Hej allesammen!
Så fik vi endelig taget os sammen til at fastsætte en dato for vores kommende bryllup. Det er meget spændende! Vi har snakket om det i rigtig mange år efterhånden, men det er først nu at det hele ser ud til at gå op i en højere enhed. Det er meget tidligt i forløbet, så der er meget der ikke er afklaret. Jeg kan ikke vente, men jeg har også rigtig mange spørgsmål, som jeg håber I vil hjælpe mig med!
Grundlæggende tanker for brylluppet
Vi er to mænd som skal giftes, så vi skal finde ud af hvordan sådan et bryllup kan skrues sammen i forhold til de gængse traditioner. Vi er begge nogle store by-mennesker der har en nørdet side, som måske skal til udtryk til vores bryllup, det er vi ikke helt afklarede med endnu. Det er vigtigt for os at dagen afspejler os - derfor ønsker vi et hyggeligt bryllup med en masse hjertevarme, hvor kvaliteten stadig er i top, men hvor vi også kan være mennesker. Det er også vigtigt at vi kan sørge for nogle gode cocktails og en masse god musik til vores fest, så det bliver en aften man vil huske
Vi regner med at samle cirka 50 gæster sammen
Budgettet kan bøjes, men smertegrænsen går ved omkring 65.000
Vielse
Vi ønsker ikke at blive viet i kirken, da vi ikke er religiøse, og ikke har et særligt forhold til kirken. Det ville være godt hvis vi kunne blive viet på et af vores særlige steder i byen, så vi overvejer Frederiksberg Have som en mulighed. Vi har besluttet at vi skal gå sammen op af "gulvet" og at vores brødre hver især skal være ringbærere. Det er ikke umiddelbart tanken at der skal være en reception.
Har I nogle forslag til hvor en vielse kunne finde sted?
Hvem kan vie os når det ikke skal være en præst? Koster det noget?
Vi overvejer at få en sangerinde til at synge en sang for at sætte scenen - har I nogle erfaringer med det?
Er der andre ting vi skal huske at være opmærksomme på under selve vielsen?
Festen
Til festen er der nogle ting vi helt klart er enige om allerede nu. Der skal være god musik, plads til at danse, gode cocktails, og en lun og hyggelig stemning. Vi bor i en loftlejlighed på Frederiksberg som vi har indrettet i ægte New Yorker stil - det kunne være fedt hvis vores fest fandt sted i lignende omgivelser. Det ville yderligere også sætte et smukt tema, da vores bryllupsrejse går til New York.
Vi har fundet nogle bud på steder til festen, men hører også meget gerne forslag hvis I kender nogle fede steder der matcher vores behov!
Vi kan godt lide street food konceptet - tror I at det vil gå an til et bryllup, eller skal vi holde os til den sikre 3 retters menu?
Er der nogle tanker omkring at bruge bryllupskagen som dessert? Er det i orden?
Siden jeg ikke selv medbringer den store familie er vi i tvivl om hvad vi skal være opmærksomme på i forhold til taler. Har I nogle erfaringer?
Vi kigger i øjeblikket på enten Kayak Bar, Bip Bip Bar eller Tribeca. Har I nogle erfaringer med de steder?
Traditioner
Dette er den svære del. Jeg skal måske nævne at vi vil oprette en fin hjemmeside som vores deltagere kan orientere sig på (jeg har selv en grafisk baggrund, så det bliver forholdsvist nemt for mig). Det er tanken at vi vil afklare nogle spørgsmål på den, men hermed nogle af de tanker vi har, og de beslutninger der er taget indtil videre. Hører meget gerne input og erfaringer! Det er generelt vigtigt at der ikke er en af os der får "brude" rollen, da vi jo er mænd begge to, så meget kommer an på det, og på den lille familie.
Vi kommer til at få to "best men" som bliver vores brødre - vi tænker at de skal holde vores ringe under vielsen
Den ene af os har også en søster - hvad kan vi gøre for at hun ikke føler sig overset? Hun er ikke typen der bryder sig om at gå i kjoler, så vi tænker ikke brudepigerollen er rigtig.
Der vil ikke være en brudebuket (men måske en fin blomst eller lignende i vores bryllupstøj)
Nu hvor vi er ved bryllupstøjet - er det helt galt at iføre sig smoking, når vielsen vil ligge om eftermiddagen omkring kl. 13?
Vi ønsker ikke at holde polterabend
Talerækkefølgen sammensættes af vores toastmaster, hvor nærmeste familie og nærmeste venner vil have fortrinsret
Skulle nogle få lyst til at kysse mens den anden part forlader selskabet, er både mænd og kvinder velkomne som de lyster (vi håber at det er tydeligt hvis vi melder ud at ingen af os tager bruderollen på hjemmesiden.. men hvordan kommunikerer man lige det?)
Vi overvejer kraftigt at droppe brudevals - hvor vigtigt er det?
I forhold til gaver tænker vi ikke at få en gavekoordinator, men måske bruge en elektronisk løsning på hjemmesiden hvor folk kan "reservere" de gaver vi ønsker os. Nogle erfaringer med det?
Det er hvad jeg kan komme i tanke om lige nu. Håber virkelig at i kan hjælpe os med alle de mange spørgsmål
Hilsner
Aedan