S+N

Jamen.. jeg skal jo giftes

14 indlæg i dette emne

Puha.... det gik lige op for mig idag. selvom jeg ikke har boet hjemme i 4 1/2 år, fik jeg alligevel lidt tårer i øjnene... hvor er det bare mærkeligt.... Så er jeg ikke længere fars "lille pige", nej.. jeg er virkelig Nichlas pige! Jeg binder mig pludselig til en helt anden mand ( har jo faktisk allerede gjort det) , men stadig.... Tænk sig.. bare tanken om at nu er vi gift- så er jeg bare hans. det er vildt fedt og jeg glæder mig så meget, til at blive hans. Men det er mærkeligt.....

Kender i andre følelsen??? eller er det bare mig? Ja, hvis det på nogen måde er mærkeligt for mig, må det være en hel del mere mærkeligt for min far.

Jeg bliver Nichlas pige, og efternavnet bliver skiftet ud... skal pludselig til at danne min egen lille familie. Nu er det slut med at lege far, mor og børn- hjemme hos forældrene... nej, nu bliver legen til virkelighed, og jeg bliver Nichlas kone, hustru, viv----- ja, kald det hvad du vil. jeg bliver hans pige... for altid, og forevigt! jeg bliver hans ( ved godt jeg allerede er det, men nu bliver det dokumenteret.....) SUK... jeg glæder mig, men hvor er det bare mærkeligt lige pludselig.

Så hedder det ikke længere mig, eller jeg vil.. nej, så er vi pludselig to- det hedder os, og vi vil....

Jeg glæder mig heeeeeeeeeeeeeeelt vildt ved tanken om at blive nichlas pige- for altid og forevigt, til døden os skiller. jeg glæder mig til at blive gammel ved siden af ham, til at opleve livet, verden, tiden, gode og dårlige tider. jeg glæder mig til at skabe familie sammen med ham, glæder mig til at vågne op og se hans ansigt hver en morgen, glæder mig til at gå i seng, med ham liggende ved siden af. glæder mig til at være to, og ikke bare en. Suk.. hvor jeg glæder mig.....

ville bare lige fortælle mine tanker lidt.. håber ikke det gjorde noget. :griner:- Mon ikke i kender til nogen af de her følelser- vi er dog piger ( de fleste af os herinde, ihvertfald)

:) Sarah

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg ved godt hvordan du har det! Jeg har det på nøjagtig samme måde.

For et par uger siden sagde min dejlige far lige pludselig, at selvom jeg blev gift ville jeg altid være hans lille pige og sstore guldklump. Med tårer i øjnene (på os begge), måtte jeg give ham et kæmpe kram, og fortælle at han også altid ville blive ved med at betyde rigtig meget for mig!!

:) Cyen

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Det er nøjagtig det samme for mig og min far!

Min far har indtil for 14 dage siden...det vil sige at det har taget ham godt 1 ½ måned..at sige at hans datter skal giftes! Han siger i stedet...du skal da konfirmeres!! :) Han vil vist ikke helt acceptere det!! -HAHA-

Tææænnkk den dag jeg kommer og siger han skal være morfar (når det nu end sker!)..hvordan mon han så reagerer?? -HAHA-

KH M :):griner:-

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ja, jeg kan også nikke genkendelse til den følelse, og jeg er og har altid været fars pige. Min far glæder dig rigtig meget og er utrolig glad på mine (vores) vegne, men han er alligevel meget rørt - nu er det ved at gå op for ham at jeg bliver en andens. Han fortalte mig den dag vi afleverede indbydelserne, at da måtte han lige gå lidt for sig selv og fælde en lille tåre... Spørg om jeg blev rørt da han sagde det :)

Og ja da vi fortalte at vi skulle giftes, det var da noget af en seance med våde øjne hele aften hos mine forældre og mig.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg ved ikke hvordan min far har det med det, men jeg tror da at han er glad og stolt over at skal følge mig op, da det bliver første gang han skal følge op. Min søstser blev fulgt op af hendes far så min far har ikke prøvet at følge op, og så han han det nok svært ved at skulle sige noget for han har så let til tårer så han skal have en gibbernakker inden vi skal til kirken for ellers ryster han nok når vi når kirken, og når han så skal holde tale så går det nok galt, men hvad det ved vi jo fra alle de andre gange han har holdt tale. :):griner:--HAHA--HAHA-

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Ja det er en ret mærkelig følelse faktisk.

