Kære Frk. Nylander
Når jeg laver vielsesringe til mine kunder, plejer jeg at råde dem til at tænke forskellige situationer igennem: Tage strømpebukser eller en sweater på, arbejde i haven, håndtere babyer osv. Hvis det ikke er noget, du gør (ret tit) eller du er sikker på, at det ikke vil være et problem, så har du jo valgt det rette design. Der er her også ret stor forskel på, om du vælger en ring med grabbefatning (den sarteste version, som også kan gøre mest "skade" på andre med sine skarpe kanter) og en lukket fatning, som beskytter stenen i hele ringens levetid og er lidt behageligere at have sammenstød med.
Hvad angår dit valg af sten, er der en god grund til at folk ofte vælger diamanter - ikke mindst at de kan holde til et helt livs slid uden at miste deres skønhed. Det kan man desværre ikke sige om rosakvarts, som er en forholdsvist blød sten. Hvis du går med den dagligt, vil du allerede indenfor relativt få år bemærke, at den vil blive mat og efterhånden også få lidt dybere ridser. Sådan er det jo, når vi lever vores liv.
Skal stenen kunne holde på den lange bane, er diamanter eller safirer (som i øvrigt begge fås i et væld af farver) the way to go. Her er fx en lysegrøn safir i et lidt alternativt prinsessrings-design.
Det er super at du tænker dig om inden du vælger din ring - du skal immervæk (forhåbentlig) have den på, til du bliver båret ud med fødderne først :-)