Tak for kram. Skal se om jeg kan fortælle historien lidt kort.
For længe siden bestilte jeg tid til lagersalg i lilly. Jeg har et meget anstrengt forhold til min mor, da hun har en eller anden form for alderskrise og forsøger at virke yngre. Da det ikke går super godt med hende og min papfar, er hun begyndt at søge bekræftigelse fra andre fyre på nettet (dette har min søster snuppet hende i) Jeg kan slet ikke have dette, og hendes konstante lyven overfor min papfar, så jeg snakker ikke meget med hende for tiden. Af denne grund ville jeg helst ikke (alene) afsted med hende, for vidste det ville blive forfærdeligt...
Nå men det var så meningen at min søster skulle have været med ned og prøve kjole, men hun bor i københavn, og det kunne bare slet ikke lade sig gøre at komme hjem den dag, med arbejde og barn. Jeg måtte jo derfor hører min mor om hun ville med, og tænkte at det måske kunne blive godt når nu hun vidste det i så god tid.
I fredags skrev jeg så, for at høre hende til hvornår vi skulle kører. Jeg havde tid kl 14, men ville gerne være der lidt før så jeg kunne nå at kigge lidt. Jeg hører intet. Søndag skriver jeg igen, og skriver også at hvis det passer dårligt finder jeg bare på noget andet og aflyser min tid, da der jo er lang tid til bryllupet. Jeg hører stadig intet. Skriver det samme igen mandag, og kl 21.50 kommer der en besked om vi kan kører tidligt så vi kan skynde os hjem igen. Øh ja det kan vi da, men jeg har jo stadig først tid kl 14. Jeg skriver igen, at hvis det passer dårligt aflyser vi bare. Får så en besked om jeg kan være hos hende kl 10 og at selvfølgelig skal vi afsted, og hun glæder sig. Jeg tænker at det godt nok er tidligt, og at vi vil være der 3 timer før min tid, men gider jo heller ikke ødelægge det allerede nu, måske har hun en plan med det hele.
Tirsdag er jeg så hos hende kl 10 og vi kører mod vejle. Pludseligt holder hun ind til siden, og beder mig om at kører da hun skal have ringet til øjenlægen. Fint nok, det gør jeg da bare. Den næste halve time foregår dog i stilhed, mens hun taster løst på mobilen. Hun stopper dog op for at ringe til øjenlægen. Da hun har snakket færdig fortsætter hun igen med hendes smser
Efter ca 1½ time i bil - der iøvrigt føles som en evighed - er vi fremme ved lagersalget. Jeg skal lige til at stå ud af bilen, da hun udbryder: "Ja den gamle derhjemme ved jo altså ikke vi er hernede, og det skal han heller ikke vide. Så kan du ikke bare prøve de kjoler du skal have prøvet og så kan vi kører hjem igen...!" Øh nej der er jo ligesom en grund til at man bestiller en tid....
Vi kommer ind og den stakkels dame kigger noget mærkeligt da jeg meget flov siger til hende at jeg først har tid om 3 timer, men at vi bare lige kigger lidt... Hver gang jeg kigger på en kjole og nævner at jeg synes den er flot hiver min mor den ud og beder mig gå ind og prøve den. Hun går endda hen og spørger personalet om vi må bruge det tomme prøverum, hvilket jo lidt er til dem der kommer og prøver festkjoler og børn der skal have brudepige/svende-tøj. "Desværre" er hende den ene der har tid, meget hurtig til at finde sin kjole og der er derfor 20 min til den næste kommer. Min mor nærmes løber hen og spørger om vi må bruge dette rum så vi lige kan prøve. Og det må vi bare vi er færdige når den næste kommer. Flov og ked af det bliver jeg trukket med ind i rummet og får den ene efter den anden kjole på. Jeg får ikke snørret kjolerne, eller skørt under, og min mor trækker dem af mig igen, snart inden jeg når at få dem ordentligt på Tror den ene dame i butikken får lidt ondt af mig for hun kommer og spørger om hun ikke skal hjælpe mig med at snørre og finde et skørt til mig Jeg siger stille jo tak, og min mor bliver genet ud... Kjolen jeg har købt, havde jeg set på nettet inden og allerede der forelsket mig i, og selvom jeg har været i den en gang - dog uden hjælp - tager jeg den på igen.... Jeg får dog ikke den der WauW følelse - måske fordi jeg slet ikke er i humør til at prøve kjole. Jeg tænker derfor at jeg altid kan købe den på nettet, hvis jeg bestemmer mig for den. Min mor står og nærmest skælder ud, for hun mener det er den der har været pænest til mig (hun var med sidst jeg prøvede kjole, hvor min søster også var med) Jeg er stadig ikke helt sikker på siger at jeg lige vil tænke over det, og kvinden siger at jeg jo altid kan komme igen og købe den, eller købe den over nettet. Jeg trækker af kjolen, giver den til min mor, da den næste kommer så ekspedienten er gået igen. Jeg tager mig god tid om at komme i tøj, for jeg kan næsten ikke holde tårene tilbage Da jeg kommer ud, får jeg et meget mærkeligt blik og smil fra ekspedienten... Hun fortæller mig at min mor er gået ud, og at hun bare aflyser min tid kl 14. Og det kan hun jo også ligeså godt, for jeg har ikke tænkt mig at komme tilbage, medmindre jeg vil købe kjolen. Vil bare hjem så hurtigt som muligt Jeg undskylder mange gang for ulejligheden og kan godt mærke jeg skal skynde mig ud inden tårene begynder at løbe... Det værste er dog ikke ovre, for da jeg kommer ud til bilen, ser jeg at min mor HAR KØBT KJOLEN!!! Ja hvordan reagere man lige på det, når jeg lige har stået og sagt jeg ikke var sikker på det skulle være den Min mor siger glad at så kan vi jo godt kører hjem igen, og det var vel nok godt jeg fandt en fin kjole og så til den pris.... Jeg siger ikke meget på vej hjem, for ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige...
Jeg har ikke snakket med hende siden...
Så nu har jeg en kjole hængene, som jeg synes er vidunder-smuk, som sidder fantastisk på mig (har prøvet den siden) men som bare minder mig om en rigtig dårlig dag Jeg har altid sagt at den kjole jeg skulle have på, skulle give mig den der følelse, som kun en brudekjole kan give en. Jeg havde den lidt med kjole nr 1 fra sidste prøvning. Jeg har i over en måned gået og glædet mig til at prøve netop denne kjole, som nu hænger i mit skab, men ved slet ikke hvordan jeg skal forholde mig til den
Beklager den lange smørre
