M&R

Det lyder som om, jeg skal have fat i kordegnen og få deres nummer Jeg er egentlig lidt ligelad med, hvad det bliver for nogle blomster - så mon ikke vi kan blive enige om noget

Min kæreste og jeg har i dag booket kirken til vores bryllup den 07.09.13 Men nu er vi kommet rigtig meget i tvivl om, hvornår vi skal melde datoen ud til gæsterne. Der er det ved det, at vi har valgt den 07.09.13 (7-9-13) og da vi bookede kirken sagde kordegnen, at der allerede var nogen der havde booket (vi snakker altså om 2 år!) og at hun tror det bliver en populær dato. Samtidig ved vi, at der er RIGTIG mange bryllupper på vej i vores omgangskreds/familie, og jeg ville være skide ked af, hvis nogle andre valgte samme dato. Fortalte fx min veninde om dagen (sådan lidt tys tys) og hendes svar var "Øv, der ville jeg gerne giftes". Ville bare være SÅ ked af, at nogle af vores venner/familie får andre arrangementer. Så nu er vi i gang med at snakke om, hvornår vi skal sende save the date-cards ud.. Der er jo to år til, og jeg vil ikke virke som en eller anden bryllupsbesat kvinde, der sender dem ud allerede nu. Men alligevel sååå.. Så hvad skal vi gøre? Og hvornår skal vi gøre det?

Jaa, det kunne godt være, at man skulle gøre det. Måske som julekort?

Jeg elsker, at min kæreste gør mig til et bedre menneske. At han giver mig et sug i maven og kan få mig til at rødme som en lille pige af ren og skær forelskelse. Og at han ALTID er der for mig.

Kære piger, Jeg sidder alene hjemme denne fredag aften og er ved at boble over med alle mine frustrationer over min svigermor. Nu skal jeg jo giftes med min kæreste, og man siger jo, at svigerfamilien er en del af pakken. Men normalt er jeg altså mest glad for de pakker, jeg kan bytte Lige siden min kæreste og jeg fandt sammen, har min svigermor været roden til alt ondt i vores forhold. (Måske lidt voldsomt sagt) De første mange gange vi var ude ved dem kaldt hun mig hans ekskærestes navn. Bevares, de havde været sammen i mange år, men det var altså over et år siden de var gået fra hinanden. I begyndelsen var jeg meget åben over for dem og synes, at jeg gav dem mange chancer og bar over med svigermors små "særheder". Men da vi flyttede sammen, gik det ligesom helt skævt. Min kæreste er enebarn, og da han flyttede hjemmefra gjorde hans mor stadig rent i hans lejlighed, vaskede hans tøj og lavede hans mad. Da vi begyndte snakken om at flytte sammen, gjorde jeg det klart for ham, at hans mor ikke flyttede med. Hvis vi skulle bo sammen, så skulle vi være ligeværdige i vores forhold og han skulle tage lige så stor del i rengøringen/madlavningen/tøjvasken som jeg - og hans mor skulle altså ikke tage del i den slags. Vi tog på ferie tre uger efter at vi var flyttet sammen, og da vi kom hjem fra ferie, var jeg sikker på, at vi havde haft indbrud - for tingene stod ikke på deres vante plads. Det viste sig, at min kæreste havde givet sine forældre en ekstranøgle (da han ALTID smider sine nøgle væk) og det havde svigermor udnyttet til at omdekorere vores lejlighed, gøre ekstra rent (der var altså fint rent da vi tog afsted) og vaske alt vores tøj - både beskidt og rent! (I vaskepulver jeg ikke kan tåle - herligt.) Jeg tog den store snak med min kæreste og han ville snakke med hende, men det blev aldrig til noget, for han vil jo så nødigt gøre hende ked af det. Derfor gentog ferie-scenariet sig gang på gang indtil jeg krævede, at han inddrog nøglen. Desværre fik vi så en vandskade på vores næste ferie, og så var jeg jo lid den slemme, da jeg var "skyld i" at de ikke havde nogen nøgle, hvilket svigermor gang på gang påpeger. Så de fik nøglen igen, og på trods af, at jeg pænt sagde, at jeg ikke brød mig om de ting hun gjorde, så fortsætter hun. Det er simpelthen blevet en magtkamp af dimensioner, og det er jeg faktisk helt vildt ked af Vi kæmper simpelthen om min kæreste, så at sige. Det er det samme show, hver gang vi er sammen med dem. Et godt eksempel er hans fødselsdag som vi fejrede i går. De var inviteret til kaffe og kage kl. 19.30, da min kæreste gerne ville spise en romantisk middag med mig inden. Kl. 18.51 (da vi fejrede hans fødselsdag ) ringede det på døren - hvem var det? Jo, det var såmænd min kære svigerforældre! Så vi måtte skynde os i tøjet og i gang med at varme kakaoen.. De kommer altid for tidligt, men 39 minutter er altså MEGET for tidligt. Da de så kom op i lejligheden viste min kæreste stolt vores soveværelse frem, som jeg lige har lavet om med nye møbler og det hele - og der var ikke det, der ikke var galt. Billederne var ikke pæne, hvorfor hang lampen der og hvad var det dog for en grim kommode? Jeg smilede bare og sagde, at smag jo var forskelligt. Hans mormor og onkel kom til tiden 19.30 og så serverede jeg kakao, kaffe, the, boller og kage. Hun syntes, at bollerne var dårlige, at der var for koldt i lejligheden, at den gave jeg havde givet min kæreste var "besynderlig" (har givet ham en tur til KBh hvor vi skal hygge og i det kgl. teater) Da de tog hjem var jeg drænet for energi og endte med, at sidde og tude. Jeg var bare så ked af det. Forstår ikke, hvad det er, jeg gør galt. Vi ahvde planlagt at offentliggøre vores forlovelse, men stemningen var der bare aldrig. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det skal være at leve med hende resten af livet, dele jul og andre hyggelige højtider og den slags med hende. For slet ikke at tale om når vi får børn. Min kæreste vil snakke med hende, men det har han jo gjort så mange gange før - og det ændrer intet. Hold da op en tekst, er bare så ked af det og frustreret, havde brug for at få luft. Hvad har I gjort med svigerfamilien? Kører det bare? Og er der nogen der har erfaringer med at vinde svigermors frosne hjerte? KH M.

Velkommen til - og et sort tillykke med det forestående bryllup!

Du har så evigt ret. Jeg skal snakke med min kæreste senere i dag, når han kommer hjem.. Hans manglende lyst til at snakke med sin mor om tingene har sat sine tydelige spor på mit forhold til svigermoderen og vores parforhold. Men han er bare SÅ bange for, at hun bliver helt vildt ked af det, men tror at dine to argumenter for at tage snakken er noget han vil kunne forstå. Sidst vi snakkede om det nægtede han at snakke med hende og da jeg sagde, at hvis han ikke vil taget tyren ved hornene, så skulle jeg nok, sagde han: "Der er jo ikke nogen grund til, at du skaber mere splid" Meeen jeg tror, at han er ved at have fattet, at der skal en ændring til - for som forholdet til min svigermor er lige nu, så har jeg ærligt talt ikke lyst til, at blive gift ind i den familie... Nå, jeg må sparke til ham, når han kommer hjem - drømmer om, at jeg en dag kan få det med min svigermor, som Tina Liv har det med sin

Du skal vist have et

Conni og D&S Hofgaard, når jeg læser det I skriver, så bliver jeg simpelthen så vred. Den måde jeres svigerfamilier/familier opfører sig på, er simpelthen uacceptabelt. Det lyder som om fællesnævneren er, at man som svigerdatter/svigersøn ikke er god nok. Hvorfor kan de ikke bare acceptere, at man er sammen med den man elsker og ikke den de vil have? Min veninde kom i aftes for at være sammen med mig, fordi jeg var i så dårligt humør. Efter et par glas vin kom der virkelig gang i snakken, og pludselig sagde hun: Har du overvejet, om din svigermor bare er misundelig på dit forhold til hendes søn og hans forhold til dine forældre? Nææ, det havde jeg sgu aldrig skænket en tanke. Men det giver pludselig rigtig meget mening for mig! Fx kommer min kæreste altid hjem til min familie den 24., når han familie er færdig med at pakke gaver op. Og så får han så natmad, som består af resterne af juleanden (Det første min mor gør, inden hun serverer maden, er at tage en tallerken fra til ham - hun elsker sin svigersøn) Da hans mor efter to år fandt ud af, at den juleand han aldrig har måtte få (hun synes det er "klamt") fik han hos mine forældre - ja, så begyndte hun sgu at købe and! Og der er så mange eksempler på den slags. Min kæreste og jeg kommer fra to meget forskellige sociale baggrunde - både økonomisk og uddannelsesmæssigt. Desuden er mine forældre meget sociale, har mange venner og holder ofte middage og fester. Det nyder min kæreste, for i hans forældre har ingen venner. Jeg ved det lyder underligt, men i de snart fem år vi har været sammen, har de ALDRIG været sammen med venner. De eneste mennesker de ser er hendes mor og bror og deres elskede søn. Jeg tænker, at det måske også kan være en årsag til det. Jeg tror, at det er svært for hende at se, at hendes søn er så meget sammen med sine svigerforældre, for det er han virkelig. Vi tager i sommerhus med dem, vi spiser søndagsmiddag ved dem, vi tager på ferier med dem osv. Når vi har prøvet det med hans forældre går det altid galt. Det er altid i mine forældres sommerhuse vi er, og de kommer på besøg ved os. Alligevel er det altid hende, der skal agere "værtinde" og det har jeg det svært med, når det nu er os der inviterer. (Dertil kommer hendes små særheder med at medbringe ALT i et hus der er fuldt udstyret. Vi snakker knive, toiletpapir ALT!) Men jo mere jeg tænker over det, så tror jeg, at hendes opførsel overfor mig måske bunder i, at hun er ked af, at hendes søn har valgt dem fra ifht. mig og min familie. Tror I, at jeg er helt galt på den? Jeg vil rigtig gerne tilbringe noget mere tid med hans familie, men ikke når hun er strid overfor mig. Så det er som om, vi er endt i en ond cirkel.. Nå, der er vist nok at tage fat på, når han skal snakke med dem.

Hvor er det opløftende læsning - det betyder jo, at der er håb Jeg tror, at jeg vil snakke med min kæreste i morgen, og lade ham læse dette som inspiration Min kæreste er desværre bare lidt konfliktsky ifht. sin mor - han vil jo så nødig gøre hende ked af det. Men jeg er også bare nået til et punkt, hvor jeg bare ikke ORKER mere. Vi skal se dem på søndag til en rund fødselsdag i hans familie, og bare tanken har allerede drænet mig for energi. Men jeg må mande mig op og klistre det store smil på og finde det gode humør frem - der er ikke andet for

Hvor er du sød - det var lige det jeg havde brug for!

Hej piger, Jeg fandt denne smukke brudekrone på Bruun-Rasmussen.dk og ville selv have budt på den - men htb synes, at den er grim Så nu hvor jeg ikke selv går efter den, så ville jeg da liiige vise den til jer I kan se den her: http://www.bruun-rasmussen.dk/search.do?pg=6&iid=300411663&cid=498&mode=detail

Du har ret - må se, om jeg ikke kan finde pengene et sted Ellers kommer min mor i morgen, tror godt jeg kan lokke lidt med hende - hun elsker den slags

Ha ha ha - typisk mænd. Jeg er flad af grin Læste det højt for min kæreste som bare sagde: "Jamen manden har jo ret." Helt ærligt, hvad ved mænd om vintage diademer? JEg spørger bare

Ja, det er lige det. Jeg har heller ikke sat penge af til det, men jeg ved bare, at det ville være helt perfekt. IH, altså, nu vil jeg har jeg lyst til at købe det igen. Ville passe perfekt til den vintage blondekjole jeg drømmer om.