Min far har reageret sådan, at jeg faktisk endnu mere er blevet hans lille pige end jeg var før.

Han pylrer rigtig om mig, og taler næsten til mig som han gjorde den gang jeg var 10 år.

Men det er kun hyggeligt synes jeg.

Frygter lidt til bryllupet når tiden kommer lige inden vi skal ind i kirken, og min far og jeg står helt alene sammen. Det bliver næsten ikke til at bære.

:)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror ikke, jeg vil få den følelse, når jeg skal giftes....havde den, da jeg for alvor flyttede hjemmefra, som er en god times kørsel fra mit barndomshjem. Da var jeg pludselig blevet voksen....Som tiden er gået har jeg været sammen med min nuværende kæreste 7 år, ejer hus nr. 2 og er blevet mor, så jeg føler mig ikke som fars lille pige mere. Har "for længst" stiftet min egen familie og mit eget hjem!!

Men som dig glæder jeg mig også til at leve resten af mit liv sammen med min kæreste og dele alt på godt og ondt sammen med ham....plejer at sige, at jeg glæder mig til den dag, hvor vi begge er gamle og sidder i hver sin gyngestol og sludre om gamle dage: kan du huske... :)

Svale

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg kan godt forstå hvad du mener, men har det ikke selv i lige så stor grad.

Jeg havde det dengang jeg flyttede hjemmefra, for 10 år siden, og sammen med en tidligere kæreste.

Følelsen af for alvor at være sammen med manden i mit liv kom, da vi købte hus for 1 år siden. Mig og gæld har aldrig haft det godt sammen, så da vi valgte at købe hus var det et stort øjeblik. Det er jo ikke et lån der er betalt på få år, men en gæld vi har sammen i mange år.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

.. jeg tror at man under alle omstændigheder er og altid vil være "fars pige" :hjerte: .. (hvis man har en far) ... selvom den kommende gemal (forhåbentlig :griner:- ) har spurgt far om lov til at "få" dig .. så er du stadig fars pige -HAHA- ... og de vil man nok altid være .. men forstår godt at tanke/følelsen pludselig dukker op ...

:) Trine

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Den følelse har jeg slet ikke selv. Mit liv er så seperat fra hans og har været det i lang tid at jeg overhovedet ikke tænker på ikke at være "hans" længere, for det har jeg aldrig rigtig været. Og det er på trods af at jeg stadig er meget ung.

Ved ikke helt hvordan han tænker på det. Da han først snakkede med min forlovede om det var han lidt negativ og nervøs fordi han troede at at blive gift ville betyde jeg ville droppe min uddannelse :) Men dér kunne vi jo godt berolige ham.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Har også haft nogle tanker omkring det med at "slippe" familiens tav.

Jeg er 110 % fars pige, som barn var der bare ingen der kunne overgå min far,han har endda utallige hjerter fra mig hvor der står : my heart belongs to my daddy.

Han har endda en tegning som jeg har tegnet som barn hvor der står.. Når jeg blir stor,skal jeg giftes med min farmand.

og den bruger han da også mod mig når vi snakker bryllup og joker med at vise den til præsten :)

jeg vil altid være fars pige, det jeg måske syntes er sværest er at jeg ikke længere skal bærer familiens efternavn, beholder dog mellemnavnet.

men føler lidt at jeg afskriver mig fra min egen familie, selvom jeg godt ved det er noget pjat..

I stedet kommer jeg enten til at hedde Nielsen eller Due...

er ikke helt afdiskuteret endnu..

Knus heidi :hjerte:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer