Lumen

For mig er det et spørgsmål om værdighed og tiggeri - jeg kan på den måde godt lide det danske samfund fordi man typisk giver folk værdigheden igennem de sociale ydelser - som på den måde redder mange fra tiggeri. Jeg ved godt at der er mange der ikke har et problem med at tigge penge af mand og familien - og for mig er det bare lidt sværere at forstå end for mange andre. For selv som barn tiggede jeg ikke mine forældre om noget - jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg synes også retorikken omkring arbejdsløse er blevet helt barokt - nu er man pludselig snylter og "nyder" fordi man ikke kan få et arbejde nogen steder. Folk er delt op i A og B-mennesker. A'erne er dem der bliver flået i skat og B'erne er dem der udnytter andre folk - uanfægtet at vi alle sammen skifter mellem at være på både A og B-holdet igennem livet - for de færreste er vel garanteret et job resten af livet. Det er ikke bare fordi jeg er arbejdsløs lige nu at jeg hører til dem der ønsker mig et samfund hvor folk spekulerer mere i at hjælpe andre med at bevare deres værdighed, end at de spekulerer i om de selv kunne undgå at betale det sidste i skat. Jeg er udmærket klar over at vi er i en økonomisk krise hvor penege ikke hænger på træerne og at der skal findes steder at spare - men det kan man vel godt gøre uden at køre hetz på kontanthjælpsmodtagere? Hvorfor er det så at jeg hellere vil have samfundet til at støtte folk, end familien? Fordi at det typisk er nemmere at løfte en byrde i flok end det er er at være i den familie der risikerer at have en samlet indkomst svarende til 2 X kontanthjælp - tjent af den ene og hvor den anden reelt ikke har råderet over nogen penge. Jeg har da talt med min partner om dette her og han har det fint med at skulle forsørge mig - og set fra den side er det da også nemmere for mig at slippe for at være under kontanthjælpsystemet som i mine øjne render og kigger folk over skulderen hvilket jeg egentlig synes er ubehageligt - lige som det er ubehageligt at gå rundt med stemplet som kontanthjælpsmodtager i dagens Danmark. Men jeg synes det er mere ubehageligt hvis jeg skal bede om min kærestes penge. Ikke mindst synes jeg at det sætter en stor skygge over vores bryllup at det er den største forandring det giver. Jeg er iøvrigt ikke typen der synes at løsningen er at lave forsørgerpligt imellem sammenboende par - for jeg har aldrig været typen der jaloux har ønsket andre det værre. Jeg synes danskerne er blevet smålige og jeg forstår det ikke. Måske forstår jeg det ikke fordi jeg aldrig selv har haft brug for flere penge end at de kan opretholde det jeg ser som min værdighed - men hvordan kan man have sit på det tørre og så samtidig brokke sig over at hjælpe andre?

Jeg har skam tænkt dine tanker - men jeg står da alligevel i den situation i forhold til mit parforhold at jeg går fra at være med til at betale regningerne til at "bede" min kæreste betale dem alene. Dermed er jeg overhovedet ikke forsørgende i "vores familie". Hvis vi istedet ikke blev gift, så blev der ikke lagt ekstra udgifter på ham og jeg havde stadig min værdighed i vores forhold - om end den selvfølgelig stadig mangler fra samfundets side.

Nu sætter jeg det godt nok lidt på spidsen, men: - Juridisk kan man vel bare lave et testamente? - Kærlighed bliver vel ikke mere rigtig af at man bliver gift? Lidt lige som et ægteskab ikke er en garanti for at kærligheden holder (selv om vi gerne ville se det som en) Jeg vil virkelig gerne giftes og ser virkelig frem til det - men et eller andet sted føler jeg mig bare dum. Dum for at skulle have nogen andres "godkendelse af vores kærlighed" og dum fordi den "godkendelse" egentlig bare sætter mig værre end hvis jeg ikke var gift - den gør mig pludselig meget afhængig af min kærestes penge. Jeg har ikke lyst til at risikere at skulle forsørges af ham. Det er jo ikke noget ligeværdigt forhold.

Noget af det jeg egentlig leder efter (ud over at jeg synes reglerne sætter mig i en dum position), er grunde til at blive gift i dag - ud over at man elsker hinanden og gerne vil være sammen for resten af livet. Det sidste kunne man jo selvfølgelig også selv om man ikke blev gift. Det eneste man mangler er festen og titlen som Mr og Mrs. Når de nu snakker om at udvide med en sammenlever-regel, så virker det for mig som om de forsøger at tage skat af kærlighed. Som andre nævner er det da bestemt ikke en regel der er der for sine oprindelige grunde.

Jeg vil gerne giftes med min forlovede - der er bare lige det ved det at jeg pt. er ledig og hvis jeg ikke findet mig et job.. så ryger jeg af dagpengene. Så kunne man jo få kontanthjælp hvis man ikke lige var gift. Istedet er det så nu sådan at jeg skal til (risikerer) at leve af hans penge hvis vi gifter os - det har jeg det da meget dårligt med. Jeg har aldrig været ungen der har plaget mor og far om noget da jeg var barn og nu føler jeg at jeg risikerer at gå tiggergang hos den person jeg burde have et ligeværdigt forhold med. Jeg har det så elendigt med sådan noget. Kan det overhovedet betale sig at blive gift eller er det blevet til regerings fidus?

Så længe at I selv er glade for jeres løsning er det jo fint Jeg tror dog ikke at man kan holde en reception gratis. Men tænker man sig om må der være penge at spare. En hel del hvis I har gode venner der gerne vil hjælpe til. Fx. nogen der måske har et sted I kan holde receptionen - eller næstbedst kender et billigt sted at holde den? - Mennesker der gerne vil give en hånd med maden til receptionen. Der er gået mode I at lave fancy kager selv; så det kan være at I kender nogen der kan lave jer en helt anstændig bryllupskage. - Bruge pynt venner og familie kan låne jer. Held og lykke med det

Tal med din fætter om det; så han forstår din forlegenhed og så I ikke skal til at ignorere elefanten i stuen.

I skal brokke jer ordentligt til bryllupsfotografen og sige at I ikke har fået det som I har bedt om - og så lufte ideen om at det som I finder ville være en ordentlig kompensation ville være trash-the-dress billeder eller et god økonomisk rabat i forhold til jeres billeder. Mind dem om at bryllupsbilleder ikke sådan lige kan tages om og at I er meget kede af det. Skru lige så langsomt op for bissen og fanger de den ikke, kan I true med at give dem dårlig omtale - på alle relevante bryllupssites. Det kan hurtigt ødelægge deres forretning. Det er simpelthen en ny deal I laver med dem - deres omdømme for jeres billeder. Det har I ret til. Får I intet ud af jeres klager, så find ud af hvem I kender der er hobbyfotograf og kreativ og lav trash-the-dres sammen med dem. Læg gerne selv en detaljeret plan for hvilke billeder I ønsker jer. Find eventuelt inspiration først. Sørg for at der bliver taget MANGE billeder den dag. Få eventuelt 2 forskellige venner til at tage billeder. Husk iøvrigt at I også kan finde andre til at redigere billeder, end lige den fotograf der først tog dem. Har I betalt for redigering er det også fair nok at komme med kritik af den og fortælle hvad I ønsker gjort om. Det er jer der bestiller et produkt her.

Jeg er glad for at det beror på en misforståelse, men jeg tror også at det andet handler om økonomi. Hvis man har nogle åbne pladser (som man sikkert skal betale for alligevel nogle steder), hvorfor så ikke udfylde dem med nogle andre man gerne vil se? Men vi sidder jo lige nu også og snakker om gæstelister herhjemme og vi synes begge 2 at det er et hårdt job at adskille folk. Det er ikke altid lige let at tegne en retfærdig streg i sandet. Fx. har jeg kusiner/fætre som jeg teknisk set er lige meget i familie med; men hvor jeg ser nogle af dem meget og knap kender de andre. Men det er en nødvendighed at tænke på budgettet. Var jeg i en situation hvor jeg havde tomme pladser, ville jeg da også tænke meget over hvad jeg skulle gøre med dem. Man kan jo forestille sig at have en ven der ikke er inviteret i første omgang, men som man kender godt nok til at vide at de kun ville se positivt på hvis der kom en ekstra plads til dem ved brylluppet. På den anden side har jeg da selv oplevet at min kæreste blev såret da en han troede var blandt hans bedste venner gav ham en meget sen indbydelse til hans 30-års fødselsdag. Senere end de andres.... Der havde jeg ondt af ham og kunne til fulde sætte mig ind i hans blandede følelser. Så det handler måske meget om folks egne forventninger. Ser de sig selv som selvskrevne til festen, eller er de godt klar over at økonomien nok gør at de ikke er 1. prioritet? Jeg glæder mig på en måde til den dag at det er fuldt ud legitimt at gaven er lig med omkostningerne for at være med til festen istedet for alt det skrammel man ellers skal være glad for. Så kan alle der vil jo inviteres med til alle fester.

Det handler jo ikke om at folk har nogen de ikke ønsker at se til deres bryllup - men om at være økonomisk fornuftige. De færreste har jo råd til at holde kæmpebrylluper hvor de inviterer alle som de har det godt med på 3-retters menu med vin ad libitum, underholdning og hvad der ellers hører med uden at gældsætte sig vanvittigt. Derfor er en reception en god ting at invitere på så den del holdes billigt.

Det er imponerende at du er glad for alt det - men ikke har prøvet noget af det før

Engang i mellem skal man selv tage tyren ved hornene og sætte skub bag på - så pyt med traditionen om at polter abend skal være en overraskelse. Hold bag-hjuls polter-abend hvid det er det og ja, snak med veninderne om hvorfor du ikke fik en.

Det er selvfølgelig en idé - men det forum er totalt uoverskueligt. Man får jo ikke rigtig nogen oversigt over hvad der allerede er købt uden at læse hele tråden.

Nogen er har nogle ideer til hvordan man får fat I "brugt" bryllupspynt eller lejer noget? Jeg tænker at der må være mange andre før mig der har holdt bryllup og derfor har den slags til overs.

Du kan jo godt lave lidt af en blanding. Det behøver jo ikke være på sofaen bare fordi at det ikke er "sig det med 1000 mennesker". Men af gode råd vil jeg give dig: 1) Hun skal gerne føle sig lidt klædt på til at blive friet til (ihvertfald hvis det var mig). En god undskyldning om en pæn restaurant kan gøre det. Ligesom hun nok automatisk tager pænt tøj på hvis du gør det. 2) Ting med mange forberedelser hører nok til et frieri på en eller anden måde, samtidig med at man forsøger at overraske. Det er en svær og næsten umulig combo uden en ret god dækhistorie. Ligesom det er svært at få folk til at agere lige som man forventer uden at give dem en god grund. Ligesom man hurtigt kan få ødelagt overraskelses-delen hvis der er bare det mindste "off" og man forsøger at dække det ind under en almindelig hverdag. Så tror jeg at det er bedre med en troværdig løgn. Min kæreste påstod fx. at han havde creme mod fodsvamp i den pose med ringene, som han ikke ville have mig til at kigge i. Til gengæld mistænkte jeg en ring da han pludselig skulle til boghandleren en dag jeg ikke var på arbejde og at jeg derfor ikke skulle forvente at han havde tid til så meget husarbejde den dag. (Normalt sætter han ikke en dag af til at købe en bog). Derefter kom han hjem uden bog og sagde at den var udsolgt. Fishy... Havde han nu fx. sagt at han skulle til tandlægen, så havde jeg ikke tænkt mere over det. 3) Pas meget på med at gå så meget efter det "perfekte" at du taber de gode chancer på gulvet. Det er bare ikke alt der kan planlægges i detaljer. Havde min kæreste fx. været generet af rotterne omkring os da han friede, så var Pariser-frieriet ikke blevet til noget. Havde han ikke været generet af at mangle ringen, så havde der faktisk været et gyldent øjeblik tidligere da vi sad ved Seinen og kiggede på både. (Synes jeg)