I må VIRKELIGT hjælpe mig!

[FynboBredahl 0]

Åh, hvor er det dog ubeskriveligt trist

Jeg har lige snakket med min kæreste, som her til morgen fik at vide at hans gode kollega og ven gennem maaaange år, har mistet sin lille søn her mellem jul og nytår. På sønnens fødselsdag, oven i købet!

Han har nu meldt sig syg denæste 3 uger.

Det kommer naturligvis som et chok for os alle. Det er så uretfærdigt og der er overhovedet ikke nogen, der burde opleve at miste deres børn!

Hvad skal vi gøre? Jeg har sådan lyst til at ringe til ham, men bør vi give ham lidt tid?

Jeg er nemlig bare bange for, at hvis vi giver ham FOR meget tid, så udsender vi forkerte signaler mht at støtte ham.

Har I erfaringer med dette?

Kærligst FynboBredahl

[sannek 1]

jeg kan godt forstå dig, jeg har været i samme sted som du er nu,

jeg gjorde det at jeg sendte en kort hvori jeg fortalte dem at jeg var ked af det det skulle ske, og ........ og til sidst skrev jeg at de vidste hvor jeg var så de kunne bare ringe, uanset til, og de skulle ikke tøve,

manden ringede 5 dage efter og sagde tak for kortet, og spurgte om jeg havde hørt fra konen, og jeg fik et chok, var hun ikke ved ham, i det jeg tænker det, ringer det på døren, og der stod hun. manden var ked af det, og konen lige så men hun havde brug for at komme væk, men ville ikke sige noget til manden, hun boede ved os i nogen dage, og jeg kørte hende hjem, og jeg fik advide at hun var aldrig kommet igennem det hvis hun ikke var kommet væk, så jeg vil bare sige, hvis han mangler et sted at være eller en skulder hjælp ham, den erfaring har jeg med det, håber du kan beuge det til noget

[FynboBredahl 0]

jeg kan godt forstå dig, jeg har været i samme sted som du er nu,

jeg gjorde det at jeg sendte en kort hvori jeg fortalte dem at jeg var ked af det det skulle ske, og ........ og til sidst skrev jeg at de vidste hvor jeg var så de kunne bare ringe, uanset til, og de skulle ikke tøve,

manden ringede 5 dage efter og sagde tak for kortet, og spurgte om jeg havde hørt fra konen, og jeg fik et chok, var hun ikke ved ham, i det jeg tænker det, ringer det på døren, og der stod hun. manden var ked af det, og konen lige så men hun havde brug for at komme væk, men ville ikke sige noget til manden, hun boede ved os i nogen dage, og jeg kørte hende hjem, og jeg fik advide at hun var aldrig kommet igennem det hvis hun ikke var kommet væk, så jeg vil bare sige, hvis han mangler et sted at være eller en skulder hjælp ham, den erfaring har jeg med det,  håber du kan beuge det til noget

Kære Sanne.

Tak for dit råd.

Det jeg frygter er, at hvis jeg skriver eller siger, at han "bare kan ringe", så gør han det aldrig! Kræver det ikke sindssygt meget af ham, at tage telefonen, trykke nummeret og rent faktisk bede om hjælp?!

Jeg ved det ikke - derfor spørger jeg

Kærligst

[Lambada Bamse 0]

Nej hvor forfærdentligt !!!!!

Jeg ville nok også sende et brev eller et kort. Det er en svært situation, men jeg ville på en eller andet måde få gjort det klart meget hurtigt at i er det til at støtte dem, hvis de har behov for det. Tilbyd måske også hjælp til madlavning, at få handlet og så videre - ting som de måske ikke orker...

Må jeg spørge hvad barnet døde af ?

[sannek 1]

jo det vil nok kræve meget af ham, men det at han ved at i er der, kan være nok til at han ringer eller kommer, bare at han ved at i er der kan være nok til at han kommer fremad

[FynboBredahl 0]

Nej hvor forfærdentligt !!!!!

Jeg ville nok også sende et brev eller et kort. Det er en svært situation, men jeg ville på en eller andet måde få gjort det klart meget hurtigt at i er det til at støtte dem, hvis de har behov for det. Tilbyd måske også hjælp til madlavning, at få handlet og så videre - ting som de måske ikke orker...

Må jeg spørge hvad barnet døde af ?

Ja, hjælp til madlavning! God idé...

Han døde af meningitis

Kærligst

[Lambada Bamse 0]

Nej hvor forfærdentligt !!!!!

Jeg ville nok også sende et brev eller et kort. Det er en svært situation, men jeg ville på en eller andet måde få gjort det klart meget hurtigt at i er det til at støtte dem, hvis de har behov for det. Tilbyd måske også hjælp til madlavning, at få handlet og så videre - ting som de måske ikke orker...

Må jeg spørge hvad barnet døde af ?

<{POST_SNAPBACK}>

Ja, hjælp til madlavning! God idé...

Han døde af meningitis

Kærligst

<{POST_SNAPBACK}>

Åhh - hvor er det vare skrækkeligt....

Hjælp til at handle kunne jeg altså også forestille mig ville være en stor hjælp... Nok ikke så fedt at møde et hav af mennesker i Super Best hvis man ikke har lyst til at snakke...

[FynboBredahl 0]

Nej hvor forfærdentligt !!!!!

Jeg ville nok også sende et brev eller et kort. Det er en svært situation, men jeg ville på en eller andet måde få gjort det klart meget hurtigt at i er det til at støtte dem, hvis de har behov for det. Tilbyd måske også hjælp til madlavning, at få handlet og så videre - ting som de måske ikke orker...

Må jeg spørge hvad barnet døde af ?

Ja, hjælp til madlavning! God idé...

Han døde af meningitis

Kærligst

Åhh - hvor er det vare skrækkeligt....

Hjælp til at handle kunne jeg altså også forestille mig ville være en stor hjælp... Nok ikke så fedt at møde et hav af mennesker i Super Best hvis man ikke har lyst til at snakke...

Nej, lige præcis! De bor heldigvis tæt på os, så vi har alle muligheder for at være hos dem og hjælpe dem med meget kort varsel.

Men Lambada, ville du bare gøre det?! Altså bare komme forbi med en pladefuld hjemmebagte boller og en gryde et-eller-andet uden at spørge om lov først?

Jeg tror nemlig, at hvis jeg ringer og spørger, så siger de pænt nej tak for ikke at være til besvær.

Redigeret January 2, 2006 af FynboBredahl

[Guest mariemusen]

eiiiiiii hvor forfærdeligt ......

Nu har min skønne veninde jo også lige mistet deres lille søn og det jeg/vi gjorde var at da vi fik det afvide der spurte jeg om der var noget vi kunne gøre for dem? og at de kunne ringe dag og nat.....

Jon og Jeg smsede frem og tilbage ..... nogle af dem var også fra Linda selv....hvorefter jeg jo som sagt besøgte dem.....

Vi gjorde meget ud af at de skulle vide at vi var der for dem hele vejen igennem og vi ville hjælpe dem med hvad som helst..... http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/icon_hug.gif vi kom bla også med Mad ..... til dem ...og hjalp dem med at finde smilet frem trods sorgen ...

Håber det kunne hjælpe lidt ......

[arno 1]

Puha en situation... Hvor gammel blev barnet?

Jeg vil give de andre ret i at du skal gøre dem opmærksom på at du/I er der for dem 24 timer i døgnet. Måske orker de ikke hjælp lige nu, men på et tidspunkt vil de være meget taknemmelige for at de VED at I er der for dem.

Jeg har i mange forbindelser prøvet at være "standby" for personer i min omgangskreds, som har været udsat for diverse ting (depression, mistet forælder, mistet barn, m.v.). Og hver gang har jeg hurtigst muligt meldt ud til dem (skriftligt) at de til enhver tid kunne kontakte mig hvis de havde brug for hjælp, og at jeg ville gøre hvad der var i min magt for at hjælpe dem.

De fleste gange har min fysiske hjælp ikke været nødvendig, men ALLE gangene har personerne sagt til mig efterfølgende at det betød SÅ meget for dem at vide at jeg VAR der for dem. Nogle gange er det ikke handlinger der betyder det meste.

Så... Skriv til dem at I er der for dem, og lad dem så slikke sårene og lad dem komme til jer hvis de har brug for det. Man skal passe på med at presse ellers velmenede hjælp ned over ørerne på dem som er i sorg. Det kan nemt vendes til det modsatte...

Held og lykke med det hele. Sender en masse tanker til forældrene.

[FynboBredahl 0]

Puha en situation... Hvor gammel blev barnet?

Jeg vil give de andre ret i at du skal gøre dem opmærksom på at du/I er der for dem 24 timer i døgnet. Måske orker de ikke hjælp lige nu, men på et tidspunkt vil de være meget taknemmelige for at de VED at I er der for dem.

Jeg har i mange forbindelser prøvet at være "standby" for personer i min omgangskreds, som har været udsat for diverse ting (depression, mistet forælder, mistet barn, m.v.). Og hver gang har jeg hurtigst muligt meldt ud til dem (skriftligt) at de til enhver tid kunne kontakte mig hvis de havde brug for hjælp, og at jeg ville gøre hvad der var i min magt for at hjælpe dem.

De fleste gange har min fysiske hjælp ikke været nødvendig, men ALLE gangene har personerne sagt til mig efterfølgende at det betød SÅ meget for dem at vide at jeg VAR der for dem. Nogle gange er det ikke handlinger der betyder det meste.

Så... Skriv til dem at I er der for dem, og lad dem så slikke sårene og lad dem komme til jer hvis de har brug for det. Man skal passe på med at presse ellers velmenede hjælp ned over ørerne på dem som er i sorg. Det kan nemt vendes til det modsatte...

Held og lykke med det hele. Sender en masse tanker til forældrene.

Kære Mette.

Tusind tak for dit svar. Det er lige præcis det med at presse vores hjælp ned over dem, som jeg tænker på. Virker vi mon for påtrængende? De skal jo også lige have tid til at sunde sig. Nu følger jo en masse praktiske ting med begravelse osv.

Han blev 9 år. Han har haft meningitis i et helt år, men fik så lige efter jul en voldsom hovedpine og gik i koma. De valgte at slukke for respiratoren på hans fødselsdag som ligger et sted mellem jul og nytår.

[Guest spl09twh]

Jeg tror, jeg ville sende dem en buket og så skrive på kortet, at I er der for dem. Dermed kan I vise, at I tænker på dem og er der, men uden at være "i vejen" lige nu. Efter en lille uge ville jeg herefter enten ringe til dem eller komme spontant forbi.

Personligt ville jeg ikke ønske besøg lige de første dage. Både fordi man er lidt i schok og fordi der er SÅ mange praktiske ting der skal tages stilling til. Min erfaring er (uden at have mistet et barn dog) at det først er når begravelsen er overstået og der bliver helt stille omkring en, at tomrummet opstår for alvor. Og netop her, har de fleste "glemt" en og er videre i deres liv.

Et brev eller kort vil i hvertfald altid varme og jeg mener også, at det skal være jer der tager kontakten når tid er. De der sørger har ofte ikke ressourcer til, at række ud og bede om hjælp, så der tror jeg bestemt I kan være en støtte. Praktisk hjælp er altid en god ide, ex. som foreslået hjælp med at handle eller bare det at nogle lytter til alle ens tanker om det der er sket.

Da alle mennesker jo reagerer forskelligt, er I nødt til at forsøge jer frem. Et udgangspunkt kan være, at handle ud fra det I selv ville ønske, hvis I var i deres situation.

Uanset så tror jeg det vigtigste er, at I får vist at I er der for dem, hvordan I så end vælger at gøre det!

[Pinkyl 3]

Hvor er det frygteligt og tragisk....det kan slet ik beskrives HVOR ondt det gør , at miste et barn...jeg taler desværre af bitter erfaring http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/sad.gif .Min dybeste medfølelse til jer og alle de pårørende.

Jeg ved , at det vi havde og HAR brug for i sådan en svær og HÅRD stund (som aldrig blir glemt) er , at vide , at folk er der.Det er muligt man IK helt ved HVA man lige skal sige og gøre.Men bare sådan en ting som "Vi ved ikke hva vi skal sige..men det gør os ondt" er LANGT bedre end , at tie.

Vi har haft en UTROLIG stor gavn af vores venner (deriblandt Mariemusen og hendes mand Peter)og vores familier.Det hjælper SÅ meget , at der er nogen der har overskuddet til , at lytte til ens nogengange RET barske ord , et sted man kan læsse af.Vi har fået hjælp til , at passe vores datter når vi havde noget der SKULLE ordnes eller vi havde brug for lidt tid alene mv.Så mit råd (oveni alle de gode der ER kommet) vil være VÆR DER FOR DEM...VIS I VED DET.

Håber du kan bruge det til noget.

Og endnu engang min største og dybeste medfølelse går i jeres retning.

[FynboBredahl 0]

Det, der skræmmer mig meget i denne situation er, at jeg jo selv er vant til at have med døden at gøre i og med, at jeg arbejder på en kræftafdeling.

Men der er godt nok forskel på at have med døden at gøre som professionel og som privat person! Det har jeg fundet ud af nu.

Jeg er fuldstændigt på bar bund, men med jeres dejlige hjælp kan jeg da se, hvad jeg kan gøre for forældrene

Kærligst Fynbo

[FynboBredahl 0]

Hvor er det frygteligt og tragisk....det kan slet ik beskrives HVOR ondt det gør , at miste et barn...jeg taler desværre af bitter erfaring  .Min dybeste medfølelse til jer og alle de pårørende.

Jeg ved , at det vi havde og HAR brug for i sådan en svær og HÅRD stund (som aldrig blir glemt) er , at vide , at folk er der.Det er muligt man IK helt ved HVA man lige skal sige og gøre.Men bare sådan en ting som "Vi ved ikke hva vi skal sige..men det gør os ondt" er LANGT bedre end , at tie.

Vi har haft en UTROLIG stor gavn af vores venner (deriblandt Mariemusen og hendes mand Peter)og vores familier.Det hjælper SÅ meget , at der er nogen der har overskuddet til , at lytte til ens nogengange RET barske ord , et sted man kan læsse af.Vi har fået hjælp til , at passe vores datter når vi havde noget der SKULLE ordnes eller vi havde brug for lidt tid alene mv.Så mit råd (oveni alle de gode der ER kommet) vil være VÆR DER FOR DEM...VIS I VED DET.

Håber du kan bruge det til noget.

Og endnu engang min største og dybeste medfølelse går i jeres retning.

    http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/icon_hug.gif

Kæreste Linda.

Lige netop du er på min dårlige samvittighed!

Jeg har så mange gange i løbet af den sidste uges tid ville skrive til dig for at udtrykke min store medfølelse

Tusind tak for dit store overskud til at hjælpe mig med gode råd, når du selv sidder i sådan en forfærdelig situation

Pas godt på dig selv.

Kærligst

[missepige 1]

Forfærdeligt sørgeligt!! Stakkels familie!!

Jeg syntes du skal lave en røvfuld boller og en gang gryde-noget - tage det under armen og sætte dig i bilen og køre over til dem..Det er ikke sikkert de siger ret meget, men det kan være noget der hjælper dem at få gæster og måske nogen at snakke med hvis de har lyst..

Vi har selv været ude for noget lign - min elskede storebror blev dræbt i en trafikulykke i sommers og vi fik mange besøg og blomster..Det var rigtig godt for os - min kæreste og jeg boede ude hos mine forældre i en uge efter det var sket(indtil efter begravelsen) og vi havde et enormt stort behov for at være sammen med andre mennesker. Min brors bedste ven inviterede os ud til dem en aften for at spise og det er sådan noget der har hjulpet os - vi var ikke sultne og ville ikke have fået noget mad hvis ikke andre tog sig af os..

Derfor syntes jeg du skal møde op og være forberedt på at de vil græde, være kede af det, rase eller bare sidde stille og kigge. Det hjælper bare du er der, uanset hvordan de har det..

http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/bearhug.gif

[Pinkyl 3]

Hvor er det frygteligt og tragisk....det kan slet ik beskrives HVOR ondt det gør , at miste et barn...jeg taler desværre af bitter erfaring  .Min dybeste medfølelse til jer og alle de pårørende.

Jeg ved , at det vi havde og HAR brug for i sådan en svær og HÅRD stund (som aldrig blir glemt) er , at vide , at folk er der.Det er muligt man IK helt ved HVA man lige skal sige og gøre.Men bare sådan en ting som "Vi ved ikke hva vi skal sige..men det gør os ondt" er LANGT bedre end , at tie.

Vi har haft en UTROLIG stor gavn af vores venner (deriblandt Mariemusen og hendes mand Peter)og vores familier.Det hjælper SÅ meget , at der er nogen der har overskuddet til , at lytte til ens nogengange RET barske ord , et sted man kan læsse af.Vi har fået hjælp til , at passe vores datter når vi havde noget der SKULLE ordnes eller vi havde brug for lidt tid alene mv.Så mit råd (oveni alle de gode der ER kommet) vil være VÆR DER FOR DEM...VIS I VED DET.

Håber du kan bruge det til noget.

Og endnu engang min største og dybeste medfølelse går i jeres retning.

    http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/icon_hug.gif

Kæreste Linda.

Lige netop du er på min dårlige samvittighed!

Jeg har så mange gange i løbet af den sidste uges tid ville skrive til dig for at udtrykke min store medfølelse

Tusind tak for dit store overskud til at hjælpe mig med gode råd, når du selv sidder i sådan en forfærdelig situation

Pas godt på dig selv.

Kærligst

Jeg vil gerne hjælpe HVIS og hvor jeg KAN....TRO MIG!!!!Så du siger bare til....

Og mange tak for de varme , trøstede ord.Den dårlige samvittighed kan og SKAL du smide af h t.....ingen grund til , at du går rundt med den ;) .

mange varme til dig

[Guest spl09twh]

Det, der skræmmer mig meget i denne situation er, at jeg jo selv er vant til at have med døden at gøre i og med, at jeg arbejder på en kræftafdeling.

Men der er godt nok forskel på at have med døden at gøre som professionel og som privat person! Det har jeg fundet ud af nu.

Jeg er fuldstændigt på bar bund, men med jeres dejlige hjælp kan jeg da se, hvad jeg kan gøre for forældrene 

Kærligst Fynbo

Det er absolut også min erfaring. Jeg er sygeplejerske og har arbejdet på intensiv afdeling og i skadestuen, men synes også der er MEGET stor forskel på om man møder døden som professionel eller som privat person.

Har desværre oplevet en del "død og ulykke" hos mine nærmeste, og synes ikke at mine erfaringer fra mit arbejde har været til meget hjælp der. Tilgengæld tror jeg, at det jeg har oplevet privat, gør mig til en bedre sygeplejerske, da jeg nu har en anden forståelse for, hvad mennesker i krise og sorg gennemgår.

Redigeret January 2, 2006 af spl09twh

[Allegra 2]

Det gør mig VIRKELIGT ondt at høre! http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/sad.gif Da vi fik at vide at vores ufødte barn var dødt, var det meget hårdt at så mange af vores venner ikke tog kontakt til os men bare lod som ingenting. Så som Pinkyl siger så...

Men bare sådan en ting som "Vi ved ikke hva vi skal sige..men det gør os ondt" er LANGT bedre end , at tie.

Det vigtigste er ikke hvad du siger, men at du siger noget... Dog skal du ikke sige som nogle sagde til os; "at man bare skal være glad for at man har et rask barn", for det hjælp ikke specielt meget i den situation. Ikke fordi man ikke er glad for hende, men man har jo lige mistet et andet

Knus Ditte

Redigeret January 2, 2006 af Allegra

[Pinkyl 3]

Det gør mig VIRKELIGT ondt at høre!   Da vi fik at vide at vores ufødte barn var dødt, var det meget hårdt at så mange af vores venner ikke tog kontakt til os men bare lod som ingenting. Så som Pinkyl siger så...

Men bare sådan en ting som "Vi ved ikke hva vi skal sige..men det gør os ondt" er LANGT bedre end , at tie.

Det vigtigste er ikke hvad du siger, men at du siger noget... Dog skal du ikke sige som nogle sagde til os; "at man bare skal være glad for at man har et rask barn", for det hjælp ikke specielt meget i den situation. Ikke fordi man ikke er glad for hende, men man har jo lige mistet et andet

Knus Ditte

ENIG!!! Og , at sige f.eks "at man bare skal være glad for at man har et rask barn" er Ik klogt , at sige....

Og hvor gør det mig ondt Ditte , at du/I osse har mistet et barn.. http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/icon_hug.gif

[Guest Gitte-Majbrud]

Puh, hvor var det frygtelig trist at høre!

Lad dem vide at I er der for dem. Min svigerinde mistede et barn under fødslen for nogle år siden, og man kan intet sige, der virkelig kan trøste. Man kan bare være der ogh lægge øre til, når de er klar til at snakke. Jeg synes, at det er en god idé at tilbyde sin hjælp med nogle af de dagligdags ting, som bliver så uoverskuelige i sådan en situation.

Mange kærlige hilsner fra Gitte

[Lambada Bamse 0]

Nej hvor forfærdentligt !!!!!

Jeg ville nok også sende et brev eller et kort. Det er en svært situation, men jeg ville på en eller andet måde få gjort det klart meget hurtigt at i er det til at støtte dem, hvis de har behov for det. Tilbyd måske også hjælp til madlavning, at få handlet og så videre - ting som de måske ikke orker...

Må jeg spørge hvad barnet døde af ?

<{POST_SNAPBACK}>

Ja, hjælp til madlavning! God idé...

Han døde af meningitis

Kærligst

<{POST_SNAPBACK}>

Åhh - hvor er det vare skrækkeligt....

Hjælp til at handle kunne jeg altså også forestille mig ville være en stor hjælp... Nok ikke så fedt at møde et hav af mennesker i Super Best hvis man ikke har lyst til at snakke...

<{POST_SNAPBACK}>

Nej, lige præcis! De bor heldigvis tæt på os, så vi har alle muligheder for at være hos dem og hjælpe dem med meget kort varsel.

Men Lambada, ville du bare gøre det?! Altså bare komme forbi med en pladefuld hjemmebagte boller og en gryde et-eller-andet uden at spørge om lov først?

Jeg tror nemlig, at hvis jeg ringer og spørger, så siger de pænt nej tak for ikke at være til besvær.

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg ville spørge først. Og evt foreslå bare at sætte det udenfor, så de ikke behøver at skulle forholde sig til noget som helst...

Redigeret January 2, 2006 af Lambada Bamse

[LotteC 0]

Jeg tror, at forældrene behøver al den opbakning, de overhovedet kan få. Der har været en del indlæg i Godmorgen Danmark og Godaften Danmark om denne forfærdelige situation, og de har samstemmende opfordret til, at man tager hurtig og gentagende kontakt til forældrene. Kom med en blomst - en plade boller - en grydefuld sammenkogt ret. Kom med modet til at lytte og spørge.

Måske er der et andet forum på internettet, hvor man kan søge råd og vejledning? Der er givetvis støtteforeninger, der kan give råd og vejledning.

Og så synes jeg i øvrigt, at det er rigtigt godt, at du viser initiativ og medfølelse. Lad os få noget mere af det her i 2006.

LotteA

[Anja_Musen 0]

Hejsa ! ! !

Min bedste veninde,samt kolega mistede sin søn, hvilket som man kan sige sig selv at er meget hårdt. Jeg anede virkeligt heller ikke hvad jeg skulle gøre for lige pludselig var jeg i tvivl om jeg overhovedet var så tæt på hende at jeg kunne tillade mig at kontakte hende. Da der var gået et par dage blev jeg enig med mig selv om at kontakte hende pr. tlf.jeg spurgte hende om hvordan det gik osv.hun sagde at hun havde meget behov for at snakke om det til alle og enhver da hun bare skulle have det hele ud , jeg tilbød hende at komme hjem il hende og få en kop kaffe også kunne vi få snakket tingene igennem, det var meget hårdt og jeg var enormt meget nervøs, men vi fik snakket tingene igennem og græd lidt sammen osv. og hun var meget tilfreds . . . . Jeg fortalte hende så lang tid efter at jeg havde været i tvivl og hun fortalte mig at det jeg kontaktede hende og lyttede til hende var bare det bedste valg jeg havde truffet.

Så jeg vil råde jer til at kontakte ham på enten den ene eller anden måde og fortælle ham at i er der for ham, at jeres skulder er der til trøst og i lytter gerne til alt hvad han har at fortælle, for det er den bedste måde at komme videre på det er at få snakket så meget som overhovedet muligt om det.

Håber at det kan hjælpe jer lidt.

MVH. Anja