Bryllupskjoler til gæsterne

Er du inviteret til stor bryllupsfest, er det klart, at du gerne vil tage dig godt ud. Men der er nogle uskrevne regler, du bør følge, når du skal vælge en bryllupskjole som gæst til en bryllupsfest. Læs med her, så du ikke tager opmærksomheden fra bruden!

Egentlig handler det ikke så meget om, hvordan en bryllupskjole skal se ud, hvis du er gæst ved et bryllup. Det drejer sig i høj grad om, hvordan den ikke bør se ud. Det lyder måske mærkeligt, men det er det egentlig ikke. For i bund og grund må du selvfølgelig ikke stjæle billedet fra bruden. Hun er jo festens kvindelige midtpunkt. Men derfor må du jo gerne se godt ud.

Klæd dig i en passende bryllupskjole

For selvfølgelig vil du gerne lægges mærke til, når du er til fest. Intet er bedre end at få komplimenter for dit udseende og for din flotte kjole. Men på bryllupsdagen skal de fleste af komplimenterne helst tilflyde bruden. Det er jo trods alt hendes store dag – ikke din.

Annonce ♥

Dit valg af tøj afhænger også af omgivelserne for festen. Er det på et overdådigt slot, er det i et forsamlingshus, eller er det udendørs? Det er aldrig rart at være under- eller overdressed i forhold til de øvrige gæster og omgivelserne. Så klæd dig efter omstændighederne, og overhold de uskrevne regler.

bryllupskjoler gæst

Elegant mørkeblå bryllupskjole fra danske Marianne Carøe

Bryllupskjolen må ikke ligne en brudekjole

Det giver næsten sig selv. Tager du en lang, hvid kjole på, kan du blive forvekslet med bruden. Også selvom hun ikke er hvid brud eller er i kjole. Fordi en lang, hvid kjole er forbundet med et brudedress. Faktisk bør du ikke engang vælge en nuance, der kan minde om hvid – og det er uanset, om kjolen er maxi, midi eller mini. Farver som beige, lys rosa, pudder, ivory eller champagnefarvet er også no-go til en bryllupskjole.

bryllupskjoler gæst

Super fin bryllupskjole fra Pronovias

Undgå at vise alt for meget hud

Du bør heller ikke klæde dig for udfordrende eller alt for sexy. For mange gi’r det sig selv, men vi nævner det lige alligevel. Undgå megadybe udskæringer, crop tops og kjoler der kun lige dækker rumpen. Igen vil det nemlig tiltrække al for meget opmærksomhed mod dig. Derfor siger det vel også nærmest sig selv, at du bør gemme den transparente kjole til en anden god anledning.

SE HER: Udvalg af butikker og designere der sælger bryllupskjoler

Vælg en bryllupskjole, der ikke er for iøjnefaldende

For nogle personer minder sort om begravelse og en sorgens stund. Det skal et bryllup selvfølgelig ikke være. Men du kan faktisk godt slippe afsted med at komme i en sort kjole, hvis den har nogle flotte detaljer – fx mønstre i anden farve. Postkasserød er heller ikke velset, fordi den er meget iøjnefaldende – og igen er det ikke dig, men bruden der skal ses. Pangfarver – som fx neonfarver – skal du også gå udenom.

bryllupskjoler gæst

Bryllupskjole med fine plisseringer fra ASOS

Tal med bruden

Er du tæt på og på god fod med bruden, er det altid en god idé at spørge hende, hvad hun synes. Nogen brude har en holdning til gæsternes påklædning hvor det for andre ikke spiller nogen rolle. Så hvis du er i tvivl, så spørg hende på den måde er du sikker på ikke at fornærme hende pga. din påklædning.

Og så vil vi da lige pointere her til slut, at du selvfølgelig ikke behøver komme i kjole – medmindre det er decideret påkrævet af brudeparret via deres dresscode. Men til de allerfleste bryllupper må du selvfølgelig gerne komme i et par bukser, hvis du ikke er til kjoler. Fx en lækker buksedragt kan være oplagt som erstatning for en bryllupkjole.

God bryllupsfest!

Annonce ♥

FAQ

  • Hvordan skal en bryllupskjole se ud?

    Noget af det allervigtigste er, at den ikke er hvid. Det giver næsten sig selv, at den farve er forbeholdt bruden denne dag. Og så skal du undgå at den tiltrækker alt for meget opmærksomhed ved fx at være alt for nedringet eller kort.

  • Hvad koster en bryllupskjole?

    Den kan koste lige fra et par hundrede til flere tusinde kroner.

  • Hvilken slags bryllupskjole skal jeg vælge?

    Det afhænger i stor grad af hvad det er for et bryllup du er inviteret til. Er det et slotsbryllup? Et havebryllup? I en spejderhytte? Du vil hverken komme over- eller underdressed.

  • Hvor kan jeg købe en bryllupskjole?

    Du kan shoppe online, mange af de steder du handler dit almindelige tøj sælger jo også kjoler. Du kan også besøge brudebutikkerne, de allerfleste af dem sælger nemlig også kjoler til bryllupsgæsterne. Eller du kan gå all in og få designet og syet din helt egen unikke kjole.

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup