loenfeldt

Hej Jeg går her og er ved at blive totalt skør. Min mand og jeg blev gift d. 27 oktober i år, og nu så kort tid efter er jeg bange for, at vi ikke vil få så lang tid sammen, som jeg regnede med..... Min mand har haft problemer med sine ben siden foråret og har været til ufattelig mange undersøgelser, men lægerne kunne ikke finde årsagen. Det startede med at han mistede følingen i fødderne og iggenm de sidste par måneder har det spredt sig op gennem bennene og helt op til midt på ryggen. Han kan gå, men det er meget svært. Han kan hælde kogende vand ned over benene uden at han kan mærke det. På vores bryllupsdag måtte han have støtte på begge ben, ellers ville han have svært ved at gå ned af kirkegulvet. Nogle dage kan man slet ikke røre ved ham, bortset på overkroppen uden at han føler at det brænder. Nu mener lægerne at det måske er en form for nervebetændelse, men de kan ikke sige hvilken, hvordan man kan behandle det, om det kan behandles eller om det er kronisk, eller om nervebetændelsen skyldes mere alvorlige sygdomme som fx kræft i lungerne. Vi venter nu på at han skal på sygehuset her i december og efter de prøver kan vi måske begynde at få nogle svar. Pt. er jeg på barsel med vores 3 barn og har derfor (desværre) masser af tid til at få skabt nogle uhyggelige tanker....hvor gør det ondt at se ham lide, og man kan intet gøre for at afhjælpe hans smerter.... Hvor jeg dog elsker ham:heart: og ville ønske jeg kunne hjælpe ham. eg føler mig så magtesløs

Det går stille og roligt fremad med at gå. Han kan gå længere og længere og har prøvet at køre i bil (ca. 10min) det var dog ikke ham der kørte. Han er ikke begyndt til egentlig genoptræning, da hans ryg skal have lang tid til at hele i. Når han går igang skal han muligvis til viborg og vi bor på fyn, så der vil han ikke være hjemme hele ugen. Det bliver svært ikke mindst for vores børn (7mdr. 6 år & 9 år) Det her er noget der kommer til at koste blod, sved og tårer for os begge, også nu hvor vi skulle nyde, at vi endelig er bleven gift. Vi trænger til at komme væk og bare være os to, og vores tre guldklumper for dem kan vi ikke undvære (Bryllupsrejse) men det er nu svært, når han kan gå ca. 100 m også skal sidde i et par timer, før han kan lidt igen....

Svar på prøverne er kommet. Tumoren var godartet heldigvis. Nu skal der bare i gang med genoptræning. Det bliver en hård og sej kamp, men bare vi står sammen skal det nok lykkedes.

Så er manden kommet hjem igen Det går langsomt fremad, men det er hårdt. han har mange smerter. bl.a. pga. at de har fjernet et ribben. Han kan dog intet lave. ikke engang fx bære en desserttallerken, så lige nu er jeg alenemor til fire. ( 7 mdr. 6 år. 9 år og 34 år) puha, men hvor er det fedt det er overstået, så nu kan vi se fremad, selvom om det bliver en svær og hård periode.

Til formiddag tog han de første skridt og inden dagen var omme kunne han selv gå rundt uden hjælp og han kunne mærke sine ben.

1000 tak for jeres hilsner, det varmer i en svær tid. Operationen gik godt. tumoren blev fjernet, men det to tre timer længere end forventet. Hvor er det hårdt at sidde og vente. Han mistede en del blod og var temmelig omtumlet efterfølgende, men efter nogle timer var hans humør i top og han var ved at være sig selv igen. Lægerne er 99,9 procent sikker på, at det var godartet, så nu venter vi bare på de endelige prøver. Nu skal han bare komme sig og igang med genoptræningen. Rygmarven var bleven trykket helt flad, så vi håber at den retter sig igen og han vil få følelsen i benene tilbage..

Så er manden indlagt og nu går vi bare og venter. operationen er fastsat til i morgen kl. 8.00 og vil tage ca. 8 timer....

Hej Jeg har virkelig brug for hjælp. Den 4 februar er det 10 år siden at min mand og jeg blev kærester , men jeg er fuldstændig ideforladt med hensyn til, hvordan vi skal fejre denne dag. Nu er det jo heller ikke så længe siden at vi blev gift (okt.), fejrede jul og nytår (vi blev forlovet nytåret 98), så nu synes jeg at det kniber med de gode ideer. Har du en god ide, så kom endelig med den.........

