Hej,
Jeg har (allerede) skrevet talen til min kommende mand, men mangler lige nogen der kan læse den igennem og komme med ris/ros.
Så jeg håber I gider læse den og fortælle hvad I synes om den.
Her kommer den:
Jeg har i lang tid været i tvivl om jeg skulle holde en tale. Og det er bestemt ikke noget jeg har set frem til, for det at holde tale er ikke lige mig. Og da det jo også er en følelsesladet dag i dag, så ender det nok med at jeg står og tuder også. Men jeg har valgt at tage chancen alligevel og håber I vil bære over med mig.
Jeg vil starte min tale lidt utraditionelt, idet jeg vil takke alle jer gæster for at være her i dag og være med til at gøre denne dag endnu mere uforglemmelig.
Kære far og XX, det glæder mig at I kunne være her i dag. Og så skal I vide at det betyder utrolig meget for mig at I har taget så godt imod Per.
Og til min familie fra Jylland, så glæder det mig usigelig meget at I er her i dag, det betyder virkelig meget for mig. Så et stort tak til jer også.
Nu vil jeg så henvende mig til hele familien XX/YY og takke for den varme modtagelse jeg fik, da jeg stod der rigtig kejtet og skulle møde jer alle sammen igen. Denne gang ikke blot som en ven af Per og hans familie, men nu som Pers kæreste, så det var rigtig dejligt at blive modtaget så varmt, og det skal I alle have tusind tak for.
Kære skat, kære XX, kære Hr. XX
Jeg har længe tænkt over hvordan jeg i dag kunne vise hvor meget du betyder for mig – det må man sige jeg har gjort med mit ja i kirken. Og det at holde en tale var bestemt ikke lige det første der faldt mig ind, for i dag skulle jeg jo være din prinsesse, og lur mig om ikke tiden vil vise at det bliver en tudeprinsesse.
Kære XXr, jeg har virkelig lært hvad det vil sige at elske, da jeg mødte dig. Jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om, hvor højt jeg elsker dig.
Min kærlighed til dig kan ikke beskrives med ord, men jeg håber denne tale kan give en lille indikation på hvor højt jeg elsker dig. Det har ikke altid været helt nemt, da vi begge stod/står ”i hus til halsen” og desværre også har haft en del problemer med vores piger. Men vi har været gode til at tale om tingene, og finde en fælles plan for fremtiden. Du har vist mig hvad rigtig kærlighed, tillid og varme er. Du har vist mig hvad det vil sige, virkelig at elske.
Du skal vide, at du er min bedste ven og at jeg elsker dig for alle de ting du gør.
Jeg elsker dig fordi:
Du er omsorgsfuld
Du er god til at fortælle hvor højt du elsker mig flere gange i løbet af en dag
Du altid er åben og imødekommende over for alle
Du altid kan få mig til at grine, og uanset hvor grå jeg synes verden ser ud, kan du altid trøste mig og gøre mig i godt humør.
Du tør vise dine følelser, og altid er 100% åben overfor mig
Fordi du giver mig mod og styrke til at kæmpe – kæmpe for det jeg tror på, også selvom det til tider kan være svært.
Fordi du har lært mig, at selv om nogle af de personer der står os rigtig nær ikke har ønsket at være en del af os i dag - så er de her alligevel – i vores hjerter.
Du altid kysser mig godnat og godmorgen
Du elsker mig for den jeg er, eller måske på trods af den jeg er
Jeg elsker din charme, dit smil og dit gode humør
Du er DIG og du gør mig lykkelig
Og så elsker jeg dig, fordi mit favorittidspunkt på dagen er når vi lægger os ind i sengen, jeg lægger mig i dine arme med hovedet på din brystkasse, du kysser mig godnat og siger: Jeg elsker dig.
Trods en masse søde ord, synes jeg stadig ikke min kærlighed til dig er beskrevet til fulde, så jeg er glad for at jeg har resten af vores liv til at fortælle dig hvor fantastisk du er og hvor glad du gør mig. Jeg kan ikke for alt i verden ønske mig en bedre mand end dig.
Med dig har jeg lært mange ting: At elske med hjertet, at stå fast ved mine meninger og beslutninger, at turde åbne mere op, og JA det arbejder ”vi” stadig på.
Jeg har i dag giftet mig med min bedste ven, den jeg ler med, lever for, drømmer om. Det gør mig stolt, lykkelig og helt varm indeni at kunne kalde dig for min mand.
Jeg har ikke blot fundet en jeg kan leve med, men jeg har fundet ham jeg ikke kan leve uden og jeg glæder mig til at blive gammel sammen med dig.
Kære XXr, jeg elsker dig af hele mit hjerte og kan ikke forestille mig et liv uden dig.
Og så synes jeg vi alle skal rejse os og udbringe et leve for min dejlige mand