Frk-Cramer

Glæd dig, min H2B var der for 2 år siden Ih - det er også noget jeg har drømt om siden jeg var barn - heldigvis var manden nem at lokke med

Vi smutter 10 dage til de vestindiske øer

Solgt til købsprisen...det var alligevel imponerende Ja jeg havde også købt den billigt på udsalg. Så det har også lidt at sige Men hende der købte den - mente selv hun gjorde et kup og jeg var bare glad for at komme "af" med den

Jeg købte en brudekjole - men fortrød og købte en anden Den første solgte jeg på 7 dage til købsprisen. Jeg solgte min på dba.dk Alt kan sælges til den rigtige pris. Spørgsmålet er blot hvad du mener din smertegrænse er

Jeg har købt en række favorbokse fra en her på BK. Nu skal jeg bruge lidt flere og i den forbindelse har jeg forhørt mig om hvor de er købt, men sælger husker det Ikke. Jeg har søgt på nettet, men synes ikke jeg kan finde dem. Er der nogen der ved hvor disse er købt - eller ved hvor jeg kan købe nogen der ligner?

Hov måske med billede

Det var da perfekt ja det synes jeg 😊

Er de solgt? Hvad skal du have for dem alle?

Nu har jeg fulgt med længe på sidelinjen uden, at kommentere det store, på de enkelte indlæg. Men nu må det være min tur til at komme ud med lidt. Det handler om den "kære" familie. Eller kære er måske så meget sagt. Kort og godt - mine forældre er lige blevet skilt. Dette har skabt meget splid - og ja, jeg og mine søskende har bare meldt sig ud af deres "kamp". Nu er det så sådan, at min mor har fundet en anden mand. Han er super sød og forsøger virkelig, at lære os at kende, ikke for at blive en ny far, men for at vise, han gerne vil min mor. Det er også fint - jeg har ingen problemer med ham og da min mor ringede og spurgte om han måtte komme med til brylluppet, sagde jeg "no problems". Så han kommer. Nu kommer problemet så. Min kære far. Jeg har aldrig haft det bedste forhold til mig far - jeg husker ikke min barndom, som noget hvor han bidrog til at det blev en lykkelig tid, nok nærmere det modsatte. Nu har han så også fået en kæreste - de er blevet forlovet - ved ikke om det er seriøst. Har aldrig mødt hende og har aldrig fået at vide, at de skal giftes. Jeg læste det tilfældigt på Facebook. Min far har aldrig fortalt, at han havde mødt hende eller præsenteret os. Selvom han har haft flere anledninger til dette. Nu bor jeg langt fra ham, men har ved flere lejligheder inviteret på kaffe - men han har ved disse lejligheder aldrig haft hende med, eller fortalt om hende. Igen jeg kender kun til forholdet fra Facebook. Nu stejler han fuldstændigt over, at jeg ikke har inviteret hende til brylluppet. Jeg har hele tiden haft den holdning, at jeg ikke inviterer af pligt, men lyst og jeg vil slet ikke invitere nogen jeg ikke har mødt. Det er så ikke blevet bedre, at han har meldt ud, at han slet ikke vil komme, hvis hun ikke bliver inviteret. Hvilket jeg har nægtet, da jeg ikke vil stilles et ultimatum. Havde han ringet og fortalt om hende og spurgt om en invitation, havde det sikker set anderledes ud. Måske skal jeg nævne, at alt kommunikation mellem mig og min far er envejs. Jeg ringer eller sms'er ham, men han vender aldrig tilbage. Alle disse episoder, hvor han har brokket sig over brylluppet, har ikke været til mig, men til min mor eller mine søskende. Det virker ikke til at han ønsker, at snakke med mig om det. Min egentlige problemstilling (ja det blev langt) er at han nu har sendt mig en sms, som jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til: Han har skrevet, at han formodede, at min mors kæreste ikke var inviteret, når hans ikke var. Desuden ville han melde ud, at han nok skulle komme i kirken, men ikke ønskede, at deltage i resten af dagen. Jeg ved nu ikke om jeg skal sige, ja tak, du kommer bare i kirken eller nej tak - du bliver bare helt væk. Hvis jeg siger ja tak, er risikoen for, at han flipper fuldstændigt ud i kirken (pga. han ser min mors kæreste) ret stor. Så stor, at han kan finde på at skride midt i det hele - eksempelvis når han skal føre mig op. Men siger jeg nej tak, betyder det også, at jeg skal afskrive ham fuldstændigt, for konsekvensen vil være, at han ikke længere ønsker at være en del af mit liv. Jeg har ret svært, ved at vurdere, hvad jeg skal vælge. For selvom min mavefornemmelse siger en ting, har jeg svært ved at overskue, om det vil have konsekvenser for mine søskende og ja, hvordan hans del af familien vil reagere. Måske der er nogen, der kan komme med lidt input?

Jeg synes bestemt ikke at jeg har haft muligheden for at invitere hende med, da jeg ikke har fået oplyst at han var sammen med hende.Man kan ikke bare blive sur over at ens kæreste/ forlovet ikke er inviteret til en fest, hvis man ikke har oplyst at en sådan findes. Det er korrekt, at jeg bare kunne invitere hende nu. Men jeg ønsker ikke at invitere, når det skyldes et ultimatum der er givet. Der har jo ikke været tale om dette før, at han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Måske det er mig der er forkert på den, men jeg synes jeg har gjort mit, når jeg har ringet, sms'er og sendt breve til ham, der forklarer situationen. Jeg har endda sagt at jeg ønsker at finde en Løsning. Nu er landet sådan at han ikke ønsker at kommunikere og kun vil have sin vilje. Jeg synes faktisk ikke at du har læst tråden godt nok, hvis du mener jeg gør det mere kompleks end det er og ikke har gjort nok og ja ikke ønsker at inviterer hende. Hvis du derimod står ved dit input, må du gerne forklare hvad du mener jeg burde gøre anderledes end det jeg allerede har gjort? Jeg står skam ved det. Jeg synes du skriver det samme igen, du har gjort hele tiden. Du vil ikke invitere hende. Det er din beslutning, så må du stå ved den, og tage konsekvensen. Men kan du slet ikke se at du bliver sur over at han reagere forkert og siger han kun vil med hvis hans forlovede kommer. Og hans datters (din) stædighed er lige så stor som hans; Hun vil nemlig ikke invitere den forlovede med når hun er tvunget. En af jer skal give jer for at dette kan løses, og hvis du ikke vil, og du ved din far ikke vil; Så opgiv og brug tiden og energien på noget andet. Og det er sagt helt oprigtigt og ikke surt eller tvært, men simpelthen fordi du ikke får noget ud af at I begge to er lige stædige. Min holdning er stadigvæk: Send en SMS og sig du gerne vil invitere hans forlovede, for du forstår sagtens at han gerne vil have hende med, men du vil gerne aflevere invitationen personligt, fordi du gerne vil invitere hende fordi du ØNSKER at din fars forlovede skal med, og ikke fordi du er tvunget til at invitere hende. Som jeg nævnte, så kan jeg sagtens forstå dig, din fars reaktion er barnlig og uacceptabelt. Men sådan reagere man altså nu engang hvis man bliver såret og ikke tænker logisk. Og ærligt så er der jo ingen der gider at blive peget fingre af og blive dunket i hovedet over at de har reageret forkert; Heller ikke af deres egen datter. Så ja... En af jer må stoppe med at være stædige, ellers må du opgive. Jeg synes bestemt ikke jeg er stadig og synes da godt jeg kan tillade mig at være sur over at han flipper sådant ud.Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk over for ham, at han ikke måtte få hende med. Det krævede bare at han spurgte. Årsagen til at jeg ikke bare har skrevet nu - selvfølgelig må hun komme - er at han har stillet et ultimatum. Det er ikke noget jeg synes han kan være bekendt. Ja måske er jeg fjollet på det punkt - men synes ikke bare man kan skabe sig sådan for at få sin vilje, når den anden ikke har givet udtryk for at kæresten ikke er velkommen. Som sagt han fik invitationen inden han fandt hende. Han melder ikke ud at han ønsker hun skal med. Hvor skal man så vide det fra. Vi har flere venner der ikke ønsker deres kæreste med. Tre måneder efter han har fået indbydelsen stiller han et ultimatum og Selvom jeg har forklaret at jeg ønsker en løsning, så er det mig der er stædig? Hvis det er tilfældet, så må det jo være sådan. Jeg har skrevet til ham og forklaret min holdning til det og at jeg ønsker at vi finder ud af det. Men det er han ikke interesseret i.. Så ja, så må jeg være så stædig at jeg giver op. Jeg tror vi går forbi hinanden. Jeg siger ikke at du er stædig fordi du synes det din far har gjort er forkert. DET er det! Og jeg forstår dig så udmærket godt! Det har jeg også skrevet før. Det jeg ikke forstår er: Jeg ville opgive; Jeg ville ikke gide at blive ved at forsøge at få ham til at forstå mig, og hvorfor jeg synes det han har gjort er forkert. For han forstår det tydeligvis ikke. Men at du holder fast i at han skal forstå det, betyder at du fremstår stædig, og det har du HELT RET TIL AT VÆRE. Min pointe er bare at hvis to stædige mennesker begge holder fast i at de vil have den anden til at forstå: Så sker det ikke. En af jer må give sig for at få dette løst. Det burde være din far, for det ER ham der tager fejl. Men hvis du ikke mener det vil ske så ser jeg kun du har to valg: Opgiv at forklare ham det og sig at du er ked af at han føler sig såret, men at du blot har handlet i god tro og ikke kendte til hende og derfor ikke har kunne invitere hende før nu. Eller opgiv og hold fast i at det altså er hans egen fejl (For det er det jo!). Men hvis du holder fast i at hans opførsel er forkert og så længe han ikke indser det, så vil du ikke invitere hende, så synes jeg bare du skal opgive. For så stædig som din far lyder og så blind på at han har opført sig dårligt, så vågner han jo ikke op en dag og kan se tingene fra din side. Ja det er måske hårdt sagt af mig, men det sker jo bare ikke. Og du HAR jo gjort hvad du kan for at overbevise ham om at det han gjorde var forkert, så du har helt ret. Du kan ikke gøre mere for at få ham til at forstå. Derfor synes jeg at det eneste rigtige er at være et større menneske end ham, og indse at han nok bare har følelserne udenpå fordi det er en stor dag for ham at du skal giftes, og han også gerne vil dele den med sin forlovede, og derfor overreagerede han. Okay. Så er vi jo faktisk ikke uenige. Jeg fik nok bare formuleret mig forkert. Eller ikke læst det ordenligt. Så trækker jeg det tilbage, du har bestemt ret og tak for dit gode input 😊