Det lyder som en pragtfuld ide, men desværre skal min mand gennemgå en større rygoperation d. 15 jan. (Har en godartet tumor siddende i rygsøjlen) Så det er ikke sikkert han kan gå, endvidere at han er kommet hjem fra sygehuset. Det gør det så svært.

Så er datoen fastsat for mandens operation. Det bliver tirsdag d. 15 jan. Kryds fingre for at alt går som det skal. Er bare så nervøs....

Så har min man været til samtale på OUH, hvor han skal i behandling....Det var slet ikke opmuntrende. Hvis tumoren ikke bliver fjernet indenfor kort tid vil han blive lam fra navlen og ned. De skal både operere igennem ryg og mave, for at kunne fjerne den helt. Så vi ved ikke om han skal gennemgå en eller to operationer. Der er ingen der kan sige hvordan han får det efterfølgende...måske vil han aldrig få følelsen tilbage i benene. måske bliver han aligevel lam. Måske vil alt blive som før.

Det kan varmt anbefales. Vi blev viet i kirke og kjolen var hvid, men ellers er vi ikke meget for de traditionelle bryllupper med suppe, steg og is. Vi gjorde følgende: Velkomstdrinks og frugt buffet fra Kokken og jomfruen Islagkage Kaffe m kransekage og bryllupskage (hjemmelavet) Vi havde hyret min svigerindes lillebror samt hans kammeret, der har et mobildiskotek. De spillede klassisk under spisningen og efterfølgende blev der spillet til dans.. Lige fra Bamses venner til nyere Nyere pop, Rock, Rap m.m. Det var lige os. Prisen for brylluppet alt inkluderet ca. 15.000 Vi var 38 personer til festen

Tak for de søde tanker....Det hjælper i en svær tid. Jeg ville bare ønske, at vi kunne få en stille og rolig hverdag, og nyde at vi endelig er bleven gift (d. 31 dec. er det ni år siden at han friede) Det sidste 1/2 år har bare været op og nedture hele tiden..... 18 juni blev vores søn født, jeg mistede 4 l blod, og det var tæt på, at jeg ikke overlevede. 19 juni tog jeg den sidste eksamen på Social Pædagogisk Seminarium (fik 10) 22 juni færdig uddannet som pædagog 11 juli min svigerfar døde af kræft (havde fået det konstateret 2 mdr. tidligere, men var endnu ikke kommet i behandling) 1 aug begynder vi at planlægge bryllup og barnedåb 27 okt. blev vi gift 2 dec manden scannes 4 dec. får beskeden at der er en tumor i rygsøjlen. Nu går vi bare og venter, og ved ikke rigtig hvad der skal sker, hvornår og hvilken indflydelse det får for vores liv. Jeg savner en stille og rolig hverdag...Stå op om morgenen og sende manden på arbejde, den store i skole, den mellemste i børnehave, og så hygge mig sammen med den mindste, indtil de andre kommer hjem om eftermiddagen....

Til vores bryllup fik vi en skøn buffet fra Kokken og Jomfruen, og det kan varmt anbefales....

Hej igen Så har min mand været på sygehuset til en MR Scanning, og den viste hvad problemet er... Imellem 9 og 10 ryghvirvel sidder der en godartet tumor på 3*5cm. Så det er den der skaber alle problemerne. Det positive er at den skulle være godartet, men det kræver nok både strålebehandling samt en operation, og det er jo ikke risikofrit. Nu må vi se hvad fremtiden bringer.....¨

Kære alle brude og kommende brude Lørdag d. 27 oktober kom den store dag endelig. Min kæreste igennem 10 år og jeg blev endelig gift. Det har vi også kun ventet 9 1/2 år på. Denne dag gik desværre alt for hurtigt, og dagen efter snakkede vi om at det var det lykkeligste øjeblik i vores liv, da vi gav hinanden vores ja i kirken, og hvor ville vi ønske, at vi kunne gøre det igen. Nu er det store spørgsmål .....Jamen kan vi ikke det? Fx hvor kunne det være skønt at fornye vores løfter til kobber, sølv, guldbryllup (gør man ikke ofte det i USA?) er der nogen derude der har erfaringer med dette. Jeg elsker min brudekjole, og kan ikke få mig selv til at skille mig af med den. Den har også givet mig søvnløse nætter. bl.a. fordi jeg var nervøs for, om jeg havde valgt rigtigt. Min kære søsters første kommentar, da hun så kjolen var følgende: Jo, den er da meget pæn, men jeg havde ihvertfald ikke valgt sådanne en. Heldigvis viste det sig at jeg havde valgt rigtigt. min kære mand elsker min kjole. (den var også skyld i at vi stak af fra festen kl. 2, gæsterne festede videre til om morgenen. Hjælp hvad synes i. Kan vi fornye vores løfter i kirken (foregå på samme måde) og kan jeg bære min kjole igen? Min mand har jo så set kjolen før, men han ved jo ikke, at jeg vælger at bære den igen. Hvad synes i? Er jeg bare total kulret og smaskforelsket i min mand?

Det lyder som en mulighed. Jeg er villig til at prøve hvad som helst...

Min mand og jeg har altid haft den fordel, at vi kan tale om alt (erfaringer viser at ikke alle gør det, måske også derfor at der er så mange skilsmisser?????) I denne situation bliver der også talt om alt og vi giver plads til hinanden og det er tilladt at sige alt hvad man har på hjertet. Men derfor er det nu aligevel rart at fortælle det til nogen som ikke kender til situationen.....Hvis i forstår???

Hvor det varmer om hjertet at høre alle jeres opmuntrende ord. Det er rart at kunne tale om det med nogen der ikke er en del af familien. Han er bleven testet for mange forskellige ting og det er nu ført til at de regner med at det er en form for nervebetændelse.....Han blev testet positiv for Borelia (det man kan få via skovflåter) men symptomerne stemmer ikke overens med dette, så de regner med at det er en falsk positiv (det sker åbenbart ofte) Det startede med at hans fødder sov konstant (som at gå på vat) det bredte sig op langs benene og nu op til midt på ryggen. Han skal på et sygehus og have testet nervebanerne samt have en MR-scanning og det kan måske give os nogle svar. Det skyldes nok det forløb vi var igennem i forår/sommer, at vi er så nervøse. Min på det tidspunkt kommende svigerfar fik konstateret forstørret prostata i foråret og i den forbindelse opdagede de det var kræft. lægerne mente at han ville blive rask, og derfor ville de med det samme lave undersøgelser som skulle føre til en behandlingsplan. 2 mdr efter han fik det konstateret og påtrods af udmeldinger fra læger var behandlingen endnu ikke gået igang. han måtte indlægges til nye undersøgelser og scanninger da de første ikke kunne bruges, når der var gået så lang tid...14 dage efter sov han stille ind.....behandlingen var ikke sat igang....de var ikke færdige med at lave behandlingsplanen...Han nåede ikke at få medelelsen om vores bryllup.... dette gør at vi ikke stoler så meget på syghusvæsenet. Vi har heldigvis prøvet lidt af hvert igennem de ti år vi har kendt hinanden, så vi klare også dette. Det er bare så svært, når det skulle være den lykkeligste tid i vores liv (det er 9 1/2 år siden han friede og endelig blev vi gift)

Det lyder som en super idè

Jeg har heldigvis fået en masse dejlige billeder, og dele af vielsen er filmet. Jeg har nu brugt meget tid på at studere dem, og er begyndt at kunne genkalde følelser, så hvis jeg er heldig kommer minderne tilbage. Jeg ved at denne oplevelse aldrig vil kunne skabes igen, men jeg er tilhænger af, at man fx ved kobber, sølv, gulbryllup osv. gør noget helt specielt evt. igennem en ceromoni. to mennesker der elsker hinanden er det største og mest livsbekræftende, og jeg synes det kunne være dejligt med noget helt specielt og ikke bare endnu en kedelig familiefest (hvor det kun er min mand og jeg der danser). Som I nok kan høre er min familie ikke dem der fester/danser mest. Min bror plejer at sige, at hvis der er ingen der siger noget til festen, så er det fordi de hygger sig, og ikke har noget at klage over.....

Normalt er jeg den type der ikke gentager en succes og mindes tingene via billeder og film, og dem er der heldigvis mange af. Nu er der bare det problem at når følelserne bliver for store eller voldsomme, har jeg svært ved at tackle dem og det resultere i at hjerne slår fra. Ja, det lyder underligt, men jeg kan intet huske, fra jeg går ind i kirken også indtil, vi er kommet ud igen. Dette sket også da vores første barn blev født for snart 9 år siden, og først da der var gået fem år, kunne jeg begynde at huske noget af fødslen. Indtil da huskede jeg , at vi kom ud på sygehuset, at jeg kom i badekar og det næste jeg mindes er da vi er på vej på barsels gangen. Det gør ondt. den lykkeligste dag i mit liv, og så kan jeg ikke huske det, og ved ikke om jeg nogensinde kommer til det.