Smuk kirke!

Tillykke med det kommende bryllup - og velkommen til dette skønne forum Det lyder som om, at I er godt i gang med at planlægge et skønt bryllup.

Ja, overskriften giver lidt sig selv, og jeg synes ikke, at jeg kan finde en guide! Håber der er en bride eller groom to be, der kan hjælpe mig

Sikke et fint frieri - og så i Paris Jeg har lige siddet og læst jeres tråd - det lyder som det mest fantastiske bryllup, man kan tænke sig til. Og jeres menu - WOW Viste den lige til min kæreste, og han er klar til at droppe alle vores hidtidige planer og holde det på Fyn, så vi kan får Claus Holm til at lave maden. Det lyder fantasifuldt, kreativt og LÆKKERT! Jeres gæster er nogle heldige asener Mht. til vielsestidspunktet, kan man så virkelig ikke få lov til at lave en aftale med dem? Prøv at give Odense Kommune et kald og skru op for charmen

Hvor har du bare nogle fine ideer - synes især godt om den med blomsterne i flasker i træerne. Rustik, smukt og helt perfekt til et havebryllup. Og den med tæpperne er altså ret god - tror jeg, at jeg vil foreslå min veninde, der også skal holde bryllup i et telt

Hold da helt op, hvor er det den smukkeste brudefrisure jeg har set. Og kjolen og dit hårpynt er vidunderligt. ME LOVE!

Hej folkens. Jeg er endt i lidt af et dilemma med min venindes bryllup. Min dejlige veninde skal giftes, og et polterabend er under opsejling. Jeg kan dog ikke komme deltage, da jeg skal til et bryllup. Jeg har dog sagt, at jeg vil støde til i byen om aftenen, når de er i byen. Pigerne der arrangerer hendes polterabend mener, at jeg stadig skal betale de 5-600 kr. for til hendes polterabend, selvom jeg ikke kommer med. Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg synes det er mange penge for at få lov til at komme med i byen. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at min veninde får en vidunderlig dag, men jeg synes ikke, at jeg skal betale for en dag jeg ikke deltager i. Desuden mener de piger der arrangerer det, at jeg skal melde fra til det bryllup jeg skal til, da jeg er tættere på denne veninde, end jeg er på dem jeg skal til bryllup hos. Hvad ville I gøre? Ville I betale og få fred, eller ville I sige "fandme nej" og nægte at betale? Og hvad siger I som brude, ville I blive sure, hvis en veninde ikke kunne komme, og derfor ikke havde betalt til det? Håber, at I har et godt råd til mig! M.

Tillykke!

Ingen tvivl om at han ikke skal komme, hvis han kommer i jeans, så kan manden da lige så godt blive væk. Det ville være mangel på respekt! Jeg var til bryllup den 4. december, hvor en af mine veninder var med. Hendes søn på 4 måneder blev passet ved mormoren som gav ham flaske, og en enkelt gang i løbet af aftenen kom hun ind med ham, så han kunne blive ammet (i et andet rum, end der hvor festen var) Jeg synes bare at det viser, at man kan, hvad man vil, og hvis man gider planlægge lidt, så kan man godt få det til at hænge sammen. Barnets mor var i dette tilfælde til bryllups fra kl. 12.30 til 01, og det gik helt fint.

De har ikke arrangeret musik, så jeg regner ikke med at der bliver dans. Hvis det skulle ske, at festen trækker ud, så bliver jeg selvfølgelig :-)