aktiv dødshjælp

[Du og Jeg 27]

Hej piger..

Hvad mener i om dette emne?

[Pernille pjuske 40]

Jeg er imod det. Hvis man bruger aktiv dødshjælp går man reelt set ind og dræber et andet menneske. Jeg kan godt forstå, hvorfor man i visse tilfælde vil være en god ide, fx ved kræftramte, hvor det bare er et spørgsmål om hvornår og hvor smertefuldt.

Jeg er bare bange for, hvor grænsen går. Og hvem der afgør i det enkelte tilfælde, om aktiv dødshjælp er en mulighed. Jeg er virkelig bange for, at det kan komme derud, hvor man bruger det på samme måde, som ved aflivning af dyr.

Jeg bryder mig heller ikke om tanken om, at den der beder om aktiv dødshjælp, gør en anden til morder (jeg kan ikke lige finde et andet ord).

Passiv dødshjælp synes jeg bedre om. Nok mest fordi man som syg, ikke pålægger andre en ubehagelig opgave. Jeg er heller ikke lige så nervøs for en glidebane her, fordi man selv skal underskrive papirer om ikke at modtage livreddende hjælp osv., hvis det skulle blive nødvendigt. Man kan lidt bedre selv styre det. Og, i mit hoved i hvert fald, er der større mulighed for at fortryde.

Hvad mener du selv om emnet?

[CilleTX 34]

Jeg er for aktiv dødshjælp, men naturligvis med klare retningslinjer for proceduren, fx. med samtaler med psykologer/læger osv. så man er sikker på, at det er "modtagerens" eksplicitte ønske at dø.

Hvis døden alligevel er uundgåelig, hvorfor skal man så gennemgå lidelser, smerter eller demens eller tab af kropsfunktioner, i stedet for at få lov til at slutte mens man stadig er sig selv...?

Det er pudsigt: jeg har lige haft dette tema med et af mine hold (jeg underviser i engelsk) og har fået en del heftige debatter ud af det... Det er et følsomt emne...

Hvad mener du selv?

[Du og Jeg 27]

Hov.. Jeg havde da helt glemt denne debat.

Jeg er 1 million procent for. Jeg synes det er forkasteligt at vi, i en såkaldt velfærdsstat, ikke vil lade folk råde over deres eget liv.

Udover det, så er jeg rasende over at denne lov, går ud over os som arbejder med ældre mennesker, og sætter mig i nogle dilemmaer hvor jeg enten kan handle ud fra det som JEG tror på er det vigtigste i mit job - eller også kan jeg blive morder.

Et eksempel kan være en gammel dame der er klar i pæren, som intet har at leve for, og ønsker at dø. Hvis hun selv fortæller eller at jeg opdaget at hun ikke længere spiser sin mad (smider den ud i hemmelighed), lader være med at tage vigtige piller (som hun selv har råderet over) - så er jeg tvunget til at reagere! Her kan jeg jo så vælge enten at se igennem fingre med det, og være udøve passiv dødshjælp ELLER jeg kan reagere på det og skulle lege politimand overfor en dame, som reelt set bare ikke ønsker at leve. Og hvis JEG som personale skal holde øje med hvad alle borgere gør og ikke gør, og dokumentere hver eneste gang fru Jensen ikke er så sulten, så mener jeg ikke at man behandler dem som myndige mennesker der selv bestemmer - for JO, det er der sjovt nok også en regel om at vi skal.

Så for mig er det lidt pest eller kolera, omkring hvilket princip jeg vil bryde.

I mit tid som gamling-hjælper har jeg også haft en som ventede på at dø i 5 år.... 5 ÅR!!! Denne person levede i en seng, og var helt frisk i hovedet. Denne person svaret et "Sov godt, vi ses i morgen" med et "Nej det håber jeg ikke. Kryds fingre for at det slutter snart".... Og denne person havde ingen familie.

Når du står som personale og har sådanne samtaler hver aften, så skal man til tider hanke op i sig selv for ikke at træffe - det der i min verden, er det rigtige valg.

Jeg er dog klar over, at der altid vil være en bagside af medaljen. Vælger man at lave det om, så er jeg stensikker på at der i sjældne tilfælled kommer til at ske fejl. Ikke at folk bliver myrdet - men mere at der er en ubekendt psykisk faktor som spiller ind, og derfor gør at det valgt er forkert.

