Louiseh79

Hvor var du?

44 indlæg i dette emne

Jeg var 19, og var lige ankommet til min au-pair familie i Tyskland da jeg af moderen fik at vide, at Diana var død - det var meget surrealistisk.

D. 11. september, var jeg på arbejde på alarmcentralen hos SOS-International, der bl.a. tager sig af syge og tilskadekommende skandinaver i hele verden. For første gang nogensinde var telefonerne helt stille i flere timer, og vi fulgte katastrofens gang på et lille fjernsyn i rygerummet, mens ledelsen styrtede rundt, forfattede pressemeddelelser og indkaldte kriseberedskab.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Da Diana døde boede jeg stadig hjemme (var også kun 15 år, såeh), og jeg hørte om det ved at min veninde ringede og fortalte det - "Har du hørt at Diana er død?", "Diana hvem?" var mit intelligente svar... Det kan så forklares ved at min veninde altid var den som var informeret om hvad der skete i nærmiljøet, og også hende der ringede og fortalte mig et halvt år i forvejen da en dreng i parallelklassen var død, så jeg var ligesom overbevist om at det skulle være nogen derhjemme fra, ikke en kendt person...

Den 11.september gjorde meget større indtryk på mig. Jeg var 19 år, netop færdig med 3.g og flyttet hjemmefra for første gang, kun sådan ca. 1500 km væk til en by jeg aldrig før havde været (Trondhjem). Værelset var blevet lejet uset over telefonen... Deroppe havde jeg jo så ca. været i 2 uger, så det var stadig meget nyt. Jeg kom hjem fra uni, og med det samme jeg kommer indenfor døren kommer Bjørn, en af drengene på kollegiet og siger jeg skal tænde for TV2. Dette ser jeg så på, og ca. 1 minut efter flyver fly nr. 2 ind i WTC. Resten af dagen blev tilbragt ved at jeg, og senere min veninde, sad i stuen og så TV2, mens Bjørn løbende kom med opdateringer fra CNN fra hans værelse.

Jeg følte mig virkelig Palle alene i verden, mine forældre var ude at flyve lige da det skete (på vej til Spanien), og jeg hørte ikke fra dem før 2 uger efter ("vi tænkte ikke på at du kunne være blevet bekymret for os..."). Mine brødre var i hver sin by langt væk fra mig (Oslo og hjembyen) og min rimelig nye kæreste (nu mand) var i Danmark. Jeg kan huske jeg sendte ham en sms - "Nu bliver det 3.verdenskrig" - jeg var pissebange...

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg var 19, om lørdagen havde jeg været til min søsters bryllup, og jeg hørte det i radioen, da jeg kæmpede med at vågne, fordi jeg skulle til elevstævne på efterskolen.

11/9 var jeg på arbejde, jeg boede i Tyskland. Aftenen blev tilbragt foran RTL med flutes med friskost og laks - jeg tænker på det, hver gang jeg får laks.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg stod midt på stuegulvet, havde tändt for fjernsynet for at se nyheder på tekst-tv, bare for lige at se om der var sket noget särligt..

Det var der jo så...

Fra begravelsen ka jeg huske stilheden...lyden af hesteklove i en storby der normalt er fuld af larm. Jeg ka huske at folk kaster blomster efter bilen med Dianas kiste...en der råber hendes navn. Jeg ka huske hendes drenge gå med böjede hoveder efter kisten og bukketten fra drengene.... Den var hvid..der stod 'Mummy' på den.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

jeg var 12 og paa ferie med min foraeldre og lillebror paa Malta og paa vej ned til bageren for at hente morgenbroed til min fars foedseldag som overraskelse.. Kan huske jeg laeste det paa en avis og var faktisk virkelig ked af det.. Hun var min 'rigtige' prinsesse...

Grad faktisk her da de havde den minde koncert paa fra England med prinserne og jeg kan stadig graede hver gang jeg hoerer Elton John synge hendes sang...

Det er utrolig som man husker visse ting..

D. 11 september er lige saa praecis i mine tanker..

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg var 16 år da Diana døde, og husker det meget tydeligt, hun var nemlig mit store idol hvis man kan kalde det det, alle mine barbie dukker har i hvert fald heddet Diana :thumbsupsmileyanim:

Nå men jeg skulle for en gangs skyld ikke spille volley, og sad hjemme og kiggede fjernsyn om morgenen, da jeg så at hun var såret. Jeg skyndte mig at vække min mor, og så så vi fjernsyn hele dagen. Det var rigtig sørgeligt kan jeg huske, og meget uvirkeligt :cheerleader3:

Jeg kan ikke huske hvor jeg var da Oluf Palme blev skudt, men jeg kan huske jeg så begravelsen hos min mormor og morfar, mens de prøvede at forklare mig hvad der var sket (eller også så jeg en genudsendelse :cheerleader3: )

Jeg var også hos min mormor og morfar da muren faldt, og der var der en mærkelig følelse af at noget meget stort var sket, selvom det ikke rigtig havde en betydning for mig som sådan.

11 september var jeg på vej til volleytræning, da jeg blev ringet op af min daværende kæreste der fortalte hvad der var sket. Jeg overvejede at tage hjem, men det var bare ikke noget man gjorde (jeg spillede i eliten på det tidspunkt og hvis man ikke kom til træning var man døden nær eller jorden var gået under, det var de eneste undskyldninger). Til træning fik vi alle valget at vi kunne få lov at tage hjem, men da vi havde kamp i weekenden, var det reelt ikke et valg, så jeg trænede den 11. september :cheerleader3:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

TJaa..... jeg var sytten år gammel - og af en eller anden grund kan jeg for min død ikke huske hvad jeg lavede den dag og hvordan jeg fik det at vide.....

Når jeg tænker tilbage husker jeg faktisk nemmere en dag ugen efter hvor jeg møder en gammel skolekammerat og snakker med hende, hvor vi selvfølgelig kommer til at tale om netop DIanan og hendes nylige død, og hun taler om hvor meget hun selv græd den dag da hun hørte det og min tanke var......"HALLO!!!! du kedner hende jo ikke, synes det er ærgeligt - ja - synes det er synd for hende og hendes børn......men kan sgi ikke lige græd som en pisket, for det er jo ikke mig der er berørt af det - men andre!!!" ( kan faktisk bedre forstå at folk så græder når de ser ebgravelwe eller andet på tv, for der følger man jo med i de andres følelser og sorg....)

Det er underligt men denne episode er ligesom det første jeg altid tænker på når jeg tænker på DI´s død....for selve dagen husker jeg af uransagelige grunde ikke.

(husker dog 11. sep. tydeligt, men det er så også min mands fødselsdag, så var i forvejen fokuseret på den dag da det forfærdelige skete)

Redigeret af badutski
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg var 16 år da Diana døde - og som flere herinde havde jeg været på den vildeste druktur med min bedste kammerat - jeg sov hjemme hos ham, hvor vi om morgenen vågnede op ved at hans mor kom rendende ind til os og sagde "hun er død, hun er virkelig død, har I hørt det?"

- øh, neeeeej, vi anede virkelig ikke hvad hun talte om, vi havde jo drukket og sovet fra det hele, men vi gik straks ind i stuen, hvor alle kanaler i TV kørte for fulde blæs..

Jeg kan bare huske, at det var totalt surealistisk at sidde der, træt som man jo er efter en bytur, som faktisk havde været ekstrem fed og så tænke på, at hun var død mens man selv havde danset, drukket og grint for vildt.. :thumbsupsmileyanim::cheerleader3:

11. september står helt klart for mig, men igen en meget surrealistisk oplevelse. Min kommende skulle opereres samme dag for kræft, så vi var i forvejen meget tyngede af dette (han var 21 på det tidspunkt). Efter operationen og efter, at han var vågnet igen, kom der et par venner (bl.a. ham jeg festede med da Diana døde) på besøg på stuen. Den ene ville lige hente noget kakao til os inde fra fællestuen, og da han kom tilbage fortalte han, at World Trade Center vist var blevet bombet eller sådan noget. Det var faktisk først dagen efter eller dagen efter at det gik op for os, hvad der virkelig var sket derovre, vi havde jo først og fremmest vores tanker omkring min kærestes kræftsygdom.

Redigeret af Frøken Smil
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg var 15 år da Diana døde, og lå i min lille hvide træseng, hjemme ved mine forældre i Fredericia, og var lige vågnet og skulle se lidt tv, da jeg så hun var død. Det første jeg gjorde, var at råbe ned til mine forældre om de også havde set at hun var død... Hvilket de jo havde! Men må indrømme, at jeg blev ikke så berørt af det, at jeg græd eller noget, og 10 årsdagen for hendes død, var heller ikke noget jeg gjorde mig specielt meget i...

11/9 husker jeg også meget tydeligt! Jeg var lige fyldt 19, og flyttet til Odense med min daværende kæreste. Og den dag havde jeg taget bussen hjem fra Uni, hvor jeg allerede der havde hørt om det, men nok ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville ende så galt. Kan huske, at den dag var tv'et tændt hele tiden!!!

Og med hensyn til Oluf Palme, så kan jeg ikke huske det overhovedet, da jeg slet ikke var kommet til DK endnu...

Redigeret af buffe81
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hej

Diana - der husker jeg ikke hvor jeg var, men jeg kan huske jeg fulgte meget med i disse dage.

11. september - der var jeg på vej hjem fra arbejde, da jeg hørte det, det lød uvirkeligt. Resten af dagen sad jeg foran fjernsyner og fulgte med på TV2.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg kan også tydeligt huske både Prinsesse Dianas alt for tidlige død, og 11/9:

Den 31. august havde min eksmand og jeg været til min storebrors festlige bryllupsfest dagen før - hvor vi fejrede at han var blevet gift med en yndig kinesisk pige. Jeg stod op morgenen efter og tændte - halvt bevidstløst - for fjernsynet.

Jeg havde tændt for en tysk kanal, og så et billede af en totalt smadret bil og teksten lød: Diana tot im Unfall!!!!! :cheerleader3: Jeg fløj op ad trappen og vækkede min eksmand med ordene: Skynd dig op - Prinsesse Diana er død.

Han kom hurtigt ud af sengen, og fik tøj på så vi kunne se Nyhederne sammen inden vi hentede vores lille dreng, som dengang var 4 måneder og blev passet hos nogle venner i nærheden.

Resten af den dag, og dagene efter så jeg den ene nyhedsudsendelse efter den anden, dybt chokeret over, at den Prinsesse jeg havde beundret siden 1981 nu var død.

Jeg blev betaget af den enorme mængder af blomster, der blev lagt foran Kesington Palace og Buckingham Palace, og græd med briterne, som havde mistet deres Queen of Hearts. :blush:

11/9 husker jeg også tydeligt: Jeg stod og lavede mad mens Keld, som jeg er gift med på 5. år, sad og så fjernsyn.

Pludselig sagde han: Der er to fly der er fløjet ind i World Trade Center tårnene!

Vantro lod jeg gryder være gryder, og satte mig lamslået i sofaen og så Nyhederne - hvor jeg dog græd med ofrene, men tænkte også på, at USA havde og har en tendens til at skulle være Verdenspoliti - ikke at jeg billiger handlingen som jeg finder dybt tragisk og totalt syg.

Resten af aftenen og dagene efter fulgte jeg med i samtlige nyhedsudsendelser, for ligesom at fatte, hvor syge nogle muslimer er i deres hoveder.

Oluf Palmes død er jeg også gammel nok til at huske: Sammen med min datters far, havde jeg sat mig for at se Nyhederne, da speakeren fortalte at Oluf Palme var blevet skudt i Stockholm - Karsten og jeg så vantro på hinanden, og var naturligvis dybt rystede - i dag er jeg mere rystet over, at gerningsmanden stadig står som ukendt, for Christer Petterson var ikke gerningsmanden

Kærlig hilsen til alle fra mrssicilia

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Oluf Palmes død er jeg også gammel nok til at huske: Sammen med min datters far, havde jeg sat mig for at se Nyhederne, da speakeren fortalte at Oluf Palme var blevet skudt i Stockholm - Karsten og jeg så vantro på hinanden, og var naturligvis dybt rystede - i dag er jeg mere rystet over, at gerningsmanden stadig står som ukendt, for Christer Petterson var ikke gerningsmanden

Kærlig hilsen til alle fra mrssicilia

Mjo, det ved jeg nu snart ikke rigtig...!!!

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg boede med min familie i et år i Vietnam da Diana døde. Jeg var 17 år, og min mormor ringede til vores hus i Saigon og fortalte nyheden (dengang var det sparsomt med nyheder osv. fra vesten i Vietnam -HAHA- ). Vi købte alt det læsestof osv., vi kunne få fat i, Newsweek osv., og min mormor sendte os danske avisartikler.

11/9 var noget lidt andet.

Det er ret personligt, men vores forhold havde STORE "vi-er-flyttet-til-en-ny-by-og-begyndt-på-et-nyt-studie"-vanskeligheder, og d. 11/9 havde jeg været på arbdejde i det lokale supermarked.

Der var en lurvet udseende mand, der kom ind og sagde at "nu bomber de sgu i New York!"... Vi grinede en del bag hans ryg og tænkte "hold kæft, en brandert!!"... I dag har jeg stadig dårlig samvittighed! :fløjt:

Da jeg kom hjem og fik tændt tv'et kom Jesper på besøg og ville gerne ende vores forhold. :bearhug:

Det var den VÆRSTE dag, af flere årsager!!! :bestwishes:

Men det er sjovt, hvad man husker, og hvor tidligt!

Jeg kan altså godt huske Olof Palmes mord (1986), og jeg er fra 1981... Det tidligste "nyhedsstof", jeg kan huske tydeligt er Indira Gandhis ligbrænding (1984).

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg kan ikke huske hvad jeg lavede da Diana døde, men jeg kan huske at jeg var til landsmesterskaberne i 7-mands fodbold i benløse da hun blev begravet. :bestwishes:

D. 11/9 var min mand og jeg lige kommet hjem fra stranden og tændt for fjernsynet. Vi var på Rhodos og resten af dagen sad vi på barerne for at følge med i hvad der skete. Jeg kan huske at vi var lidt nervøse for at komme op at flyve. Og der var ekstra ekstra ekstra kontrol i lufthavnen hjem :fløjt:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg husker tydeligt hvordan jeg fandt ud af at Diana var død.....

Jeg stod op morgenen og tændte fjernsynet, hvor der var en blå skærm hvorpå der stod med hvide bogstaver, at der ville komme ekstra nyhedsudsendelser på grund af Prinsesse Diana´s død..... Jeg kunne ikke fatte det og af uforklarelige årsager troede jeg der var noget galt med fjersynet, så jeg måtte ind på min datters værelse og tænde for hendes..... Det var først der at det gik op for mig.... Jeg gik total i chok og sad foran fjernsynet hele dagen og så også begravelsen fra start tl slut..... Tudede hele vejen igennem....især da jeg hørter Elton John´s sang og da jeg så bårebuketten fra drengene hvor der stod "Mummy".....

Jeg følte også at hun var den eneste der kunne redde det engelske kongehus og især fordi jeg boede i England i et par år fra 83 til 86, og oplevede hvordan hun blev mere og mere populær derovre.....

Oluf Palme blev skudt en weekend jeg var ovre hos min far i Sverige, så jeg mærkede virkelig svenskernes reaktion over den frygtelige handling....

11/9 fandt jeg først ud af da jeg kom hjem fra arbejde ved 17-tiden..... Tændte fjernsynet og troede først at det var fra en ny film, indtil det chokerende ved det gik op for mig..... Sad foran fjernsynet resten af dagen og følte mig meget utryg.......

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Da jeg fandt ud af at Diana var død sad mig og min kæreste med mega tømmermænd og sappede tekst tv i vores venner´s lejlighed og vi forstod ikke en bønne før vi fik set nyheder trist

Den 11 september havde der været et arrangement på det museum hvor jeg arbejdede og vi sad og spiste rester i køkkenet da vi fik brud stykker af hvad der var sket for først troede nogen at det var bomber men da jeg kom hjem og så hvad der virkelig var sket sad jeg bare med tårene rendende ned af kinderne jeg var så berørt af det så jeg får helt tåre i øjenene bare ved tanken og jeg havde tændt lys for de døde hver dag i 14 dage på mit job og hver den 11 september har jeg haft lys brændende hele dagen

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg var 15 da Diana døde og lå og sov længe den søndag morgen.

Jeg blev vækket af min mor der kom ind og hev persiennerne op (det var hendes måde at sige "Nu er det op" på) og sagde "Det er noget værre noget med hende Lady Di" - "Øh, hvad?" spurgte jeg halvt sovende. "Hun er død."

Først troede jeg det var en eller anden sproglig joke (min mor er dansklærer og ÆLSKER ord-jokes) med Lady Di/Die, især fordi hun havde sagt "...noget værre noget...", som bare var sådan en mærkelig formulering, syntes jeg.

Kan fastisk ikke huske resten af dagen, men kan huske at siden dengang har "paparazzi" haft en meget negativ klang i mine ører.

11. september var jeg i Bruxelles. Jeg var au pair hos en dansk familie og var i gang med strygetøjet, men havde computeren tændt med messenger kørende i baggrunden. En af mine kammerater skrev pludselig "Der er fløjet en flyvemaskine ind i World Trade Center". Min første tanke var "Hvad er World Trade Center" (ja, det anede jeg altså ikke dengang - halvpinligt, egentlig. I er faktisk de første jeg fortæller det til nogensinde.)

Jeg gik ind i stuen og tændte fjernsynet og så CNN indtil min au pair-mor kom hjem med de to drenge. Hun vidste det ikke og blev meget chokeret da jeg fortalte hende det. Hun begyndte straks at ringe rundt; Til manden, nogle venner de havde i USA osv. Om aftenen bestilte vi pizzaer, fordi "ingen af os skal stå i køkkenet en dag som i dag".

På det tidspunkt havde jeg stadig ikke helt forstået hvad der egentlig var sket, men det kom de næste dage.

Olof Palme blev skudt da jeg var 4 år gammel, så det kan jeg ikke huske... :thumbsupsmileyanim:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

jeg var 12 år og var lige stået op da min mor siger at hun er død. jeg tager så over i bowlingcenteret fordi jeg havde en aftale med min kusine og hendes forældre da vi er færdige med at bowle ser vi op og ser den smadrede bil og et billede af diana min kusine stikker i et ordentligt hyl og vi bliver alle lidt klamme ved situationen (hendes bror var død i en bilulykke ikke så lang tid forinden) så vi var alle meget triste over det der var sket med diana men også med at få ridset vores ar om min fætter op vi tager så hjem til mine forældre og de voksne sidder og snakke i køkkenet mens vi ser space jam(den med Michael jordan og snurre snup)

den 11 septembver står også meget tydeligt i mine tanker jeg sad hos min mormor og hørte tysk radio da de stopper udsendelsen og jeg opfatter noget med new york og fly og trussel min mormor lader sig ikke mærke af det men sender mig og min morfar afsted hjem med mig da vi kommer hjem er tvet tændt og min mor og far sidder på sofa bordet(det måtte vi ikke) men da hun fortæller mig hvad fortæller mig hvad der er sket bliver jeg bare paralyseret af tvet og sidder mig også på bordet jeg er 15år. min mor har en aftale den aften og hun tager afsted min far er på arbejde min søster sidder hele aftenen og ser på det jeg er derimod irriteret over at de ikke sender andet i fjernsynet. jeg har skrevet i min dagbog at jeg venter på at simon(nu min mand) skal ringe vi har lært hinanden at kende ca 14 dage-3uger i forvejen og skulle mødes for første gang den 21 september så det var for mig meget mere spændende men dagene efter fik jeg det fysisk dårligt når jeg hørte om 11 september fordi det var gået op for mig at der var mange der var døde både dem der arbejdede der, brandfolk og dem i flyene jeg fåe det stadig meget skidt af at se programmer om det lige som programmer om tsunamien det er bare så forfærdeligt.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer