Tante Lotte

Syntes lige jeg ville dele dette med alle der skal planlægge polterabend. Medmindre bruden insisterer på at mor og/eller svigermor skal med, så inviter dem IKKE! Jeg blev spurgt om jeg ville have min mor med og svarede, at jeg egentlig var ligeglad - det måtte arrangørerne bestemme. De valgte så at invitere hende med og det var cool nok med mig, men efterfølgende kan jeg konstatere, at det desværre lagde en dæmper på flere af mine partyveninder. Og helt ærligt, selvom min mor er ret frisk, så var det måske også en smule malplaceret med en moden 60-årig kvinde blandt en flok 25-årige "duller", så min anbefaling er hermed givet videre ;)

Kære alle sammen Det er længe siden, at der har været aktivitet i denne tråd, men det er kun en glæde, for årsagen er, at jeg ikke er frustreret over min polterabend mere Tak til jer Det hjalp utroligt meget at kunne skrive om mine følelser her og på den måde læsse af. Derfor vil jeg gerne sige 1000 tak for alle jeres indlæg. Det har været godt både at få opbakning og opsang. Det er svært at få sine følelser og alle nuancer med på skrift og det har været interessant at opleve hvilke dele af min beretning de forskellige har fokuseret på. Men I tager en stor del af æren for, at jeg er kommet videre. Jeg har accepteret, at min polterabend blev som den gjorde og lært, at jeg aldrig kan tage noget for givet, så man skal huske at tale HØJT om sine ønsker. Jeg sender mine varmeste kram til alle der tidligere er blevet og dem der vil blive skuffede og opfordrer jer til at skrive om det i et af forummerne. Tante Lotte Ps. Det er ikke længe siden jeg havde 1 års bryllupsdag og det var en dejlig dag. Forøvrigt, så venter jeg mig - uhh både spændende og skræmmende

Hej Beate Tillykke med brylluppet - jeg håber det gik godt og at du nyder livet i "kone-klubben" med os andre ;) Jeg kan kun alt for godt sætte mig ind i din skuffelse over din polterabend. Vi lader til at være den samme aktive type. Har selv skrevet et langt indlæg om min egen polterabend og hvordan jeg tudede mig i søvn og lissom dig gik rundt flere dage efter og var helt knust - især når folk spurgte til hvor sjovt og fuld jeg mon havde været :\ Jeg prøvede sågar selv at arrangere en bytur for at komme over skuffelsen. Jeg har ikke rigtig talt i detaljer med nogen af arrangørerne om hvordan jeg oplevede min polterabend og hvad skulle de kunne bruge mine klager til. De ved dog alle at jeg gerne ville have været ude at danse. Men tilbage til din skuffelse. Jeg kan kun sige at det hjalp mig meget, at dele min oplevelse med folk her i forummet og jeg håber, at det også har hjulpet dig at få luft for frustrationerne. Jeg er overbevist om at mine veninder ikke ønskede at jeg skulle blive skuffet over det, de havde arrangeret og det samme tror jeg gælder for den veninde der arrangerede din. Hvis hun ikke ville dig, kunne hun jo bare helt lade være med at blande sig. Det lyder mærkeligt at dine andre veninder slet ikke kunne komme i kontakt med hende, men det lader til at du kun har hørt historien fra deres side. Det ville være synd, hvis du dømmer hende og afskriver hende som veninde efter denne oplevelse uden at have spurgt hende, hvordan det var at arrangere polterabend. Du behøver jo ikke gå i detaljer med at du var utilfreds. Måske kommer der noget frem om dine andre veninder, som du ikke lige havde regnet med... bare en tanke. Jeg har indset, at der altid vil være nogen der er kede af deres polterabend. Ærgeligt at det lige skulle være os, men som tiden går vil det blive nemmere at aceptere. Prøv evt. selv at arrangere noget af det, du godt kunne have tænkt dig på din polterabend. Mange hilsner fra Tante Lotte

Tak for alle jeres input. 2 x forsøg på bytur Jeg kan fortælle, at jeg for at komme af med den skuffede følelse inden brylluppet forsøgte at arrangere en bytur 4 dage efter polterabenden - det var onsdag og altså 3 dage før brylluppet. Desværre var der ingen af pigerne der kunne, men jeg var da ude at få en fyraftensdrink med nogle kollegaer. Kunne desværre ikke finde nogen dansesteder der havde åbent om onsdagen. I stedet forsøgte jeg så at arrangere bytur en lørdag 14 dage efter brylluppet, hvor der kun var 1 der kunne, men vi var i byen og jeg fik danset. Dog ikke helt det samme som når man er en gruppe afsted. Skal jeg bebrejde mig selv? Jeg kan ikke sige hvor mange gange jeg har tænkt på hvorfor jeg ikke sagde, at jeg ville i byen, men jeg er kommet frem til, at det ikke kan være rigtigt, at jeg skal bebrejde mig selv. I månederne op til brylluppet snakkede jeg en masse med mine kollegaer om at jeg glædede mig til bytur, hvilket nok var dem jeg talte mest med i den tid, da al anden tid blev brugt på bryllupsforberedelser og eksamen (da jeg læser HD om aftenen). Jeg synes derfor at jeg havde givet kraftigt uddtryk for hvad jeg forventede, men min kollega har efterfølgende fortalt, at hun havde holdt sig ude af planlægningen, da hun syntes det var noget de tætteste/ældste veninder skulle stå for. Hvorfor gå i byen med folk der ikke har lyst? Til min polterabend sad jeg med den følelse, at hvis de andre helst ville holde te-selskab, så måtte det vel bare være sådan. Senere på aftenen tog jeg dog "mod til" at spørge om der skulle ske mere og fik at vide, at jeg lige skulle vente lidt. Straks tænkte jeg, at det måtte være forklaringen på at folk hele dagen havde hvisket og tisket og ligesom været i en afventende tilstand. Måske en stripper skulle være startskuddet på en bytur... Det viste sig dog at være en quiz og efter den begyndte folk at smutte. Med til historien hører også, at jeg var den eneste der havde festtøj på og da der heller ikke blev serveret drinks eller spillet festmusik, fik jeg det indtryk, at der ikke var nogen der var interesserede i dans og fest. Derfor bad jeg ikke om at vi tog i byen og derfor var det så frustrerende at finde ud af, at de havde talt om det hele aftenen. Jeg ville ønske de havde inddraget mig i deres hvisken. Mon oplevelsen kan gå ind under betegnelsen "en fuser"..." Jeg ved ikke om det lyder negativt, når jeg beskriver min polterabend, men jeg vil gerne understrege, at jeg synes det generelt var et udmærket program. Jeg ved ikke om folk ikke var blevet informeret om programmet i forvejen og derfor var nød til at hviske sammen hele tiden. Denne hvisken og tisken gjorde at jeg fik fornemmelse af at der hele tiden var noget under opsejling, der skete bare aldrig noget, så man kan vel lidt kalde oplevelsen for en fuser. Klædt ud i festtøj Det var heller ikke rart at blive bedt om at skifte til festtøj og lægge makeup uden at nogen andre gjorde det. Jeg endte faktisk med at føle mig forkert - overdressed - i forhold til gruppen, samtidig med at det gav blandede forventning til om der skulle være fest eller ej. Det eneste jeg havde sagt til pigerne i forvejen om min polterabend var faktisk, at jeg ikke ønskede at blive klædt ud. Selvom det drejede sig om festtøj endte det med, at jeg sad med den samme følelse, som hvis jeg havde været klædt ud. Tid = Kærlighed? Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til kommentaren om tid og penge. Jeg har fået at vide, at min polterabend kostede ca. 300kr. per person, men jeg er sådan set ligeglad med beløbet, det er ikke noget jeg selv har spurgt om. Det er fint at holde omkostningerne nede, men jeg havde dog forventet en bedre helhedsoplevelse. På mig virkede det som om at dagen var planlagt i hovedtræk, men så var der heller ikke brugt mere tid på den/mig. Det er også hvad jeg har fået at vide af min "frosne" veninde (se tidligere indlæg *s*). Jeg har selvfølgelig kun hørt det fra hendes side, men hun siger, at der blev indkaldt til møde et halvt år inden brylluppet, hvor de bookede teambuildingaktiviteten. Det næste møde blev indkaldt 1 uge inden polterabenden. At jeg ved de i princippet har haft masser af fritid op til min polterabend, giver mig en følelse af at være blevet nedprioriteret, hvilket nok også med til at gøre mig ked af det. Tak Til sidst vil jeg også lige fortælle, at jeg selvfølgelig sendte mail til alle dagen efter og skrev tak for at de havde arrangeret polterabend for mig. Sagde også tak i vores fælles "nu starter vi festen"-tale.

Hej Jeg gav min mand en fyldepen hvor hans nye efternavn var indgraveret. Den kostede 1000,- alt inkl. Han blev meget glad for den - specielt pga. navnet, men ved ikke hvor meget han rent faktisk bruger den, da den ligger i hans arbejdstaske. Man kan også give et helt sæt med kuglepen, stifteblyant og fyldepen. Der findes mange forskellige typer, som er meget flotte og maskuline. Jeg købte min over nettet, men tror det er en god ide, hvis man kan teste pennen i en butik og se hvor godt blækket flyder. Det flyder vist ikke så godt i den jeg har givet og kan være den primære grund til at den ikke bliver brugt så ofte.

Af de to du viser ville jeg også vælge det lange, selvom det korte også er meget flot. Jeg havde selv et kort, der minder om det du har købt uden blondekant. På mine bryllupsbilleder kan jeg se, at sløret faktisk "slører" min talje, som kjolen ellers fremhævede så fint. Taljen ville have været mere tydelig, hvis sløret ikke hele tiden fungerede som hvid baggrund til min hvide kjole. Ja, det er måske en pudsig betragtning, men alle vil vel gerne tage sig så godt ud om overhovedet muligt ;) Kh Tanten

Siden jeg blev færdig med universitet for et par år siden har det været meget begrænset med byture og de privatfester jeg er kommet til, har sjældent lagt op til dans i stuen, så jeg havde set meget frem til min polterabend og til den bytur jeg troede var et must til en polterabend, men jeg var åbenbart naiv. Jeg kan stadig blive trist af at tænke på min polterabend, som var en mærkelig oplevelse præget af forsinkelse og hvisken i krogene, som om de prøvede at finde på aktiviteter vi kunne fylde tiden ud med. Jeg er måske også skuffet, fordi jeg havde forventet mere af specielt to veninder, som jeg betragter som meget kreative og gode til at organisere. De var nogle af hovedarrangørerne for dagens program og i ugerne op til dagen havde de masser af fritid, da de begge var hjemmegående – den ene i slutningen af sin barsel og den anden som arbejdsløs efter endt uddannelse. Jeg ved desuden at flere veninder var begyndt at tale om min polterabend allerede et halvt år før brylluppet, da de ved en fejl kom til at sende mig en mail med planlægningsdatoer. Hvem skal jeg tale med? Jeg tror dagen bliver ved med at rumstere i mine tanker, fordi jeg ikke har talt med nogen om den og bearbejdet oplevelsen og skuffelsen. Alle mine veninder var jo med og jeg synes det er et dilemma om jeg skal fortælle dem, hvordan jeg har det eller lade være. Her håber jeg at nogen her i forummet kan hjælpe mig. Min polterabend blev holdt ugen inden brylluppet, som var i sommeren 2009. Der var ca. 12 piger med og dagen forløb omkring disse aktiviteter 1. Københavns lufthavn tur-retur 2. Brunch 3. Frokost 4. Teambuilding 5. Aftensmad 6. ”Te-selskab” Tudetur Jeg lukkede ”selskabet” kl.02, hvor vi vist var 4 piger tilbage. Herefter fulgte jeg en af veninderne til metroen. Jeg fortalte hende, at jeg havde håbet på en bytur. Hun så straks på mig og sagde at de havde talt om det hele aftenen, men der var ikke nogen der tog en beslutning og så var tiden ligesom bare gået. Da jeg kom hjem totalt ædru kunne jeg ikke falde i søvn og endte med at tude resten af natten i armene på min forlovede. Det var forfærdeligt at vide, at den bytur, som var det eneste jeg havde set frem til, havde været lige foran næsen på mig, hvis tøserne bare havde spurgt mig hvad jeg havde lyst til i stedet for at hviske og tiske hele dagen. Jeg havde også meget svært ved at forstå hvordan dagen og specielt aftenen kunne blive så "flad", da minimum 50% af pigerne er nogle festlige individer, som jeg har danset og festet meget med. Et halvt år efter, har jeg netop fundet ud af, at to af mine veninder ikke taler sammen mere pga. uenighed omkring planlægningen. Som jeg har fået det fremlagt af min partyveninde blev hendes forslag forkastet og hun blev frosset ude, fordi hun insisterede på at der skulle være flere og mere festlige aktiviteter. Svært ikke at være ked af det Mandagen efter polterabenden fortalte en af mine kollega-veninder, som havde været med til dagen, at hun næsten var faldet i søvn under "te-selskabet". Jeg havde aldrig troet at min polterabend skulle huskes som et søvnigt te-selskab. Jeg prøvede (og prøver) at være neutral omkring min polterabend og se på det positive, men når jeg skulle fortælle mine andre kollegaer, familie og mandlige venner om dagen, var det meget svært at bevare det positive fokus, når jeg kunne se og høre på dem, at de syntes det var en kikset polterabend. Derfor var jeg meget ked af det i dagene efter, men måtte tage mig sammen, da der stadig var bryllupsforberedelser at klare og jeg ville heller ikke lade skuffelsen overskygge selve bryllupsdagen. Indadvendt bridezilla Brylluppet forløb fint og gæsterne synes det var en god fest, men for mit eget vedkommende kan jeg efterfølgende konstatere, at jeg i min indadvendte bridezilla-tilstand ikke kunne slappe af på samme måde, som hvis jeg havde været gæst. Det havde alligevel været ret stressende at stå for hele planlægningen selvom mit motto var at tage en ting ad gangen og at det nok skulle blive godt selvom alle detaljer ikke var på plads. I dag er det desværre sådan, at når jeg tænker på brylluppet møver skuffelsen over polterabenden sig næsten altid forrest i tankerne. Nogle gange kan jeg grine ad den, andre gange er jeg stadig ved at græde. Deprimeret? Til slut vil jeg tilføje, at jeg et halvt år efter brylluppet fik konstateret en hormonforstyrrelse, som hver fjerde kvinde faktisk lider af. Man finder dog først ud af det når man prøver at få børn og det ikke lykkes. Hormonforstyrrelsen har den bivirkning, at man nemmere bliver ked af det og deprimeret, så det er måske en årsag til, at jeg har været ked af det så længe. Selvom jeg nu er i behandling sidder skuffelsen stadig i kroppen på mig, og jeg ved ikke om jeg bare skal holde det for mig selv og lade tiden gå eller om jeg skal fortælle veninderne hvordan jeg har det. Jeg står i det følelsesdilemma, at jeg selvfølgelig er glad for, at der overhovedet er arrangeret en polterabend, men samtidig er enormt skuffet. Ser frem til hvad I har af kommentarer. De bedste hilsner "tante Lotte"