Hvad kan jeg gøre...

[Miss-putte 0]

Jeg skal giftes d. 25. februar med min dejlige forlovede! Han er fra Afghanistan og dermed muslim. Vi skal giftes kun 5 mdr efter vi blev kærester da det for muslimer er en stor synd at være sammen når man ikke er gift. Det er normalt med et lille bryllup kun for mig og ham og nogle vidner - men det ville jeg ikke!!! Hvis jeg skulle giftes skulle det være rigtigt!!! Jeg fik min vilje - og vi planlægger nu stort bryllup med krike, muslimsk vielse osv osv.. Vi har naturligvis inviteret dem vi ønsker at have med til festen - problemet nu er så bare at vi har modtaget svarkortet retur fra min mor med beskeden om at hun "desværre er forhindret i at deltage" Jeg er simpelthen SÅ ubeskrivelig ked af det!!!!!!!!!!! Det er min MOR! Jeg ville ALDRIG ALDRIG kunne være sådan overfor mine børn - jeg har selv to piger!!! Hun skal selv giftes d. 6. maj med hendes kæreste som hun har kendt 1 år til den tid! Hvad kan jeg gøre?? KAN jeg gøre noget??? Hendes begrundelse er til dels at det er gået for stærkt - til dels at hun ikke vil til fest med en flok jallaer!!!

HJÆLP MIG!!!!!

[Guest Hette]

Hold da op en besked og så fra din mor...hvad er der blevet af at glæde sig på andres vegne...

Jeg aner ikke hvad jeg skal råde dig til ud over at snakke med din mor og så finde ud af det sammen så I får redet trådene ud...

held og lykke

[irmavictoria 0]

Uha den er svær... men her kommer min ærlige mening!

Jeg kan på sin vis godt forstå din mor, men synes at hun tackler situationen forkert.

Der er mange myter og holdninger i dagens Danmark til muslimer og nu bliver du en del af de fordomme - jeg formoder, at du skal konvertere? Du vil dermed forkaste din "tro" (jeg ved jo ikke, hvor troende du er) og dermed også mange af de værdier, som du sikkert er blevet opdraget med (af hende). Mon ikke det er det hun reagerer på?

Desuden tror jeg at enhver mor ville reagere, hvis ens datter blev gift efter kun 5 måneder. Ikke at det er forkert, men mødre kan være pyldrede. Jeg flyttede sammen med min (danske) kæreste næsten lige efter, at vi havde mødt hinanden. Vi sagde begge vores lejligheder op og fandt en sammen. Et kæmpe sats, men vi vidste at det var det rigtige. Og mine forældre støttede mig, selvom de er meget gammeldags på det punkt, fordi at de kunne se, at min kæreste er en god fyr for mig. Dermed siger jeg ikke, at din kæreste ikke er det for dig, men der er flere "besværligheder" ved din kæreste. Det er skide ærgeligt at det skal være sådan, men desværre er samfundet sådan.

Jeg kan fortælle, at jeg taler af erfaring. Har været kæreste med en arabisk muslimsk fyr i 2 år. Et rigtig godt forhold, som jeg lærte SÅ meget af. Både om hans kultur og religion og om hvordan vi mennesker er mod hinanden. Se, det kunne jeg skrive bøger... men jeg skal gøre det kort. Har mødt utrolig mange negative tilkendegivelser omkring vores forhold.

I vores situation har begge vores par forældre støttet vores forhold. Hans forældre så mig som, hvem jeg var og ikke for hvad jeg troede på. Og det samme gjorde mine forældre. Faktisk ser mine forældre faktisk min eks-kæreste rimelig ofte. Og forholdet endte som alle andre forhold... vi følte ikke det samme mere.

Jeg tror, at du skal tage en snak med din mor. Fortæl hende, hvordan du føler og få hende til at fortælle, hvad hun føler. Det forhold du er på vej ud i vil helt sikkert koste nogle kontakter i dit liv - det gjorde det i hvert fald i mit. Men du må endelig ikke miste din mor. Og derfor bliver I nødt til at få alt på det rene.

Forresten så kan jeg fortælle dig, at du måske endda ikke behøver at blive gift for at I kan leve sammen. I den muslimske verden er der... hvor dobbelt moralsk det så end er, flere måder at blive gift på. En metode er at man siger nogle ord på arabisk og så er man gift for de næste 3 måneder. Det kunne I evt. praktisere indtil alt er på plads med familien?

Du er velkommen til at skrive en pm til mig, hvis du har lyst til at tale. Og hvis jeg er helt gal på den med hensyn til, hvad jeg har skrevet, så må du endelig rette mig!

fra Maja

[Guest anki]

Hei kjære deg...

Jeg hadde aldri i verden ville hatt min mor der hvis hun ikke selv hadde villet det. La din mor sitte hjemme med dårlig sammvittighet, og kos deg med alle som ønsker å støtte deg å din elskede videre i livet. Så lenge du ikke "maser" på henne om å komme, så kommer hun nok "krypende" og vil snakke med deg etter hvert... Bare min oppriktige mening Lykke til med kjærligheten. Den er uansett viktigst.

[JannieE 0]

Av den var svær. For jeg kan sagtens forstå dig, men også din mor. Det er gået stærkt, men sådan går det til tider. Bare svært for andre helt at tro man VED man hører sammen efter så kort tid. Det kan jeg kun have forståelse for, hvis hun føler det sådan.

Jeg syntes helt oprigtigt at I skal tage en snak sammen et neutralt sted. Både om bryllup, men også om jeres forhold generelt. For der kommer jo også en tid efter brylluppet og hvis ikke hun kan acceptere hans herkomst nu, hvad så når I er gift? Vil hun så bare undgå jer og store familie begivenheder? Det holder jo ikke. Så tag en snak med hende stille og roligt, og prøv ikke at tage hendes udtalelser som angreb, men som udtryk for hun bekymrer sig for dig.

[Guest pjevs]

Av for katten.

Nu kender jeg jo ikke din baggrund, dit forhold til din mor, din mors holdninger og synspunkter til muslimer eller lign. Men udfra din korte beskrivelse er min første tanke at hun truer. Uha, der findes et utal af tråde her i forum med problemer med mødre / svigermødre osv. der ikke vil komme til brylluppet hvis de ikke får deres vilje.

Hvad er det der er mere vigtigt for din mor at deltage i, end hendes datters bryllup??

Kender hun din forlovede? Kender hun hans familie, altså "jallaerne"??

Det kan altså virke overvældende og skræmmende hvis man i forvejen har et negativt syn på de hersens " jallaer" men de fleste fordomme munder jo ud i, at man ikke har kendskab til det.

Men omvendt er det jo så heller ikke sikkert hun er interesseret i, at have noget med dem at gøre, hvis hun virkelig har fordomme.

Men jeg kan på sin vis godt forstå hende. Jeg tror altså heller ikke jeg ville klappe i hænderne hvis min datter kom hjem og fortalte at hun skulle giftes med en muslim hun havde været kærester med i 5 måneder.

Men igen, det er nok en fordom, men jeg har bare hørt for mange SANDE historier om hvordan det går de piger og deres børn. Dermed ikke sagt at det ikke går godt for mange, det hører man jo bare ikke om. Desværre er muslimernes synspunkter bare for fjerne i forhold til mine, så jeg ville også være bekymret.

Men hvis du elsker ham og føler det er det rigtige i gør, jamen så må du jo træffe en beslutning.

Knus Pia

[Librian 3]

Ej, hvad er det for en mor?

Er hun imod jeres forhold?

[beatles 0]

Min holdning.......din mor kan mene hvad hun mene vil - mere eller mindre berettiget.

Som mor ville jeg på forhånd have givet udtryk mine holdninger og evt. bekymriger. Men på dagen ville jeg deltage og opføre mig til UG.... en mor kan råde, vejlede og bekymre sig, men man kan ikke leve ens børns liv.

Beatles

[martinique 0]

Hej jeg ved præsis hvordan du har det

Min farmor meddelte mig også at hun ikke ville komme til mit bryllup (også et religions spørgsmål) Da jeg fik melding blev jeg så chockeret at jeg brød sammen foran hende (åh bare det ikke var sket )

Det gjorde så stort et indtryk på hende at hun sagde at hun nok skulle komme alligevel. MEN hvor havde jeg dog ønsket at jeg bare havde holdt tårene tilbage også ok så bliv hjemme for hun har siden været så nedladen over for min kæreste og flere gange nævnt at den eneste grund til at hun kommer er fordi jeg begyndte at tude. Jeg er nu nået dertil at jeg slet ikke ønsker hende til mit bryllup men jeg kan jo ikke rigtigt trække det tilbage nu :banned:

Min pointe med denne smøre er at du måske er bedst tjent med at hun ikke kommer fordi hvis hun er negativ hele dagen alligevel så ender det bare med at ødelægge DIN dag. På den anden side skal du være helt sikker og vide at hvis ikke hun kommer kan der risikere at komme endnu større afstand imellem jer fordi det altid vil liggge i baghovedet at hun ikke engang respekterede DIG og DINE valg nok til at komme og fordi hun missede en så vigtig dag i dit liv.

