Hej alle brides-to-be.
Min dejlige kæreste (nu forlovede) friede til mig sidste år, og jeg sagde selvfølgelig JA! <3 Jeg var noget overrasket over, at han gik på knæ, for gennem hele vores forhold har han altid holdt på, at han ikke ville giftes - eller at det i hvert fald ikke var lige på tapetet. Men man kan jo ændre holdning. ;)
Vi har snakket meget om, hvordan vores bryllup skulle være. Jeg har altid gerne villet have et prinsessebryllup, men han ville gerne holde det meget low-key, så efterhånden gik vi mere i retning af at planlægge et havebryllup herhjemme - hvilket også var helt fint for mig. Men nu har han meldt ud, at selve bryllupsfesten egentlig kun er for MIN skyld, at han selv er ret ligeglad med det, han vil bare gerne giftes med mig og vi behøvede som sådan ikke en fest for hans skyld. Han har åbenbart hele tiden bare gået med på det for min skyld og fordi han er bange for, at jeg engang vil fortryde ikke at have fået en fest.
Men nu synes jeg egentlig hele ideen om bryllup er lidt ødelagt. Jeg vil da ikke have det kun skal være MIN dag - men vores dag. Kan I følge mig? I forvejen er han en meget sparsommelig type, så jeg ville få endnu mere dårlig samvittighed af at bruge penge på en fest, han egentlig ikke ønskede sig til at begynde mig... Så nu er jeg faktisk der, hvor jeg overvejer, om vi helt skal droppe at gøre noget mere ud af det end bare ceremonien i kirken. Ingen middag, ingen fest. Det gør da lidt ondt at tænke på (især når man er en af de piger, der har "planlagt" bryllup siden man var 7!), at man ikke får den bryllupsfest man altid har drømt om. Men jeg får jo stadig den mand, jeg elsker.
Hvad havde I valgt? At holde festen alligevel, fordi det ville I gerne, og så acceptere at det er for jeres egen skyld og ikke mandens? Eller droppe fejring og fest og så tænke, at det er alligevel vielsen og ægteskabet, der er vigtigt?
Hjælp. Jeg er simpelthen sådan i tvivl om, hvad det rigtige er... :'(