Anke

Tusind, tusind tak! Hvor er i bare skønne! Årh, tak for de søde ord! Vi er SÅ glade for vores billeder, og vi har slet ikke fortrudt, at vi valgte den fotograf. Hans billeder er simpelthen så smukke, og så meget "os".

Skøn beretning, og skøn brud! Din kjole klæder dig helt vildt godt, og hvor er det hele bare gennemført! Jeg må indrømme, at jeg indimellem har undret mig lidt over dit DIY, men nøj, hvor ser det godt ud samlet!!

Ih, så fin du bliver! Men 2700!!? Så er jeg da endnu mere glad for, at jeg valgte et andet skrædderi...

Hvor er dit hår bare blevet smukt! Jeg håber, at make uppen lykkes lige så godt næste gang. Og lækkert skørt! Så fedt, at der kommer lidt farve ind på den måde. Mht. til tjenerlisten tror jeg, at jeg ville bede nogle andre om at tjekke toiletterne og skifte håndklæder - bare for en sikkerheds skyld. Er det aftalt med kokken, at de hjælper til under receptionen?

Så liger, der var billeder på FB - hvor var du bare smååk! Og din mand er så fin med sin lyserøde butterfly.

Hos mig var det sådan at min mor og hendes mand sov hos os fra torsdag til lørdag. Om lørdagen var vi mig, Elina, min mor, hendes mand, min gode veninde (der også var min frisør), make up "damen" (en god bekendt, der dog kun var der i halvanden time), min far, fotografen og hans assistent. Det var egentlig meningen, at min søster også skulle have været der, men jeg ombestemte mig et par dage før, da jeg var bange for det ville blive for voldsomt. Og det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde! Ellers fungerede det rigtig godt med de mennesker, der var der. Mine forældre og min mors mand tog sig af Elina, så hun ikke blev stresset, og imens hyggede jeg med min veninde og havde masser af overskud til at nyde dagen.

Nr. 2

Jaja, måske er det i virkeligheden mig, der bare er en sløvpadde Lad os se vor hurtig du kan få skrevet din færdig Tak for din søde kommentar! Tja... jeg regner da stærkt med at fortsætte i morgen - hvornår går du i gang? Hehe, måske i dag. Så kommer jeg og overhaler dig indenom Uh, det vil jeg glæde mig til!

Hvor er du bare sød! Tak for de søde ord. Åh ja, min kjole.. Det gav også helt et stik i hjertet, da jeg afleverede den til skrædderen for at blive lappet.

Jaja, måske er det i virkeligheden mig, der bare er en sløvpadde Lad os se vor hurtig du kan få skrevet din færdig Tak for din søde kommentar! Tja... jeg regner da stærkt med at fortsætte i morgen - hvornår går du i gang?

Tusind tak!! Det var vi også - helt og aldeles lykkelige. Utroligt, at det stadig kan være så stort, efter snart 8 år.

Tusind tak, i to!

Årh, tak! Vi blev viet i Ansgarkirken i Hedehusene. Den er blevet renoveret i 04, og er bare så smuk! Stort lyst kirkerum, med Wegener 7er stole i alle farver.

Ups!! Ej, jeg ville dø hvis det var mig! Kan lige se det for mig, hvordan jeg bare ville være tomatfarvet fra jeg kom på arbejde til jeg gik hjem. Men i det mindste er det da et supersmukt billede! hvor ser du bare godt ud. Jeg er helt imponeret over, at i har klaret det uden hjælp fra en fotograf. Det er nemlig absolut ikke nemt, fandt jeg ud af, da jeg var af sted!

Hvor ser det godt ud, det hele! Imponerende, så meget du har nået! Glæder mig til at se det hele samlet.

Hjertelig tillykke med jeres store dag!

Hjertelig tillykke med dagen! Hvor er det bare stort at det endelig er nu! Jeg glæder mig uendeligt meget til at høre om jeres forhåbentligt fantastiske dag.

Kæmpe stort tillykke med jeres store dag! Jeg håber, i får en helt fantastisk dag, hvor både vejr og familie arter sig.

Pause

Bilen og afgang Efter et stykke tid tog vi af sted, ud til Hedeland for at få taget billeder. Det var lidt af en opgave at få hele kjolen ind i Mustangen, men det lykkedes da. (læg lige mærke til, hvordan alle mændende står og kigger beundrende på bilen )

Fortsat (min smukke buket)

Lykønskninger og riskastning Nøj, hvor var der mange ris!!! Eller dvs., det var nu fuglefrø. Det ville kirken gerne have, og jeg gad ikke diskutere med dem, at det kun er en skrøne, at fuglene ikke kan tåle ris, så sådan blev det. De allerførste frø blev kastet af Leons 95-årige farfar, der havde taget opstilling lige udenfor kirken. Han var kun med til vielsen, da han efterhånden ikke kan klare så meget længere, og han desuden hører meget dårligt, men vi var lykkelige over, at han kom. Og han var så rørt! Tårerne strømmede ned af kinderne på ham, da han ønskede tillykke, og man kan se glæden lyse ud af ham, på det første billede. De sidste ris blev kastet af vores lille pige, der morede sig kosteligt. Hun nåede at få tømt 2 - 3 poser udover mit slæb, for detvar så højt, som hun kunne nå! Efter fuglefrøskastning fik vi taget lidt billeder inde i kirken, og så gik vi hver især rundt og snakkede lidt med vores gæster. Jeg fik hilst på to af pigerne fra min mødregruppe, der var kommet med i kirken.

Sang og udgang Efter vielsen havde jeg en overraskelse til min mand. Jeg havde nemlig aftalt med en god veninde, at hun og en veninde skulle synge "When you say nothing at all" af Ronan Keating. Det gjorde de tostemmigt og a capella, og det lød bare SÅ smukt!! Og der kunne ingen af os altså holde tårerne tilbage. Bagefter var det tid til en enkelt salme, og så gjorde vi klar til at gå ud som mand og kone. Sikke en forløsning! Jeg var helt høj, da jeg gik ned af kirkegulvet igen, denne gang sammen med min mand.

Elina sad ved siden af min søster under vielsen, og tog det hele så fint! Det meste af tiden sad hun bare og kiggede.

Indgang og vielse Så var det store øjeblik kommet! Jeg nåede lige at samle mig lidt, efter Elina var gået ind sammen med min søster, og så gik vi ind. De første par skridt blev taget med blikket ned i gulvet - jeg måtte jo passe på, at der ikke blev trådt i min store kjole! Men så stoppede vi op, og jeg kunne se alle de søde og glade mennesker, der var kommet kun for vores skyld. Og så fangede jeg min mands blik... Sikke et sug det gav! Han stod der og var så flot, og så så lykkelig ud! Resten af vejen op kiggede jeg kun på ham, med tårer i øjnene. Selve vielsen gik rigtig godt. Vi var begge meget rørte og glade, og selvom ingen af os græd, var det meget tæt på. Så tæt på, at det eneste jeg tænkte på under velsignelsen var, at jeg ikke måtte snøfte, fordi præstens mikrofon var lige foran mig. Leon var også ramt af det hele, og forloveren måtte flere gange minde ham om at trække vejret. (elsker det billede)