Hej zillaer
Dette er blot en lille romantisk historie, så der er ikke spørgsmål tilknyttet denne anekdote
Min forlovede Thomas friede mandag d. 7. september. Det gjorde han efter vi hvde haft en af de der "store samtaler" hvis i forstår... Altså en af dem der; hvor er vi på vej hen, hvordan med vores jobs, skal vi have flere børn, skal vi aldrig giftes, har vi fælles mål osv. Jeg var inde i en periode hvor det hele lige var en anelse mere trælst end godt var. Mit vikariat var udløbet pr. 1. sept. og det var jeg rigtig ked af. Jeg kunne ikke finde et nyt job pt og det frustrerede mig vildt eftersom jeg er sygeplejerske! Jeg troede endvidere vi var i den fase hvor vi skulle til at have det tredje og sidste barn , og ja den slags kan man åbenbart godt gå og tro selvom den anden mener noget andet (der var vist noget med nogle misforståelser). Og samtidig med viste Thomas heller ikke synderlig stor interesse i at blive gift! Så jeg følte mig mildest talt ubrugelig. Og ja det lyder faktisk ret dramaqueen agtig, men jeg havde rigtig svært i den peroide. Han indrømmede så at han havde givet forkerte signaler ift det med at få flere børn lige pt og at han selvfølgelig godt kunne fortså at det var træls for mig med min jobsituation. Og jeg begndte at græde fordi jeg samtidig med også var ked af vi ikke skulle giftes. Han havde engang sagt til mig at det ikke lige var ham at stå deroppe (v. alteret) og så lyve!!!!!!! Det var så pga en ekskæreste der havde taget røven på ham x flere og alligevel drømte om bryllup (ikke som sådan med Thomas men bare for brylluppets skyld) og ja det havde han brændt nallerne gevaldigt ved!! Og når jeg så igennem tiderne havde spurgt han om hvordan det så ud på den front, så ville han ikke snakke om det! Åh så frustrerende. Så denne aften ville jeg gerne at han sagde det til mig som det var; at han aldrig ville giftes da jeg jo vidste det var det han ikke kunne nænne at sige til mig. Og ja det troede jeg virkelig at det var sådan det hang sammen. Jeg havde også tdligere sagt til ham at jeg kun drømte om at blive gift hvis det var fordi han virkelig ikke kunne lade være og at det var det han også drømte om. HAn er faktisk meget romantisk anlagt og elsker mig utroligt højt. Og det fortæller han hver dag og lægger aldrig skjul på det. Så for mig var bryllup bare den ultimative forsegling af vores store kærlighed. Selv efter to børn og 5 års forhold er vi stadig meget forelskede og har det rigtigt godt sammen. Nå men alt det her talte vi så om (om aftenen og mens vi lå i sengen) og jeg græd lidt og så begyndte han også at græde!!! Ikke lige det han gør mest i. Han følte bare at han var skyld i at jeg havde det så skidt og at han lige som havde givet udtryk for noget andet end han mente (3. barn) og også at han "ikke ville giftes". Han sagde at han hvis han skulle være ærlig, vidste han ikke lige hvad det var han havde gået og ventet på. Han havde så dårlig samvittighed over at han ikke havde friet til mig (jeg ville ikke give ham dårlig samvittighed og sagde at vi da begge to var "skyld" i den situation vi var i) men at han ikke lige synes tiden havde været til det. Og så snakkede vi lidt om det hele og det føltes rigtig godt. Sårykkede han helt over til mig og græd stadig, og så begyndte han at kysse mig med to sekunders interval... Jeg blev lidt forvirret og begyndte at grine, hvilket han også gjorde. Så kyssede han mig igen, mange gange med fast interval og jeg tænkte; nå nu er vi nok nået dertil hvor vi skal have "forsoningssex", hi hi... Så holdt han simpelthen sådan om mig at jeg tænkte at nu dør jeg da snart! Og så hviskede han i mit øre; "Vil du gifte dig med mig? Jeg frier ikke til dig fordi jeg SKAL men fordi jeg ikke kan lade være. Og du skal ikke sige ja fordi du SKAL, men fordi du ikke kan lade være. Du fik sgu ret skat, jeg gør det fordi jeg simpelthen ikke kan lade være"
Jeg græd!!! Det kom 100 % bag på mig. Det første jeg fik sagt var TAK!!!! Altså for helvede... Så grinede han igen og så sagde jeg vidst noget i retningen af ja og selvfølgelig og den slags.. Fnis fnis.... Det var godt nok dejligt. Og her efterfølgende viser det sig at han har "vidst" vi skulle giftes de sidste 4 år og at han har forsøgt på at fri til mig de sidste 1½ år. Men tiden har åbenbart ikke rigtig været der. Da han havde friet hentede han nok 10 brochurer med ringe i han havde været rundt og kigge på. Men han vidste simpelthen ikke om vi begge skulle have en forlovelsesring, om det kun var mig, om de samme ringe skulle bruges til brylluppet osv. Og det undskyldte han for!! ALtså skatter... Det var bare helt antastisk at han havde gjort sig så mange overvejelser. Dagen efter holdt vi begge fir, tog til ålborg og købte ring (til mig) og tog ud og spiste. Det var bare så skønt!! Børnene er også bare helt vilde og det samme gældervores familie og venner. Vi holdt det jo hemmeligt de første to mdr (hvor svært er det lige!!) men kun for vores venner. De har nemlig moppet os i de sidste 3-4 år med om ikke vi snart skulle giftes. Så de fik det først at vide den dag indbydelsen kom (uden afsender uden på) og de var bare i chok!!!! Det var vildt fedt. Og i indbydelsen henviste vi til vores bryllupshjemmeside og derpå ligger der billeder af ringen (som jeg først havde bildt dem ind var en 30 års fødselsdagsgave) og vi havde lavet små filmsekvenser af hinanden med hvordan vi havde det og hvor skønt det var det hele. Og også nogle film med hvor vi overvejede at holde det osv. Det var simpelthen så sjovt og folk morer sig virkelig fortsat over det og vores hjemmeside. Så jer der ikke har en hjemmeside; Kom igang!!! Det er som om hele planlægningen bare bliver foreviget og medinddrager alle. Det er mega fedt. Og her hvor Thomas og jeg er blevet forlovet, så har jeg simpelthen set en helt ny side af ham. Ham VIL bestemme brudebukketten, han synes helt bestemt at jeg sklal have en rigtig flot halskæde på til brylluppet (det kan jeg ikke da kjolen er med halterneck) og så var han med til at lave invitationerne og han har også bestemt hvor vi holder festen. Det er simpelthen helt fantastisk så meget han er med ind over. Det siger mine gifte veninder nemlig også at det var deres mænd godt nok ikke. Godt med moderne tider . Så nu glæder vi os bare vildt til sommer, ligesom alle jer andre kommende brudepar!
Ved ikke om i kan bruge historien til noget, men sand er den!
Kh Kristina (og Thomas) :marryme:
