Efter næsten to måneders forlovelse, er det blevet min tur til at lave en planlægningstråd herinde, som jeg kan dele med jer. Det bliver rart at have et sted, hvor det hele er samlet både idéer og færdige beslutninger. Og ikke mindst at have et sted at spørge til råds og få feedback!
NH og jeg har været sammen i tre år til september. Han stoppede mig en varm august dag på strøget, hvor jeg mildest talt var hidsig som bar pokker. Hvordan han fik mit nummer, og senere på dagen arrangeret datoen for vores første date, er til dags dato et mysterium, men vi har ikke set os tilbage siden da, og d. 18.08.18 skal vi giftes. Da vi pt. er bosiddende i London, og er det i de kommende to år endnu, har vi valgt først at blive gift, når vi er vendt tilbage til Danmark. Det giver os god tid til at planlægge, og ikke mindst tid til at spare lidt op.
Vi ønsker os et intimt og afslappet bryllup. Egentligt, vil vi gerne lidt væk fra det traditionelle bryllup, hvor vi føler det materialistiske aspekt meget hurtigt kan komme i fokus (vi er store minimalister og lever så vidt muligt efter zero waste principperne). Derfor har vi tænkt os at kalde det for en kærlighedsfejring i håbet om at ændre gæsternes forventninger til dagen også.
Som det ser ud nu bliver vi maks 50 mennesker inkl. børn., hvilket vi synes er meget passende. Vi bliver nok færre, da vi ikke regner med at, alle tager deres børn med. Derudover, har vi tænkt os at bede gæsterne om selv at tage en ret med i stedet for gaver, eller på anden måde bidrage til dagen på. Hvis der er nogle, der har det skidt med ikke at give en gave, så er de mere end velkomne til at bidrage til opsparingen af vores drømmehus.
(Foreløbig) Huskeliste
Book bryllupssted (12.05.16) Done! Paradehuset i Bernstorffs Slotshave, hvor vi også bliver viet.
Aftal budget (02.04.16) Done! Maks 30.000 inkl. 5.000kr's buffer.
Find ud af, hvem der skal vie os og book herefter.
Lav endelig gæsteliste
Lav bordplan
Send digital SVD
Send digital invitation
Book fotograf
Send ægteskabserklæring
Find kjole
Planlæg toastmaster
Planlæg forlover (17.04.16) Done! En af NH's bedste venner.
Find tøj til NH
Spørg søs om at lave bryllupskage
Afprøv hår og makeup
Køb drikkevarer i Tyskland
Saml sten fra stranden til bordkort
Lån marmeladeglas fra familie og venner
Hug blomster fra naturen til pynt + buket med svigermor
Bed hver gæst om at vælge mindst to sange til spotifyplayliste
Find ring til NH + omsmelt mormors vielsesring til mig (måske)
Lav bryllupsleg; hvem kender hvem bedst, hvem gør hvad, tror de.
Der er sikkert hundrede ting, der mangler på huskelisten, men heldigvis er der to år til at komme i tanke om, hvad der mangler ;)