Jeg synes bestemt ikke at jeg har haft muligheden for at invitere hende med, da jeg ikke har fået oplyst at han var sammen med hende.Man kan ikke bare blive sur over at ens kæreste/ forlovet ikke er inviteret til en fest, hvis man ikke har oplyst at en sådan findes. Det er korrekt, at jeg bare kunne invitere hende nu. Men jeg ønsker ikke at invitere, når det skyldes et ultimatum der er givet. Der har jo ikke været tale om dette før, at han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Måske det er mig der er forkert på den, men jeg synes jeg har gjort mit, når jeg har ringet, sms'er og sendt breve til ham, der forklarer situationen. Jeg har endda sagt at jeg ønsker at finde en Løsning. Nu er landet sådan at han ikke ønsker at kommunikere og kun vil have sin vilje. Jeg synes faktisk ikke at du har læst tråden godt nok, hvis du mener jeg gør det mere kompleks end det er og ikke har gjort nok og ja ikke ønsker at inviterer hende. Hvis du derimod står ved dit input, må du gerne forklare hvad du mener jeg burde gøre anderledes end det jeg allerede har gjort? Jeg står skam ved det. Jeg synes du skriver det samme igen, du har gjort hele tiden. Du vil ikke invitere hende. Det er din beslutning, så må du stå ved den, og tage konsekvensen. Men kan du slet ikke se at du bliver sur over at han reagere forkert og siger han kun vil med hvis hans forlovede kommer. Og hans datters (din) stædighed er lige så stor som hans; Hun vil nemlig ikke invitere den forlovede med når hun er tvunget. En af jer skal give jer for at dette kan løses, og hvis du ikke vil, og du ved din far ikke vil; Så opgiv og brug tiden og energien på noget andet. Og det er sagt helt oprigtigt og ikke surt eller tvært, men simpelthen fordi du ikke får noget ud af at I begge to er lige stædige. Min holdning er stadigvæk: Send en SMS og sig du gerne vil invitere hans forlovede, for du forstår sagtens at han gerne vil have hende med, men du vil gerne aflevere invitationen personligt, fordi du gerne vil invitere hende fordi du ØNSKER at din fars forlovede skal med, og ikke fordi du er tvunget til at invitere hende. Som jeg nævnte, så kan jeg sagtens forstå dig, din fars reaktion er barnlig og uacceptabelt. Men sådan reagere man altså nu engang hvis man bliver såret og ikke tænker logisk. Og ærligt så er der jo ingen der gider at blive peget fingre af og blive dunket i hovedet over at de har reageret forkert; Heller ikke af deres egen datter. Så ja... En af jer må stoppe med at være stædige, ellers må du opgive. Jeg synes bestemt ikke jeg er stadig og synes da godt jeg kan tillade mig at være sur over at han flipper sådant ud. Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk over for ham, at han ikke måtte få hende med. Det krævede bare at han spurgte. Årsagen til at jeg ikke bare har skrevet nu - selvfølgelig må hun komme - er at han har stillet et ultimatum. Det er ikke noget jeg synes han kan være bekendt. Ja måske er jeg fjollet på det punkt - men synes ikke bare man kan skabe sig sådan for at få sin vilje, når den anden ikke har givet udtryk for at kæresten ikke er velkommen. Som sagt han fik invitationen inden han fandt hende. Han melder ikke ud at han ønsker hun skal med. Hvor skal man så vide det fra. Vi har flere venner der ikke ønsker deres kæreste med. Tre måneder efter han har fået indbydelsen stiller han et ultimatum og Selvom jeg har forklaret at jeg ønsker en løsning, så er det mig der er stædig? Hvis det er tilfældet, så må det jo være sådan. Jeg har skrevet til ham og forklaret min holdning til det og at jeg ønsker at vi finder ud af det. Men det er han ikke interesseret i.. Så ja, så må jeg være så stædig at jeg giver op.

Jeg synes bestemt ikke at jeg har haft muligheden for at invitere hende med, da jeg ikke har fået oplyst at han var sammen med hende.Man kan ikke bare blive sur over at ens kæreste/ forlovet ikke er inviteret til en fest, hvis man ikke har oplyst at en sådan findes. Det er korrekt, at jeg bare kunne invitere hende nu. Men jeg ønsker ikke at invitere, når det skyldes et ultimatum der er givet. Der har jo ikke været tale om dette før, at han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Måske det er mig der er forkert på den, men jeg synes jeg har gjort mit, når jeg har ringet, sms'er og sendt breve til ham, der forklarer situationen. Jeg har endda sagt at jeg ønsker at finde en Løsning. Nu er landet sådan at han ikke ønsker at kommunikere og kun vil have sin vilje. Jeg synes faktisk ikke at du har læst tråden godt nok, hvis du mener jeg gør det mere kompleks end det er og ikke har gjort nok og ja ikke ønsker at inviterer hende. Hvis du derimod står ved dit input, må du gerne forklare hvad du mener jeg burde gøre anderledes end det jeg allerede har gjort?

Tusind tak for alle råd og input... Det har givet masser af nye perspektiver i forhold til sagen. Jeg har besluttet mig for at tale den igennem med mine søskende og høre den hvordan de forholder sig. Mest fordi et eventuelt brud også vil kunne påvirke dem. Når det så er sagt tror jeg at jeg vil forsøge nr sidste gang at komme i kontakt med ham. Har det ikke held med sig, har jeg besluttet at det må betyde at han ikke ønsker, at være en del af mit liv og derefter tage den derfra.

Ja eller generelt have oplevet en træls familie, og haft problemer med familien. For det er netop også derfor jeg SAGTENS kan forstå trådstarter. Her er det så bare min mor der før i tiden var en røv,men det er heldigvis ændret langt om længe. Er man blevet skuffet nok, trampet nok på osv, så gider man altså bare heller ikke blive ved og ved og ved. Præcist.... Og hvor er det dejligt at din mor har ændret sig til det bedre.... Det har været en lang og sej kamp, og jeg har været ved at give op mange gange. Men ja endelig har vi fået et nogenlunde normalt forhold, men tanken om hvornår hun svigter igen, ved jeg ikke om nogensinde forsvinder. Men ja det er altså bare overhovedet ikke fedt med forældre der ikke behandler en ordenligt, man burde jo være den person i verden de elsker allermest. Så ja, jeg forstår virkelig godt dit valg med din far, ligesom jeg også godt forstår trådstarters dilemma. . Dejligt at høre at det er blevet bedre med din mor.. Det er hårdt at opleve et sådan svigt - især når det er ens forældre.

