missC

Medlem
  • Antal besvarelser

    908
  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

Alle besvarelser af missC

  1. RIGTIG smuk - men spørg bruden...
  2. Nu tænker jeg egentlig mere på telefon-kontakter end på mailkontakter... men jeg kan godt se, at det letter arbejdet, at mobil og pc snakker sammen...
  3. SÅ er min iPhone endelig på vej... havde jeg vidst, at Telmore havde SÅ lang ventetid, så havde jeg nok fået min mand til at købe den et andet sted... Hvordan har I andre gjort mht at få flyttet kontakterne med? Der skal jo nyt simkort til, så dér kan de jo ikke gemmes. Er det virkelig den hårde vej frem - at indsætte én for én, når man påen eller anden måde (hvilken??) har gemt en liste? Glæder mig til at lege med alt muligt! Har så også svært ved at gennemskue, hvordan mit forbrug vil tegne sig - for det afhænger jo også af, hvor meget man bruger eget netværk eller not... Dorte.
  4. Ja, spørgsmålet giver jo nok sig selv - og så alligevel. Det er jo ikke noget problem at slukke for vandet og skrue skruerne af - men hvad så? Har toiletter standardmål? Det vil jo være rigtig nice, hvis hullerne i gulvet passer... Nogen,der har erfaringer?
  5. Ok... tak for svar. Må vistnok i kælderen og se, om vi har fliser liggende (fra den tidligere ejer), ellers risikerer vi jo at skulle skifte hele gulvet...
  6. Super! Nu bor jeg i vandkants-Danmark, men jeg kommer da jævnligt til Staden. Jeg kunne selvfølgelig ønske mig, at der kom flere byer med - det gør det nok efterhånden. Dorte.
  7. Godt med en nørd, man kan spørge, Kamilla. Jeg vil nødigt ende med at gøre, som min søster... da hun skulle indstille tiden, tænkte hun i tidszoner og valgte Paris, da det jo måtte passe. Herefter kunne telefonen kun tale fransk... ... hun måtte oprette en ny mailadresse for at få det ændret. Uuuuups.
  8. Har egentlig NOT brug for at høre, at der er flere måder at gøre tingene på..... ... = forvirres!!
  9. Jeg fik den nye iPhone 4S.... ... og også en pladespiller!! Det er jo lige fra den ene yderlighed til den anden.... højteknisk for en novice som jeg, og pladespilleren totalt lavteknisk - en "gammel" model fra B&O. Jeg glæder mig meget til at høre mine gamle LP-plader! Jeg ved næsten ikke, hvad jeg blev mest glad for!! Det føltes så lige lidt tamt at give min mand en creme-brulee (stav?)- svitser. Han blev enormt glad, det er det rene legetøj for ham.... han kommer ikke til at lave dessert, nææææh nej, men når han skal tænde op i brændeovnen eller vores træpillefyr, så bliver det med denne... potensforlænger!! Haha.
  10. Der kan man bare se.... anede ikke engang, at iTunes skulle på pc'en, jeg troede, det gik via telefonen. :fløjt: Det bliver vist godt nok at komme med på bølgen - jeg føler mig allerede som en analfabet! Dorte.
  11. Følger lige ret meget med her.... min mand gav mig en iPhone 4S i julegave, dog er der ventetid, så jeg får den først om x uger.... Men jeg aner ikke en brik om, hvad jeg skal gøre, når jeg har pakket den ud, udover at give den noget strøm, vil jeg tro. Har heller ikke længere en teenager i huset til at oplyse mig...! Har fattet, at man skal oprette sig som bruger på itune, inden man rigtigt kommer i gang... men hvad så mere????
  12. Dejlig beretning! Stemningen skinner tydeligt igennem, og der er rigtig mange fede fotos! Tillykke!
  13. Jeg har lige været på weekendophold på en kro med mine to søstre og min mor. Dét var alletiders - en rigtig god måde at være sammen på. Vi fik set lidt om dagen, fik endda tid til et lille hvil (nødvendigt for min mor) hen på dagen, og så var maden inkl... og sågar musik og dans - ku da være, han kunne få danset lidt og møde en? ;) Synes nu også godt om tanken ang elektronik. De fleste mønd elsker den slags legetøj! Hvad laver han til daglig? Dorte.
  14. Glemte lige - vi taler om et ganske almindeligt, gammeldags toilet - ikke er vægophængt....
  15. Fineste beretning med masser af følelser og stemning! Held og lykke med baby-projektet, håber alt er vel! Dorte.
  16. Det mest mystiske er hændt! Jeg kan slet ikke se billeder på facebook! Jeg kan se de små ikoner - og billeder på opslåede videoer og links, men intet ellers. Hvor i alverden skal man finde en løsning på problemet?? Jeg har prøvet lidt af hvert, men intet ser ud til at virke. Vi har lige fået ny router med fast IP - kan det tænkes at gøre en forskel? Jeg kan hilse og sige, at det er dybt underligt at være på facebook uden billeder af profiler osv. - næsten som om, man ikke rigtig er deltagende. Dét er så ret tankevækkende. Jeg håber, der er en expert af en slags, som kan hjælpe mig, inden jeg får totalt pip! Dorte.
  17. Problem solved! Den nye router har indbygget firewall, så nu havde jeg pludselig to af slagsen, og det bryder en pc sig ikke om. Nu véd I dét! Dorte.
  18. I morgen bisættes min veninde gennem 33 år. Det er uendelig hårdt. Jeg har været meget tilstede gennem hendes sidste 14 dage, og på hendes dødsdag var jeg så heldig at have ½ time alene med hende, hvor jeg fik sagt godt farvel. Hun var ikke ved bevidsthed, men jeg har en tro på, at hun alligevel har mærket min omsorg og inderlighed. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan hun egenlig ligger... skal man regne med, at hendes hoved vender mod alteret? Hun bisættes fra et kapel, ikke en kirke. Jeg har hørt, at 'hovedet' skal først ind i rustvognen - men skal man så stå og dreje omkring? Fødderne kommer først ud, men hovedet skal først ind i rustvognen? Jeg har ikke været til mange begravelser/bisættelser, men jeg har aldring set nogen steppe rundt med kisten udenfor kirken/kapellet. Mit spørgsmål lyder meget bizart - men da jeg skal være med til at bære kisten i morgen, så vil jeg faktisk gerne vide, om jeg går ved siden af hendes fødder eller hendes hoved. Dét var den praktiske del, som jeg meget gerne vil have gæt og svar på. Følelsesmæssigt er det bare vanvittig svært og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg dog skal komme igennem morgendagen. Kh, Dorte.
  19. Vil bare lige takke jer alle endnu engang. Det er meget værd at få både svar og virtuelle kram - det varmer virkeligt! Kh, Dorte.
  20. Tak skal I ha'. Hun er den nærmeste, jeg nogensinde har mistet. Det luner, at I genkender nogle af tankerne og følelserne.
  21. Jeg genkender følelsen - omend det ikke lige præcis går på bryllup. Jeg kan ikke forestille mig selv mere lykkelig, end jeg var dén dag, og selvom jeg kunne have fundet på andre ting i dag, så fortryder jeg intet... sådan hører jeg det også fra andre. Men hvad skal man så??? For mig blev det vist at planlægge bryllupsrejse. Vi havde jo ikke lov at rejse udenlands før to år efter, så jeg brugte lang tid på at søge inspiration og finde ud af mulighederne. Året efter rejse vi igen i 3 uger til fjene himmelstrøg, og denne gang arrangerede jeg ALT selv. Tre lande og 7 flyvninger. Dét krævede sin planlægningskvinde, så dét blev vist min erstatning for dén del af det. Men stemningen, der følger med at dele inspiration og forventningens glæde - den er svær at genfinde, når der ikke sidder et væld af skønne kvinder i et forum, hvor man kan dele alt. Dorte.
  22. Kære alle. Nu har jeg huseret rundt på BK siden oktober, har grinet og grædt, fået hjælp og støtte, inspiration i lange baner - jeg har nydt timerne her! Nu vil jeg gerne give lidt tilbage til jer skønne quinder... nemlig en lille beretning fra vores vidunderlige dag! Hav lidt tålmodighed, for ihhhh, det tager tid at minimere alle de fotos! Lidt forhistorie: Chris og jeg mødte hinanden for godt 4 år siden på en chatside. Gnisten var der strax, selvom jeg var dybt skeptisk - men lige siden dengang har vores kemi været helt utrolig. Vi er 45 og 46 år - og så har vi fødselsdag samme dag! Chris ville meget hurtigt giftes. Jeg ville bare fries 'rigtigt' til - ikke noget med at sidde sammen i sofaen og finde ud af, at det var da en rigtig god idé.... næhæ. Så det tog ham lidt tid, men så blev det også et frieri, der ramte plet i mit hjerte! En lørdag var vi ude og køre. Vi skulle handle flere ting, men han skulle hele tiden liiiige, og jeg skulle bare blive i bilen. Hmmm. Men langt om længe bed han mig holde ind ved en sø, sætte mig på en bænk, lukke øjnene og vente. Da jeg måtte åbne øjnene igen, lå han på knæ foran mig med en buket af 40 røde roser - og en enkelt hvid i midten. Han havde tændt stearinlys og spillede "You to me are everything" - en i mine øjne meget smuk kærlighedserklæring. Han sagde smukke ting om mig og spurgte, om jeg ville giftes med ham..... Ihhhh, jeg tudede - og kan næsten ikke huske alle hans ord, men JAAAA, det ville jeg da. Om aftenen spiste vi en lækker middag på Niels Bugges Kro. Det var 3. marts 2007. Vi havde ikke noget hastværk, så først i efteråret satte vi datoen til 21. juni 2008. Dette foto er fra marts 2008 - nu begynder planlægningen! Dorte.
  23. Hej Tidemann. Tak for det. Jeg tror, at det at dele dagen og historien er med til, at den holder sig nærværende i lang tid - det kan kun anbefales. Snart oprinder din dag, kan jeg se - rigtig god fornøjelse, det er fuldstændig fantastisk! Dorte.
  24. Tak til jer allesammen. Det var jo smukt, smukt vejr i går. Jeg var "prikken" overfor min mand i løbet af formiddagen, men det tog han pænt. Fik hentet en båredekoration, som vi også fik plads til i bilen på den to timer lange køretur. Tårerne piblede op i øjnene mange, mange gange undervejs - hold op, hvor var jeg anspændt. Mit sidste farvel til min veninde - jeg syntes, det var aldeles rædselsfuldt. Vi nåede lige omkring mine forældre for at klæde om og aflevere hund til pasning, før vi tog til kapellet. Vi ankom et lille kvarter før tid, og jeg skældte ud på min stakkels mand over, at han ikke bare parkerede som jeg anviste, men i stedet brugte tid på at se, om ikke han kunne komme tættere på eller bare sætte mig af. Men for mig var det utrolig vigtigt, at han fysisk var tæt på mig, så jeg skulle fandme ikke sættes af! På parkeringspladsen mødte jeg en fælles veninde, som vi begge har kendt i mange år. Vi har været tætte i mange år, så tårene bare flød og jeg kunne slet, slet ikke holde hendes medfølende blik ud. "Altså, nu går det godt nok helt galt," sagde jeg til hende. Men så faldt vi heldigvis bare ind i, at vi var sammen om det sorgfulde og begyndte at gå mod kappellet med hver vores buketter. Hun havde selv taget "Resque-drops" (blomstermedicin, der er beroligende) og tilbyd mig, men jeg afslog - det måtte blive, som det skulle. Jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at lægge nogen dæmper på. Jeg opfattede nogle genkendelige mennesker, men også en del for mig fremmede. Jeg kunne ikke forholde mig til ret mange af dem. Mine ben rystede fuldstændig ukontrollerbart, og min mand var pludselig væk - han måtte lige tilbage til bilen og skifte sko! Det var godt, han huskede det, men jeg nåede da lige at savne ham. Jeg fik hilst på min venindes mand, hendes forældre, datter og bror og et par veninder. De vigtigste var de mennesker, der var sammen med mig på hendes dødsleje, selvom vi meget sjældent ses. Resten blev til en masse, der var tilstede i solskinnet foran kapellet. Jeg tænkte, at det var rigtig dejligt, at der var dukket så mange op - min veninde har nemlig de sidste par år fået indskrænket sit netværk betydeligt, så jeg var positivt overrasket og rigtig glad for det. Jeg havde lovet præsten at komme og hilse på ham, så vidt muligt inden højtideligheden. Vi havde talt i tlf sammen i 45 min i mandags, da min venindes mand havde bedt ham ringe til mig. Han ville gerne, at jeg ville bidrage til talen. SÅ jeg hilste på ham, og han skulle jo ikke hverken sige ret meget eller kigge ret meget på mig, før tårerne igen flød i en lind strøm. Og tænk, så fik jeg det første knus ever af en præst, som jeg kun lige havde mødt tre min forinden! Det var måske nok lidt underligt, men det virkede faktisk lidt beroligende sammen med hans ord. Normalt kan jeg slet ikke synge, når jeg er ked af det, og i går var ingen undtagelse. Jeg plejer at sidde og følge med i teksten i stedet, hvilket så gør mig endnu mere berørt. I går valgte jeg slet ikke at prøve at synge, ej heller følge med i teksten - men bare lytte til "Se, nu stiger solen". Det er en helt utrolig smuk salme. Jeg kiggede lidt rundt, fornemmede stemningen, solen ind gennem vinduerne, den meget flotte kistepynt - og hvordan er det nu, hun vender, og hvad har hun egentlig på?? Der var noget, det ændrede sig her. Jeg tænkte, at hun jo ikke var her. At jeg havde sagt farvel på hospitalet, en god times tid før hun døde og en times tid bagefter, begge gange alene. Og så var jeg faktisk så spændt på præstens tale. Det er første gang, jeg har bidraget til en tale ved et dødsfald. Kom talen efter første eller anden salme? Det husker jeg ikke. Men sikke en tale. Den varede i godt tyve minutter, den var meget personlig og direkte, og som det vigtigste - den fik samlet en masse tråde. Nogle mennesker havde ikke magtet at være tæt på i hendes sidste (lange) tid, men de fik rigtig god forståelse... måske ligefrem tilgivelse? Han forståede at få os samlet i en slags forløsning. Jeg kunne genkende mange af mine ord/fortællinger, så jeg følte mig næsten i samtale med ham undervejs. To lidt sjove ting. Salme nr to var ikke den, som hendes mand havde valgt! Det vidste jeg ikke - men jeg syntes, den var så god, at jeg fik fisket en kuglepen frem og skrev nummeret på min arm! En eller anden kommunikationsbrist gjorde, at vi pludselig stod 7 mennesker til at bære kisten ud. Alle de andre var familie, så jeg trak mig selvfølgelig - men jeg ville sgu ikke bare gå tilbage til min plads. Jeg var jo blevet bedt om at være der (bære), og jeg følte også, det havde berettigelse, for jeg var den, der havde været der allermest hendes sidste 14 dage... også langt mere, end hendes mand (men fred med det, for vi tager det jo alle forskelligt). Så trods kludderet, som vist så pudsigt ud, så gik jeg da bare lige efter kisten og familien. Udenfor kom kisten ind i rustvognen. Alle var ret alvorlige og berørte - det var jeg også, men jeg var jo holdt op med at græde inde i kirken. Datteren gav de nærmeste en rose, også jeg, og vi lagde dem ovenpå kisten. De andre lagde dem som en vifte ovenpå bådedekorationen - jeg lagde min, så den pegede ud mod os alle, så vi så den smukke blosmt og ikke stilkene. Det var helt bevidst - min veninden har altid gået imod strømmen, så jeg følte, det var fint. Rustvognen kørte afsted i uendeligt langsomt tempo. Og så kom jeg til at trække på smilebåndet. Min veninde ville slet, slet ikke havde haft temperament til det! Hun ville have sagt til chaufføren, at "Jaja, det er så i orden, men så snart du har rundet hjørnet, så er det bare speederen i bund!!" Jeg var ked og vemodig, men samtidig lettet over, at jeg ikke brød helt sammen - at dagen var så smukt, og at der var kommet så mange! Det var uventet. Og så var der rigtig mange buketter. På båndet på den fra mig havde jeg fået skrevet: " Flyv højt - bred dine vinger ud." Og så det navn, hun altid kaldte mig. Det blev en fantastisk god dag og oplevelse. TIl kaffen bagefter fik mange af os delt minder... sikket som det i reglen er tilfældet. Nu vil jeg til at se nogle af de desværre ret få billeder, vi fik taget. Jeg er i ro, er ked og meget træt - men jeg kan ikke forestille mig dagen bedre, så jeg er også glad og lettet. Og dybt taknemmelig over, at jeg var en del af hendes liv, og at hun var en del af mit. Sikke meget, I BK-kvinder (+ Bent) lægger ører til - og tak, hvis I nåede helt herned i mit indlæg! Kh, Dorte.
  25. Jeg har faktisk skrevet til præsten i aften ang spørgsmålet - men jeg har nok skrevet for meget, for han har ikke besvaret mit spørgsmål, og nu er det da vist for sent at forvente svar, selvom jeg kunne spørge igen. Han har til gengæld svaret mig på andre ting. Jeg synes, livet har været rigtig hårdt for min veninde, og jeg synes ikke, hun har fået optimale omstændigheder. Det har været rigtig svært at få familien samlet omkring hendes dødsleje, men det lykkedes. Det bliver en tung dag i morgen.