Synes det har været rigtig svært at skrive en tale - aldrig bliver det godt nok, og beskriver de følelser jeg har for ham. Efter utallige kladder har jeg måttet indse, at kærligheden bare ikke kan beskrives med ord.
Så min tale viser kun en brækdel af det jeg føler for ham, men vil bare sige noget - selvom jeg stortuder.
Her er den så:
Jesper – min dejlige mand
Jeg har i lang tid tænkt over, hvordan jeg i dag kunne vise hvor meget du betyder for mig – det må man sige jeg gjorde med mit ja i kirken.
Det sidste i tankerne var, at skulle holde en tale. I dag skulle jeg være prinsesse – og tiden vil vise, at det blev en tudeprinsesse. Jeg må så bare håbe at mascaraen er 100% tårefast som lovet.
Jeg har taget min støttepædagog og veninde med, som altid er der i tykt og tyndt, hvis jeg skulle få brug for det – både i form af disse kort, men også en som måske bliver nødt til at tage helt over for mig – så er I advaret.
Først vil jeg rette blikket mod mor og far.
Jeg vil gerne fortælle Jer, hvor meget jeg elsker og holder af Jer, og sige tak for at I altid har været der for mig – jeg har jo ikke ligefrem været den nemmeste datter.
I skal selvfølgelig også vide, at det betyder utrolig meget for mig, at I har taget så godt imod Jesper. Det er jo næsten lige før han betyder mere for Jer end mig – men det må jeg lære at leve med, og tager det selvfølgelig kun positivt.
Så er der selvfølgelig mine dejlige svigerfædre – X og X. I skal have stor tak for, at have taget så godt imod mig og X.
I skal vide at I begge betyder rigtig meget for mig.
Så er der selvfølgelig dig søs – er stolt af dig, og kan ikke beskrive hvor meget du betyder for mig. Håber du ved det, og kan mærke det helt ind i hjertet.
Skat – min mand…
Jeg har virkelig lært hvad det vil sige at elske, da jeg mødte dig.
Tror ingen er i tvivl om, hvor højt jeg elsker dig.
Skat – jeg ved der er to som har betydet rigtig meget for dig, og som du ville have ønsket kunne være med i dag. De bliver nævnt tit, og trods jeg aldrig har mødt dem, føler jeg at jeg kender dem.
Er slet ikke i tvivl om hvor meget de har betydet for dig og omvendt, og er sikker på, at de sidder deroppe og er stolt af dig, og følger dig – også på denne store dag.
Det er nemt, at gå fra kærlighed til had, men vi tog en omvej, inden vi fandt ud af det skulle være os to – nemlig fra had til kærlighed.
De fleste kender historien, så den vil jeg ikke bruge tid på i dag.
Min kærlighed til dig kan ikke beskrives med ord, men håber denne tale kan give en lille indikation af hvor højt jeg elsker dig.
Det har ikke altid været helt nemt, da vi begge er kommet med børn fra tidligere forhold. Men vi har altid været gode til at tale om tingene, og finde en fælles plan for fremtiden og de problemer vi har stået overfor – dem har der dog ikke været mange af.
Du har vist mig hvad rigtig kærlighed, tillid og varme er. Du har vist mig hvad det vil sige, virkelig at elske.
Vi komplimenterer hinanden utrolig godt. Vi er spontane og får tit nogle skøre idéer, men er gode til at holde hinanden nede, når idéerne bliver lidt for meget.
Denne tale er faktisk skrevet i en stund, hvor jeg var sur og irriteret på dig (efter du igen har spillet moderne i en kæmpe brandert, og med kæmpe tømmermænd har måttet aflyse en aftale mellem os) – så dette må da helt klart være et bevis på, hvor stor min kærlighed er til dig.
Trods en masse søde ord, synes jeg stadig ikke min kærlighed til dig er beskrevet til fulde – i stedet vil jeg bruge resten af mit liv på at vise dig min kærlighed.
Jeg elsker dig skat, og glæder mig til at skulle leve resten af livet med dig – i både medgang og modgang.
Håber I alle vil være med til at udbringe en skål for den dejligste mand i verden – nemlig min.
Er stadig ikke tilfreds, da jeg synes det er møg svært at beskrive disse følelser.