Mullemusen

Bryllupskage opskrift...

7 indlæg i dette emne

Hejsa Tøzer...

Her er et par opskrifter hvis i selv skal i gang med at bage bryllupkagen...

Den første har jeg lavet til en venindes bryllup og den er rimelig nem at lave...

Jeg har desvære ikke noget billede af den jeg lavede men der er da et billede fra hjemmesiden.

Håber i kan bruge nogle af opskrifterne til om ikke andet til inspiration!

Knus Nanna.

:balloon:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Bryllupskage

Tilberedningstid: 60+min.

Årstid: Hele året

Antal: Kage til 50-60

Appelsin-passionscreme

1 liter friskpresset appelsinsaft (ca. 12 appelsiner)

400 g sukker (ca. 4¾ dl)

2 liter piskefløde

25 modne passionfrugter

7 blade husblas

Chokolade-nougatcreme

1 liter piskefløde

300 g mørk chokolade (ca. 55% kakao)

150 g blød nougat

1¾ dl cognac

Bunde - 15 stk.

750 g finthakkede smuttede mandler

250 g groftrevet ren, rå marcipan

125 g kartoffelmel (1¾ dl)

100 g hvedemel (1¾ dl)

5 tsk bagepulver

20 æggehvider - evt. pasteuriserede (ca. 6½ dl)

625 g sukker

75 g smør - smeltet til pensling

Marcipanovertræk

1½ kg ren, rå marcipan

Chokoladeovertræk

600 g hvid chokolade , fx valrhona

bryllupskageopsats

Pynt

sukkerhjerter

små rosenbuketter med tyl og silkebånd

Bagetid for 1-2 bunde: Ca. ½ time ved 150°.

Drikkevarer: En festlig cocktail - kølig, tør champagne eller anden hvid mousserende vin tilsat ferskenlikør. Forholdet er 1 del likør og 4 dele champagne.

Energiindhold

For hele retten: 145690 kJ.

Energifordeling:

Fedt: 56%

Kulhydrat: 36%

Protein: 7%

Alkohol: 1%

Fryseegnet: Ja, uden chokoladeovertræk.

Tø kagen op i køleskabet i 2 døgn.

Overtræk kagen med hvid chokolade.

Appelsin-passionscreme: Bring appelsinsaft og sukker i kog i en tykbundet gryde. Kog blandingen ved jævn varme og uden låg i ca. 50 min. eller til der er ca. 6 dl appelsinsirup - rør af og til. Kog imens fløden, i en stor tykbundet gryde, ved jævn varme og uden låg i ca. 1 time eller til der er ca. 1¼ liter indkogt fløde - rør af og til, især til sidst. Del passionsfrugterne og skrab, med en ske, fyldet over i en sigte. Pres fyldet gennem sigten til der er ca. 2 dl saft. Læg husblasen i blød i koldt vand i ca. 5 min. Træk husblasen op af vandet med det vand der hænger ved. Rør husblasen i den varme, indkogte fløde sammen med appelsinsirup og passionsfrugtsaft. Stil cremen tildækket i køleskabet til næste dag.

Pisk cremen let med en håndmikser, hvis den ikke er stivnet.

Chokolade-nougatcreme: Bring fløden i kog i en tykbundet gryde - under omrøring. Del chokolade og nougat i mindre stykker og smelt dem i fløden. Kog blandingen ved svag varme og under omrøring i ca. 5 min. Tag gryden af varmen og tilsæt cognac. Stil cremen tildækket i køleskabet til næste dag.

Pisk cremen let med en håndmikser, hvis den ikke er stivnet.

Bunde: Bland mandler, marcipan, kartoffelmel, hvedemel og bagepulver. Fordel blandingen i 2 store skåle. Pisk 10 af hviderne stive i en skål. Tilsæt halvdelen af sukkeret og pisk i yderligere ca. 2 min. Vend de piskede hvider i den ene mandelblanding. Pisk resten af hvider og sukker og vend det i den anden mandelblanding.

Pensl 3 springforme (ca. 24 cm, 22 cm og 20 cm i diameter). Læg bagepapir i bunden af formene.

Kom ca. 200 g dej i den store form. Bag bunden midt i ovnen. Kom imens ca. 150 g dej i den mellemstore form og ca. 100 g dej i den lille form. Bag derefter bundene midt i ovnen. Fortsæt med resten af dejen til der er 5 bunde i hver størrelse - pensl formene og skift bagepapiret hver gang. Vend bundene ud på et stykke sukkerdrysset bagepapir - på en rist. Fjern det bagepapir som sidder på bundene og lad dem køle af.

Sammenlægning: Rør først den lyse creme op og dernæst den mørke. Læg 4 af de store bunde på et bord. Smør 2 af bundene med hver ca. 250 g mørk creme og de 2 andre bunde med hver ca. 250 g lys creme. Læg et stykke bagepapir på bunden til den store springform og læg kagen sammen således: En bund med lys creme, én med mørk creme, én med lys creme, én med mørk creme og til sidst bunden uden creme. Læg den mellemstore kage sammen på samme måde, men med ca. 200 g creme på hver bund og den lille kage med ca. 150 g creme på hver bund. Gem resten af appelsin-passionscremen til overtræk.

Marcipanovertræk: Rul, mellem 2 stykker plastfolie, ca. 275 g af marcipanen til en rund plade der passer til den store kage. Rul, også mellem 2 stykker plastfolie, ca. 300 g marcipan til en lang strimmel (ca. 6 x 80 cm). Fjern al plastfolien. Fordel ca. 200 g af den lyse creme på top og side af den store kage. Læg først marcipanlåg og derefter -kant på kagen. Tryk marcipanen fast og skær evt. kanterne til. Sæt forsigtigt ringen til springformen på. Beklæd den mellemstore kage således: Ca. 150 g lys creme, ca. 225 g marcipan til låg og ca. 250 g marcipan til strimmel (ca. 6 x 70 cm). Beklæd den lille kage med ca. 100 g lys creme, ca. 200 g marcipan til låg og ca. 225 g marcipan til strimmel (ca. 6 x 60 cm). Stil de 3 kager tildækket i køleskabet i ca. 2 døgn.

Chokoladeovertræk: Smelt chokoladen i en skål i vandbad. Fjern springformens ring fra den store kage og stil kagen på en omvendt tallerken - i et fad. Hæld med en ske chokolade over kagen - skub forsigtigt chokoladen ud over kanten, så den løber ned ad siden. Lad chokoladen stivne let og skær underkanten ren. Lad chokoladen stivne helt og fjern bund og bagepapir. Overtræk de andre kager.

Stil kagerne på opsatsen og pynt bryllupskagen med sukkerhjerter og de små rosenbuketter.

Tips: Kagen er fyldig som konfekt, så skær den i tynde stykker - det er lettest med en skarp kniv. Det tager ca. 4 dage at tilberede bryllupskagen - men den er det værd!

post-16200-1145349954.jpg

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Tips til bryllupskagen [/i]

Indledningsvis skal det siges, at det er vigtigt at være præcis i sit arbejde og følge opskriften, når man skal lave en bryllupskage. Der er tale om store portioner, hvor gentagne unøjagtigheder får stor betydning. Og ved tilberedning af cremerne er indkogningstiderne blot vejledende, rummålet er det vigtigste.

Hvis appelsin-passionscremen stadig er tynd efter et døgn i køleskabet, kan du tilsætte 5-6 blade udblødt husblas, det vil give cremen den rigtige konsistens. Alternativt kan cremen piskes med en håndmikser i ca.1 min. Det vil også give den ønskede konsistens.

Chokolade-nougatcremen kan du ligeledes piske med en håndmikser, hvis den ikke tyk nok efter opbevaring i køleskabet - pisk ved lav hastighed, så cremen ikke bliver overpisket og dermed grynet.

Hvis du ikke kan skaffe passionsfrugter, kan de 2 dl saft evt. erstattes af 2 dl friskpresset appelsinsaft/tropejuice.

Kagebundene - eller hele kagen - kan fryses

Bundene i kagen kan godt virke lidt skrøbelige, idet de indeholder finthakkede mandler. Vi vil derfor anbefale, at du bager bundene i en almindelig ovn og ikke på varmluft. Du kan bage og fryse bundene i god tid (i så fald kan den færdige kage ikke fryses efter sammenlægning).

Marcipanovertræk

Vi har anvendt ren, rå marcipan, og vi har ikke afprøvet andre mærker. Når kagen er overtrukket med marcipan og stillet i køleskabet, skal der kun et klæde over, så marcipanen stadig kan få luft. Ellers kan fugten fra passionscremen opløse marcipanen.

Hvid chokolade overtræk

Hvis du skal have kagen på en kageopsats, hvor der er en stang i midten - så husk at stikke hul i kagerne før du overtrækker med chokolade - og pas på der ikke løber chokolade ned i hullet. Hvid chokolade kan være svær at arbejde med og svær at få pæn og glat. Vi anbefaler derfor hvid valrhona chokolade til denne kage. Når chokoladen er kold, vil den naturligvis knække i flager, når den brydes. For at kunne bryde chokoladen og skære pæne, tynde skiver af kagen, er det bedst at bruge en god skarp (evt. varm) kniv – og når brudeparret har skåret første stykke – kan udskæringen med fordel overlades til kokken.

post-16200-1145349954.jpg

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

BRYLLUPSKAGE[/b][/i]

En rigtig flot bryllupskage er prikken over i’et for de fleste brudepar. Og dejlig ser den ud, uanset om den serveres ved en reception eller ved kaffen efter bryllupsmiddagen.

Men vi vil ikke lægge skjul på, at sådan en kage ikke noget man "bare lige" laver på et øjeblik. Det ER et stort arbejde, og der skal sættes tid af til arbejdet. Men så kan man også få et fint resultat, selv om man måske bare er en "glad amatør".

Vi har lavet denne kage til dig i tre etager – den er ikke bare flot, den rækker også langt – til hele 50 personer. Følg køreplanen her og se hvordan du går frem – trin for trin.

Vi giver dig også tips til indkøb af pynt og leje af stativ samt et overslag over, hvad det koster at lave kagen.

Rigtig god fornøjelse.

BRYLLUPSKAGE

Det skal du bruge til ca. 50 personer:

PISKET GRUNDDEJ TIL BUNDE

4 æg (str. M)

2 dl sukker

2 tsk. vanillesukker

1 tsk bagepulver

150 g hvedemel (gerne Golden Blue Star)

50 g smeltet smør

Til den lille bund bruges 1 portion grunddej

Til den mellemste bund bruges 2 portioner grunddej

Til den store bund bruges 3 portioner grunddej

ORANGE-SMØRCREME

400 g solsikkeplantemargarine

100 g blødt smør

1 lille bæger orangepasta (kan købes hos Specialkøbmanden)

eller fintrevet appelsinskal

500 g flormelis

10-15 spsk. Grand Marnier eller anden orangelikør

CHOKOLADE-TRØFFELCREME

1 l piskefløde

400 g god, mørk chokolade

DESUDEN

1-2 glas hindbærmarmelade

ca. 100 g groft hakkede valnøddekerner

PYNT

1 kg ren, rå marcipan

ca. 500 g flormelis

ca. 200 g glukose

GLASUR TIL HJERTER OG PYNT

ca. 2 æggehvider

ca. 250 g flormelis

1 æske små, røde hjerter

1 brudepar

SÅDAN LAVES DE FORSKELLIGE TING:

FORME OG BUNDE

Mål først omkredsen på pladerne på stativet til kagen, så du kan se, hvor store bunde du skal bruge.

Her brugte vi tre bunde på henholdsvis 20 cm, 25 cm og 30 cm. Bundene må gerne bages lige så store eller lidt større end pladerne, så de kan skæres pænt til.

En almindelig springform kan bruges til den mindste bund.

Bag kun én bund ad gangen og lav kun den portion dej, du skal bruge.

Bunden skal bages hurtigt efter dejen er lavet.

Forme til de to store bunde kan du selv lave:

Skær et ca. 8 cm bredt stykke karton i den ønskede længde og sæt det sammen med en hæftemaskine.

Gør et stort stykke bagepapir vådt, knug vandet af det og læg det i kartonringen, så det danner bund og sider. Sæt små metalklips langs kanten.

Nu har du en form til bunden og den skal ikke smøres. Stil den på en bageplade.

Pisk æg, sukker og vanillesukker til en tyk og luftig æggesnaps. Sigt mel og bagepulver sammen, og vend det meget forsigtigt i med lette tag. Vend til sidst det smeltede smør i, også med lette tag.

Kom dejen i formen, der skal være plads, så dejen kan hæve. (Husk at springformen skal smøres)

Bag bunden på næstnederste rille i en 185 grader varm ovn. Åbn ikke ovnen den første halve time. Mærk forsigtigt på toppen: dejen skal give let efter ved et tryk med fingeren. Lad bundene blive helt kolde i formen.

BAGETIDER:

Den lille bund ca. 40 minutter

Den mellemste bund ca. 50-60 minutter

Den store bund 1-11/2time.

ORANGESMØRCREME

Pisk plantemargarine, smør og flormelis til en blød creme.

Smag til med orangepasta eller revet appelsinskal og likør. Cremen må gerne have en lidt kraftig orangesmag. Når vi bruger plantemargarine i cremen er det for at gøre den endnu lettere og luftigere end en ren smørcreme.

CHOKOLADE-TRØFFELCREME

Bring piskefløden i kog i en gryde.

Hak chokoladen meget fint, og rør i den, når fløden er lige ved at koge. Rør til chokoladen er helt opløst.

Stil cremen koldt til næste dag.

Pisk den igennem med en elpisker til en fast creme. Del eventuelt portionen i to, så er den lettere at piske.

Lun hindbærmarmeladen og si den. Hak valnødderne groft.

GLASURHJERTER

Hjerterne kan laves op til en måned før de skal bruges. Skær eller klip en hjerteskabelon i karton. Tegn hjerterne op med tusch på bagepapir. Her er brugt ca. 40 hjerter. Vend bagepapiret, så du sprøjter på den side, hvor der IKKE er tusch. Når hjerterne er tørre kan de lægges i en kagedåse, indtil de skal bruges. De kan laves op til en måned før.

Rør en tyk glasur af æggehvide og flormelis, og kom den i et lille pergamentkræmmerhus. Klip et MEGET lille hul, og sprøjt først i hjertefacon og derefter i et fint gittermønster. Lad dem derefter stivne i et par timer.

MARCIPAN

Lun glukosen i vandbad til den er flydende. Ælt marcipanen med flormelis og glukose. Det kan være en fordel at gøre det i 2-3 portioner. Opbevar den æltede masse i plasticpose eller film.

SÅDAN SAMLES KAGEN

Kagerne kan lægges sammen og fryses i god tid. Eller de kan lægges sammen 3-4 dage før på stativpladerne, så de er lige til at pynte og samle. Husk at de skal stå køligt.

Start med at sætte ben på den nederste plade til kagestativet. Saml nederste og midterste kage på de plader, der hører til. Den øverste plade samles for sig selv til sidst.

Del hver bund i tre med en skarp, lang kniv, gerne med bølgeskær. Smør et lag chokoladecreme på den nederste bund, og drys med valnødder.

Læg næste bund ovenpå, smør et 11/2cm. tykt lag smørcreme på og herover et tyndt lag hindbærgelé (Du skal gemme ca. 1/6 af smørcremen til at komme uden på kagerne til sidst som underlag for marcipan-overtrækket).

Læg så den øverste bund på, og tryk den godt til. Lad kagen hvile et øjeblik, og skær dem så til i kanten, så de passer til pladerne og er pæne runde. Der skal være en fri kant på ca. 2 cm. Har kagerne været i fryseren, skal de tøs helt op inden du går videre herfra:

Smør et tyndt lag smørcreme på bund og sider, så marcipanen kan hænge fast Rul en klump marcipan ud til en cirkel lidt større end hver kage. Kom lidt flormelis på bordet. Rul cirklen omkring kagerullen og løft den over på kagen. Klip kanten til ca. 1,5 cm. ude og fold den ned omkring kagens top.

Rul en lang pølse ud til et bånd i kagens højde. Mål og skær det lige med en lang lineal, og læg det forsigtigt rundt om kagen. Det er nemmest, hvis man er to. Skær enderne til og luk dem tæt sammen. Tril evt. lange pølser og sno dem sammen. Læg snoningerne langs kanten af kagen.

Der følger en udstikker med til stativet. Stik en træpind eller andet op gennem hullet i pladen på den nederste kage. Stik udstilleren nedover. Nu kan du fjerne kagestykket, så stativet kan sættes i og skrues fast. Gør lige sådan med den mellemste kage. Sæt mellemste led og kage på og slut med den øverste plade. Sørg for at alt er skruet godt fast. Flyt den lille kage på plads.

SÅDAN PYNTES KAGEN

Pynt evt. den store, nederste kage først. Sæt derefter de næste etager på, og pynt en ad gangen, så glasurhjerterne kommer til at sidde lige over hinanden.

Lav en fast æggehvideglasur – ligesom til hjerterne. Sprøjt et fint mønster på kanten af kagerne.

"Lim" glasurhjerterne på hele vejen rundt og ovenpå kagen med lidt glasur. Sprøjt evt. mønstre på imellem dem og/eller lim små røde hjerter imellem.

Sæt brudeparret på toppen.

Pynt til allersidst med lidt frisk blomster, der passer til brudebuketten.

post-16200-1145352301.jpg

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

DET KAN DU LAVE I FORVEJEN

Bundene kan bages, lægges sammen og fryses ca. 1 måned før – eller lægges sammen 3-4 dage før.

Glasurhjerterne kan laves 1 måned før og opbevares i dåse.

Marcipanen kan æltes og lægges i film i ca. 1 uge før.

Kagen kan overtrækkes med marcipan op til 3 dage før.

Kagen kan pyntes med glasur op til 3 dage før.

Kagebundene kan pyntes helt færdige på stativpladerne, hvis de skal transporteres. Husk hullet i midten af kagen skal være stukket ud i forvejen, og den lille kage skal ikke stilles på pladen før stativet er samlet.

DET KOSTER KAGEN

Pris for råvarer i alt ca. 600 kr. Brudepar fås fra ca. 40 til ca. 400 kr. Blomster efterbehag. Vælger du at købe bryllupskagen færdig skal du regne med en pris på ca. 45 kr. pr. person, men det vil variere fra sted til sted. Så husk at spørge til prisen evt. et par steder, før du bestiller kagen.

Her kan du købe og leje udstyr til kagen:

Specialkøbmanden,Cityarkaden, Østergade 32, Kbh.K tlf.: 33151288,mail: www.specialkøbmanden.dk

Kunst & Køkkentøj, Østergade 26 B,1100 Kbh. K. tlf.: 33132928, mail:p.n.kampmann@mail.dk

Puratos Denmark a/s, Egelund A 23, Aabenrå, tlf.:74622059

INDKØBSLISTE

26 æg

2 kg sukker (12 dl. Sukker)

1 bøtte vaniliesukker (12 tsk. vaniliesukker)

1 bøtte bagepulver (12 tsk. bagepulver)

2 kg hvedemel (900 g. hvedemel)

500 g. smør

400 g. solsikke plantemargarine

1 lille bæger orangepasta

1 kg og 250 g. flormellis

15 spsk. Grand Marnier eller anden orangelikør

1 l. piskefløde

400 g. mørk chokolade

1-2 glas hindbærmarmelade

100 g. valnøddekerner

1 kg ren, rå marcipan

200 g. glukose (kan købes hos materialisten eller på apoteket)

små røde hjerter

1 brudepar

NÅR KAGEN SKAL NYDES

Kagen må ikke være for kold, når den skal spises. Cremen smager bedst, når den har næsten stuetemperatur.

Om sommeren kan kagen også pyntes med frisk frugt, f.eks. jordbær eller frugten kan serveres til. Vælger du champagne til kagen skal den helst ikke være helt tør (brut), men halvsød (demi sec).

Husk at læne dig tilbage og nyde øjeblikket, når dit store arbejde præsenteres og beundres.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:iloveyou: Hej alle - jeg har med stor interesse læst jeres opskrifter på lækre og pragtfulde bryllupskager. Jeg skal overraske min mands datter med en kage - men er i tvivl om hvordan jeg bedst transporterer den fra Roskilde til København den 1. juli, hvor vi kan risikere at det er meget varmt.

Knus Olympia

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:biggrin: Tusind tak for opskrifterne! :biggrin:

Jeg er ret sikker på at jeg vælger en af dem. Tror du man måske kunne dividere opskrifterne så langt ned, at man kunne lave en prøvekage?

Også tak for de gode råd. Skønt bl.a. at vide hvornår og i hvor god tid det forskellige kan laves. Man får sikkert travlt nok i de sidste dag op til DAGEN :biggrin:

:bearhug: Hilsen Hyllemor :biggrin:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer