Er i chok,

[Fluff 0]

Min bedste veninde har lige ringet til mig. Hendes lillebror fik for noget tid siden konstateret kræft i skjoldsbruskkirtlen. Det i sig selv var jeg skrækkeligt, men man havde da en tro på at han ville blive helbredt ved operation og efterbehandling.

Nu, 2 måneder efter, har de fundet spredning til lungerne samt noget der hedder metastaser, også kaldet dattersvulster. Det er simbelthen noget af den primærer svulst der "har revet sig løst" og gennem blodbaner, lymfekar mv. går rundt i hele kroppen og sætter svulster............................ de kan kun fjerne nogle af de svulster, og man kan aldrig vide hvor den næste dukker op. Manden er 29 år gammel!!!! . Han har fået dødsmærket. Det er bare så forfærdeligt. jeg måtte virkelig tage mig sammen da jeg talte med hende. Begyndte at tude bagefter.

De problemer man selv går og tumler med, er bare så latterlige at det næsten er pinligt. Det sætter VIRKELIG tingene i perspektiv, ikke???

Skal mødes med hende i aften. Hvad f***** siger man????? Det er bare så meningsløst at man har svært ved at finde ord.

Min gud, hvor er livet bare noger L O R T nogle gange.

Skulle lige ud med det, så tak fordi i lyttede. Sidder sgu og tuder igen nu...

[Guest ninna]

Kære fluff

hvor er det trist læsning ! Ja man mangler ord i sådan en forbindelse..

Det eneste du kan gøre for din veninde er nok bare at lytte og være der for hende så godt du kan. Jeg sender jer en varm tanke.

[Guest Zunshine]

KÆre Fluff...........

For det første....rart at se dig igen herinde, men en skidt anledning.

Det allerbedste du kan gøre for din veninde, er faktisk, at starte med at bringe emnet på banen.

Hun sidder måske med en frygt for at hun bliver tudevårn, og er træls at høre på, men ved at du bringer det op, giver du hende en "fribillet" til at komme ud med hvad der måtte presse sig på inden i hende.

Jeg har selv en veninde, hvis kærste begik selvmord for 1½ år siden, og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige til hende. Jeg lod to og fem være lige, og startede med at sige: "Det er sq noget skidt hva' skattetøs"......... så er der åbnet for først en ordentlig tudetur ved en god venindes skulder, og derefter snake om tankerne og følelserne. Det kan faktisk være med ti lat få en masse grimme tanker sat i perspektiv.

Det gør mig ondt for din veninde, og broderen.

Jeg håber at I trods alt finder en vej igennem det her.

Mange knus Trisse

[Guest Msk]

Jeg lod to og fem være lige, og startede med at sige: "Det er sq noget skidt hva' skattetøs"

Det tror jeg er en god måde at gå til det på. Det er heller ikke nemt at gå undenom i starten - det har man det skidt med, og det er vildt kunstigt.

Men når det så er sagt - fy for den, hvor er verden bare ikke fair! Jeg fortryder lige, at jeg har været utilfreds med min egen indsats på min løbetur for et par timer siden, og at jeg diskuterede en ligegyldig detalje i en uendelighed med min mor.... Man har det jo ik´ så dårligt endda....

Stort til dig, din veninde og den unge mand selv....

[Millepige 0]

Kære Fluff

til dig, din veninde og ikke mindst hendes bror.

[HenrietteS 1]

du må aldrig lade som ingenting, det er det værste du kan gøre.

Giv hende en ordentligt kram og tud og derefter snakke

[Guest cirkeline4]

Kære Fluff,

Nu har jeg selv været ramt af den fandes til snigende sygdom! Heldigvis er jeg en af de mere heldige og er blevet erklæret rask.

Jeg vil mene at du bare skal være dig selv og lytte til hende! Nogle gange vil man også bare gerne at folk er der. Og så vil jeg anbefale Kræftens Bekæmpelse både for din veninde (de har grupper for pårørende) og for hendes bror. Det hjælper virkelig at tale med ligestillede.

Håber du fik noget ud af det.

Knus og tanker Susan

[Guest Dittelitten]

Hej Fluff!

Det var dog forfærdeligt at høre!

Vi kender også til den sygdom herhjemme. Min mand blev ramt for to år siden, men overlevede med nød og næppe.

Jeg kan kun, som mange andre har sagt, anbefale, at du lader akavethed og forelegenhed være akavethed og forlegenhed og taler lige ud af posen. Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg godt, men jeg følte mig bare SÅ alene, da min mand var syg. Det man har allermest brug for, når katastrofen rammer, er, ikke at være alene. At have én, at kunne snakke med, græde ud hos, snakke minder med og grine med. Man har nemlig også brug for at grine en gang imellem alt det forfærdelige.

Jeg sad palle alene i vores lejlighed og havde ikke selv overskuddet til at ringe efter vennerne. Det kan også være, hun bare har brug for, du er der og pusler om hende. Ser en film, laver en god middag til hende, hvad ved jeg. Spørg hende om, hvad hun har allermest lyst til og tag den derfra. Det kan så godt være, at det hele pludselig kommer væltende, og så må du være den trøstende.

Vigtigst af alt: Husk at spørge til, hvordan HUN har det. Alle spurgte mig, hvordan min mand havde det. Kun én - en af min mands gamle venner - spurgte, hvordan jeg havde det. Det havde jeg brug for.

Jeg håber trods alt det kommer til at gå hurtigt for ham, når først smerterne sætter ind. Livet er sgu' ikke retfærdigt! til dig, veninden og lillebror + familie.

/Dittelitten

[oerum 0]

Kære Fluff.

Nej livet er ikke altid retfærdigt - 29 år er jo ingen alder

Jeg har også haft sygdommen tæt inde på livet, da min far sidte år blev syg og fik konstanteret lungekræft med metastaser til bl.a. leveren. Han døde af det 2 1/2 måned senere, og det som var sværest i forhold til vennekredsen var at enkelte af dem ikke ville "besvære" mig, og istedet havde besluttet at vente, til jeg ringede til dem.

Men det magtede jeg slet ikke i al sorgen. Nu kender jeg jo ikke din veninde, men det som jeg havde brug for dengang var at blive holdt i hånden(metaforisk set), blive holdt om og få lov til(blive spurgt ind til) at snakke om alle mine tanker og følelser ved det at miste. Istedet oplevede jeg mig meget alene om sorgen og havde ligeledes en følelse af, at mennesker omkring ikke kunne sætte sig ind i, at jeg stadig var/er ked af det længe efter hans død.

Jeg ved i dag, at det var en slags misforstået venlighed. Derfor lad hende vide, at du er der for hende og VÆR der, så det ikke kun bliver tomme ord.

og masser af tanker til din veninde og dig

Redigeret November 4, 2004 af oerum

[Guest Winnie]

Til dig, din veninde og hendes bror!

Jeg har haft det meget tæt på livet, og kan kun sige, at det gør ondt meget ondt. Det bedste man kan gøre, er at være der og lytte.

Alt det bedste

Knus Winnie

[Guest jane-san]

Kære Fluff.

Livet er bare så urimligt nogle gange. :angry1: :angry1: :angry1:

Jeg siger som mange af de andre: Vær der for hende og LYT. Jeg tror ikke, at hun lige nu har behov for andet.

Mange tanker til jer alle.

Knus Jane :hjerte:

[Fluff 0]

100000 tak for alle jeres svar. til jer alle.

Jeg mødtes jo med hende igår. Jeg tror at den der havde det sværest ved det hele, var mig. Jeg er også utrolig følsom, og har siden han fik det konstateret været meget optimistisk, hvor hun har været realistisk. Måske en form for virkelighedsflugt fra hendes side?

Det der også bekymre mig er, at hun har fået tilladelse fra hendes bror til at læse i hans journal, som hun har fået tilsendt. Hun går faktisk kun op i den og prøver at oversætte det latinske. I mine øjne er det lidt for meget. Det er som om at hun ved at gå i bitte små detaljer omkring hans sygdom, ikke har "tid" til at sørge - eller hvad man nu kalder det på dette tidspunkt i forløbet. Da jeg spurgte hvordan HUN havde det, undveg hun lidt ved at svare. Jeg må bare blive ved med at gå hende på klingen, for dette skal hun ikke gå med alene.

Vi fik da begge to tudet, og snakket fra kl 19 til 02!! Jeg kunne bare overhovedet ikke sove da jeg kom hjem. Tror først at jeg sov kl. 4 - 4.30 og har så kun drømt om kræft her, der og alle vegne. Det har været en skrækkelig nat. Det er også bare fordi han kun er 28 år, (fandt jeg ud af igår..) og tanken om at det var en selv....., eller min søster... Jeg render rundt med konstant kvalme og kan ikke spise noget. Kan ikke helt forstå hvorfor jeg reagere så kraftigt??? Det er i mine tanker day and night, 24-7....

Jeg må vist til at slappe lidt af. Måske skulle mn prøve at tage en lur. Har også kun sovet i 3 timer.

Men noget P I S er det sg...

Igen, tak for de søde svar. Det luner...

[weasley 1]

Sender dig, din veninde og hendes bror en masse

Kan kun tilslutte mig de øvrige brugers gode råd - vær der for hende så meget som du kan ... og husk nu at passe godt på dig selv.

[mflask 0]

Gu' fanden er det svært...

Jeg arbejder selv på en røntgenafdeling, hvor store dele af vores patienter har denne form for kræft. Det er skide svært at forholde sig til, selv når man ikke kender personen, hvordan er det så ikke, når man er tæt på.

Hvis det på nogen måde er muligt for dig, skulle du tage at forsøge at overtale din veninde til ikke at læse mere i den journal. Journalsprog er lægesprog. Der er ikke til at forstå, hvis man ikke arbejder indenfor området.

Hvis hun ikke vil lægge det fra sig, skal hun, sammen med sin bror, tage at få det oversat ved hans læge.

Metastaser, lymfeknuder, recidiv osv. hvad fanden er det???

Håber, at du og specielt din veninde og hendes bror kommer igennem det.

Det skal lige siges, at metastaser altså også kan gå i regression - bare lige en fodnote...

Mette

[Fluff 0]

Det skal lige siges, at metastaser altså også kan gå i regression - bare lige en fodnote...

Mette

Og hvad betyder det?? Sådan på godt gammelt dansk??

Vi sad og læste lidt i den igår, og hun har også været oppe hos sin læge for at få oversat nolge ord, men ikke det "store billede", hvis du forstår. Jeg foreslog hende at tage hendes bror dem op til hans egen læge på Rigshospitalet, og få det hele oversat. Ellers kan hun nemt misforstå sammenhængen...

[Guest Dittelitten]

Hej Fluff!

Har din veninde spurgt sin læge, om hun kan få bevilliget psykologhjælp? Jeg ved, at nogle familier får fuld psykologhjælp med alt betalt, mens andre bliver henvist til Kræftens Bekæmpelses kriselinie. Uanset hvad er det da værd at prøve. Ikke fordi jeg tvivler på dine gode hensigter og evner som støttende veninde, men i nogle tilfælde, fx. alvorlig krise i næremste familie, kan det være godt at tale med en professionel, som ved, hvilke knapper han/hun skal trykke på.

Det virker på mig som om, din veninde bruger interessen for hendes brors journal som en forsvarsmekanisme. Det er meget normalt. Vi har jo alle hver vores måder at beskytte os fra sorgen og smerten på. Nogle arbejder sig ud af sorgen, nogle græder hele tiden, nogle laver jokes ud af det hele og din veninde har så (ubevidst) valgt at sætte sig så meget ind i det medicinske som muligt. Måske fordi hun tror, at hun på den måde bedre vil kunne forstå og tackle situationen. Det er OK lige nu. Det er den måde, hun holder sig oppe på. Det er blot vigtigt, at hun på et tidspunkt ser sin sorg i øjnene og får bearbejdet den. Der kan gå lang tid.

Derfor mener jeg det er vigtigt, at din veninde får psykologhjælp.

Vil lige sige, at jeg altså ikke har nogen uddannelsesmæssig baggrund for mine udtalelser. Jeg taler udelukkende af erfaring.

Pas på dig selv, Fluff. Det må ikke også ødelægge dig, selv om det er svært.

/Dittelitten

[muller 0]

Regression betyder, at metastaserne kan blive mindre, og måske helt forsvinde.

Jeg er selv sygeplejerske på en onkologisk afdeling, (læs kræftafdeling), og her er der mange af de "svære samtaler". Det hele handler om at lytte, og spørge ind til, der er ikke noget som er "farligt" at berøre. Kræftpatienten og de pårørende skal nok vise hvis de ikke er parate til at tale om de svære emner.

Det bedste råd er at være der for din veninde, det gør ikke noget, at du viser hende at du også er ked af det.

Pernille

[mflask 0]

Regression betyder, at metastaserne kan blive mindre, og måske helt forsvinde.

Jeg er selv sygeplejerske på en onkologisk afdeling, (læs kræftafdeling), og her er der mange af de "svære samtaler". Det hele handler om at lytte, og spørge ind til, der er ikke noget som er "farligt" at berøre. Kræftpatienten og de pårørende skal nok vise hvis de ikke er parate til at tale om de svære emner.

Det bedste råd er at være der for din veninde, det gør ikke noget, at du viser hende at du også er ked af det.

Pernille

Det er da godt, at der er nogen som kan svare for mig, når jeg nu ikke lige holder øjne og ører åbne. Det skulle man måske nok have gjort, når man nu smider sådan en sætning ud i cyberspace :tosset: .

Det beviser jo bare, at læge-/hospitalsprog ikke er dansk... :baa:

Mette