Og jeg ville da virkelig synes det var forfærdeligt hvis det skete for en af dem jeg holder af. Ligesom at jeg samtidigt mener at nogle gange bør den livsforlænget behandling stoppe lidt før, da jeg tror på at ressourcerne kan bruges bedre.

Jeg ville selvfølgelig have en anden mening hvis en af mine kære lå for døden (her taler vi punktet beyond a miracle), for der er jeg sikker på at 1 døgn betyder meget. Men objektivt set, så tror jeg dog kun der er gavnligt på den korte bane, og at man på længere sigt, samfundsmæssigt kunne få gavn af at stoppe det døgn før. Men det er så en helt anden debat, og nok ikke det rigtige sted at tage den, da der er folk herinde som muligvis bliver stødt over min holdning, eller mener at jeg er kynisk. Vil dog gerne lige indskyde at jeg selv har mistet min højt elskede morfar for 11 år siden, og som jeg den dag i dag stadig tænker meget på og savner. Men der er ingen tvivl i mit sind om at det var rigtigt at stoppe behandlingerne (tyktarmskræft med metastaser i resten af kroppen) da det kun var et spørgsmål om at holde ham kunstigt i live.

[Vanni 29]

Som sosu-assistent har jeg både haft med ældre mennesker, som er i den sidste periode i deres liv, og unge mennesker at gøre. Jeg har set mennesker, som er dødende efter et langt og lykkeligt liv. Jeg har set døden komme på en pæn måde, men jeg har også set døden være umenneskelig langvarende og virke ond.

Når det er sagt, så er jeg stadig imod aktiv dødshjælp, og det er jeg fordi, der er så mange etiske problematikker omkring emnet. Hvornår vil det være okay, og hvornår vil det ikke?. Hvem skal udføre dette, og hvad nu hvis nogen fortryder undervejs og lignende er spørgsmål. Som gør at jeg er i mod.

Derimod kan jeg godt lide at vi har som i Danmark passiv dødshjælp, hvor det er lægen, som vurdere, hvornår dette er gældende. Passiv dødshjælp er, når man stopper al behandling og derefter kun smertedækker og giver kærlig pleje og omsorg.

[CilleTX 34]

...

Når det er sagt, så er jeg stadig imod aktiv dødshjælp, og det er jeg fordi, der er så mange etiske problematikker omkring emnet. Hvornår vil det være okay, og hvornår vil det ikke?. Hvem skal udføre dette, og hvad nu hvis nogen fortryder undervejs og lignende er spørgsmål. Som gør at jeg er i mod.

Derimod kan jeg godt lide at vi har som i Danmark passiv dødshjælp, hvor det er lægen, som vurdere, hvornår dette er gældende. Passiv dødshjælp er, når man stopper al behandling og derefter kun smertedækker og giver kærlig pleje og omsorg.

I princippet er det vel ok, lige så snart den, der ønsker at dø, ytrer ønske derom (naturligvis i forbindelse med fx. psykologsamtaler og lign. så det ikke er fx en depression, der taler) og ikke selv er i stand til at "klare" det? Det mener jeg, ellers frarøver vi folk deres myndighed - ligesom Du og Jeg nævner.

Ved at sætte det i forbindelse med samtaler, så er der vel netop plads til at man kan fortryde undervejs...?!?

Dette tager beslutningen ud af hænderne på den nærmeste familie - som måske i afmagt og frustration over at se deres kære lide, overvejer at begå en forbrydelse - og det bliver lagt i hænderne på professionelle (læger, sygeplejersker, psykologer, psykiatere osv), og kan blive klaret under ordnede forhold.

Jeg kan ærlig talt ikke se, hvorfor det er bedre med passiv dødshjælp, hvor det er en læge der bestemmer - er det ikke meget magt at give en person? Misforstå mig ikke, jeg er heller ikke imod dette, men jeg kan ikke se hvorfor det er bedre at en udenforstående (lægen) bestemmer og ikke personen selv...?

For at opsummere det: jeg mener at livskvalitet er at foretrække i modsætning til livskvantitet; jeg vil hellere have 70 fantastiske år med gode oplevelser og minder, end jeg vil have 80 år, hvoraf de sidste 10 er smertefulde og/eller jeg ikke længere er mig selv og har min myndighed og værdighed...

Hvad er pointen med at slutte sit liv i smerte, måske med mistet hukommelse og minder (= sin identitet!) - bare for at man kan "krydse" de ekstra år af i kalenderen...? Jeg forstår det ærlig talt ikke...

PS: Selvom jeg har quotet dig, Vanni, så er det egentlig ikke henvendt til dig - mange af mine tanker passede bare på det, du havde skrevet

[Vanni 29]

...

Når det er sagt, så er jeg stadig imod aktiv dødshjælp, og det er jeg fordi, der er så mange etiske problematikker omkring emnet. Hvornår vil det være okay, og hvornår vil det ikke?. Hvem skal udføre dette, og hvad nu hvis nogen fortryder undervejs og lignende er spørgsmål. Som gør at jeg er i mod.

Derimod kan jeg godt lide at vi har som i Danmark passiv dødshjælp, hvor det er lægen, som vurdere, hvornår dette er gældende. Passiv dødshjælp er, når man stopper al behandling og derefter kun smertedækker og giver kærlig pleje og omsorg.

I princippet er det vel ok, lige så snart den, der ønsker at dø, ytrer ønske derom (naturligvis i forbindelse med fx. psykologsamtaler og lign. så det ikke er fx en depression, der taler) og ikke selv er i stand til at "klare" det? Det mener jeg, ellers frarøver vi folk deres myndighed - ligesom Du og Jeg nævner.

Ved at sætte det i forbindelse med samtaler, så er der vel netop plads til at man kan fortryde undervejs...?!?

Dette tager beslutningen ud af hænderne på den nærmeste familie - som måske i afmagt og frustration over at se deres kære lide, overvejer at begå en forbrydelse - og det bliver lagt i hænderne på professionelle (læger, sygeplejersker, psykologer, psykiatere osv), og kan blive klaret under ordnede forhold.

Jeg kan ærlig talt ikke se, hvorfor det er bedre med passiv dødshjælp, hvor det er en læge der bestemmer - er det ikke meget magt at give en person? Misforstå mig ikke, jeg er heller ikke imod dette, men jeg kan ikke se hvorfor det er bedre at en udenforstående (lægen) bestemmer og ikke personen selv...?

For at opsummere det: jeg mener at livskvalitet er at foretrække i modsætning til livskvantitet; jeg vil hellere have 70 fantastiske år med gode oplevelser og minder, end jeg vil have 80 år, hvoraf de sidste 10 er smertefulde og/eller jeg ikke længere er mig selv og har min myndighed og værdighed...

Hvad er pointen med at slutte sit liv i smerte, måske med mistet hukommelse og minder (= sin identitet!) - bare for at man kan "krydse" de ekstra år af i kalenderen...? Jeg forstår det ærlig talt ikke...

PS: Selvom jeg har quotet dig, Vanni, så er det egentlig ikke henvendt til dig - mange af mine tanker passede bare på det, du havde skrevet

jeg synes bare der er alt for mange etiske dilemmaer i forbindelse med aktiv dødshjælp, for hvad nu med fortrydelses retten, hvem skal vurdere, hvornår grunden er god nok, hvem skal vurdere og gøre sig til dommer for, om det er sygdom nok???

[anjarye 2]

Det er bare et skide svært spørgsmål, der er mange sider af samme sag...

Har et nært familiemedlem som for 11 år!! Siden fik en blodprop i hjernen. Resultat : mistet talen og lam i hele den ene side. De første par år havde både han og vi håb om at det nok skulle blive bedre men nej :-(. De sidste par år er det helt tydeligt at han har mistet livsmodet, han bor på plejehjem hvor en stor del af familien har + 100 km til, han kan ikke kommunikere m de andre beboer og er begyndende dement:-(

Er det en værdig måde og slutte livet på ? På 11 år - hvor han blir proppet m piller hver eneste dag. ?

Synes det er skide trist og kunne til tider ønske at aktiv dødshjælp kunne være en mulighed.....