Gommens tale

[Zenit 1]

Jeg tænkte, at andre måske havde lyst til at få inspiration til, hvordan en tale også kan udformes. Min kære mand havde skrevet et eventyr, og det var med til at gøre det lidt anerledes. Samtidig var det stadigt romantisk, og jeg blev jo super glad Jeg elsker selv fortællinger.

Her er den:

Kære Tine

Livet er jo en ”Never ending story” – et langt eventyr. Jeg er utrolig glad for, at du har valgt at ville dele dette eventyr med mig. Jeg kunne ikke forestille mig en dejligere, kærligere eller mere modig ledsager til mit eventyr.

Jeg har her eventyret – vores eventyr… Jeg vil gerne dele et par kapitler af dette eventyr med jer alle. Der er jo gået en del år, så de første sider er jo allerede ved at være let gyldne…

Bladrer vi tilbage til de første sider i dette spændende – spændende eventyr, kan vi læse om en tapper, men ellers noget forvirret og også lidt kikset helteskikkelse.

Vores helt har rejst i nær og fjern og var i en lang periode bosat på en farlig ø langt – langt borte. I disse fjerne lande søgte vores helt efter meningen med livet, og selvfølgelig søgte han også efter lykken og sit hjertes udkårne.

Selv om vores helt jo var en lidt kikset helt – var han ren i sjælen og overbevist om, at et sted ude i den store underfundige verden, ja, der findes hans helt egen eventyrprinsesse – og hermed kimen til hans livs lykke.

Så vores helt rejste – og rejste i sin søgen… på sine rejser til fjerne egne kyssede han flere frøer… Dog måtte han i sin skuffelse konstatere, at ingen af dem forvandlede sig til den skønne eventyrlige prinsesse, som han søgte.

Knust i sjælen besluttede vores helt at forlade de fjerne lande og vende tilbage til sit gamle land. Hans sjæl var nu på virket af en langsomt dræbende gift – en gift ved navn TVIVL… Tvivl om meningen med livet, tvivl om netop HANS prinsesse fandtes ude i den store verden, tvivl om kærligheden reelt er den stærkeste kraft, tvivl om eventyret eksisterer…

Vores helts sjæl bliver delt – en del vender sig til de onde magter – overbevist af tvivlen, mens en del holder fast i håbet om kærlighedens endelige sejr – og eventyrets eksistens. Denne del begynder sin søgen efter heltens prinsesse i verdens fjerneste kroge.

På en af de nattelige rideture vælger han at gøre holdt på en lille Elver-kro, ejet og drevet af en lille spinkel skov-elver.

Mens han nyder et krus ingefær-øl ved et lille bord i kroens fjerneste hjørne, hører han et par dværge tale om en smuk, ung prinsesse som søger en ægte helt. Prinsessen er en ægte prinsesse, så køn og med den smukkeste rene sjæl så verden aldrig har set hendes lige… Og hun ville kun have en ægte helt! En ægte helt som tror på eventyret – og kærlighedens magt over mørket.

Vores helt sidder en rum tid og lytter til dværgens højlydte snak om denne skønne pige, og han kan mærke sin længsel efter at møde hende. Han rejser sig og går hen til de to dværge, kigger olmt på dem, og spørger hvor han kan finde denne pige. De ser lidt skræmt på hinanden, hvorefter den ene svarer, at hun bor på et slot langt borte på øens sydligste punkt, men at man ikke blot kan besøge hende… Nej, man må selvfølgelig sende hende en flaskepost – og er hun interesseret, vil hun svare.

”Hvordan kan jeg være sikker på, at hun får min flaskepost?” spørger helten.

”Jo, du skriver blot ”Solskin” på flasken og kaster den i havet – og er du den rette, vil skæbnen bringe flasken til hende” svarede den ældste af de to dværge.

Vores helt forlader de to langskæggede små væsener, som lystigt taler videre om andre vigtige emner, og hører dem netop bande over de stigende priser på elvernes specielle ingefærøl, inden han begiver sig ud i mørket.

I månens skær skriver han et kort brev på et stykke pergament, han ruller det sammen og putter det i en flaske. Flasken tætner han omhyggeligt med smeltet voks, inden han kaster den i havet og ser bølgerne bære den bort i tusmørket.

Vores helt går tilbage til sin hvide ganger, frigør tøjlen og kravler i sadlen. Han sætter i trav og kaster et sidste blik op mod den lille elver-kro, som netop har dannet rammen for disse mystiske begivenheder. Han ser på det hjerteformede træskilt, der hænger ved døren med kroens navn ”Dating.dk”… Hmmm… et sjovt navn til en elver-kro, tænker vores helt, mens han ridder hjemad i nattens mørke.

De næste dage begiver vores helt sig dagligt af sted til elver-kroen – I håbet om, at der vil være nyt at høre om denne eventyrlige prinsesse og måske endda være en flaskepost fra hende.

Den ene dag tager den anden, og vores helt er så småt ved at miste håbet, og i stedet blive irriteret over de stigende øl-priser, da den skummelt udseende skov-elver bag baren en aften rækker ham en forseglet flaske sammen med hans velskænkede ingefær-øl.

Vores helt skynder sig ned til sit stambord i kroens fjerneste hjørne. Han sætter sig ned og tager en stort slurk af den yderst velsmagende ingefær-øl… men i dag er han alt for nervøs til egentlig at sætte pris på skov-elverens enestående evner til at brygge god øl…

Hans hjerte slår hurtigere, og han kan mærke, at han er klam i hænderne. Han ryster endog lidt, mens han kigger på det sirligt sammenrullede stykke pergament i den forseglede flaske. ”Min helt” er der skrevet i flaskens adressefelt… Han tager endnu en stor slurk øl og en dyb indånding, inden han beslutsomt bryder forseglingen og lader pergamentet falde ud på bordet.

Han ruller pergamentet ud og lader sine øjne løbe ned over det sirligt beskrevne ark…

Bogstaverne bliver til ord, og ordene forvandles til billeder, som viser sig i vor helts bevidsthed… Billeder af en underskøn prinsesse, en prinsesse med den smukkeste og reneste sjæl – og en prinsesse, der som han søgte den ægte og rene kærlighed…

Vores helt bliver helt varm og let om hjertet, mens han hurtigt skriver et svar til hende. Fløjtende begiver han sig ud til vandet, hvor han lader sin flaske flyde bort i solnedgangen, inden han fløjtende springer op på sin hvide ganger og galoperer tilbage mod sit hjemland.

Her vil jeg så springe et par kapitler… Historien går jo helt som forventet, da vores helt og prinsessen jo selvfølgelig mødes og forelsker sig… Alt er lykke, men selv i eventyr, kommer der jo altid udfordringer… Og er det ikke drager eller orker – ja, så er det FORÆLDRE!

Vores helt har selvfølgelig ofte stået ansigt til ansigt med de farligste drager, men det var INTET i forhold til den skræk han følte, da han tappert styrede sin ganger mod slottet på øens sydligste spids. Han havde i dagens anledning medbragt en flaske af den fineste elver-bryg, i håber om at dette ville gøre den gamle konge venligere stemt.

Vores helt kunne jo ikke lade være med at tænke på, at den gamle konge måttet være træt af alle de bejlere som jo ganske givet opsøgte ham på slottet.

Efterhånden som han lærte kongen og dronningen at kende, fandt han ud af de havde magiske evner. Dronningen imponerede ham gang på gang ved – ud af den blå luft – at fremtrylle de meste velsmagende retter…

Det var sig lige fra saftige og velsmagende bøffer med sjældne eksotiske krydderurter til de mest overdådige desserter med alt, hvad hjertet begærer.

Den ene gang efter den anden blev han imponeret af denne magiske kvinde, som straks hans hvide ganger var sat i stalden med et enkelt knips fyldte det store spisebord med mad i overdådige mængder.

Den gamle konges evner var lidt mere diskrete – og der gik lidt længere tid, inden vores helt fik mulighed for at opleve disse…

En dag var vores helt – som så ofte før – på vej til prinsessens slot. Han ridder i sine egne tanker og ser ikke faren, før det er for sent… Han ridder direkte ind i et baghold – hvor en flok orker ligger på lur efter tilfældige handelsrejsende… Han er uheldig og hans trofaste hvide ganger bliver ramt af en af orkernes grove forgiftede pile. Pilen sætter sig fast i hestens flanke, og skaftet brækker af, da vores helt forsøger at trække den ud…

Det lykkes dog den tapre hest at bære vores helt helt til slottets port, inden den udånder!

Vores helt er helt knust! Den hvide hest har fulgt ham trofast gennem mange år, og er nu død grundet hans skødesløshed.

Den gamle konge klapper ham beroligende på skulderen og siger, at han nok skal se på det… Vores helt er lidt forvirret – Hvad vil han dog se på? Hesten er død – kaput – FINITO!

Men den gamle konge virker målrettet. Han finder en dynge gamle bøger i slottets store bibliotek og fordyber sig i disse et par timer. Så gå han ud til den døde hest, kigger den i munden og hiver den i halen. Så går han tilbage til bøgerne og læser endnu et par timer, inden han målrettet går tilbage til hesten, udtaler et par sagte ord og sparker hesten bagi…

Med vantro ser vores helt hesten rejse sig, den hoster et par gange inden den lunter ind i stalden. Vores helt står med åben mund og fremstammer nogle usammenhængende ord. Kongens eneste kommentar er: ”Nu ska’ det gøre godt med en kop kaff’”

Sådan gik tiden, og vores skønne prinsesse og helte følte sammen lykken vokse, og vores helt forstod nu, at den RIGTIGE helt, ja det var hende.

Det var kun hende, som havde været i stand til at give ham troen på kærlighedens styrke, og det var kun hende, som havde været i stand til at give ham den tryghed og nærhed, som skulle til for at hans kærlighed kunne spire og vokse sig stærk nok til at fjerne den tvivl, som havde tynget hans sjæl…

Her vil jeg så springe lidt igen.

Vores par har nu besluttet af gifte sig. Hvad der videre sker i eventyret, vil jeg glæde mig til at opleve sammen med dig. Som i alle eventyr vil der komme udfordringer, men vi kender nu vores styrke og ved, at alle eventyr ender lykkeligt!

[Muzen© 0]

Imponerende tale....

[Guest Krasdina]

:carrot: Det var virkelig god. Sikken et forfatter talent!

[Guest tarri]

tale..

Den er godt nok enormt god... Når man sidder og læser den, så bliver man helt fanget og har bare lyst til at læse mere..

Så måske hvis vi bliver her et par år, at der kommer en fortsættelse..

[Zenit 1]

Imponerende tale.... http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/respekt.gif

Ja, ikk' Jeg er også så stolt af ham

:carrot: Det var virkelig god. Sikken et forfatter talent!

Jeg takker på hans vejne Ja, jeg sagde også til ham, han skulle skrive noget mere. Han plejer aldrig at skrive. Og det plejer at være mig, der siger, JEG gerne vil være forfatter. Så det var sådan en overraskelse, at han havde skrevet sådan et langt og godt eventyr

tale..

Den er godt nok enormt god... Når man sidder og læser den, så bliver man helt fanget og har bare lyst til at læse mere..

Så måske hvis vi bliver her et par år, at der kommer en fortsættelse..

Ja, det vil jeg da også håbe!!

Tak for jeres kommentarer!!

Redigeret June 18, 2006 af Zenit