Jeg har et KÆMPE dilemma!
Min forlovede og jeg skulle giftes rigtigt med stort kirkebryllup, limo og hele molevitten. Men efter flere måneder hvor mine forældre blander sig i planlægningen og tydeligt udtrykker deres modstand imod giftemålet og min forlovede sagde jeg stop! så bliver der intet bryllup ny, om så var alle glade bortset fra os, det kommende brudepar.
Efter flere måneder hvor jeg er depri over ikke at skulle giftes med min forlovede når vi havde lyst, men skulle vente til andre var klar, bragte jeg en "gammel" intern joke op til overvejelse: et get-away bryllup, bare os, i verdens smukkeste by - ROM!
planlægningen gik så i gang her for to måneder siden og vi kunne få det præcist som vi ville have det: All stars sko, intet slips, origami buket, lyserødt underskørt osv.
Nu skulle vi bare breake nyheden om at familien ikke skulle med. Dette tog lang tid at tage sig mod til og i går da vi spiste sammen med dem fortalte vi nyheden. Jeg fortalte dem ikke den egentlige grund, men sagde at vi havde skiftet mening om hvad det egentlig var vi ville med den dag, at det skulle handle om os og ikke det alle andre ville. Jeg havde f.eks. altid drømt om en ballgown kjole, men er endt op med en a-line fordi det var mere mig. og et alenebryllup i Rom var mere os end en overfladisk familiefest. Min søster blev rasende og gik sin vej, min far sagde bare "så er det godt at kjolen kan sælges" (han misforstod det fuldstændig - han er overbevist om at alle brudekjoler er ballgown) og min mor var først meget sur og prøvede at tale os fra det, sagde at hun slet ikke kunne finde mig i det bryllup, at hun var meget skuffet og at det ville min faster og flere af mine kusine også blive. skyldfølelse skyldfølelse skyldfølelse skyldfølelse!
OG for så at gøre det hele værre - så begynder hun at græde!
wtf - hvad fanden gør vi så nu?! Jeg har virkelig brug for nogle opmuntrende ord eller råd fra andre der gifter sig i udlandet - please??
