Ulykkelig - Han slog op

[bryllup-h 1]

Jeg har været inde på det her forrum i lang tid, siden min forlovelse, og jeg ved hvor skønne I er, og de gode råd I kommer med, men jeg er så ked af det hele, og har ikke lyst til I lige nu ved hvem jeg er. Håber jeg er ok.

Grunden til jeg skriver sådan en sørgelig besked herind er, fordi jeg ikke rigtig kan snakke med min veninder om det. Syntes både det er pinligt sørgeligt og jeg kan ikke klare de snakker dårligt om ham. Og mit håb er stadig i live at han vil mig måske...

Jeg har kun været sammen med min forlovede - som jo ik er det mere - i 10 mdr, og vi som jeg kan se det nu, kørte AL for stærkt frem. Jeg tror det er fordi vi elskede hinanden så højt. Vores værdier og alle de ting vi villle var bare det samme. Han fik mig til at føle mig hel.

Jeg har dog været utrolig depimeret i flere år og sidste august gik det sådan ned at jeg prøvede at dø. Dog efter den dag, blev mit liv bedre, på den måde - alle de ting der gjorde jeg ville dø ændrede sig. En af de støreste grunde var min forældre ville tale med igen og accepterede mig som mig.

Det gjorde vores forhold svær, og i starten var jeg meget meget ustabil, og skar i mig selv, og hvis jeg følte min kæreste ikke ville mig så sagde jeg dumme ting som at jeg ville dø eller skar i mig selv osv. DOG er det blevet meget bedre. Jeg vil gerne live, livet er slet ikke slemt, men min depression er stadig svær at komme af med og jeg går i behandling for det, og det har jeg gjort siden selvmordsforsøget.

Min kæreste sagde aldrig noget, han sagde kun han var der for mig, og de her episoder gjorde ham ked af det, men han kunne klare det for han vidste jo hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. - Jeg stolede på det, jeg var dum og tænkte mig ikke om. Jeg tog jo hensyn til hans følelser.

Det gik ellers godt, men hertilbage i juni fik jeg et tilbagefald, efter en rejse. Jeg sagde jeg gerne ville dø, men min kæreste gjorde det svært fordi han holdte mig tilbage på jorden. - og jeg mente det. Det var så kaos i mit hoved og alt gjorde ondt, at trække vejret var svært. Jeg sagde det ik for at gøre ham ked af det, og kan selvfølgelig se jeg jo gjorde det - men at han skulle slå op med mig så jeg kunne dø.

Han var en gave og en pine, fordi han gjorde mit liv al det værd og samtidig når ting var så slemt - kan ik udtrykke hvordan jeg havde det, men jeg havde det ad helved. Så var han pinen der holdte mig itlbage i det elendige liv.

Jeg havde på det tidspunkt stoppet med mine lykkepiller, men tog hen til lægen og sagde, nu var det nødvendigt jeg fik det, for jeg var ved at ødelægge alt det gode i mit liv.

Siden jeg kom på pillerne er det også gået bedre.

Min kæreste har været bange for at sige noget til mig, sige fra fordi han var bange for min reaktion.

Jeg troede alt var godt, også kom han hjem og sagde nu var det slut, han kunne ikke mere og han ikke stolede på mig - fordi jeg sagde jeg elskede ham og ville leve med ham, men stadig snakkede om at dø.

Han sagde jeg følsesmæssig afpressede ham og manipulerede ham til det jeg ville have, fordi jeg så ellers snakkede om død og ødelæggelse.

Fuck jeg ved jeg har gjort det, men det går bedre, jeg har fået meget mere selvtillid og mere ro på livet. Det har også været meget kaos for mig igennem al det her.

Min kæreste snakkede aldrig med mig, har allerede skevet grunden. Men har bare slået op, og siger han er afklaret. :-(

Jeg vil så gerne ham, har ingen anelse om hvad jeg skal sige. Siden juni er det hele gået meget bedre igen, jeg havde bare en downfall i juni. Jeg vil så gerne bevise jeg godt kan, er bange for hans kærlighed til mig ik er stor.

Jeg sagde til ham, han skulle ringe, hvis han vlle mig for jeg ventede på ham. Hans svar var, hvis han en dag opdagede han savnede mig så meget og kærligheden var der ville han. Ikke så godt tegn...

Hjælp :-(

( jeg har ikke gennemlæst det jeg har skrevet, jeg er bare en kaos)

[Julienne 18]

Du bliver nødt til at "reperere" dig selv før du kan forvente et sundt forhold, er nok det eneste jeg kan svare.

Du skal passe på dig selv, for din ex har jo uden tvivl holdt meget af hende du er på de gode dage, men efter kun 10 måneder er det meget at forlange at han skal kunne takle din "sygdom".

Men et kram skal du have, det lyder til at du har meget at kæmpe med

[bryllup-h 1]

Det har du helt ret i. Jeg har haft en "sygdom" som jeg arbejder med og få det bedre med hver dag - jeg vil bare ønske han havde sagt noget.

Jeg ved godt jeg har fejlet, savner ham bare :-(

[MariaSchmidt 203]

Puha, det var en værre omgang. Syns den er lidt svær at rådgive på, da jeg aldrig selv har været i den situation med en depression - eller min mand har.

Skal jeg prøve at sætte mig lidt ind i din ex-kærestes, så tror jeg du skal prøve at tilgive ham, at han ikke har sagt noget. I har kun været sammen i 10 mdr og jeg tror, at hvis man kommer udefra og aldrig har prøvet noget lign, så er det utrolig svært at tackle og sætte sig ind i, og man ved sgu nok ik helt hvilket ben, man skal stå på. Tror ihvertfald selv, at jeg ville ha det sådan. Og ovenikøbet når forholdet var så nyt, som det jo var, så er det automatisk også mere skrøbeligt, fordi man ikke har haft den samme tid til at stabilisere det og ikke har en historik, der gør, at man kender til det "normale" eller ihvertfald hvordan tingene KAN være.

Kan sagtens forstå, at du er bund ulykkelig ligenu - er man jo altid efter et brud af den slags - men tror du må prøve at komme lidt videre og begynde at indse, at han måske ikke kommer tilbage. Det har muligvis været for meget for ham det hele med, at du ville dø .... og han har ikke sagt noget til dig, fordi han måske var bange for, at han ville være skyldig i, at der skete dig noget eller at du gjorde dig selv fortræd og det ville han ikke have siddende på samvittigheden.

Men tror at alle mennesker på et tidspunkt i et forhold, lidt forskelligt ift. hvem man er osv og hvor meget tid der går, men der begynder man at gøre sig nogen overvejelser om, om man ville kunne leve med vedkommende "fejl og mangler" resten af livet; heck har jeg da også gjort herhjemme Og folk er altså forskellige og nogle har en stærkere psyke end andre til at håndtere ting .... og måske han ikke har kunnet se sig ud af det hele og har valgt at sige stop, fordi han på sigt vidste, at han ikke ville være stærk nok til at håndtere den.

Tror du skal gi det et par uger og så er du meget mere oven på igen Og hvis han var den, der holdte dig nede, jamen så er det vel ikke så galt igen, at det ikke er godt for noget ? Altså dine dage er jo slet slet slet ikke talte ift. at finde kærlighed. Det er jo bare et bump på vejen!

Held og lykke!

[Sens 31]

Stort kram!!!!

Det er svært, men det bedste du kan gøre er at fokusere på dig selv, at få det bedre og få tankerne under kontrol.

Så du er klar til at møde ham der elsker dig ligeså højt som du elsker ham. (uden de episoder).

Igen, masser af kram.

[FrøkenLT 23]

Puha, det var en værre omgang. Syns den er lidt svær at rådgive på, da jeg aldrig selv har været i den situation med en depression - eller min mand har.

Skal jeg prøve at sætte mig lidt ind i din ex-kærestes, så tror jeg du skal prøve at tilgive ham, at han ikke har sagt noget. I har kun været sammen i 10 mdr og jeg tror, at hvis man kommer udefra og aldrig har prøvet noget lign, så er det utrolig svært at tackle og sætte sig ind i, og man ved sgu nok ik helt hvilket ben, man skal stå på. Tror ihvertfald selv, at jeg ville ha det sådan. Og ovenikøbet når forholdet var så nyt, som det jo var, så er det automatisk også mere skrøbeligt, fordi man ikke har haft den samme tid til at stabilisere det og ikke har en historik, der gør, at man kender til det "normale" eller ihvertfald hvordan tingene KAN være.

Kan sagtens forstå, at du er bund ulykkelig ligenu - er man jo altid efter et brud af den slags - men tror du må prøve at komme lidt videre og begynde at indse, at han måske ikke kommer tilbage. Det har muligvis været for meget for ham det hele med, at du ville dø .... og han har ikke sagt noget til dig, fordi han måske var bange for, at han ville være skyldig i, at der skete dig noget eller at du gjorde dig selv fortræd og det ville han ikke have siddende på samvittigheden.

Men tror at alle mennesker på et tidspunkt i et forhold, lidt forskelligt ift. hvem man er osv og hvor meget tid der går, men der begynder man at gøre sig nogen overvejelser om, om man ville kunne leve med vedkommende "fejl og mangler" resten af livet; heck har jeg da også gjort herhjemme Og folk er altså forskellige og nogle har en stærkere psyke end andre til at håndtere ting .... og måske han ikke har kunnet se sig ud af det hele og har valgt at sige stop, fordi han på sigt vidste, at han ikke ville være stærk nok til at håndtere den.

Tror du skal gi det et par uger og så er du meget mere oven på igen Og hvis han var den, der holdte dig nede, jamen så er det vel ikke så galt igen, at det ikke er godt for noget ? Altså dine dage er jo slet slet slet ikke talte ift. at finde kærlighed. Det er jo bare et bump på vejen!

Held og lykke!

Så tæt på min ord som man kan komme.

Jeg tror, at du skal holde fokus på sig selv ligenu. Og selvom det ikke er det du vil høre, så tror jeg at du skal prøve at få tankerne væk fra din ekskæreste. Jeg synes at du skal ringe til din læge på mandag og i samråd med denne få opstartet noget professionel hjælp fra en psykolog. Du må først selv heles, før du kan få bearbejdet dine følelser for ham.

Jeg håber at du finder styrken til at tage vare på dig selv og dit sind, og så sender jeg dig en masse positive tanker.

[bryllup-h 1]

Hej søde piger

Tak for jeres svar. Jeg er i behandling, og har været det i et år, og det går kun bedre hver dag - jeg havde en nedtur i juni - pga af en rejse jeg var på jeg slet ikke var klar til - det skulle være en ferie, men mere end familieting som krævede for meget af mig, pres og forventninger.

Min eks - har inden vores forhold begyndt, vi har nemlig været venner i nogen mdr inden, vidst jeg havde depression osv.......har selv haft en depression for nogen år siden, men er kommet oven på igen, tror jeg da.

Ikke fordi jeg undervurderer at det nok har været mega hårdt for ham, når jeg var ked af det og kom med dramatiske udtalelser :-( Hvilket jeg er mega kd af jeg gjorde, men jeg har også fået det bedre og gør ik sådan noget igen. Tror bare han har som i siger ikke kunne magte det, og nu kan han ikke se mig for den jeg er blevet.....

Jeg vil så gerne have ham tilbage, men I har nok ret i jeg må forstå han ik gør.

[Guest Babyrex]

Hej søde piger

Tak for jeres svar. Jeg er i behandling, og har været det i et år, og det går kun bedre hver dag - jeg havde en nedtur i juni - pga af en rejse jeg var på jeg slet ikke var klar til - det skulle være en ferie, men mere end familieting som krævede for meget af mig, pres og forventninger.

Min eks - har inden vores forhold begyndt, vi har nemlig været venner i nogen mdr inden, vidst jeg havde depression osv.......har selv haft en depression for nogen år siden, men er kommet oven på igen, tror jeg da.

Ikke fordi jeg undervurderer at det nok har været mega hårdt for ham, når jeg var ked af det og kom med dramatiske udtalelser :-( Hvilket jeg er mega kd af jeg gjorde, men jeg har også fået det bedre og gør ik sådan noget igen. Tror bare han har som i siger ikke kunne magte det, og nu kan han ikke se mig for den jeg er blevet.....

Jeg vil så gerne have ham tilbage, men I har nok ret i jeg må forstå han ik gør.

Det HAR været hårdt for ham... Og nok endda hårdere for ham en for dig.

Når man er syg ved man selv hvordan det føles, og når man er så langt ude bliver man ikke påvirket ligeså stærkt af det.

Din kæreste derimod har været den raske som har stået model til det hele - og det er hammer hammer hårdt.

Noget andet er at jeg ville passe på med at love ham du ikke gør det igen. Det ved du jo reelt set ikke. Du har været syg i længere tid, og en down periode kan komme igen. Og kommer den vil du jo muligvis ende derude igen hvor du gør alle de dumme ting.

Jeg tror ihvertfald at du må give ham noget luft. Det hele er gået meget hurtigt for jer, og at lægge et pres på ham nu er slet ikke fair. At være sammen med en syg er ikke piece of cake, og da det hele er så tæt på stadigvæk er det endnu svært at sige om du reelt set er rask, eller hvad der kommer til at ske det næste år..

Hvis både du og din kæreste har døjet med depression er det måske heller ikke det bedste match, da i jo gerne skal kunne supplere hinanden i de hårde perioder.

Og ved du ikke om han er ovenpå eller ej??

Er det forøvrigt noget i talte åbent om derhjemme?

Undskyld hvis jeg er lidt hård... Men jeg er selv kronisk syg i hovedet, og jeg har været helt derude hvor jeg slog og sparkede min kæreste nærmest dagligt.

Jeg VED hvor hårdt det er for begge parter og jeg ved hvor vigtigt det er at tale åbent om det.

[bryllup-h 1]

Hej søde piger

Tak for jeres svar. Jeg er i behandling, og har været det i et år, og det går kun bedre hver dag - jeg havde en nedtur i juni - pga af en rejse jeg var på jeg slet ikke var klar til - det skulle være en ferie, men mere end familieting som krævede for meget af mig, pres og forventninger.

Min eks - har inden vores forhold begyndt, vi har nemlig været venner i nogen mdr inden, vidst jeg havde depression osv.......har selv haft en depression for nogen år siden, men er kommet oven på igen, tror jeg da.

Ikke fordi jeg undervurderer at det nok har været mega hårdt for ham, når jeg var ked af det og kom med dramatiske udtalelser :-( Hvilket jeg er mega kd af jeg gjorde, men jeg har også fået det bedre og gør ik sådan noget igen. Tror bare han har som i siger ikke kunne magte det, og nu kan han ikke se mig for den jeg er blevet.....

Jeg vil så gerne have ham tilbage, men I har nok ret i jeg må forstå han ik gør.

Det HAR været hårdt for ham... Og nok endda hårdere for ham en for dig.

Når man er syg ved man selv hvordan det føles, og når man er så langt ude bliver man ikke påvirket ligeså stærkt af det.

Din kæreste derimod har været den raske som har stået model til det hele - og det er hammer hammer hårdt.

Noget andet er at jeg ville passe på med at love ham du ikke gør det igen. Det ved du jo reelt set ikke. Du har været syg i længere tid, og en down periode kan komme igen. Og kommer den vil du jo muligvis ende derude igen hvor du gør alle de dumme ting.

Jeg tror ihvertfald at du må give ham noget luft. Det hele er gået meget hurtigt for jer, og at lægge et pres på ham nu er slet ikke fair. At være sammen med en syg er ikke piece of cake, og da det hele er så tæt på stadigvæk er det endnu svært at sige om du reelt set er rask, eller hvad der kommer til at ske det næste år..

Hvis både du og din kæreste har døjet med depression er det måske heller ikke det bedste match, da i jo gerne skal kunne supplere hinanden i de hårde perioder.

Og ved du ikke om han er ovenpå eller ej??

Er det forøvrigt noget i talte åbent om derhjemme?

Undskyld hvis jeg er lidt hård... Men jeg er selv kronisk syg i hovedet, og jeg har været helt derude hvor jeg slog og sparkede min kæreste nærmest dagligt.

Jeg VED hvor hårdt det er for begge parter og jeg ved hvor vigtigt det er at tale åbent om det.

Min depression er ikke kronisk, men har opstået pga af et stort begivenhed i mit liv for 3 år siden, og det km først til udbrud for halv andet år siden. Jeg kan lidt sige det bliver bedre, selvom jeg får down perioder, men bliver bedre for hverdag, da jeg får en masse hjælp det der gjorde jeg fik depression - den begivenhed er ikke til stede.

Jeg ved det har været hårdt for ham, og det er rigtig rart du på en eller anden måde forstår og kan svare.

Ja, det er noget vi har talt meget åbent om, og han har vidst inden vi blev kærester. Han har også været med mig til psykolog. Jeg har gået til behandling ihvertfald en gang om ugen siden sidste august, så det går den rigtige vej.

Jeg tror når jeg tænker tilbage, ikke at han er kommet ud af sit. Han mente ikke han havde depression mere da vi begyndte at komme sammen, men døjede stadig med eftereffekt. Men han gik til psykolog noget tid i forholdet men blev erklæret "rask" og stoppede der. Men tror stadig det har været der.

Hans grund til at slå op var, han ikke ville leve i frygten for jeg villle gøre noget ved mig selv, og at han følte sig svigtet af mig og derfor ikke stolede på mig når jeg talte fx om at dø osv når jeg var rigtig ked af det, fordi jeg havde jo lovet altid at leve med ham. Jeg vil altid leve med ham, og jeg sagde det fordi jeg var en hensynløs idiot hvor mine egne tanker og følser tog over. Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvormeget det påvirkede ham. Når vi snakkede om det sagde han, han syntes det var hårdt at hører, men han forstod hvor det kom fra og vidste det var noget jeg skulle arbejde med.

Men han har så da han slog op indrømmet, han ikke turde at sige fra fordi han var bange for at jeg ville gøre skade på mig selv, hvis han viste usikkerhed eller angrib min person - som han følte det var.

Er du og din kæreste stadig sammen? og hvordna rettede i op på det. Jeg har ikke noget imod at give min eks tid, jeg ved det har været ekstem hårdt for ham.

Men han har slået op, han siger han er afklaret. - Det chokerende for mg var jeg vidste ikke det var på vej. Den ene lørdag skriver han hvor højt han elsker mig og jeg altid skal huske det og han tænker hele tidne på mig.

Næste lørdag slår han op - og siger han har fået et wake up call.

Jeg kan med alt dette mærke jeg har fået det bedre, jeg har stadig livslyst, jeg er ikke så deprimeret.

Nogen råd til hvad jeg kan gøre?

[Guest Babyrex]

Hej søde piger

Tak for jeres svar. Jeg er i behandling, og har været det i et år, og det går kun bedre hver dag - jeg havde en nedtur i juni - pga af en rejse jeg var på jeg slet ikke var klar til - det skulle være en ferie, men mere end familieting som krævede for meget af mig, pres og forventninger.

Min eks - har inden vores forhold begyndt, vi har nemlig været venner i nogen mdr inden, vidst jeg havde depression osv.......har selv haft en depression for nogen år siden, men er kommet oven på igen, tror jeg da.

Ikke fordi jeg undervurderer at det nok har været mega hårdt for ham, når jeg var ked af det og kom med dramatiske udtalelser :-( Hvilket jeg er mega kd af jeg gjorde, men jeg har også fået det bedre og gør ik sådan noget igen. Tror bare han har som i siger ikke kunne magte det, og nu kan han ikke se mig for den jeg er blevet.....

Jeg vil så gerne have ham tilbage, men I har nok ret i jeg må forstå han ik gør.

Det HAR været hårdt for ham... Og nok endda hårdere for ham en for dig.

Når man er syg ved man selv hvordan det føles, og når man er så langt ude bliver man ikke påvirket ligeså stærkt af det.

Din kæreste derimod har været den raske som har stået model til det hele - og det er hammer hammer hårdt.

Noget andet er at jeg ville passe på med at love ham du ikke gør det igen. Det ved du jo reelt set ikke. Du har været syg i længere tid, og en down periode kan komme igen. Og kommer den vil du jo muligvis ende derude igen hvor du gør alle de dumme ting.

Jeg tror ihvertfald at du må give ham noget luft. Det hele er gået meget hurtigt for jer, og at lægge et pres på ham nu er slet ikke fair. At være sammen med en syg er ikke piece of cake, og da det hele er så tæt på stadigvæk er det endnu svært at sige om du reelt set er rask, eller hvad der kommer til at ske det næste år..

Hvis både du og din kæreste har døjet med depression er det måske heller ikke det bedste match, da i jo gerne skal kunne supplere hinanden i de hårde perioder.

Og ved du ikke om han er ovenpå eller ej??

Er det forøvrigt noget i talte åbent om derhjemme?

Undskyld hvis jeg er lidt hård... Men jeg er selv kronisk syg i hovedet, og jeg har været helt derude hvor jeg slog og sparkede min kæreste nærmest dagligt.

Jeg VED hvor hårdt det er for begge parter og jeg ved hvor vigtigt det er at tale åbent om det.

Min depression er ikke kronisk, men har opstået pga af et stort begivenhed i mit liv for 3 år siden, og det km først til udbrud for halv andet år siden. Jeg kan lidt sige det bliver bedre, selvom jeg får down perioder, men bliver bedre for hverdag, da jeg får en masse hjælp det der gjorde jeg fik depression - den begivenhed er ikke til stede.

Jeg ved det har været hårdt for ham, og det er rigtig rart du på en eller anden måde forstår og kan svare.

Ja, det er noget vi har talt meget åbent om, og han har vidst inden vi blev kærester. Han har også været med mig til psykolog. Jeg har gået til behandling ihvertfald en gang om ugen siden sidste august, så det går den rigtige vej.

Jeg tror når jeg tænker tilbage, ikke at han er kommet ud af sit. Han mente ikke han havde depression mere da vi begyndte at komme sammen, men døjede stadig med eftereffekt. Men han gik til psykolog noget tid i forholdet men blev erklæret "rask" og stoppede der. Men tror stadig det har været der.

Hans grund til at slå op var, han ikke ville leve i frygten for jeg villle gøre noget ved mig selv, og at han følte sig svigtet af mig og derfor ikke stolede på mig når jeg talte fx om at dø osv når jeg var rigtig ked af det, fordi jeg havde jo lovet altid at leve med ham. Jeg vil altid leve med ham, og jeg sagde det fordi jeg var en hensynløs idiot hvor mine egne tanker og følser tog over. Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvormeget det påvirkede ham. Når vi snakkede om det sagde han, han syntes det var hårdt at hører, men han forstod hvor det kom fra og vidste det var noget jeg skulle arbejde med.

Men han har så da han slog op indrømmet, han ikke turde at sige fra fordi han var bange for at jeg ville gøre skade på mig selv, hvis han viste usikkerhed eller angrib min person - som han følte det var.

Er du og din kæreste stadig sammen? og hvordna rettede i op på det. Jeg har ikke noget imod at give min eks tid, jeg ved det har været ekstem hårdt for ham.

Men han har slået op, han siger han er afklaret. - Det chokerende for mg var jeg vidste ikke det var på vej. Den ene lørdag skriver han hvor højt han elsker mig og jeg altid skal huske det og han tænker hele tidne på mig.

Næste lørdag slår han op - og siger han har fået et wake up call.

Jeg kan med alt dette mærke jeg har fået det bedre, jeg har stadig livslyst, jeg er ikke så deprimeret.

Nogen råd til hvad jeg kan gøre?

Mig og min kæreste er stadig sammen. Vi har ikke været gået fra hinanden, holdt pause eller lign.

Det kan vi dog kun takke de folk omkring os for.

Hele vejen igennem har vores familier behandlet mig som en der ikke var syg. De har taget det hele til sig, og de har bare ladet sygdommen kunne komme til udtryk når den ville. Da jeg fik min diagnose spurgte de allesammen ind til det, og de fik alle en forklaring på det hele. Efter den dag blev blev der ikke set skævt til min underlige adfærd, og de ting sygdommen gjorde ved mig blev bare accepteret som normal adfærd.

Jeg har flere gange tudet mig igennem middage med familie, eller bare rejs mig og gået.

De har også altid stået til rådighed hvis vi havde brug for hjælp, og uanset hvor urimlig jeg har været overfor min kæreste verbalt når vi var ude, har de ikke set ned på mig som en dårlig kæreste.

Det gælder både mig og min kærestes familie.

Dette har gjort at vi kunne ses og hygge med familien, og at min sygdom ikke hindrede min kæreste i at have lidt socialt liv med familien i de perioder hvor jeg var dybt afhængig af ham. På den måde har min kæreste aldrig skulle vælge imellem mig eller sin familie - for de kunne sagtens rumme mig.

Vores familier har dog også været helt suverene.

Min egen familie har lukket min kæreste ind og behandler ham som var han deres egen. Da jeg var indlagt overtalte de ham til at tage med til familiefødselsdag hos min moster (selvom han havde planlagt at blive hjemme hvis nu jeg havde brug for ham) - og så slukkede han sin telefon, og jeg kunne derfor kun ringe til min mor hvis jeg havde behov for noget. På den måde fik han en friaften - og det kan jeg sagtens forstå han har brug for.

Oveni alt det her har jeg så også en fra kommunen tilknyttet som det sidste år har kommet en gang om ugen herhjemme og hjulpet mig med de praktiske ting, så ikke min kæreste skulle gøre alt for mig. Hun har også haft nogle samtaler med os begge hvor min kæreste kunne sætte ord på hans frustrationer i forhold til sygdommen, og der har hun hjulpet ham med at sætte det hele i kasser og kapere det.

Mine forskellige læger, sagsbehandlere osv har også taget sig godt af ham, og de har brugt meget tid på at sætte ham ind i det hele så han vidste hvordan og hvorledes al det juridiske omkring mig foregik.

Alt i alt har netværket været i orden.

Jeg tror desværre ikke du kan gøre så meget. Det lyder til at han ikke har følelserne det rigtige sted, og det kan man desværre ikke lave om på. det lyder til at han har gjort det forbi nu, pga du har fået det bedre og kunne tackle det..

Det er skide svært - men jeg tror desværre du må opgive kampen.

Måske ændre tingene sig om noget tid - måske om flere år... Det er ikke til af vide... Men det lyder ikke til at han ønsker forholdet på nuværende tidspunkt..

Og selvfølgelig kan jeg forstå dig. Stor krammer herfra

[SarahChr 1]

Åhh ha da!

Sikke en omgang

Jeg vil tilslutte mig det de andre siger - du er nødt til at tænke på dig selv

For at kunne få mere ro på det hele er du nødt til at tænke på dig selv først og fremmest - selvom det er rigtig hårdt lige nu Det er rigtig godt at det går fremad nu, og som Babyrex skriver, så kan det være at han færst turde fortælle dig hvad han egentlig følte nu hvor du har det bedrer.

Og lyt til Babyrex - hun har virkelig været meget igennem og hun ved hvilke konsekvenser sådan en depression kan have.

Jeg har også selv været ramt af en depression og har stadig nedture en gang imellem hvis der lige er lidt for meget der går imod mig - men jeg har også en god støtte i min kæreste. Vi har dog også været sammen i snart 8 år, og havde været sammen i ca 5år da jeg gik helt ned. Så han vidste hvad der gemte sig bag det sorte sind jeg havde i den periode.

Selvom det er svært lige nu, så skal du op med hovedet og se fremad. Du er på vej den rigtige vej mht. din sygdom og du skal nok finde en som du skal leve livet sammen med

Og husk endelig at få snakket om tingene - både med de professionelle men også med "almindelige mennesker"... Hvis ikke du føler du kan snakke med dine veninder om det, så brug os endelig herinde - der er helt sikkert mange som gerne ligger ører til - mig selv inkl.

og fra mig

[bryllup-h 1]

Mig og min kæreste er stadig sammen. Vi har ikke været gået fra hinanden, holdt pause eller lign.

Det kan vi dog kun takke de folk omkring os for.

Hele vejen igennem har vores familier behandlet mig som en der ikke var syg. De har taget det hele til sig, og de har bare ladet sygdommen kunne komme til udtryk når den ville. Da jeg fik min diagnose spurgte de allesammen ind til det, og de fik alle en forklaring på det hele. Efter den dag blev blev der ikke set skævt til min underlige adfærd, og de ting sygdommen gjorde ved mig blev bare accepteret som normal adfærd.

Jeg har flere gange tudet mig igennem middage med familie, eller bare rejs mig og gået.

De har også altid stået til rådighed hvis vi havde brug for hjælp, og uanset hvor urimlig jeg har været overfor min kæreste verbalt når vi var ude, har de ikke set ned på mig som en dårlig kæreste.

Det gælder både mig og min kærestes familie.

Dette har gjort at vi kunne ses og hygge med familien, og at min sygdom ikke hindrede min kæreste i at have lidt socialt liv med familien i de perioder hvor jeg var dybt afhængig af ham. På den måde har min kæreste aldrig skulle vælge imellem mig eller sin familie - for de kunne sagtens rumme mig.

Vores familier har dog også været helt suverene.

Min egen familie har lukket min kæreste ind og behandler ham som var han deres egen. Da jeg var indlagt overtalte de ham til at tage med til familiefødselsdag hos min moster (selvom han havde planlagt at blive hjemme hvis nu jeg havde brug for ham) - og så slukkede han sin telefon, og jeg kunne derfor kun ringe til min mor hvis jeg havde behov for noget. På den måde fik han en friaften - og det kan jeg sagtens forstå han har brug for.

Oveni alt det her har jeg så også en fra kommunen tilknyttet som det sidste år har kommet en gang om ugen herhjemme og hjulpet mig med de praktiske ting, så ikke min kæreste skulle gøre alt for mig. Hun har også haft nogle samtaler med os begge hvor min kæreste kunne sætte ord på hans frustrationer i forhold til sygdommen, og der har hun hjulpet ham med at sætte det hele i kasser og kapere det.

Mine forskellige læger, sagsbehandlere osv har også taget sig godt af ham, og de har brugt meget tid på at sætte ham ind i det hele så han vidste hvordan og hvorledes al det juridiske omkring mig foregik.

Alt i alt har netværket været i orden.

Jeg tror desværre ikke du kan gøre så meget. Det lyder til at han ikke har følelserne det rigtige sted, og det kan man desværre ikke lave om på. det lyder til at han har gjort det forbi nu, pga du har fået det bedre og kunne tackle det..

Det er skide svært - men jeg tror desværre du må opgive kampen.

Måske ændre tingene sig om noget tid - måske om flere år... Det er ikke til af vide... Men det lyder ikke til at han ønsker forholdet på nuværende tidspunkt..

Og selvfølgelig kan jeg forstå dig. Stor krammer herfra

Jeg tror mit støreste problem lige nu er hvordan han bare kunne gå uden overhoved at tale mig med mig om det eller prøve at løse problemet. Jeg har selvfølgelig også tænkt det har været i opsejling i lang tid, men det er virkelig virkelig svært at se tegnene. Han flyttede adresse over til mig lige ugen før han slog op, han var afsted på en lejr, men de første to dage fra dne lejr, skriver han fortæller hvordan han elsker mig og vil os to og glæder sig til vores liv sammen. så hører jeg ikke fra ham 5 dage efter slår han op.

Han har han ikke ment nogen af de løfter han har givet?

Når du siger han ikke har føelserne det rigtige sted, hvad mener du med det?

Jeg prøver bare at forstå for at kunne komme lidt videre. Hvis han føler det går bedre med mig, hvorfor er hans grund til at slå op, at han ikke kan leve i frygt for jeg gør noget ved mig selv?

:-(

[bryllup-h 1]

Jeg tror mit støreste problem lige nu er hvordan han bare kunne gå uden overhoved at tale mig med mig om det eller prøve at løse problemet. Jeg har selvfølgelig også tænkt det har været i opsejling i lang tid, men det er virkelig virkelig svært at se tegnene. Han flyttede adresse over til mig lige ugen før han slog op, han var afsted på en lejr, men de første to dage fra dne lejr, skriver han fortæller hvordan han elsker mig og vil os to og glæder sig til vores liv sammen. så hører jeg ikke fra ham 5 dage efter slår han op.

Han har han ikke ment nogen af de løfter han har givet?

Når du siger han ikke har føelserne det rigtige sted, hvad mener du med det?

Jeg prøver bare at forstå for at kunne komme lidt videre. Hvis han føler det går bedre med mig, hvorfor er hans grund til at slå op, at han ikke kan leve i frygt for jeg gør noget ved mig selv?

:-(