Nervøs

[Annelasse 0]

Hej

Min kæreste og jeg skal have en borgelig vielse til næste sommer.

Grunden til det ikke er i kirke, er pga nervøsitet.

Vi har idag snakket om det, den borgelige vielse er kl 11.00..........så der er lang tid til kl 16.30. vi vil ikke holde reception.

Hvis vi bliver gift i kirke, kommer det hele til at passe.

Mit problem er bare om jeg kan klare det.

Den gang jeg blev konfirmeret var jeg ude 3 gang( midt i det hele) og kaste op. :puke: ....ved godt det er 16 år siden, men når jeg tænker på at blive gift i kirke får jeg kriller.

Har i nogle gode forslag, til en nervøs kommende brud.

[Guest Katharina Stendys]

Hey Det var dog et forfærdeligt problem! Er der nogen speciel grund, om man må spørge?

Mit råd til dig, hvis du gerne vil giftes i kirken er at du laver en aftale med præsten! Du kan jævnligt komme og snakke med ham, og så besøge Kirken, så du simpelthen kan "vænne" dig til den! Ikke nødvendigvis når der er gudstjeneste, men få præsten eller degnen til at gå en tur rundt med dig derinde, og begynd så eventuelt at snuppe en gudstjeneste i ny og næ!

HÅber det lykkes for dig

[Gitte L 0]

Hej.

Jeg syntes det vil være rigtig synd, at misse et kirkebryllup pga nervøsitet.

Jeg mener ikke helt du kan sammeligne din konfirmation med dit bryllup, da der i kirken under en konfirmation er en masse mennesker til stede man ikke kender, og præsten har man heller ikke rigtig et forhold til.

Under et bryllup i kirken, har i selv bestemt hvem der skal se på. I vælger også selv en præst i kan være trygge ved.

Alene det tror jeg vil dulme dine nerver meget. Og glem nu ikke, at alle brude er nervøse når de skal gå op af gulvet

Håber du kan bruge mit svar til noget, og held og lykke.

Ps, hvis du skal :puke: så vend dig om i døbefonden :D

/Gitte

[Annelasse 0]

Tak for svar.

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver så nervøs.

Jeg tror det er det med at døren går op og ind kommer jeg......alle ALLE kigger på mig.

Det er sjovt, for jeg elsker at være midtpunkt til fest, laver meget sjov.

God ide med døbefonden

[Guest Nipnap]

Nervøsitet.......... jaaa den kommer man nok ikke udenom.... Gør det... du vil ikke fortryde.. Tror jeg i hvert fald...

[Annelasse 0]

Vi sidder lige og snakker om, at der kunne gå en brudepige forrest sammen med vores søn

og så kom min far og jeg begefter.

Det tror jeg vil gøre mig mere rolig

Jeg vil også nyde at have min veninde og min søn ved min side.

[Zenit 1]

Jeg synes, det ville være synd, hvis du fravalgte kirken, fordi du er bange for at blive for nervøs.

Det er rigtigt godt, det du gør nu, taler om det og får snakket om, hvordan du vil kunne få gjort det "tåleligt". Fx at der går nogen foran dig, så du ikke føler dig alene, mens alle øjene er rettet mod dig.

Ellers vil jeg også foreslå dig at skrive ned (i en dagbog fx) alle de tanker, du har omkring, HVAD det er, du forestiller dig, der vil ske, når de kigger på dig. Er du bange for at snuble? gøre noget dumt? Nogle gange hjælper det at få styr på alle de fjollede (men meget virkelige) tanker. Så kunne du istedet prøve at ændre tankerne til noget positivt, fx: "De kigger på mig, fordi jeg er smuk" etc. og ikke "...fordi, de håber jeg vælter om lidt"...

Det er også en super ide at smugtræne lidt i kirken. Kom i kirken og væn dig til tanken om at gå op ad gulvet

[Lee 0]

vi er selv viet på rådhuset i al hemmelighed...... vi skal holde stor kirkelig velsignelse og hele molletjavsen ville ikke undvære det i kirken

[Guest AnjaHansen]

Jeg vil først lige sige, at jeg føler med dig.. Jeg er skam også vild nervøs, men tror ikke det er i samme grad som dig.

MEN du skal huske på, til din konfirmation var der MANGE mennesker, både nogen du kendte men jo også rigtig mange, som du ikke kendte!!... Til dit bryllup vil der KUN være mennesker som holder af/elsker dig og kun ønsker dig godt!!..

Ved ikke om det måske hjælper lidt.. men jeg håber du vil overveje kirken da jeg synes det er synd at gå glib af det!!...

Knus fra Anja

[arno 1]

Grunden til det ikke er i kirke, er pga nervøsitet.

PUHA... Med fare for at ødelægge det hele, vil jeg lige fortælle dig om hvordan min oplevelse af kirken var, da vi blev viet for over to år siden...

Jeg er normalt ikke bleg for at være midtpunkt, og klarer normalt store forsamlinger i stiv arm. Derfor regnede jeg ikke med at kirken ville være et problem - faktisk havde jeg slet ikke skænket det en tanke, at det KUNNE være et problem.

Men da dørene gik op, og jeg skulle ind i kirken ... ... ... så frøs jeg!! Aldrig har jeg været så nervøs, og aldrig har jeg haft det så elendigt!! Hvis ikke min far havde hevet mig fremad, og snakket beroligende til mig, var jeg aldrig kommet op til alteret. Min mand stod bravt og forsøgte at overføre sin uendelige ro til mig - uden held. ALDRIG har jeg haft det så elendigt... Det var som at være tusind gange til mundtlig eksamen (og jeg lider seriøst af eksamensskræk).

Selve vielsen husker jeg ikke meget fra (HURRA for den video-optagelse vi fik lavet!!), og det er først efter det hele er overstået, og vi står i døren til våbenhuset og kigger på alle de dejlige mennesker som er kommet for at hilse på os, at jeg slapper af og bliver "mig selv" igen. Og DER nyder jeg det virkelig i fulde drag!

- - -

Det at være MIDTPUNKTET i kirken, den person som ALLES øjne er rettet mod - det kan jeg sagtens forstå at du er nervøs for!! Og jeg kan SAGTENS forstå at du overvejer at blive viet på rådhus eller andre steder. For det kan være en stor mundfuld at sluge. Det ved jeg; har mærket det på egen krop.

Sandra (EilaL) bliver mopset på mig når jeg siger at jeg ikke brød mig om turen op af kirkegulvet, og for alt i verden ikke har lyst til at genopleve øjeblikket Men det gjorde jeg vitterligt ikke! Jeg var hunderæd for hvert eneste skridt, og ville helst vende om og rende den anden vej.

MEN...

Når først turen op af kirkegulvet er overstået, og man har sat sig ned oppe ved præsten, så er det slet ikke så slemt. Det værste var virkelig "vandreturen" Og hvis du har en handlekraftig mand (din far?) ved din side, og din kommende mand til at vente på dig ved alteret, så tror jeg ikke du skal være så bange for det. Få evt din kommende mand til at tage imod dig med et kindkys når du når frem - det tager den værste snert af nervøsitet. Og jeg lover dig, at turen tilbage af kirkegulvet EFTER at I er blevet viet, vil være totalt anderledes end indgangen! Jeg svævede afsted med min MAND ved min side, og kunne have besteget Mount Everest 4 gange

Sæt din præst ind i dine betænkeligheder og din angst. Fortæl hvilke tanker du gør dig - og bed om hjælp til at komme igennem det. Jeg er sikker på at jeres præst vil være forstående for problemet, og jeg er sikker på at du IKKE er den første brud der har det sådan (jeg er jo et levende eksempel på det ).

Idéen med at besøge kirken flere gange som "fortræning" er også en smadder go' idé! Det prøvede jeg slet ikke... Faktisk havde vi slet ikke øvet selve vielsen i kirken med præsten, fordi vi kommer fra Silkeborg, og præsten fra Trustrup - og vi blev viet i Grenaa Kirke Men jeg regnede ikke med at det ville være et problem ikke at øve det hele, da vi fik et fint stykke papir af præsten med flotte tegninger osv. MEN MEN - det endte med at jeg fik sat mig forkert, at jeg måtte dreje rundt om mig selv fordi jeg fik viklet mig ind i mit slør osv.

Så... Tag en dyb indånding, og snak med præst og gemal om det hele endnu en gang. Du snyder dig selv for en af livets store oplevelser, hvis du bakker ud "bare" fordi du er nervøs for kirkevielsen.

[Lee 0]

Du skal da have et kirkebryllup søde

[Guest kari2607]

selvfølgelig skal du have et kirkebyllup - det skal nervøsiteten ikke tage fra dig

så vidt jeg har hørt, skal man ikke nødvendigvis gå op ad gulvet - man kan vist også starte med at stå oppe ved alteret sammen med sin gom fra starten af. prøv og snakke med præsten om det ikke kan være en mulighed - hvis du har mere lyst til det altså

[Guest Signe Opstrup]

selvfølgelig skal du have et kirkebyllup - det skal nervøsiteten ikke tage fra dig

så vidt jeg har hørt, skal man ikke nødvendigvis gå op ad gulvet - man kan vist også starte med at stå oppe ved alteret sammen med sin gom fra starten af. prøv og snakke med præsten om det ikke kan være en mulighed - hvis du har mere lyst til det altså

Det var også min tanke, SKAL du absolut gå op ad gulvet......du kunne jo nøjes med at gå ned ad gulvet....håber du finder en løsning......det lyder til du gerne vil have et kirkebryllup, så snak med præsten og så luft evt. din beslutning for gæsterne så de kender dine følslser, tror da de ville forstå dig!

knus SIGNE

[EilaL 2]

Sandra (EilaL) bliver mopset på mig når jeg siger at jeg ikke brød mig om turen op af kirkegulvet, og for alt i verden ikke har lyst til at genopleve øjeblikket Men det gjorde jeg vitterligt ikke! Jeg var hunderæd for hvert eneste skridt, og ville helst vende om og rende den anden vej.

Søde jeg bliver da ikke mopset - synes bare det lyder så mærklig i forhold til så mange andre fortællinger jeg har hørt - men skal nok lade dig vide om hvordan det gik for mig om 24 dage

Sandra

[Sidy 1]

Søde Anne!

Det er ikke sjovt at være nervøs...og selvfølge skal det ikke styrer ens liv.

MEN hvis en borgerlig vielse er noget du vil GLÆDE dig til, og en kirkelig vielse noget du vil gå at frygte og skal overvinde dig selv til....ja, så er valget lige til.

Vi skal ikke alle være ens, og en kirkelig vielse er ikke det rigtige for alle.

[Annelasse 0]

Hej

Tak for alle de gode svar.

Idag har vi været oppe og se kirken...........den er lille og jeg kommer ind i midten.

Det var det jeg havede håbet på.

Jeg snakket med præsten og fortalte hvordan jeg har det.

Som der var en der skrev, så tror jeg bare jeg skal gå derop en gang imellem, vi bor kun 2 minutter derfra.

Det bliver en drøm der bliver opfyldt.

Så fik vi også sat tid på, hvornår det skal forgå.

Glæder mig super meget.

Tusind tak for jeres hjælp.