Sine Jen

Hej Alle, Nå, jeg har taget et af mit livs største beslutninger – selvom jeg egentlig havde taget den for længe siden. Jeg har besluttet min for at min bror og hans kæreste ikke skal med – vi må tænke på os selv og tænke på at de faktisk selv har taget denne beslutning. Jeg har ikke lyst eller energi til at snakke med ham foreløbig så jeg har valgt at sende ham en sms: ”Hej XXX, jeg er meget ked af at det skulle ende ud i det her. Jeg er meget skuffet over dig og du har såret mig dybt. Jeg gav dig et valg – men du gik dine egne veje. Jeg savner min gamle bror!! Af respekt over for mig selv og ikke mindst for XXX – må jeg bede jer blive væk til vores bryllup” Så nu er den sendt

Mange tak for dit indlæg - det er meget rart at læse Mht. hvad min forædre siger. Mine forældre er skilt. Og min mor støtter (som i nok også kan fornemme) mig i at han ikke skal med. Det ville være for risikabelt. Men hun er selvfølgelig ked at af det ikke er lykkedes os at rede trådene ud - hun har selv forsøgt. Min far siger at det er mit valg og at han støtter mig i det. Men jeg kan mærke på ham at han er ked af det og ville ønske at det ikke skulle være sådan. Så hvis han skulle med ville det faktisk kun være for min fars skyld. Men jeg må sige at glæden op til brylluppet ikke er som den burde være og jeg har da også gået med den tanke at skulle aflyse det hele:(

Tusinde tak allesammen, Tak for alle jeres kommentarer og for jeres støtte, omsorg og gode råd. Jeg har tænkt mig at sende ham en sms hvor jeg kort skriver hvordan jeg har det og at de ikke er velkommen til brylluppet. Jeg har ikke overskud til at snakke med ham og har ikke energi til at skrive et langt brev. Desuden føler jeg min gevaldigt tråd på og orker ikke at skulle "belæres" om disse syge holdninger. Det havde været lidt lættere hvis vi ikke havde fået afsendt de invitationer, men sådan er det desværre. Men jeg er bange for hans reaktion og frygter at han ikke vil lade os være. Jeg magter bare ikke mere og vil bare videre med mit liv og begynde at glæde mig til den store dag. Men igen tak for alle jeres det varmer!

Hej alle sammen, Og tusinde tak for alle jeres svar og at i har sat jer ind i min situation. Det er meget rart og jeg havde virkelig brug for at få andre øjne på sagen. Nå efter at jeg havde læst mange af jeres indlæg i går besluttede jeg mig for at ringe til min bror. Det var ikke let og jeg tøvede flere gange med at ringe. Jeg åbnede mig 100% for ham og fortalte hvordan jeg havde det og hvordan alt det her påvirker både mig og min mand. Jeg kunne ikke holde følelserne tilbage og brød sammen flere gange. Jeg fortale at vi ønskede at de fik talt ud med min mor. Fordi vi gerne vil have at de kan tale ordentlig sammen og få at snakke det hele igennem. Det ville han under ingen omstændigheder (heller ikke for min skyld) og kaldte min mor de grimmeste ting (bla. Flink dame) Jeg blev fuldstændig mundlam men fik alligevel udtrykket at jeg ikke ville høre ham snakke sådan om min mor. Det var han kold over for. Endvidere ville vi have ham til at love 100% at hverken ham og hans kone ville snakke om det. Til det svarede han ” ja selvfølgelig vil vi ikke snakke om det, men hvis der er nogle andre der begynder at snakke om det eller spørger os om noget i den retning, vil vi stå ved vores holdning og ydrer os, og det hav vi lov til her i Danmark”. Jeg fortalte ham at dette vil vi ikke acceptere og at de skulle kunne love os det 100%. Jeg fortalte igen at jeg var meget ked af det og vi nu havde brug for at tænke og glæde os til vores bryllup. Derfor må der gøres noget nu! Ja så mente han at jeg burde gå til en psykolog, for jeg måtte jo have brug for det siden jeg havde det sådan. Pyha jeg er gal, jeg er skufftet, jeg føler at han har sparket til mig selvom jeg i forvejen ligger ned. Kan ikke forstå han er sådan, jeg har åbnet mig for ham og fortalt hvor dårligt jeg har det og så siger han sådan noget pis. Og jeg er tosset over at han snakker sådan om min mor! Udover det måtte jeg sige til ham rigtig mange gange at jeg ikke gad at høre om nazismen ( han fortale og fortalte om det konstant) Derfor tør jeg heller ikke stole på at han kan lade være til mit bryllup. Hvis kan ikke engang kan forstå det i telefonen, hvordan skal han så kunne forstå det til brylluppet. Min mand er SÅ gal lige nu og syntes absolut ikke de skal med og at jeg skal tale med ham mere. Han vil ikke se sin kone så ked af det igen og siger at han syntes jeg har gjort alt hvad jeg kunne nu. Pyha….

Jeg har et meget stort dilemma omkring min bror/ mit kommende bryllup og derved min fremtidige familie. Jeg står over for et valg og har brug for nye øjne. Mange af mine familiemedlemmer benytter en dansk hjemmeside – hvor de spiller online spil, hygger og skriver mails med hinanden. Derinde er min mormor bla. – hun har oplevet krigen på tæt hånd, da hun flygtede med familien til Sverige. Min bror (på 30 år) har også en profil derinde og har altid haft mange mærkelige holdninger og en stor trang til at provokere. Han lagde et naziflag ind som hans profilbillede en dag. Min mor opdagede det og sendte ham en sms. Hun skrev at han skulle fjerne billedet og bad ham vise respekt og skrev ”føj for satan til flaget”. Hun blev efterfølgende ringet op af min brors kæreste som råbte og skreg af min mor – dette resulterede i at min mor lagde røret på, da hun ikke ville finde sig i sådan en behandling. Hun har før talt dårligt til min mor, hvilket jeg bliver meget støt over. De fjernede billedet og min mormor opdagede heldigvis ikke noget – hun var blevet meget støt og såret over det. Jeg har snakket med min bror om det hele og han fortæller mig at de er blevet nazister og at hans kæreste altid har været det. (de har været sammen i 7 år og har 3 børn sammen) Dette kom som et meget stor chok for hele familien og jeg har det meget dårligt med det. Min bror snakker meget om det med alt og alle og er ligeglad med hvad folk mener om det. Han prøver lige frem at overbevise alle om at gøre det samme som ham. Han syntes det er det bedste der er sket for ham og er helt overbevist om at nazisme er det bedste i hele verden. Jeg tager STOR afstand fra nazister og var han ikke min bror var han røget ud til højre med det samme!!! Men det er sgu hårdt. Er også nevøs for at der sker ham noget når han deltager i diverse demonstrationer. Det er min mor også og er begyndt at få angstanfald. Til sommer skal jeg giftes og vi skal have stor fest og vore familier skal mødes for første gang – denne dag ønsker jeg selvfølgelig skal være perfekt. Jeg ser jo helst at alle kan være glade og hygge sig med hinanden den dag. Min kommende mand hader nazister og hans familie ligeså og vi syntes begge at min bror og hans kæreste har opført sig respektløst over for min mor og skylder hende en undskyldning. Min bror nægter at tage kontakt til min mor og min mor har forsøgt at kontakte ham mange gange men uden held. Jeg har det så skidt i øjeblikket, bryder sammen ofte og kan slet ikke glæde mig til vores kommende bryllup:-( Jeg har ikke lyst til at sidde på min bryllupsdag og være nervøs over en eventuel konflikt vil opstå og ved at jeg vil sidde på nåle og holde øje med sinagler fra dem (min bror og hans kæreste). Min mor vil gøre alt for at dette ikke vil ske. Min kommende mand ønsker ikke min bror og hans kæreste med til brylluppet, hvis ikke de har fået talt ud om det sammen med min mor. Han ønsker dem egentlig slet ikke med fordi de er nazister! Og ikke mindst – han ønsker ikke hans kone skal sidde og være nervøs på sin bryllupsdag – men nyde den i fylde drag. Pyha en lang smøre :-( sorry Hvad syntes i jeg skal gøre? Skal min bror ikke med til brylluppet? Skal lige sige at min bror ved jeg har det meget dårligt over det hele – men ønsker stadig ikke at gøre noget ved det.