Så med andre ord der er ikke nogen nrm eller perfekt løsning på dette problem- det handler nok i sidste ende om at du skal gøre op med dig selv hvad du føler er det rette valg og så være parat til at tage konsekvenserne

Puha det blev en lang smøre - håber du kunne bruge noget af det og held og lykke med valget

[Miss-putte 0]

1000 tak for alle jeres støtte og meninger!!!!

Jeg vil prøve at svare/kommentere fra en ende af..

Mht at konventere - ja det vælger jeg at gøre efter brylluppet - eller evt ifm. den muslimske del. Jeg er ikke troende kristen og det vil ikke have den store praktiske betydning for mig. Mine to børn vil fortsat være kristne og kan også vælge om de vil konfirmeres eller bare have festen når den tid kommer... Vores "diskusioner" herhjemme kommer ikke udfra et trosspørgsmål, men udfra kulturforskellen..

ALT er planlagt og en del er betalt ifm. brylluppet - alle er inviteret og det er "kun" min mors familie der har takket nej!! Jeg er ikke interesseret i at udskyde mit bryllup - men vil meget gerne have at min mor deltager på min store dag. Vi skulle faktisk først være gift på rådhuset - men min mor gav udtryk for hvor meget det ville betyde for hende med nogle flere danske traditioner så vi valge kirken med..

Desværre er det ikke kun en trussel - der var svarfrist i går - fredag og hun gav mig selv personligt svarkortet i onsdags på den skole hvor jeg er i praktik - og hvor hun arbejder.. SKØN!!!!! følelse at sidde på lærerværelset og læse svaret - HELDIGVIS først da hun VAR gået.. (Hun smilte/grinede - gav mig kortet og sagde "du ved jo hvad vi svarer..." CHOK!!!

Der er ikke noget hun skal den dag - det er KUN fordi hun ikke vel med at hun ikke kommer!!! Hvad med hun regner med at opnå ved at være på den måde??? Det er EN dag for hende - men minder for livet for mig!!

Hun er åbenbart imod forholdet - og meget mere imod det end jeg havde troet - forstår ikke at ens egen mor kan være SÅ følelseskold... Jeg har tudet, tudet og tudet!!!!!!!

Jeg er MEGET MEGET enig med dig Beatles.. JEG ville personligt handle på nøjagtigt den måde du beskriver... VILLE ALDRIG kunne såre mit eget barn på en måde..

Jeg ED at jeg må tage konsekvenserne af mit valg - men havde ikke regnet med at jeg et eller andet sted skulle vælge imellem min kærlighed og min mor??!! Hvorfor kan hun ikke bare glæde sig på MINE vegne???

Jeg overvejer at skrive et brev hvor jeg fortæller hende hvor sønderknust jeg er - og vedlægger et nyt svarkort så hun får en chance til - kan det være en idé? Hun har tidligere sagt at hun ville komme i kirken selv hvis hun ikke ville med til festen - det vil jeg gerne frabedes, hvis hun ikke deltager i festen er hun ikke velkommen i kirken! - ligesom hverken mig - min kommende mand eller mine døtre vil deltage i hendes bryllup!! Min mor var selv meget fortørnet over at hendes far ikke ville følge hende op ordi hun har været gift før - men i det mindste kommer hendes forældre da til hendes bryllup! - en smule dobbeltmoralsk??? Min mors familie er IKKE repræsenteret til brylluppet - ALLE har sagt nej.. Undtagen mine 3 mindre søskende der alle kommer..

[irmavictoria 0]

Hej Miss-putte

Jeg er bare lidt nysgerrig... hvordan går det med din mor og brylluppet? Krydser fingre for det bedste...

[Karolinesmor 0]

Hvor gør det mig ondt på dine vegne

Jeg har desværre også erfaret, at ens mor eller nærmeste ikke handler efter, hvad man skulle regne med, og det gør bare så ondt!

De kan være nogle forfærdelige egoister, i stedet for, at være der for deres børn. Jeg er så enig med Beatles udsagn, jeg gør selv et stort stykke arbejde med mig selv, for at gøre mig fri af selvsamme egoisme i min barndom.

Men denne her handling chokerer mig, og det jeg tror, jeg ville gøre var, at kræve en samtale med hende, hvor jeg ville fortælle mine holdninger til det, at bakke op om sine børn, lige meget hvad. De fatter simpelthen ikke, at de ikke længere skal eller kan opdrage på os, når vi er blevet voksne. Og hvis hun ikke forstod det, ville jeg skære forbindelsen til hende... Det er hårdt, men det kan også være en befrielse. Jeg har selv haft gjort det til min mor i 3 mdr., hvorefter der kom en løsning. Tingene er stadig langt fra ideelle, men jeg fik et pusterum til at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg ville finde mig i. Og hvis det bliver nødvendigt, vil jeg gøre det igen. Nogle forældre skal vi desværre opdrage på, de har aldrig lært at blive voksne eller forældre for den sags skyld.

Jeg kunne skrive meget mere, det er som sagt noget, der selv optager mig meget, især efter jeg blev mor.

Men jeg håber du finder ud af en god løsning med dig selv og din elskede, da det er jer to, der skal leve jeres liv, og ikke blive sådan manipuleret med! Uhgr det gør mig gal :bask:

Knuser fra Cecilia

[Guest Fuble]

Jeg forstår bare ikke hvorfor din mor er så egoistisk...???? Jeg kan godt se hun synes det er hurtigt i skal giftes, men hvis det er det I vil, jamen så er hun din mor og bør støtte jer!!! Hun er da for meget.. Ja undskyld, men jeg bliver helt vred indeni!!!

Jeg synes du skal skrive til hende hvordan du har det, men også gøre opmærksom på at du ikke ønsker at hun kommer, hvis hun ikke kan respektere din kommende mand. Jeg har aldrig forstået de konservative danskere, som ikke kan acceptere mennesker med en anden baggrund end dansk!!! Min far er lige sådan, (jeg skal og giftes med en dansker), men da jeg nævnte at 2 af vores gode venner (som er tyrkere) skulle med, blev han helt mundlam og der gik et stykke tid før han fattede at vi faktisk synes de skulle med

Men, altså, ja jeg synes hun er led og ond, det lyder vildt barnligt at sige det sådan, men det synes jeg altså!!!

[beatles 0]

Hvor ondt det her end må komme til at gøre på dig, tror jeg at det er nu du må rette ryggen. Vær stolt, nyd din kærlighed. Din mor har truffet sit valg, jeg synes ikke du skal ligge på knæ, for at få hende til at deltage.

Gør alt hvad du kan for at glemme hende på dagen.......Elsk din mand, elsk dine børn.....de er de vigtigste personer i dit liv nu.

Man vælger desværre ikke sine forældre....hvis man gjorde, tror jeg vi var nogle stykker der havde valgt anderledens.

ELSK DEM DER ER VÆRDIGE TIL DIN KÆRLIGHED (og prøv at glemme de andre, selvom det er svært.....)

Mine tanker går til dig.......

Beatles

[Miss-putte 0]

Hvor er det dejligt med alt den støtte!!!

Jeg har endnu ikke fået skrevet til min mor - er nemlig også selv bange for at den kommer til at lyde som om jeg "tigger" og det vil jeg ikke!!!! Jeg kunne evt. prøve at invitere hende herhjem - ALENE - og snakke tingene igennem med hende.. Ellers havde jeg også tænkt mig at cutte forbindelsen - men uha det bliver hårdt.. Jeg er meget følsom og svag på dét punkt.. Hun er jo min mor.. - men det er nok rigtigt at det er den eneste måde hvorpå hun forstår jeg er voksen og kan vælge selv...

Det er bare SÅ svært - og hver dag håber jeg jo på at hun har ændret mening...

[Guest Svale]

Jeg kan godt forstå, at du ikke vil tabe ansigt og være den svage, men hvis du kan finde styrken til det - og jeg har selv været i den situation, hvor jeg skulle tage en konfrontation med min mor - så tag en snak med hende.....eller skriv hende et brev.

Jeg tror alle mennesker vil tænke noget over tingene, men nu kender jeg ikke din mor, så det kan også være, at du får mest ud af, at lade hende være et stykke tid...

Svale

[beatles 0]

Jeg har aldrig ment at du skal holde op med at have kontakt til din mor....men hvis du ellers er i stand til det kan det være en god idé at tage følelsesmæssig afstand. Prøv at forestille dig at du sætter et panser op omkring dig selv, så hun ikke kan komme ind og ramme dig mere........men det er nok en god idé at prøve de andre ting først....

Beatles