Jeg kan sagtens forstå det store dilemma, men jeg har så erfaring med at være den dér ikke blev inviteret.
Min kæreste blev inviteret til bryllup hos en gammel ven. Jeg har da mødt ham flere gange, men de er en gruppe fyre der som regel laver ting sammen uden kærester.
Det var bare den mest ufede følelse at blive valgt fra på den måde. Kan da godt være, de ikke kender mig så godt - men de kommer de jo heller aldrig til så.
Min kæreste og jeg havde været sammen i 5 år på det tidspunkt, havde et barn sammen, fælles gæld, hus, testamente osv - så godt som gift altså.
Min kæreste endte med at tage med, for det virkede for barnligt at sidde hjemme og være fornærmet, men han havde en kedelig aften og syntes, det var meget sært at sidde der alene, mens alle andre havde deres livsledsagere med og fejrede den store kærlighed.
Min kæreste og hans vens venskab endte med at lide under det, for min kæreste følte jo også, at han måske var en 2.rangs ven, siden hans kæreste (mig) var en af dem der blev valgt fra.
Var det mig, ville jeg hellere holde en helt lille fest for familien og de aller aller nærmeste venner med vedhæng, og så holde en billig havefest eller reception for alle de andre.
