forhåbentligt kommer han med et udspil på et eller andet tidspunkt. Kh Xzenia

Hejsa I torsdags spurgte jeg min mand, hvorfor han tilsyneladende valgte at se bort fra det faktum at jeg højst sandsynligvis ikke ønsker børn. Han svarede, at han mente at jeg havde sagt at jeg at jeg måske ikke skulle have børn, hvilket han så som om at måske skulle jeg have børn. Jeg mindede ham så om, at jeg f.eks. meget tydeligt havde fortalt ham det inden vi blev gift. Gemalen siger så, at han mener at jeg har valgt ikke at være tydelig nok. Mit svar er; jeg har bestemt været tydelig i nu snart 10 år, men han må have valgt, at fortolke mine "nok ikke" som "nok måske". Herefter sluttede samtalen om emnet. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt, men sådan er det nok bare. Jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige eller gøre. Samtalen er nok blot et spejlt af resten af vores liv, hvor seriøse, følelsesmæssige og udfordrende emner ikke diskuteres. Lidt frustreret og indebrændt er jeg lige nu. Men hvad; det går nok det hele. KH Xzenia

Hejsa Tak for alle jeres svar. Jeg tænker stadig over emnet, og ved ikke hvordan jeg skal bringe det op. Vi er nok vist ikke så gode til at snakke - sådan dybt - om den slags ting. Derfor er det lidt svært at bringe op. Måske nok også fordi jeg nu er godt på vej mod de 36 og derfor har en forventning om at gemalen vil tage det lidt mere alvorligt denne gang end sidste gang jeg alvorligt bragte emnet op for et par år siden. Jeg formoder at han denne gang ikke bare kan slå det hen. Og selv om det også er lige præcis det jeg ønsker - at han skal lytte, høre og derefter diskutere det - så er det mildest talt nervepirrende. Jeg kender jo egentlig ikke konsekvensen for os begge, af en forestående samtale om emnet I øvrigt skal I have tusind tak for at I har lyttet og skrevet, uden at springe i hovedet på mig. Det er første gang nogen sinde at nogen har lyttet, hørt og givet respekterende input omkring mit dilemma. Det har været dejligt. Kh Xzenia

Hejsa Tak for alle jeres fantastiske svar. I aner ikke hvor godt det er at kunne komme ud med det hele - den at blive anklaget om det ene og det andet. Jeg kan ikke finde hoved eller hale på tingene lige nu. Føler mig blot presset op i en krog, da jeg stort set ikke kan møde omverdenen (familie og venner) uden at spørgsmålet om børn dukker op. Og uanset at jeg siger at jeg ikke ved, ikke er sikker, ikke skal have børn. Så bliver jeg ikke taget alvorligt. Skægt, da jeg ellers er en person som altid siger det jeg ærligt mener (selvfølgelig på diplomatisk og pæn vis) og folk ved typisk hvor de har mig, netop af den årsag. Dog lige når det gælder børn, føler jeg mig totalt overhørt. Og - ja måske har jeg ondt af mig selv lige nu - men hvor er det svært at være kvinde der ikke ønsker sig børn. Måske er det en paranoia, jeg får bare ofte en følelse af at andre synes at jeg er mærkelig - nærmest unormal ved at have det sådan. Ellers så kan jeg se, at jeg hele tiden har stillet barrierer op for, hvorfor jeg ikke var klar til at få børn. Først skule jeg kende manden/potentiel far godt. Så skulle jeg være gift. Så skulle jeg have været gift i en tid. Så skulle jeg have et stort hus. Så skulle jeg bo i det store hus i et styk tid. I hele processen har jeg meldt ud at børn meget sandsynligt ikke lå i kortene. (Tænkte at det var bedre at overraske positivt end at mislede nogen). Måske håbede jeg på at al den tid jeg købte mig ved at skulle det ene og det andet, ville være nok til at jeg flyttede mig derhen, hvor man ønsker sig børn. Jeg må bare erkende at det ikke er sket. Og hvordan kan det være at jeg har det sådan, da jeg faktisk nyder at være sammen med børn. Jeg både bærer, nusser, digge digger og leger med dem. Men kan bare ikke selv. Hvis bare jeg kunne få svar på det. Jeg har det bare ikke. Nå der er nok intet der giver mening af det jeg skriver. Jeg tænker videre Kh Xzenia

Hejsa Tak for dit meget fornuftige svar :-) Jeg har tænkt meget meget og meget over hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan virkelig ikke finde svaret. Jo det med børn skræmmer mig helt vildt, men der må være mere i det end som så. Jeg aner bare ikke hvad. Om jeg kan klare at gå fra ham pga. børneproblematikken? Jeg ved det ikke. Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg ikke kan få børn med ham, fordi han eller andre synes det. Og jeg ved at vi aldrig får børn før - ikke bare ham - men også, jeg er 100% sikker på at det er det rigtige. Jeg ved at det lyder så egoistisk, at så længe jeg ikke vil, så sker der ikke noget. Men børn er en stor beslutning, og jeg har det sådan, at jeg kan ikke sætte børn i verden, medmindre jeg føler at det er rigtigt. Om 20 år - ja det siger alle. Det er nok mere trist om 20 år uden børn. Men det er stadig ikke noget argument for at få børn. Tja jeg ved ikke - har bare helt ondt i maven over det......og tænker videre :-) Knus Xzenia

Kære alle Jeg har selv været en flittig bruger af dette forum, og kommer stadig herind af og til. Man bliver jo helt afhængig. Jeg blev selv gift for snart 2 år siden. Og er nu snart 36 år. Mit dilemma Er meget ømfindtligt, og jeg ved ikke hvor jeg skal henvende mig med det. Sagen er at jeg altid har været meget i tvivl om jeg skal have børn. Ja faktisk er jeg pænt overbevist om at jeg ikke skal have nogen. Dette har min kæreste - nu mand - altid vidst. Jeg tror dog lidt at han slår det hen. Inden vi blev gift satte jeg mig ned for at fortælle ham, at der var en stor sandsynlighed for at jeg ikke ønskede børn, og at han burde have dette med i sin beslutning om han i hele taget vil giftes med mig. Han slog det hen i noget med "ja lad os nu se" eller "du skal nok ændre mening". Jeg har dog endu ikke ændret mening, og nu synes jeg efterhånden at grebet stramme gevaldigt omkring mig. Alle spørger om hvornår vi skal have børn, manden tror vi skal have børn, og jeg er ved at kvæles i ubehag. Et eller andet sted føler jeg, at manden og alle andre, vælger at overhøre det jeg siger om ikke at skulle have børn (jeg har aldrig lagt skjul på min holdning). Især ikek over for min (nu) mand, da det ville have været et stort ægteskabeligt bedrag, ikke at være ærlig omkring det. Når I sikkert vil undre jer, så kan jeg fortælle at jeg ikke ved, hvorfor jeg har det sådan med børn. Jeg har selv 5 søskende, så jeg er vant til at have børn omkring mig. Jeg nyder også i den grad at være sammen med børn. Elsker at lege med dem, og glæder mig til at se de små i omgangskredsen, når lejligheden byder sig. Jeg er bare hunderæd for selv at få dem. Er ikke klar til det. Og har, en stærk fornemmelse af, at jeg ikke biver klar til det. Også selv om prisen kan blive at min mand så ikke kan være sammen med mig. Det ville jo være helt forkert at sætte børn i verden for at holde på et ægteskab). Det korte af det lange er: Hvordan får jeg folk omkring mig inklusiv min mand at forstå, at jeg ikke skal have børn? Skal jeg bare fortsat holde lav profil og svare ærligt når der bliver spurgt? Eller skal jeg tage endnu en alvorlig snak med manden om emnet Den helt fortvivlede Xzenia