Frk-Cramer

Glæd dig, min H2B var der for 2 år siden Ih - det er også noget jeg har drømt om siden jeg var barn - heldigvis var manden nem at lokke med

Vi smutter 10 dage til de vestindiske øer

Solgt til købsprisen...det var alligevel imponerende Ja jeg havde også købt den billigt på udsalg. Så det har også lidt at sige Men hende der købte den - mente selv hun gjorde et kup og jeg var bare glad for at komme "af" med den

Jeg købte en brudekjole - men fortrød og købte en anden Den første solgte jeg på 7 dage til købsprisen. Jeg solgte min på dba.dk Alt kan sælges til den rigtige pris. Spørgsmålet er blot hvad du mener din smertegrænse er

Hov måske med billede

Jeg har købt en række favorbokse fra en her på BK. Nu skal jeg bruge lidt flere og i den forbindelse har jeg forhørt mig om hvor de er købt, men sælger husker det Ikke. Jeg har søgt på nettet, men synes ikke jeg kan finde dem. Er der nogen der ved hvor disse er købt - eller ved hvor jeg kan købe nogen der ligner?

Det var da perfekt ja det synes jeg 😊

Er de solgt? Hvad skal du have for dem alle?

Jeg synes bestemt ikke at jeg har haft muligheden for at invitere hende med, da jeg ikke har fået oplyst at han var sammen med hende.Man kan ikke bare blive sur over at ens kæreste/ forlovet ikke er inviteret til en fest, hvis man ikke har oplyst at en sådan findes. Det er korrekt, at jeg bare kunne invitere hende nu. Men jeg ønsker ikke at invitere, når det skyldes et ultimatum der er givet. Der har jo ikke været tale om dette før, at han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Måske det er mig der er forkert på den, men jeg synes jeg har gjort mit, når jeg har ringet, sms'er og sendt breve til ham, der forklarer situationen. Jeg har endda sagt at jeg ønsker at finde en Løsning. Nu er landet sådan at han ikke ønsker at kommunikere og kun vil have sin vilje. Jeg synes faktisk ikke at du har læst tråden godt nok, hvis du mener jeg gør det mere kompleks end det er og ikke har gjort nok og ja ikke ønsker at inviterer hende. Hvis du derimod står ved dit input, må du gerne forklare hvad du mener jeg burde gøre anderledes end det jeg allerede har gjort? Jeg står skam ved det. Jeg synes du skriver det samme igen, du har gjort hele tiden. Du vil ikke invitere hende. Det er din beslutning, så må du stå ved den, og tage konsekvensen. Men kan du slet ikke se at du bliver sur over at han reagere forkert og siger han kun vil med hvis hans forlovede kommer. Og hans datters (din) stædighed er lige så stor som hans; Hun vil nemlig ikke invitere den forlovede med når hun er tvunget. En af jer skal give jer for at dette kan løses, og hvis du ikke vil, og du ved din far ikke vil; Så opgiv og brug tiden og energien på noget andet. Og det er sagt helt oprigtigt og ikke surt eller tvært, men simpelthen fordi du ikke får noget ud af at I begge to er lige stædige. Min holdning er stadigvæk: Send en SMS og sig du gerne vil invitere hans forlovede, for du forstår sagtens at han gerne vil have hende med, men du vil gerne aflevere invitationen personligt, fordi du gerne vil invitere hende fordi du ØNSKER at din fars forlovede skal med, og ikke fordi du er tvunget til at invitere hende. Som jeg nævnte, så kan jeg sagtens forstå dig, din fars reaktion er barnlig og uacceptabelt. Men sådan reagere man altså nu engang hvis man bliver såret og ikke tænker logisk. Og ærligt så er der jo ingen der gider at blive peget fingre af og blive dunket i hovedet over at de har reageret forkert; Heller ikke af deres egen datter. Så ja... En af jer må stoppe med at være stædige, ellers må du opgive. Jeg synes bestemt ikke jeg er stadig og synes da godt jeg kan tillade mig at være sur over at han flipper sådant ud.Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk over for ham, at han ikke måtte få hende med. Det krævede bare at han spurgte. Årsagen til at jeg ikke bare har skrevet nu - selvfølgelig må hun komme - er at han har stillet et ultimatum. Det er ikke noget jeg synes han kan være bekendt. Ja måske er jeg fjollet på det punkt - men synes ikke bare man kan skabe sig sådan for at få sin vilje, når den anden ikke har givet udtryk for at kæresten ikke er velkommen. Som sagt han fik invitationen inden han fandt hende. Han melder ikke ud at han ønsker hun skal med. Hvor skal man så vide det fra. Vi har flere venner der ikke ønsker deres kæreste med. Tre måneder efter han har fået indbydelsen stiller han et ultimatum og Selvom jeg har forklaret at jeg ønsker en løsning, så er det mig der er stædig? Hvis det er tilfældet, så må det jo være sådan. Jeg har skrevet til ham og forklaret min holdning til det og at jeg ønsker at vi finder ud af det. Men det er han ikke interesseret i.. Så ja, så må jeg være så stædig at jeg giver op. Jeg tror vi går forbi hinanden. Jeg siger ikke at du er stædig fordi du synes det din far har gjort er forkert. DET er det! Og jeg forstår dig så udmærket godt! Det har jeg også skrevet før. Det jeg ikke forstår er: Jeg ville opgive; Jeg ville ikke gide at blive ved at forsøge at få ham til at forstå mig, og hvorfor jeg synes det han har gjort er forkert. For han forstår det tydeligvis ikke. Men at du holder fast i at han skal forstå det, betyder at du fremstår stædig, og det har du HELT RET TIL AT VÆRE. Min pointe er bare at hvis to stædige mennesker begge holder fast i at de vil have den anden til at forstå: Så sker det ikke. En af jer må give sig for at få dette løst. Det burde være din far, for det ER ham der tager fejl. Men hvis du ikke mener det vil ske så ser jeg kun du har to valg: Opgiv at forklare ham det og sig at du er ked af at han føler sig såret, men at du blot har handlet i god tro og ikke kendte til hende og derfor ikke har kunne invitere hende før nu. Eller opgiv og hold fast i at det altså er hans egen fejl (For det er det jo!). Men hvis du holder fast i at hans opførsel er forkert og så længe han ikke indser det, så vil du ikke invitere hende, så synes jeg bare du skal opgive. For så stædig som din far lyder og så blind på at han har opført sig dårligt, så vågner han jo ikke op en dag og kan se tingene fra din side. Ja det er måske hårdt sagt af mig, men det sker jo bare ikke. Og du HAR jo gjort hvad du kan for at overbevise ham om at det han gjorde var forkert, så du har helt ret. Du kan ikke gøre mere for at få ham til at forstå. Derfor synes jeg at det eneste rigtige er at være et større menneske end ham, og indse at han nok bare har følelserne udenpå fordi det er en stor dag for ham at du skal giftes, og han også gerne vil dele den med sin forlovede, og derfor overreagerede han. Okay. Så er vi jo faktisk ikke uenige. Jeg fik nok bare formuleret mig forkert. Eller ikke læst det ordenligt. Så trækker jeg det tilbage, du har bestemt ret og tak for dit gode input 😊

Jeg synes bestemt ikke at jeg har haft muligheden for at invitere hende med, da jeg ikke har fået oplyst at han var sammen med hende.Man kan ikke bare blive sur over at ens kæreste/ forlovet ikke er inviteret til en fest, hvis man ikke har oplyst at en sådan findes. Det er korrekt, at jeg bare kunne invitere hende nu. Men jeg ønsker ikke at invitere, når det skyldes et ultimatum der er givet. Der har jo ikke været tale om dette før, at han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Måske det er mig der er forkert på den, men jeg synes jeg har gjort mit, når jeg har ringet, sms'er og sendt breve til ham, der forklarer situationen. Jeg har endda sagt at jeg ønsker at finde en Løsning. Nu er landet sådan at han ikke ønsker at kommunikere og kun vil have sin vilje. Jeg synes faktisk ikke at du har læst tråden godt nok, hvis du mener jeg gør det mere kompleks end det er og ikke har gjort nok og ja ikke ønsker at inviterer hende. Hvis du derimod står ved dit input, må du gerne forklare hvad du mener jeg burde gøre anderledes end det jeg allerede har gjort? Jeg står skam ved det. Jeg synes du skriver det samme igen, du har gjort hele tiden. Du vil ikke invitere hende. Det er din beslutning, så må du stå ved den, og tage konsekvensen. Men kan du slet ikke se at du bliver sur over at han reagere forkert og siger han kun vil med hvis hans forlovede kommer. Og hans datters (din) stædighed er lige så stor som hans; Hun vil nemlig ikke invitere den forlovede med når hun er tvunget. En af jer skal give jer for at dette kan løses, og hvis du ikke vil, og du ved din far ikke vil; Så opgiv og brug tiden og energien på noget andet. Og det er sagt helt oprigtigt og ikke surt eller tvært, men simpelthen fordi du ikke får noget ud af at I begge to er lige stædige. Min holdning er stadigvæk: Send en SMS og sig du gerne vil invitere hans forlovede, for du forstår sagtens at han gerne vil have hende med, men du vil gerne aflevere invitationen personligt, fordi du gerne vil invitere hende fordi du ØNSKER at din fars forlovede skal med, og ikke fordi du er tvunget til at invitere hende. Som jeg nævnte, så kan jeg sagtens forstå dig, din fars reaktion er barnlig og uacceptabelt. Men sådan reagere man altså nu engang hvis man bliver såret og ikke tænker logisk. Og ærligt så er der jo ingen der gider at blive peget fingre af og blive dunket i hovedet over at de har reageret forkert; Heller ikke af deres egen datter. Så ja... En af jer må stoppe med at være stædige, ellers må du opgive. Jeg synes bestemt ikke jeg er stadig og synes da godt jeg kan tillade mig at være sur over at han flipper sådant ud. Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk over for ham, at han ikke måtte få hende med. Det krævede bare at han spurgte. Årsagen til at jeg ikke bare har skrevet nu - selvfølgelig må hun komme - er at han har stillet et ultimatum. Det er ikke noget jeg synes han kan være bekendt. Ja måske er jeg fjollet på det punkt - men synes ikke bare man kan skabe sig sådan for at få sin vilje, når den anden ikke har givet udtryk for at kæresten ikke er velkommen. Som sagt han fik invitationen inden han fandt hende. Han melder ikke ud at han ønsker hun skal med. Hvor skal man så vide det fra. Vi har flere venner der ikke ønsker deres kæreste med. Tre måneder efter han har fået indbydelsen stiller han et ultimatum og Selvom jeg har forklaret at jeg ønsker en løsning, så er det mig der er stædig? Hvis det er tilfældet, så må det jo være sådan. Jeg har skrevet til ham og forklaret min holdning til det og at jeg ønsker at vi finder ud af det. Men det er han ikke interesseret i.. Så ja, så må jeg være så stædig at jeg giver op.

Jeg synes bestemt ikke at jeg har haft muligheden for at invitere hende med, da jeg ikke har fået oplyst at han var sammen med hende.Man kan ikke bare blive sur over at ens kæreste/ forlovet ikke er inviteret til en fest, hvis man ikke har oplyst at en sådan findes. Det er korrekt, at jeg bare kunne invitere hende nu. Men jeg ønsker ikke at invitere, når det skyldes et ultimatum der er givet. Der har jo ikke været tale om dette før, at han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Måske det er mig der er forkert på den, men jeg synes jeg har gjort mit, når jeg har ringet, sms'er og sendt breve til ham, der forklarer situationen. Jeg har endda sagt at jeg ønsker at finde en Løsning. Nu er landet sådan at han ikke ønsker at kommunikere og kun vil have sin vilje. Jeg synes faktisk ikke at du har læst tråden godt nok, hvis du mener jeg gør det mere kompleks end det er og ikke har gjort nok og ja ikke ønsker at inviterer hende. Hvis du derimod står ved dit input, må du gerne forklare hvad du mener jeg burde gøre anderledes end det jeg allerede har gjort?

Tusind tak for alle råd og input... Det har givet masser af nye perspektiver i forhold til sagen. Jeg har besluttet mig for at tale den igennem med mine søskende og høre den hvordan de forholder sig. Mest fordi et eventuelt brud også vil kunne påvirke dem. Når det så er sagt tror jeg at jeg vil forsøge nr sidste gang at komme i kontakt med ham. Har det ikke held med sig, har jeg besluttet at det må betyde at han ikke ønsker, at være en del af mit liv og derefter tage den derfra.

Ja eller generelt have oplevet en træls familie, og haft problemer med familien. For det er netop også derfor jeg SAGTENS kan forstå trådstarter. Her er det så bare min mor der før i tiden var en røv,men det er heldigvis ændret langt om længe. Er man blevet skuffet nok, trampet nok på osv, så gider man altså bare heller ikke blive ved og ved og ved. Præcist.... Og hvor er det dejligt at din mor har ændret sig til det bedre.... Det har været en lang og sej kamp, og jeg har været ved at give op mange gange. Men ja endelig har vi fået et nogenlunde normalt forhold, men tanken om hvornår hun svigter igen, ved jeg ikke om nogensinde forsvinder. Men ja det er altså bare overhovedet ikke fedt med forældre der ikke behandler en ordenligt, man burde jo være den person i verden de elsker allermest. Så ja, jeg forstår virkelig godt dit valg med din far, ligesom jeg også godt forstår trådstarters dilemma. . Dejligt at høre at det er blevet bedre med din mor.. Det er hårdt at opleve et sådan svigt - især når det er ens forældre.

Bliver faktisk lidt ked af den måde du skriver det på.Jeg synes jeg har gjort mit for at være large. Som tidligere skrevet er hun ikke inviteret, fordi de ikke var sammen da invitationerne blev sendt ud. Han har ikke kontaktet mig for at få hende med. Han har kun skrevet at han ikke kom, da hun ikke var inviteret. Dette er det eneste jeg har hørt. Dette har jeg ikke svaret på. Så derfor er hun 'ikke' inviteret med. Jeg har forsøgt forsoning ved at ringe mv men han ønsker ikke at snakke. Han har jo aldrig givet mig chancen for at invitere hende, hvis jeg ville. Mht højbordet. Det er et helt andet problem, da han overhovedet ikke vil sidde ved bord med min mor. Dette blev meldt ud, før han vidste hendes kæreste kom. Min far øsnker slet ikke at se min mor til festen. Var det en ide at skrive et brev til din far, hvor du forklare det er svært for dig at invitere hans kæreste med hvis han ikke vll tale med dig , i brevet skriver du at både hans kæreste og din mor kæreste har samme betingelser og du selvfølgeligt forventer af ham som far at bare denne ene dag tager sig sammen ( for din skyld) og bider al skam i sig og deltager fuldt ud til både kirke og fest.... hvis han så vælger ikke at svare på et sådan brev, kan du ikke hjælpe ham yderligere... Jeg har Faktisk allerede skrevet et sådant brev. Eller et hvor jeg forklarer situationen fra mit synspunkt og om at jeg øsnker at finde en løsning. Dette har han ikke svaret på. Så ved ikke rigtigt hvad jeg ellers kan gøre.

. Tak for dit svar. Det er præcist ikke første gang han laver det nummer. Alt med ham har været ultimatums. Kan huske da jeg var lille og vi skulle på ferie, var mine forældre uenige om ruten vi skulle køre også fik min mor som vilje med den konsekvens, at han ikke ville med på ferie og blev hjemme. Det er bestemt heller ikke fordi jeg ikke vil have hende med. Mit problem har Hele tiden været ultimatummet. Synes det et tarveligt At opsætte det sådan og true med at man ikke kommer, hvis man ikke får sin vilje. Jeg har forsøgt at række ud uden held og inviteret på kaffe via SMS (har ikke kunne komme igennem på telefonen), men har intet hørt, så synes også det er svært at være den voksne, når han ikke er lydhør for forsoning.