Så friede han endelig!!!

[Frøken-Endnu 0]

I går aftes, fuldstændigt uventet, falder min kæreste på knæ foran mig mens jeg sidder og arbejder. -Jeg tror stadig ikke det er gået op for mig.....

Den mand jeg har levet sammen med de sidste 2½ år, som aldrig har ville giftes - Jeg har tudet og tudet over at skulle glemme drømmen om at blive gift, hvis det var ham jeg ville leve sammen med.

For godt 1½-2 mdr. siden fortalte han mig, at det var gået op for ham, at hvis det var mig han ville være sammen med, så hørte der også et bryllup med i fremtiden, og han faktisk havde ændret mening. Jeg har været meget skeptisk,

og ikke helt været sikker på om jeg skulle tro på det.

MEN!!! Så pludselig i går aftes, mens vi sidder og snakker og jeg prøver at arbejde samtidig ( jeg er selvstændig ) falder han på knæ foran mig, og spørger mig om jeg vil gifte mig med ham.

-Men min reaktion var fuldstændigt uventet!!! Hvorfor??? Jeg blev chokeret og nervøs, bange - for nu kom det lige pludselig tæt på og måske det blev virkelighed??? Hvorfor reagerer jeg sådan? Jeg har altid sagt jeg aldrig ville være i tvivl hvis han spurgte mig - Jeg er heller ikke i tvivl, men hvorfor bliver man så bange lige pludselig?? Jeg er SUPER glad, men totalt forvirret lige nu.... Det er kun 12 timer siden og stadig fuldstændigt uvirkeligt for mig.....

Jeg tror jeg er bange for skuffelsen, hvis det skulle gå galt inden brylluppet..... Ikke at jeg tror det gør, for vi har det super godt sammen og har altid haft det, trods mange ting vi har været igennem - Ikke mellem os to, men biluheld, dødsfald osv, hvilket selvfølgelig har taget hårdt på os begge to. Men vi skændes stort set aldrig.....

Puhaa.... Jeg måtte lige have noget luft. Er der andre der har oplevet denne "skræk" lige pludselig når det kom tæt på? Det er mærkeligt, for det er jo det jeg har håbet på så længe....

[Guest Miss-Mette]

I går aftes, fuldstændigt uventet, falder min kæreste på knæ foran mig mens jeg sidder og arbejder. -Jeg tror stadig ikke det er gået op for mig.....

Den mand jeg har levet sammen med de sidste 2½ år, som aldrig har ville giftes - Jeg har tudet og tudet over at skulle glemme drømmen om at blive gift, hvis det var ham jeg ville leve sammen med.

For godt 1½-2 mdr. siden fortalte han mig, at det var gået op for ham, at hvis det var mig han ville være sammen med, så hørte der også et bryllup med i fremtiden, og han faktisk havde ændret mening. Jeg har været meget skeptisk,

og ikke helt været sikker på om jeg skulle tro på det.

MEN!!! Så pludselig i går aftes, mens vi sidder og snakker og jeg prøver at arbejde samtidig ( jeg er selvstændig ) falder han på knæ foran mig, og spørger mig om jeg vil gifte mig med ham.

-Men min reaktion var fuldstændigt uventet!!! Hvorfor??? Jeg blev chokeret og nervøs, bange - for nu kom det lige pludselig tæt på og måske det blev virkelighed??? Hvorfor reagerer jeg sådan? Jeg har altid sagt jeg aldrig ville være i tvivl hvis han spurgte mig - Jeg er heller ikke i tvivl, men hvorfor bliver man så bange lige pludselig?? Jeg er SUPER glad, men totalt forvirret lige nu.... Det er kun 12 timer siden og stadig fuldstændigt uvirkeligt for mig.....

Jeg tror jeg er bange for skuffelsen, hvis det skulle gå galt inden brylluppet..... Ikke at jeg tror det gør, for vi har det super godt sammen og har altid haft det, trods mange ting vi har været igennem - Ikke mellem os to, men biluheld, dødsfald osv, hvilket selvfølgelig har taget hårdt på os begge to. Men vi skændes stort set aldrig.....

Puhaa.... Jeg måtte lige have noget luft. Er der andre der har oplevet denne "skræk" lige pludselig når det kom tæt på? Det er mærkeligt, for det er jo det jeg har håbet på så længe....

Hvor er det bare fantastisk at høre, at han gik på knæ alligevel. Og bare rolig, jeg var også helt fra den i flere dage efter, men jeg tror det er meget normalt, specielt når man slet ikke så frieriet komme, men hjertelig tillykke med det kommende bryllup, jeg glæder mig til at følge din planlægning

- og velkommen til

[lafberg 1]

Først og fremmest et stort tillykke med frieriet

Dernæst; mon ikke vi alle har haft en eller anden form for angst, panik, usikkerhed o.s.v. Det er jo et stort skridt at tage - uanset hvor længe man har været sammen (min kæreste og jeg har været sammen i 12 år og har to drenge sammen). Og hvis du samtidig et eller andet sted ikke forventede, at han ville giftes, så han han vel i den grad overrasket dig.

Jeg personligt syntes også, at det var meget mærkeligt at skulle prøve brudekjole - en meget surealistisk oplevelse. Så kommer det pludselig meget tæt på, at nu skal det snart ske. Men det gode ved en forholdsvis lang planlægningperiode er, at man vel "vokser" med opgaven.

Jeg håber for dig, at du finder roen og sikkerheden i, at det er det rigtige og at du vil komme til at nyde at planlægge, forhåbentlig en af de største dage i dit liv

[Frøken-Endnu 0]

Puhaaa.....

Tak for ordene.....

Jeg har fået snakket lidt med min moster i dag også - Som også er en meget god veninde.... Hun vidste godt det ville komme

Jeg er stadig helt fra den -- Jeg glemte i øvrigt at sige vi faktisk havde kendt hinanden som gode venner i 8 år inden vi blev kærester, så det er faktisk alt i alt 10½ år vi har kendt hinanden nu. -Puha, så flyver det næste år nok endnu hurtigere når man skal til at planlægge bryllup

[Meggers 55]

Jeg havde også skrækken og den der angst-agtige følelse. Det var totalt underligt, for var både helt vildt glad, men OGSÅ bange. Mine tårer var da helt sikkert glædestårer, men jeg tror også at der var nogle triste tårer imellem. Jeg vil ikke sige, at jeg var i tvivl, men pludselig blev det hele bare meget meget seriøst. Og vi er ellers et meget etableret par, og det var vi også inden vi blev forlovede. Jeg havde kort tid inden snakket med veninder om at jeg var klar til at blive gift og få børn med ham NU. Men da han sad på knæene var det alligevel overvældende.

Jeg kan godt have tendens til at have lidt nedtur efter en virkelig god rejse eller efter juleaften, sådan a la "Ej, hvor var det fedt. Og nu er det ovre. ØV!" og jeg tror, det var dén, der også spillede ind i min skræk mht. frieriet. Jeg nåede at tænke "Åh nej, nu oplever jeg endelig dette fantastiske frieri, og det bliver det eneste i mit liv, tænk hvis jeg ikke husker det hele?".

Selv nu, hvor vi har gået og planlagt bryllupet i et halvt års tid, kan jeg godt få øjeblikke, hvor jeg tænker "Fuck... Det her bliver mit livs største dag, bortset fra når vi får børn... Er jeg virkelig klar til at det er OVRE om et år? Kan jeg ikke gemme det lidt endnu?", MEN det meste af tiden er jeg da heldigvis glad og glæder mig. Og man har jo også minderne i MANGE år efter, og man får MANGE dejlige romantiske dage efter. Og hvem siger at man kun får ét bryllup? Det er jo ikke forbudt at forny sine løfter. ;)

Jeg synes det er modigt, at du deler din skræk med os, og jeg håber du kan finde lidt ro i at se at vi andre også har været lidt skræmte engang imellem.

[HIK 0]

Tillykke med det kommende bryllup... Skønt at han kunne ændre mening og efter leve dine ønsker... Det er da kærlighed=)

Jeg synes det er helt vildt spændende at skulle giftes og de fleste gang hvor jeg tænker på det bliver jeg vildt glad, men en gang i mellem kan jeg også føle den "skræk" Jeg oplevedede det ikke så meget lige efter han friede, men først lidt senere.

Jeg havde aldrig forstillet mig et stort bryllup med hvid brudekjole og hvad der høre der til, men da han satte den ring på fingeren ændrede mine tanker sig meget.

Så når jeg sidder og planlægger kan jeg blive lidt i tvivl om det er rigtig for mig og ham. f.eks. fik jeg en mail fra et af de steder hvor jeg havde overvejet at vi skulle holde festen, at det var ledigt og jeg fik et sus igennem maven, er det her nu det jeg vil?!....

Min skræk kan komme af lidt forskellige grunde, men tror det hele kommer af at blive gift er en stor ting og derfor skal man måske blive lidt skræmt....

Så du er helt sikkert ikke alene om de følelser.

[Frøken-Endnu 0]

Hvor er det skønt at høre man ikke er alene om de følelser......

Jeg har efterhånden fattet det lidt mere nu end for et par dage siden, men jeg er stadig forvirret over det nu skal til at være virkelighed.

Men Gud, hvor jeg elsker ham! Ingen tvivl om det.

Jeg bliver nødt til snart at oprette en planlægningstråd, for alle de ideer man får og alle de ting man dog hurtigt får kigget på

[Cobra 1]

Tillykke med det kommende bryllup... Skønt at han kunne ændre mening og efter leve dine ønsker... Det er da kærlighed=)

Jeg synes det er helt vildt spændende at skulle giftes og de fleste gang hvor jeg tænker på det bliver jeg vildt glad, men en gang i mellem kan jeg også føle den "skræk" Jeg oplevedede det ikke så meget lige efter han friede, men først lidt senere.

Jeg havde aldrig forstillet mig et stort bryllup med hvid brudekjole og hvad der høre der til, men da han satte den ring på fingeren ændrede mine tanker sig meget.

Så når jeg sidder og planlægger kan jeg blive lidt i tvivl om det er rigtig for mig og ham. f.eks. fik jeg en mail fra et af de steder hvor jeg havde overvejet at vi skulle holde festen, at det var ledigt og jeg fik et sus igennem maven, er det her nu det jeg vil?!....

Min skræk kan komme af lidt forskellige grunde, men tror det hele kommer af at blive gift er en stor ting og derfor skal man måske blive lidt skræmt....

Så du er helt sikkert ikke alene om de følelser.

Det her indlæg kunne lige så godt have været skrevet af mig.

Jeg har på de 2½ måned (gud, er det virkelig ikke mere, fnis, det føles som meget længere tid ) vi har været forlovede været igennem et par rutchebaneture. Mest fordi min kæreste overhovedet ikke gider det der med planlægning og han synes jeg snakker for meget om bryllup, at det fylder for meget, så har jeg været bange for om han nu også virkelig ønsker at blive gift med mig. Det er rigtig stupidt af mig at være så usikker, for jeg ved jo godt at det vil han gerne, jeg tror måske bare jeg har svært ved rigtig at forstå at han rent faktisk virkelig ønsker at være sammen med mig resten af sit liv. MIG. Ikke nogen anden, men mig.

Og stort tillykke med forlovelsen, jeg synes selv det er en helt fantastisk følelse at kigge ned på ringen og mindes frieriet og tænke over hvor dejlig og skøn kærligheden er.