Bliver faktisk lidt ked af den måde du skriver det på.Jeg synes jeg har gjort mit for at være large. Som tidligere skrevet er hun ikke inviteret, fordi de ikke var sammen da invitationerne blev sendt ud. Han har ikke kontaktet mig for at få hende med. Han har kun skrevet at han ikke kom, da hun ikke var inviteret. Dette er det eneste jeg har hørt. Dette har jeg ikke svaret på. Så derfor er hun 'ikke' inviteret med. Jeg har forsøgt forsoning ved at ringe mv men han ønsker ikke at snakke. Han har jo aldrig givet mig chancen for at invitere hende, hvis jeg ville. Mht højbordet. Det er et helt andet problem, da han overhovedet ikke vil sidde ved bord med min mor. Dette blev meldt ud, før han vidste hendes kæreste kom. Min far øsnker slet ikke at se min mor til festen. Var det en ide at skrive et brev til din far, hvor du forklare det er svært for dig at invitere hans kæreste med hvis han ikke vll tale med dig , i brevet skriver du at både hans kæreste og din mor kæreste har samme betingelser og du selvfølgeligt forventer af ham som far at bare denne ene dag tager sig sammen ( for din skyld) og bider al skam i sig og deltager fuldt ud til både kirke og fest.... hvis han så vælger ikke at svare på et sådan brev, kan du ikke hjælpe ham yderligere... Jeg har Faktisk allerede skrevet et sådant brev. Eller et hvor jeg forklarer situationen fra mit synspunkt og om at jeg øsnker at finde en løsning. Dette har han ikke svaret på. Så ved ikke rigtigt hvad jeg ellers kan gøre.

. Tak for dit svar. Det er præcist ikke første gang han laver det nummer. Alt med ham har været ultimatums. Kan huske da jeg var lille og vi skulle på ferie, var mine forældre uenige om ruten vi skulle køre også fik min mor som vilje med den konsekvens, at han ikke ville med på ferie og blev hjemme. Det er bestemt heller ikke fordi jeg ikke vil have hende med. Mit problem har Hele tiden været ultimatummet. Synes det et tarveligt At opsætte det sådan og true med at man ikke kommer, hvis man ikke får sin vilje. Jeg har forsøgt at række ud uden held og inviteret på kaffe via SMS (har ikke kunne komme igennem på telefonen), men har intet hørt, så synes også det er svært at være den voksne, når han ikke er lydhør for forsoning.

Det kan sagtens være at han gør forholdet mere seriøst for at få hende med. Men det kan jeg godt forstå. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så må det være hårdt at blive skilt og se sin eks med med ny partner. Jeg synes faktisk godt at han kunne få hende med af den ene grund. Du skriver at det er en ny skilsmisse - alle sår er nok stadig åbne. I får den bedste dag, hvis jeres gæster er glade - altså også din far Jeg synes du skal invitere dem til noget eftermiddags the. Kan du ikke få kontakt til din far, så skriv til hende. Måske du endda kan finde hendes telefonnummer. Du kan sige at du gerne vil lære hende at kende og spørge om de ikke vil komme på besøg? Tror dog godt din far ville svare dig, hvis du inviterer dem - han er jo intersseret I at have det godt med dig - ellers var han nok ikke kommet i kirken Jeg ved godt at det kræver meget mod, men jeg synes ikke at noget så fantastisk som et bryllup, skal være skyld i at I mister kontakten. Når du tænker tilbage på dit bryllup skal du huske kærlighed - og ikke at det også var dengang du droppede kontakten til din far ... Jeg forstår godt at du er gal lige nu - så det er nok ikke lige nu at du ser tingene fra din fars side. Men prøv Tak for svar. Godt med lidt perspektiv på tingene Jeg tror jeg vil forsøge, at række ud en sidste gang, og hvis det hele skal handle om hvem af mine forældre der kan 'pisse længst' tror jeg at jeg er nødt til at lægge det på hylden. Jeg vil jo gerne have det bliver en god fest og ikke en hvor folk skal være sure på hinanden.

Præcist.. Jeg har godt nok også set mange herinde, hvor familien gør helt i sort over gæstelister osv.

Bliver faktisk lidt ked af den måde du skriver det på. Jeg synes jeg har gjort mit for at være large. Som tidligere skrevet er hun ikke inviteret, fordi de ikke var sammen da invitationerne blev sendt ud. Han har ikke kontaktet mig for at få hende med. Han har kun skrevet at han ikke kom, da hun ikke var inviteret. Dette er det eneste jeg har hørt. Dette har jeg ikke svaret på. Så derfor er hun 'ikke' inviteret med. Jeg har forsøgt forsoning ved at ringe mv men han ønsker ikke at snakke. Han har jo aldrig givet mig chancen for at invitere hende, hvis jeg ville. Mht højbordet. Det er et helt andet problem, da han overhovedet ikke vil sidde ved bord med min mor. Dette blev meldt ud, før han vidste hendes kæreste kom. Min far øsnker slet ikke at se min mor til festen.

Pyh, det lyder heller ikke sjovt for dig, men godt at du er afklaret med det hele. Tak for input i forhold til, hvordan jeg vælger hvad der er rigtigt for mig og min H2B

Jeg er også opdraget til, at man invitere seriøse partnere. Men hvordan kan man vide, at det er en seriøs partner, når hun ikke er med til familie fødselsdagen (Senest hans egen mors fødselsdag) og hun i "teorien" kun eksisterer på Facebook? Jeg kan godt se, at det vil være hårdt for ham, at min mors kæreste er med, hvis han er alene. Men jeg synes ikke, at det giver ret til at man bare kan tage en eller anden med. Årsagen til jeg ikke har inviteret hende, er til dels, at invitationerne blev sendt ud inden det famøse Facebook stunt, samt, at han aldrig har fortalt at han har mødt hende. Hvis jeg ikke havde set det på Facebook - hvordan skulle jeg så vide det? Han har heller ikke fortalt om hende til hverken min mor, eller mine søskende. Det kom først frem, at han var forlovet, da han fandt ud af at min mors kæreste var inviteret. Jeg må indrømme, at jeg nærmest allerede har givet op på forhånd. Jeg har forsøgt så mange gange, at ringe. Jeg har skrevet breve og sms'er. Men lige lidt hjælper det. Jeg har ikke fået nogen respons ud over den ene sms i går, som jeg endnu ikke har svaret på.

Ja det er utroligt, hvad et bryllup bringer frem i folk Jeg har talt med mine søskende om det. Min bror har meldt ud, at han ikke vil blande sig i noget, da vores far, selv må komme ind i kampen. Mine to søstre har helt meldt ud for flere år siden, at de ikke ønsker, et decideret forhold til vores far. Min mor har sagt at det er min og H2B beslutning hvad vi ønsker og at hun støtter os uanset hvad. Hun synes dog, jeg skal gøre det jeg har det bedst med - hvilket pt. er at undvære ham på dagen. Da frygten for problemer på dagen pt. er større end det at undvære ham. Men hun ønsker heller ikke, at jeg gør noget jeg fortryder efterfølgende.

Han ved allerede at han er inviteret hele dagen. Det har han vidst i en måneds tid. Jeg ved ikke om han er skuffet eller sur. Men tror bestemt også det gør at han ikke ønsker, at deltage. Præcist - hvis han bare havde inviteret os eller havde taget hende med, når han er blevet inviteret, så vi havde set hende. Synes det er svært, at have et forhold til nogen, når det kun er på facebook. Tak - håber også på det bedste

Jeg var afsted i Mandags og der var vildt meget at vælge imellem. Tror jeg prøvede godt 6 kjoler (det var dem jeg syntes om), men der var nok en 15-20 stykker at vælge imellem. Jeg endte med at købe kjolen jeg havde drømt om - så det var helt perfekt

Nu sker det Nu har jeg snuset rundt på BK det sidstes tykke tid og nu har jeg besluttet mig for at jeg ville lave min egen planlægningstråd Brylluppet: Hvem er vi: om os Dato: 2. august 2014 Sted: Roskilde Domkirke Budget: 150.000 kr. (pyyh) Tema: Rød, guld, creme Invitationer: Type vielse: Kirkelig Antal gæster: 75 Vielsesringe: Bryllupsrejse: Bestige kilimanjaro + slikke sol på Zansibar Bruden: Kjole: Vintage Stil med Blonder fra Lilly Tilbehør: Slør Sko: Noget gammel: Guldhalskæde Noget nyt: Noget lånt: min søsters hårbånd Noget blåt: Hår: Opsat med knold: inspiration Make-up: Forlovelsesring: Guldring med diamant Festen: Sted: Prindsen Roskilde Reception: Prindsen Roskilde Mad: DIY: Invitationer: Bordkort (favorbokse): Bryllupskage: Kirkehæfter: Risposer: