Gantzel21

Et hjertesuk

8 indlæg i dette emne

Da I er så søde til at lytte og ikke dømme, prøver jeg lykken her. Ved ikke rigtigt om dette indlæg passer i dette forum, men mangler bare et sted at få mine ord ned på skrift og måske få lidt feedback fra andre der har været i samme situation.

Sagen er den, at jeg mistede min mor til sygdom for 8 år siden. Dengang var jeg teenager og min bror var ikke mere end 8 år, så vi har siden da blevet en meget sammentømret familie, da den i forvejen ikke er ret stor. Min morfar er den eneste tilbage af min mors side og han bor gudskelov tæt på, så der har vi tilbragt meget tid. Min mor og jeg var meget tæt knyttet, så det er stadig svært at fatte, at hun ikke er her mere. Min far har klaret det enormt godt med at være far & mor, problemløser etc. og vi har altid kunne komme til ham hvis vi havde spørgsmål etc.

Nu er der så sket det, som jeg egentlig godt vidste ville ske, men som jeg har valgt ikke at tænke over - min far er kommet så langt, at han nu er klar til at få en ny kæreste. Og selvfølgelig vil jeg gerne have at han er lykkelig og at han kommer videre med hans liv, men hvorfor er det så så utroligt hårdt at høre han nævne den anden kvindes navn?

De har kendt hinanden ca. ½ år som venner og er nu blevet officielt kærester, men hver gang talen drejer hen på hende, får jeg en knude i maven og så kommer tårerne. Troede jeg kunne håndtere det helt anderledes og være glad på min fars vejne, men jeg går helt i stå.

Inderst inde er jeg så bange for, at min mor vil blive glemt og at den nye kvinde vil overtage hendes plads. Er bange for, at han nu kun vil se fremad og slet ikke skænke hende en tanke. Han er også begyndt at rydde op og ud i huset, og det er også svært at være med til.

Er der andre der er eller har været i samme situation, som kan/vil fortælle deres historie og hvordan de håndterede det? Hvorfor er det så svært, når det er 8 år siden.

PS. Det skal lige siges, at vi ikke har mødt hende endnu, da hun pt. ikke bor i DK samt at min far ikke har flytte-sammen-tanker endnu.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tja, dele af din historie kan jeg tilslutte mig.

Mine forældre er dog kun skilt og det gør naturligvis en meget stor forskel fra din "historie". Tilgengæld har min søster og jeg også måtte vænne os til en ny kvinde ved min fars side, han blev skilt for 5 år siden og er blevet gift i år med en ny og dejlig dame. Der er mange ting man må acceptere og det giver lang tid i tænkeboksen, men jeg har lært meget af det.

Men det jeg hæftede mig allermest ved i din "historie", er at du frygter din mor skal blive glemt. Man kan da ikke glemme sin mor og jeg er stensikker på at man aldrig nogensinde vil glemme en kvinde man har børn med og har været gift med. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Tilgengæld tror jeg, at hvis dem der har forladt vores jord kunne kigge til os, så ville de ønske at vores liv fortsatte og at vi stadig var i stand til at grine, elske og være lykkelige.

Det vil aldrig være det samme forhold forhold din far vil få som det med sin mor, det vil heller ikke være en erstatning, det kan ingen leve op til.

Jeg ser det som noget helt nyt, en helt ny rolle som omstændighederne har skabt, rollen som fars kæreste/kone og ikke andet. Derfor vil din mor heller ikke glemmes, din fars nye kæreste er jo ikke en "ny mor", din mor vil altid eksistere for jer alle, det er jeg sikker på.

Held og lykke og en masse knus Marlene :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hej.

Jeg kan ikke hjælpe dig med problemet, men jeg kan kun sige: " din far vil aldrig glemme din mor, for uden hende var du ikke kommet til verden. Og han bliver altid mindet om hende, når han ser på dig og din bror"

- god at have i reminderen.

Håber det var lift trøstende ord og opmuntring.

Knuser

Ea.

:)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har heldigvis ikke selv prøvet at miste en forælder - heldigvis. Men min mor havde brystkræft for nogle år siden, og det var en svær og hård omgang. Det var tæt på; selvom jeg ikke ville indse det dengang...

Min min mors bedste veninde døde for 3 år siden, og efterlod sig en ægtefælle og to halvvoksne børn. Hun skulle have et nyt hjerte, men kroppen var for slidt, og hun døde d. 23.12.2001. MEGET trist, men det var det hun ønskede.

Det har været meget svært for børnene - specielt den yngste (pigen) der var MEGET knyttet til sin mor. Drengen (den ældste) har taget det mere med ro, men har også været meget mærket (og er det stadigvæk) af tabet af sin mor.

Sidste år (2004) skete det så!! Faren fandt en ny kvinde, og flyttede sammen med hende efter ½ år. Hun havde mistet SIN ægtefælle (mand) kun få måneder før, og de to passede enormt godt sammen. Min mors veninde har altid haft et svagt hjerte, og kunne derfor ikke deltage i ret mange ting. Men manden elskede hende som hun var - selvom de ikke kunne tage på ferier, eller ret mange andre ting.

Den nye kvinde kan det hele. Hun er sund og rask, og med på det hele! Men - hun kender til sorgen som manden stadigvæk bærer i sit hjerte, nemlig at have mistet sin ægtefælle... Og derfor gør det ikke noget at manden stadigvæk besøger min mors veninde på kirkegården. For hun besøger sin mand samtidig.

Børnene (specielt pigen) har haft ret svært ved at denne nye kvinde skulle "erstatte" deres mor. Pigen tog en overgang MEGET på, fordi hun ikke kunne kapere det.

Noget der har hjulpet en del er, at min mor vidste at noget af det sidste hendes veninde sagde før operationen var, at hendes største ønske var, at hendes mand ville finde sammen med en ny kvinde, hvis hun skulle dø... Dét sagde min mor videre til børnene, og havde en lang samtale med pigen om det.

For selvom man er blevet alene og "efterladt" pga sygdom/død af en ægtefælle, så stopper livet ikke. Men dermed ikke sagt at man glemmer "den første kvinde" - specielt ikke hvis man fik børn sammen!

Jeg tilslutter mig udsagnet om at din far altid vil tænke på, og huske, din mor når han kigger på dig og din bror. Han vil ALDRIG glemme hende, men det ville være synd hvis han ikke fik chancen for at opleve lykken sammen med en ny kvinde igen. Synd hvis han ikke fik vist din mor, hvor god en mand hun har efterladt - hvor meget han nyder livet. Også selvom hun ikke længere lever.

Det som jeg lige sidder og tænker på nu, er at din far bedst "fejrer" din mor, ved at fejre livet. Leve livet videre i hendes ånd. Finde een at dele minderne sammen med; også minderne om din mor. For hun vil ALTID være en del af hans liv. ALTID. Lige meget om han jævner huset med jorden, smider alle din mors ting ud, lader den nye kvinde flytte ind i huset, eller bliver gift med denne nye kvinde. Han vil aldrig kunne glemme din mor.

- - -

Ved ikke om min længere historie kunne hjælpe dig, men det var et udpluk af mine tanker omkring din beretning. Jeg kender en del der har mistet den ene af sine forældre, men så kunne jeg blive VED med at fortælle... Den historie jeg har valgt at gengive, passer bedst til din situation.

MIT RÅD: Giv den nye kvinde en chance. Lad din far vise sin nye lykke, og prøv at fortælle ham om de tanker du har med det hele. Tit kan sandheden løse op for en masse, og ikke mindst for de tanker du har om, at du er bange for at din far vil glemme din mor. Snak med ham om det. Og med tiden - snak også med den nye kvinde om din mor, så hun forstår hvorfor du måske er lidt tilbageholden overfor hende "den nye". Det forstår hun garanteret godt.

Held og lykke...

/arno

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære Ganztel.

Du står der i dit brudetøj, og ser så glad ud, og håber på fremtiden. Du HAR valgt, at du fortsat skal leve, og have et godt liv. --- Nu må turen komme til din far. Han har også ret til at få det godt igen, med et nyt liv, og med endnu en kvinde, han elsker. Du er vel flyttet hjemmefra ??? -- Du er ikke blevet hjemme, for at "sætte tiden i stå", som det lyder lidt, som om du gerne vil have det skal for din far ??

Inde i os selv gemmer vi ALT hvad vi har oplevet af glæder og sorger ... Hjertet er en skattekammerkiste at alle vore minder. Så selv om der kommer en ny kvinde i din fars liv, vil han ALDRIG glemme din mor. De minder og oplevelser, de har haft sammen ligger stadig i hans hjerte, og dem vil han tage frem, når han støder på noget, der minder ham om disse oplevelser: musik f.eks.  Han har stadig også Jer, som han kan dele minderne om Jeres mor med, men da I sikkert ikke regner med at blive boende hjemme hos ham, - men skal ud og have Jeres eget, og skabe Jer en egen tilværelse - synes jeg, du skal glæde dig med din far over at han stadig har lyst og mod til livet.  Du må ikke forvente, at han skal sidde og falde i stå i minderne .... ALLE har ret til et godt liv, - og i et godt liv er der plads til at give og tage ... og din far er nu klar til, at tage fat på dette igen. Vær glad for det, - glæd dig over, at han åbenbart har haft det så godt i sit tidligere ægteskab, at han har mod på at kaste sig ud i noget nyt igen. (og så et lille hjertesuk: det er lidt for egoistisk, at du som voksen datter ikke glæder dig over din fars lykke..... livet er for kort til, ikke at ønske, at alle skal have det godt. )...... Held og lykke .... og tag nu del i din fars glæde !! -HAHA-

<{POST_SNAPBACK}>

Det kan godt være at jeg ikke skal forstå dit indlæg negativt, men det er svært at lade være.

Jeg prøvede så godt det nu var muligt at forklare i det første indlæg at jeg IKKE ønsker at stå i vejen for min fars fremtid og lykke. Det der var mit egentlige spørgsmål var, hvordan andre i samme situation havde håndteret sagen og om de havde nogle gode råd til hvordan man kunne få stikkene i hjertet til at blive mindre.

Jeg forventer ikke at han skal leve sit liv alene og gå i stå, som du nævner. Han er og har været alletiders far og selvfølgelig skal han være glad resten af sine dage.

Dette indlæg er ikke skrevet af en lille egoistisk pige som stadig bor hjemme og vil have sin far for sig selv, men tværtimod af en pige som ønsker nogle gode råd til at håndtere situationen så hun kan være med til at støtte sin far i hans valg.

Redigeret af Gantzel21
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Kære Gantzel

Jeg mistede min Far for snart 2 år siden og jeg kan nikke genkendende til din historie. I efteråret møde min Mor en mand på en ferie, og han blev fuldstændig forgabt i hende. Jeg har frygtet den dag, lige siden min Far gik bort, fordi jeg var bange for, at jeg ville tackle det dårligt og have svært ved at acceptere det.

Mærkeligt nok tog jeg beskeden meget "pænt" og tænkte, tja, livet leves jo af de levende, og så længe han er sød ved min Mor, så må jeg acceptere det. MEN en ting er at "acceptere" det, en anden er de tanker der naturligvis kommer. Og dem er man nødt til at tage med og tackle efterhånden. Det er ikke let, men det kan lade sig gøre. Jeg tror, at det er meget naturligt det vi begge føler, og man skal ikke gå og gemme på det eller skamme sig over det.

Min mors kæreste kommer aldrig til at tage min Fars plads - og jeg lærer da nok at holde af ham med tiden. Lige nu er jeg meget fokuseret på, at Mor skal have det godt og hvis hun har det godt med ham, så må jeg være tilfreds med det. Det der kan være sværest er oftest de små ting, som hvis han sidder i "min fars" stol eller bare går rundt hjemme i huset. Så føles det nogle gange som om at han går i min fars territorie. Jeg synes f.eks. også, at det er irriterende, at han er på besøg, når jeg måske vil snakke fortroligt med min Mor. Jeg snakkede fortroligt med begge mine forældre, men har ikke lyst til at delagtiggøre ham i det. Så spørger jeg bare Mor om vi kan ses alene ... og så er den ikke længere.

Min Mor er god til at huske på min Far - og hendes kæreste har ligeledes mistet sin kone til kræft og han husker også på hende. Så deres afdøde ægtefæller lever videre i ånden, og det synes jeg er dejligt.

Jeg håber at du får det bedre med det - det er en svær ting og det kommer nok til at tage noget tid.

De bedste hilsner

Anne

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hej Anne

Hvor var det rat at læse din historie. Det er præcis sådan som jeg føler. Vil gerne acceptere det og det kommer jeg nok også til, men det er det du fortæller med de tanker og følelser der kommer, jeg har lidt svært ved at håndtere pt. Derfor er det rart at høre din fortælling -HAHA- Tror også det bliver svært for mig at se hende i mit barndomhjem (hvis de flytter sammen) men forhåbentlig kommer det til at gå som med dig - at de er til at snakke med, hvis man har brug for lidt alenetid med sin far/mor.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer