arno's beretning

[arno 1]

Episode 3 - "Det var så yndigt..."

Sidste beretning endte med at jeg stod i kirken og var ved at SK... en snemand med nissekostume ;)

NÅ! Men jeg stod i kirken og kunne hverken hverken huske hvem jeg VAR eller hvem jeg skulle VÆRE. Har ellers haft styr på ALT omkring brylluppet, men var totalt blank - anede ikke hvor jeg skulle gå, med hvem eller... PUHA! Bare at skrive om det, får alle de forvirrende og skræmmende følelser op i mig igen!! Jeg havde det kort sagt ELENDIG! Følte mig forkert, for tyk, anderledes, mærkelig, malpaceret etc. Har aldrig haft det så elendigt. Og uheldigvis fulgte følelsen med ind i kirken... TRODS min stakkels far's forsøg på at få mig ned på jorden igen.

Men men - vi endte foran alteret, og præsten gik i gang med det som han nu skulle i gang med. Jeg sad og rystede som en hund, og der var ikke meget der gled ind i hovedet på mig. Min far sad og smilede - Dan sad og smilede - forloveren sad og smilede - gæsterne i kirken sad og smilede... Så jeg besluttede mig for at det måtte jeg nok også hellere gøre.

Så gik det op for mig at jeg havde glemt et lommetørklæde - jeg startede stort set med at tude da vi gik ind i kirken. Ænsede slet ikke min søde guddatter som gik foran os sammen med sin mor. Så egentlig ikke ret meget på vejen op af kirkegulvet...

Min far havde ikke noget lommetørklæde med, så jeg sad og forsøgte mit bedste for at holde tårerne tilbage. Dan sad overfor mig og kunne GODT se hvor elendigt jeg havde det, men sendte mig bare det ene KÆMPE smil efter det andet.

Så blev vi viet, og jeg fik klumret i hvordan vi skulle sidde efter vi var blevet mand og kone - det var meningen at DAN skulle sidde nærmest alteret, men dén plads erobrede JEG søreme uden at blinke!! Dan mumlede stille til mig, at jeg altså havde sat mig forkert, men dét var jeg da ligeglad med - jeg SAD ned, og havde det for første gang i kirken ret godt!! Så jeg blev siddende, og Dan satte sig nærmest gæsterne i kirken Det lykkedes mig også lige at vikle mig ind i mit slæb, inden jeg fik sat mig ned. Min veninde der havde lovet at bistå mig med slæbet havde glemt ALT om at hun havde lovet det, så jeg var RET alene med min store/lange kjole... Spurgte min far om jeg kunne lokke ham til at hjælpe, men det tror jeg ikke HELT han fattede I hvert fald blev det min søde DAN der redde mig ud af "slæb-kniben" da vi skulle ud af kirken igen! HURRA for ægtemænd! Det var også Dan der reddede min make-up - for HAN havde jo servietter i lommen!

Umiddelbart efter vi blev viet, gik min far ned bagerst i kirken, for at spille "My Way" sammen med organisten. Ved ikke om I kan forestille jer det... - en solo trompet (min FARMAND!) der spillede sammen med et flygel. Og dét KUN til ære for mig...! Jeg var SÅ rørt og tudede, tudede, tudede... over det. Ord kan ikke beskrive hvor rørt jeg var over min far's spil - alle følelser inde i mig blev rørt en ekstra gang, og jeg var SÅ uendelig lykkelig i dét øjeblik. Tænkte tilbage på min barndom, min opvækst, min ungdom og nuet - sammen med den mand jeg havde valgt, på trods af alle odds. Tænkte over alle de ting jeg har været igennem i forbindelse med min depression, min mors kamp med kræften, de mennesker som jeg savnede i kirken og alt muligt andet. Det var SÅ stort et øjeblik, og jeg har aldrig følt mig mere levende.

PUHA! Fik lige tårerne frem i mig igen...

- :hjerte: -

Efter min far's spil, husker jeg egentlig ikke ret meget inde fra kirken. Men HELDIGVIS har vi vidoe'en til at vise hvad der EGENTLIG foregik derinde. For jeg husker ikke ret meget af det Ikke ret meget andet end det meget intense øjeblik hvor min far spillede, samt selve vielsen.

Men EFTER kirken - da det hele var (vel) overstået, og vi gik ud af kirken!! Så faldt roen over mig igen, og jeg følte mig ikke længere forkert eller mærkelig. Udenfor kirken stod Grenaa FDF orkester og et par tamburkorps-folk og spillede nogle numre. Bl.a. "Det er så yndigt", som jeg havde gjort ALT for at undgå INDE i kirken - men jeg slap altså ikke udenfor kirken!!!! Dét grinede jeg MEGET over, og Dan syntes også det var sjovt! De spillede en del numre, og vi gik i gang med at hilse på alle de dejlige mennesker som var mødt op - enten til festen, eller for at glo lidt... Der var MANGE mennesker!! SÅ mange, at jeg var totalt overrumplet over det. Folk var bl.a. kommet fra Århus bare for at glo, og jeg var rørt...

Efter kirke + hilse på folk, gik vi ned til Museums gården for at tage "officielle" billeder. Vejret var desværre ikke optimalt, men jeg tror nu det blev nogle ganske OKAY billeder alligevel. Vi var dernede i næsten en time - og jeg smed skoene allerede på vej derned. Det var en FRYD at rende rundt i bare tæer, og jeg var bare glad for at jeg havde fravalgt strømpebukser. For selvom det egentlig var lidt køligt og blæsende, følte jeg mig 120% fri uden!

Så gik vejen ud til forsamlingshuset, hvor alle gæsterne ventede på os!

(Episode 4 følger...)

[snotboble 0]

Hej Arno..

Du burde virkelig blive forfatter eller noget lignende.. jeg føler mig fuldstændig til grin.. her sidder jeg på arbejde og har faktisk rimeligt tralvt..og alligevel sidder jeg med næsen begravet i din beretning og griner, snøfter og fælder en tåre bare ved dine ord. Jeg ved snart ikke om jeg skal grine eller græde.. hvor er det smukt.. Jeg håber virkelig at i har haft en uovertruffen dag.. det håber jeg virkelig. Det har du fortjent..

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men hvor er jeg da bare overfølsom i denne periode... brylluppet kommer nærmere og nærmere og det ender med at jeg sidder og tuder bare der er nogen der siger buh til mig...

[arno 1]

Du burde virkelig blive forfatter eller noget lignende.. jeg føler mig fuldstændig til grin.. her sidder jeg på arbejde og har faktisk rimeligt tralvt..og alligevel sidder jeg med næsen begravet i din beretning og griner, snøfter og fælder en tåre bare ved dine ord. Jeg ved snart ikke om jeg skal grine eller græde.. hvor er det smukt.. Jeg håber virkelig at i har haft en uovertruffen dag.. det håber jeg virkelig. Det har du fortjent..

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men hvor er jeg da bare overfølsom i denne periode... brylluppet kommer nærmere og nærmere og det ender med at jeg sidder og tuder bare der er nogen der siger buh til mig...

Tak for dine ord...

JO! Vi havde en SUPER dag, med lutter glade mennesker omkring os! Den kunne ikke have været bedre!

Om jeg skal være forfatter eller ej, er ikke til at sige. Jeg glæder mig bare over at mine simple ord kan røre jer - dig Dét at du skriver som du gør, rører nemlig MIG inderst inde. Så TAK for dine ord!!

:bamsekram:

Dét med at tude, kender jeg ALT til! Jeg lavede stort set ikke andet på min bryllupsdag. og dagen efter var det ENDNU værre! Jeg glemte endda lommetørklæder inde i kirken - DUUUUUUMT!