100 dage tilbage

[Downfall 1]

Man kan ikke undgå at lægge mærke til, her på forum, hvordan mange af de dejlige piger der er herinde bliver udsat for an masse prøvelser...

Det virker uretfærdigt når folk slås med sygdom, ens kære dør, man ikke behandler hinanden ordentligt - eller der på andre måder slås skår i forventningens glæde.

Det tænkte jeg lige lidt over, da jeg besluttede mig at skrive mit eget indlæg. Og så tænkte jeg, at måske er det bare sådan det er; måske ér vi repræsentative for den danske (eller sågar verdens) befolkning, som dermed har en hel del at slås med....

For mit/vores vedkommende er det sådan, at vores dårlige økonomi pt. efterlader os med 2 muligheder; enten flytter vi fra gården - eller vi lader J's bror (der har en forfærdetlig masse penge) købe sig ind med 50%.

Stedet er STORT og kræver - ud over mange penge - også mange timer og kræfter til vedligeholdelse. Mit ønske var at flytte; gøre vores liv mere simpelt - sælge hestenen og få et lille hyggeligt hus, - så vi kunne rejse, elske og opleve i stedet.

Men J siger konsekvent nej. Måske fordi vi ville tabe yderligere penge - måske fordi han ville tabe ansigt!??

På bryllupskontoen står desuden ca. 15.000,- tilbage af de 50.000,- vi lånte af J's mor. Og hvordan vi skal skaffe de sidste 30-40.000,- som det vil kræve for at betale kokken, kjolen og så videre....det er ganske enkelt umuligt at sige.

Hvem har så lyst til at sende invitationer ud?

Og hvad skal jeg ta' med i METRO til at betale med?

Min mor - der hele mit liv har zappet mellem misbrug, fortvivlelse og depression - er blevet indlagt (igen) og får foreløbig 30-40 elektrochok over et par uger (hvorefter hun er fortabt, ulykkelig og ikke kan huske i flere måneder).

Da min far ringede for at fortælle mig det, benyttede han lejligheden til at sige hvor lidt han synes jeg kan være bekendt ikke at invitere min voldelige storebror - samt gøre opmærksom på, at min anden storebror så - i solidaritet - nok ikke vil komme og at jeg på den måde gør min mor endnu mere ulykkelig!! Naturligvis altsammen i en meget omsorgsfuld tone!!

Var der nogen der sagde "catch 22"?!

Nårh ja - og så var hans udgangsreplik (som den har været HVER gang vi har snakket om det bryllup): "Jeg havde VIRKELIG aldrig troet det skulle lykkes for dig (at blive gift, altså!)!!

TAK FAR!!

Sidst men ikke mindst, så er J i fuld færd med at "bearbejde" sin skilsmisse - som kun ligger små 1½ år tilbage:

Han benytter enhver lejlighed til at "straffe" mig. Bliver kold og hård - og bebrejder mig at jeg ikke passer huset godt nok, ikke tjener nok penge, ikke er involveret nok i gården, at jeg er ked af det, at han ikke ser sine børn nok, at eks-konen har for mange penge, at arbejdet ved at bo på gården er for hårdt....

Well - you name it!

Det er LIDT svært for mig at mærke, lige nu, at det her er manden som jeg elsker!!

Eller også ér tingene bare gået for hurtigt - og jeg kender ham ikke godt nok?!

100 dage tilbage...?!!

Jeg ville ønske der var 1000!

Den ENESTE grund til at jeg ikke allerede er flyttet - er løbet min forbandede vej - er, at vi trods alt har en tid til terapi............og måske at jeg ikke aner hvor h****** jeg skal løbe hen!!

Og så selvfølgelig mit naive håb om, at vi kan "finde hinanden" igen - at tingene kan blive som de var "lige før".

Jeg er vist en "problem-magnet"!!

Ville personligt hellere end gerne bytte mit bryllup ud, med lidt kærlighed......og fred.

Birgit

[louise1234 1]

hej du skønne....

jeg vil starte med at give dig en masse .... det har du fortjent...

det er utrolig hård når livet vælter op og ned af bakke... jeg ville ønske at jeg ku fjerne bare et af de problemer der er på din vej.........

du skal bare skrive og få luft... vi er en masse det altid er der for at lytte... husk det....

men hvis det er for svært at overskue med en dårlig mor en tosset bror og en gård der kræver for meget arbejde her og nu... så kan man for mig at se... helt uden skam i sjælen udskyde det i et år.... så er det heller ikke så mange penge der skal ligges tilside hver måned og glæden ved at skulle giftes bliver måske større.... knus og mange tanker

Louise

[Guest BrudenFie]

Hej Birgit

Jeg kan sagtens følge dig.

Så vidt jeg husker, er du lige som jeg en af "de gamle" herinde. Undskyld hvis jeg tager fejl. Men i alt fald i min alder må man indse, at problemer af en vis karat vil være følgesvende i nogle år - måske altid. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi tænker mere og har mere erfaring, så vi tager ikke tingene så let mere. Måske SIGER vi ikke så meget, men vi er gode til at se scenarier og vejer hele tiden for og imod.

Vi skal være bedre til at leve i nuet og i harmoni med os selv - FØR vi begynder at analysere og føle udadtil og i forhold til. Stop lige op og tøm hovedet for tanker og følelser. Lad dig ikke narre af kroppens signaler, der blot prøver på at få dig til at tænke. Væk med alle tanker, og mærk dig selv. Vær til. Lige nu. Mærk hvordan du bliver helt rolig i denne mentale tilstand. Hvis du kan det, vil alle problemerne være væk. De vil ikke kunne nå dig, for der er kun dig og din indre ro.

Det er megasvært at gøre, men det er noget jeg øver mig på for tiden. Når det lykkes (jeg kan kun i lynglimt endnu), har jeg det fantastisk. Denne vished om at jeg kan adskille mig fra alt andet, gør "alt det andet" til småopgaver, for jeg ved, at jeg har mig selv derinde og altid kan gå derhen. Det er da hamrende svært at forklare! Siger det dig noget som helst?

Kh Bettina

Redigeret June 1, 2006 af BrudenFie

[Downfall 1]

Både - og, Bettina.

Var lige det sted - der hvor jeg hvilede i mig selv - da jeg mødte J (og havde været det i en rum tid).

Men når jeg mærker mig selv NU, så mærker jeg ikke "bare" ro og harmoni - men også sorg og savn.....og mere sorg! Fordi det er det der ER. Fordi det er mærke ikke er en selektiv tilstand - men at mærke det hele, som det er!!

Og med sorgen træder mit forsvar i kraft; der hvor jeg har "adskilt" mig. Så behøver jeg ingen andre. Har egentlig ikke lyst til at der skal være andre omkring mig end mine heste.... Og mine venner, som jeg ved er der.

Det sted vil jeg ikke finde mig i mindre end godt.

Der ser jeg på manden i mit liv og synes han er et skvat, fordi han ikke har min styrke - eller mine dyrtkøbte erfaringer.

Jeg bliver utålmodig med hans umodenhed og forkælede, primitive forsvar - der kommer til udtryk som projektioner og ansvarsforflygtigelse.

Jeg bliver ond over, at han ikke formår andet end at gøre mig ondt!

Jo - jeg ved godt det er MIT lort og MINE valg.

Det bliver det "sjovt nok" bare ikke lettere af

Birgit

[Knirke 1]

Tja... det er aldrig en nem situation at stå i og egnetlig heller ikke at give råd til. så derfor kan du få et kæmpe og måske læse videre (hvis det er noget vrøvl stop ved knuset!!)

At skulle træffe valg som har store konsekvenser - og måske konsekvenser som man ikke kan se når man skal træffe dem er aldrig sjovt.

Tag en meget dyb indånding - gør op med dig selv hvad problemstillingen er, hvordan den kan løses, hvordan du helst vil have den skal løses (lottomilionen er ikke en løsningsmulighed). Når du har tænkt det godt igennem - så involver gemalen - bed ham at gøre det samme - og se hvad I hver i sær og sammen kan finde ud af af gode og mindre gode ideer til at få det til at gå op i en højere enhed. Hvad er realistisk for jer og hvad kan I leve med og blive glade for i længden?

Husk at tale med hinanden (uha- noget af det sværeste i krisesituationer - men desværre noget der er dødnødvendigt.)

Og for guds skyld - lad være med at sælge krikkerne - udlån dem for en periode til nogle der savner selskabsheste el. lign. De betyder meget mere for dig og din indre ro end du aner! (kan ikke huske hvor mange du har!)

fra knirke

[Guest BrudenFie]

Både - og, Bettina.

Var lige det sted - der hvor jeg hvilede i mig selv - da jeg mødte J (og havde været det i en rum tid).

Men når jeg mærker mig selv NU, så mærker jeg ikke "bare" ro og harmoni - men også sorg og savn.....og mere sorg! Fordi det er det der ER. Fordi det er mærke ikke er en selektiv tilstand - men at mærke det hele, som det er!!

Og med sorgen træder mit forsvar i kraft; der hvor jeg har "adskilt" mig. Så behøver jeg ingen andre. Har egentlig ikke lyst til at der skal være andre omkring mig end mine heste.... Og mine venner, som jeg ved er der.

Det sted vil jeg ikke finde mig i mindre end godt.

Der ser jeg på manden i mit liv og synes han er et skvat, fordi han ikke har min styrke - eller mine dyrtkøbte erfaringer.

Jeg bliver utålmodig med hans umodenhed og forkælede, primitive forsvar - der kommer til udtryk som projektioner og ansvarsforflygtigelse.

Jeg bliver ond over, at han ikke formår andet end at gøre mig ondt!

Jo - jeg ved godt det er MIT lort og MINE valg.

Det bliver det "sjovt nok" bare ikke lettere af

Birgit

Dengang man var single og stod med ALT ansvar og alle problemløsning og kun een selv til at bebrejde, hvis man valgte forkert - DA var tingene lettere, right? Sådan føles det - også for mig ind imellem. Men det er nu ikke den tilstand, jeg tænker på. Det er en tilstand man kan finde når som helst og uanset hvor man er. Man finder den inde i selvet. Lidt a la at forlade kroppen og svæve lidt oven over det hele. Jeg ser på mig selv udefra. jeg ser en følelse af f.eks. sorg, og jeg prøver ikke at analysere, be- eller afkræfte den. Jeg ser, den er der - og ikke mere. For det er følelseskroppen, og jeg svæver jo rundt over den og kigger bare.

Det løser ikke problemer at gå ind i selv'et, men det giver indre ro. Og er du bare lidt som jeg, har du virkelig brug for at finde den indre ro, finde ind i dig selv og bare "være".

Jeg kan godt følge dig i de ting, du skriver om dine problemer. For nogle uger siden gik jeg ned i et sort hul, og jeg havde sådan set ikke lyst til at forlade det hul. Det har virkelig været grimme tanker, jeg har haft undervejs, og det er ikke ovre endnu. Jeg kontaktede en psykolog i familien, og spurgte om jeg skulle have behandling eller måske indlægges, for jeg var virkelig langt ude. Efter vores første snak, konstaterede han, at jeg er stærk psykisk, men at min indre ro var væk, og den skulle jeg finde for at få overblikket og energien tilbage til at løse problemerne. Derfor arbejder jeg nu på min indre ro, og det går allerede bedre.

Jeg tror på, du er psykisk stærk ligesom jeg ud fra "fordi han ikke har min styrke - eller mine dyrtkøbte erfaringer" - Det kunne være mig, der havde skrevet det.

Det er værd at tænke over med den indre ro, ikk'? Husk på at der var en grund til, at du forelskede dig i ham, du flyttede sammen med ham og du sagde Ja til at gifte dig med ham. Da du tog de beslutninger, er jeg overbevist om, at du havde indre ro. Det får du også igen, for du er en fighter og en vinder. Det her skal stås igennem, og så kommer den smukke sommerfugl ud igen, når hun (du) er klar Stol på mig!

Trænger du til en pause fra bryllupsplanerne? Så tag den, og hold dig langt væk fra dette web site. Det råd fik jeg for en måneds tid siden herinde, og det er et af de bedste råd, jeg har fået.

Kh Bettina

[Downfall 1]

Tja... det er aldrig en nem situation at stå i og egnetlig heller ikke at give råd til. så derfor kan du få et kæmpe og måske læse videre (hvis det er noget vrøvl stop ved knuset!!) Tak, Knirke

At skulle træffe valg som har store konsekvenser - og måske konsekvenser som man ikke kan se når man skal træffe dem er aldrig sjovt.

Tag en meget dyb indånding - gør op med dig selv hvad problemstillingen er, hvordan den kan løses, hvordan du helst vil have den skal løses Ja, - jeg ER (og har længe været) afklaret på hvad jeg synes vi skal gøre; sælge og flytte ind i noget vi har råd til! (lottomilionen er ikke en løsningsmulighed). Når du har tænkt det godt igennem - så involver gemalen Tjek! - bed ham at gøre det samme Tjek! - og se hvad I hver i sær og sammen kan finde ud af af gode og mindre gode ideer til at få det til at gå op i en højere enhed Svært, eftersom han vil det modsatte af mig og ikke vil rykke sig en tomme; han VIL IKKE sælge det her sted!. Hvad er realistisk for jer og hvad kan I leve med og blive glade for i længden?

Husk at tale med hinanden Well, det er foreløbig lykkedes mig at overbevise ham om at det måske ikke er helt retfærdigt når han bebrejdre mig hvad eksen eller børnene gør - men han har så meget forsvar på, at jeg ikke kommer ret meget længere end det... Og jeg er TRÆT og udmattet helt ind i døden af, at ansvaret for vores forhold udelukkende hviler på mine smalle skuldre! For HVER gang vi har lavet en aftale om, hvordan vi kommer videre - så løber han ganske enkelt fra den igen!! - (uha- noget af det sværeste i krisesituationer - men desværre noget der er dødnødvendigt.)

Og for guds skyld - lad være med at sælge krikkerne - udlån dem for en periode til nogle der savner selskabsheste el. lign. De betyder meget mere for dig og din indre ro end du aner! (kan ikke huske hvor mange du har!)

fra knirke

[Britteren 1]

På mange måder føler jeg mig slet ikke berettiget til at skrive i denne tråd. Selvfølgelig kan jeg komme med (undskyld) de sædvanlige medfølende bemærkninger, men faktum er at du og jeg står på vidt forskellige stadier i vores liv med måske kun det tilfælles at vi i den umiddelbare fremtid står overfor at sige Ja! Et stort og rungende ja, der er så forbandet forpligtende.

Ja - mange brugere på Bklar oplever i denne tid hvordan livet ikke altid er lige simpelt, og som du mener jeg også at det måske er ganske sigende om befolkningen generelt og ikke blot en flok bridezillas. Det der måske gør forskellen er at Bklar for mange bliver en del af deres intimsfære, hvor man føler at man kan tale om disse ting lettere end andre steder. Vi åbner mere op og tager risikoen for at blive åbenlyst dømt af andre.

Men for at vende tilbage til dig kære Birgit så ved du om nogen efterhånden godt at der ikke nødvendigvis findes nogen lette løsninger. Livet er et stort stykke arbejde, hvor vi selv bestemmer hvor meget arbejde vi vil lægge i det og hvor ofte vi vil give efter. Give efter for andres meninger og holdninger og vigtigst deres stolthed for det forekommer mig, at der i høj grad er tale om et problem med stolthed. Js, din fars og måske også din. Det går ud over Js stolthed at måtte erkende at Farmen ikke længere kan fungere økonomisk og praktisk. Din fars stolthed, når hans datter fravælger hans søn fordi denne ikke formår at opføre sig efter gældende normer. Og din stolthed - fordi du pludselig må indse at trods alle dine bedste intentioner så er der ting du ikke kan kontrollere.

Jeg kan ikke kurere en skrantende økonomi eller en såret stolthed. Hvis jeg kunne vidste du at jeg ville gøre det for dig, og det eneste råd jeg kan komme med er kommet så mange gange før.

Sig det højt. Tving dig selv og J til en konfrontation med de ting, der ikke fungerer. Råb og skrig hvis det er nødvendigt, men få fat på de følelser du brænder inde med lige nu og få dem ud i det fri. Og gør det endelig ikke for nogen andens skyld end din egen. Du er vigtigst! Husk altid det.

Du valgte ikke selv dine forældre og søskende, men du vælger selv hvem du deler fremtiden med. Det er dit arbejde nu at sikre din lykke. Det er din opgave ikke at lade dig nøjes. Find ud af hvad det er der skal til for at du får et lykkeligt liv og se så om ikke det kan forenes med Js ønsker. Måske er ønskerne ikke så uforenelige når det kommer til stykket, men det kan I ikke vide medmindre I får talt ud om det.

Vigtigst af alt - Pas på dig selv.

Jeanet

[LotteC 0]

Jeg hverken kan eller vil give gode råd her. Du - og tydeligvis mange andre prægtige kvinder - har mere viden og erfaring med den type krisehåndtering end jeg...

Men når det virker som om at mange har problemer herinde - bryllupsrelaterede eller ej - så skyldes det måske, at her på sitet får man kærlig omsorg og taknemmelige lyttere. Og er det ikke dét, man ofter mangler IRL?

Her føler man sig ikke Palle Alene I Verden. Her er masser af

Jeg håber inderligt, at I kommer til en fælles forståelse af Jeres kommende fælles liv. Og pas på ikke at midste dig selv i forløbet (sælge hestene...??!)

De kærligste hilsner

LotteA

[Downfall 1]

Én af de ting jeg KAM mærke, er faktisk er jeg er helt vildt træt af at forklare mig selv.

Argumentere.

Hele tiden skulle kæmpe; for at "få lov" til at være den jeg er, for at "redde vores forhold", for at få J til at holde sine løfter, for at der skal blive bryllup, for at "få lov" til at beholde mine heste......

Men måske skulle jeg holde op! Gi' slip!?

Og så må jeg se hvad der bliver tilbage.

Og nej - jeg har måske ikke megen tiltro til min stakkels tilkommende. Men i retrospektiv KAN jeg også svært forstå hvordan hans eks kunne "få lov" til at gå konkurs 3-4 gange - og deres hjem på tvangsauktion.

Jeg er nemlig vant til at ta' konsekvenserne på et langt tidligere tidspunkt når tingene er ved at ramle - og jeg MÅ indrømme jeg ikke stoler meget på, at han pludselig skulle begynde at ta' ansvar.

Han knokler sig gerne halvt ihjel på jobbet - men han har lidt mere end almindelig modvilje mod at læse skriften på væggen!!

[LotteC 0]

Tror og håber, at det hjælper at komme i terapi.

Vi har haft (og har!) rigtigt meget glæde af at tale med en dygtig og erfaren kommunikator, der kan oversætte Venus'sk til Mars'sk.

Troede egentligt, at jeg kommunikerede klart og ty-de-ligt. Men når receptorerne hos manden var indstillet på "nu skælder mor/ex'en ud. Igen!" så kunne jeg snakke solen ned af himlen (og det gjorde jeg så. Mens tingene gik mere og mere ned af bakke). Og jeg hørte ikke heeelt efter (selv om jeg bestemt mente, at det gjorde jeg!), så min modtager-frekvens sagde "Aaaarg! Ikke flere dårlige undskyldninger og piberi! Bliv voksen!"

Nu har vi fået langt mere gensidig klarhed og forståelse. Ikke sådan, at al er en dans på roser. Men nu er der plads til os begge i vores parforhold, og med kærlighed og fortsat udvikling er jeg sikker på, at vi har et ægteskab, der holder livet ud

Lotte *med håbefulde tanker i din retning*

[Knirke 1]

Du er en klog quinde - de største fra knirke

håber at det hele falder på plads på den ene eller anden vis.

[Downfall 1]

Tror og håber, at det hjælper at komme i terapi.

Jeg har hele tiden holdt håbet oppe netop på den aftale vi har indgået i løbet af de 3-4 måneder det har været et helvede for os (meget godt gået når vi nu har kendt hinanden i 15!).

J kom så her forleden til den konklusion, at han ikke længere troede på vores forhold fordi

1) Jeg syntes det var en dårlig idé at han sætter "det gyldne håndtryk" (ca. 50.000) fra sin tidligere arbejdsgiver ind på en seperat konto - når vi i øvrigt har fællesøkonomi. Jeg sætter selv mine 30.000,- feriepenge + 50.000,- for solgte heste etc. ind på den fælles - for at redde vores

2) Jeg laver for lidt

3) Jeg tjener for lidt

4) Hans børn ikke gider være her i weekenden

5) Hans eks. skal på romantisk weekend i Portugal med sin nye mand

6) Hun er gravid og jeg vil sjovt nok ikke ha' et barn så længe vi behandler hinanden på dén her måde

Desuden synes han det var noget pis at gå i terapi, så det ville han bare IKKE fremover - og han var ligeglad med om det var noget der betød noget for mig; jeg skulle i øvrigt ikke komme og presse ham!

Jeg har bare for længst gjort op med mig selv, at uden netop dét, så er der ingen vej.... Så jeg resignerede.

Jeg forklarede ham stille og roligt hvorfor jeg ikke kan holde til mere - og så spurgte jeg ham, hvordan vi skulle gøre det rent praktisk når nu jeg skulle flytte.

Og så argumenterede jeg.

Fortalte hvordan det føles at være mig. Ingen bebrejdelser. Ingen krav. Bare en konstantering af, at jeg ikke kan se noget håb for os - og at jeg tager konsekvensen.

Og det var selvfølgelig det der skulle til.

Han kunne selvfølgelig pludselig godt se at han kunne få en masse ud af at gå i terapi - og han synes det var "for let" at give op.

Godt så.

Nu venter jeg så bare på at han begynder at bebrejde mig at jeg ikke er glad; i morges udtrykte han sin utilfredshed med, at vi kommunikerer "for kort".

Eller på næste gang han pludselig ikke synes vores forhold er en god idé.

Og jeg er bare SÅ LANGT VÆK!

Føler jeg er blevet hængende dér - ude på vippen. Med udsigt over afgrunden.

Ville ønske han tog mig i sine arme. Gav mig lov til at sprælle lidt først, men holdt ved mig og sagde han ville mig......

Ville ønske han insisterede på nærhed - men i stedet blev han væk fra soveværelset den første nat, med det argument at han "ville give mig ro til at sove".

JEG BEHØVER IKKE RO TIL AT SOVE (og det har jeg naturligvis forklaret ham). Men hjælp til at finde vejen tilbage.... Nærhed.

Det får jeg bare ikke - og jeg synes vejen tilbage er så uoverskueligt lang (alene)!

[Guest BrudenFie]

Siger du, at I har besluttet at gå hver til sit? Eller var det blot en trussel i en diskussion?

Undskylder på forhånd, hvis jeg har misforstået noget!

[Downfall 1]

Du behøver da ikke undskylde!

Fra J's side er det efterhånden blevet en tilbagevendende trussel - men jeg tror det startede som hans forsvar imod sin egen angst for at miste mig!

For mit vedkommende var det en konstantering. En beslutning. Når ikke han overholder det løfte han har givet mig - når ikke jeg kan stole på at vi vil den samme vej - så kan og vil jeg ikke mere (se evt. også min tråd om børnene).

Fordi det gik op for ham at jeg mener det - at det netop ikke er en trussel - så "skiftede han hest i vadestedet" - og så fik han mig overbevist om at han gerne vil både i terapi og holde op med at afreagere på mig (var der nogen der kaldte mig co-misbruger hér?!!), og jeg lod mig let overtale til at blive; det VAR jo det jeg havde håbet på, ét eller andet sted.

Jeg tror grunden til at jeg ikke lige kan blive grebet af entusiasme netop er, at jeg ikke ønsker vores forhold skal bestå af trusler; jeg (sagde til ham at jeg) vil ikke ha' et forhold hvor rytmen er "vi går i terapi - jeg vil ikke med i terapi" - "jeg flytter - jeg flytter ikke" ... Det er simpelthen for hårdt!!

Lige nu ved jeg bare ikke hvad jeg skal gøre... Skal nok bare ha' lidt tid til at mærke efter.

Og så har vi i øvrigt en tid i terapi næste uge (vi har måttet vente i 6 uger på den eneste terapeut han har respekt for!) *suk*

[Guest pjevs]

Kæreste Birgit.

Med fare for at blive MEGET upopulær siger jeg nu alligevel min helt ærlige mening.

Jeg er da meget i tvivl om hvorvidt jeg ville sige JA d. 9.9 hvis jeg var i dit sted.

Ikke pga. de økonomiske kvaler, men de følelsesmæssige. Når du står i en situation nu, hvor du truer med at flytte, han behandler dig rigtig skidt og der er problemer med ungerne, vil du virkelig leve sådan resten af livet?

Føler du aller inderst inde, at det er MANDEN du skal leve sammen med? Tror du på en løsning eller håber du bare?

Uha, det er godt nok en forfærdelig situation, men jeg håber virkelig at du finder ud af det.

Knus Pia

[Downfall 1]

Kære Pia

Upopulær bliver du ikke!

Når jeg poster et emne der er SÅ følsomt, er jeg både forberedt på at folk skriver deres mening - og at den måske ikke passer mig.

Ikke desto mindre, så griber du jo om nældens rod; jeg er i tvivl!

Jeg vil se hvad tiden - og ikke mindst terapien bringer.

Og jeg er IKKE bange for at aflyse bryllupet (heller ikke "ved alteret") hvis det viser sig at være det eneste der er for mig at gøre!

*kram*

Birgit

[Guest Signe Opstrup]

Kære Pia

Upopulær bliver du ikke!

Ikke desto mindre, så griber du jo om nældens rod; jeg er i tvivl!

Jeg vil se hvad tiden - og ikke mindst terapien bringer.

Og jeg er IKKE bange for at aflyse bryllupet (heller ikke "ved alteret") hvis det viser sig at være det eneste der er for mig at gøre!

*kram*

Birgit

Tænkte det samme som Pia.....er det virkelig det liv du vil leve????? Ved godt det er svært og ikke bare lige at løse, men sig fra...(og nok gerne inden du når op til alteret )

Held og lykke, håber du/I kommer helskinnet igennem

knus SIGNE

[arno 1]

Lige nu ved jeg bare ikke hvad jeg skal gøre...

AFLYS BRYLLUPPET - FLYT FRA GÅRDEN ET PAR UGER

For mig at se er det absolut det ENESTE du kan gøre lige nu! For mig at se er du nødt til at aflyse brylluppet - alt andet ville være totalt latterligt (ja undskyld min ligefremhed...). For:

- du lever sammen med en mand som ikke stoler eller tror på dig

- du er ikke sikker inderst inde om det er MANDEN eller FORHOLDET du elsker

- økonomien hænger i laser

- I er ikke enige om NOGET som helst (virker det til, når jeg læser de ting du skriver?)

- følelsesmæssigt er I på to vidt forskellige planer

- han vil EN ting (beholde gården for enhver pris, også på bekostning af jeres forhold), og du vil en ANDEN (flytte fra gården, for at redde jeres forhold og for at få et "helt" liv igen)

- han overholder ikke de løfter han giver dig

- I går af forskellige veje i hverdagen

- J virker ENORMT vægelsindet, og kan ikke beslutte sig til hvad han egentlig vil (til/fra, ja/nej - skifter som vinden blæser!)

- han giver dig skylden for ting som du INTET har med at gøre (X'en og hans børn)

- han respekterer dig ikke som et individ og en person med egne meninger (som jeg forstår det...)

- han gider ikke arbejde på at få jeres forhold til at virke (terapi er "noget pis" for ham??!)

...jeg kunne blive ved. Jeg kan ikke læse een eneste grund til at du skulle investere mere i det forhold, i noget af det du skriver. Man skal ikke giftes for enhver pris - så ender det bare med skilsmisse. Flyt fra gården i nogle uger; mærk efter inde i dig selv, om du savner det hele, og ikke mindst HAM. Hvis du gør det efter 3-4 uger, så flyt tilbage, og gør endnu en indsats for at redde det som måske er et eller andet sted.

Et forhold BØR bygge på bare NOGLE af følgende ting - ting som jeg ikke kan se at I har I jeres forhold:

- gensidig respekt for partneren som enkeltstående individ

- tillid og tiltro til partneren (BEGGE VEJE!!)

- tro på at den anden vil en det godt

- visheden om at man går SAMMEN ad SAMME vej med nogenlunde samme hovedmål i sigte (der kan være en del personlige "sidemål", men hvis ikke man går sammen hånd i hånd ad samme hovedvej, så synes jeg ikke det tjener noget formål at blive gift)

- kærligheden bør være et af de vigtigste elementer i forholdet

Håber at du tager mine ord som de er ment; en håndrækning for at sætte gang i dine tanker... Et forsøg på at række ud til et menneske som jeg ikke kender, og sikkert aldrig møder (dig ), men som jeg af hele hjertet ønsker at hjælpe på een eller anden måde.

For du fortjener meget mere end du har. Du fortjener at blive respekteret. Elsket. At blive troet på og forstået, og ikke rystet på hovedet af og vrænget af.

Håber I finder ud af noget, men håber INDERLIGT at du/I aflyser brylluppet. Eller udskyder det. For der er ikke meget at bygge på, som tingene er lige nu...

Bare min lille bitte mening... Tag de ting jeg skriver til dig, eller smid dem ud. Nu sik jeg i hvert fald skrevet det jeg havde på hjertet

Redigeret June 1, 2006 af arno

[Guest McCool06]

Kære Birgit,

Først tak for din søde hilsen i min tråd, og ja det lader til at man bare SKAL igennem hårde tider, men sådan er livet, og det må man tage med, ved ikke om det bliver værre forud for et bryllup, som man jo helst bare skal glæde sig til....

Men nu er din situation jo en helt anden end min, og jeg kan ikke sige andet end at jeg virkelig føler med dig, og tænker på dig/jer.

Og med samme frygt som Pia for at gøre mig selv upopulær, så vil jeg næsten sige, at hvis jeg var dig ville jeg sætte brylluppet på en pause, og få ordnet jeres privatliv først.

Tror ikke der er nogen der vil se mærkeligt til jer, af den grund, tværtimod er det da noget andre bør ahve forståelse for! Hvis ikke de forstår det, så skal jeg nog komme og give dem nogle tæsk! :bask:

Det kan ikke være rigtigt at du hele tiden skal bruge tid på at overvinde J's usikkerhed ved at stille ham det ene ultimatum efter det andet. I sidste ende blvier det jo bare en tom trussel?!

Det er virkelig en svær situation at rådgive i, men synes virkelig du skal tænke dig godt om, om det virkelig er besværet værd, når i "kun" har kendt hinanden i 15 mdr. Det kan ikke være rigtig at i skal så mange problemer igennem allerede! Jeg ved ikke noget om dele børn m.v. så jeg er nok ikke den bedste til at give råd, men sender dig i hvert fald en masse knus og tanker!

Lene

[Guest Svale]

Åh kære Birgit....sidder her med en stor klump i halsen....Du har fået så mange kloge vise ord med på vejen, og jeg er ingen expert på området, og kan derfor ikke skrive nye vise ord til dig.....

Det gør mig rigtig rigtig ondt at læse, hvad du går igennem lige nu....ville ønske jeg kunne befri dig for nogle af de tunge skyer, så jeg sender dig her igennem en masse

og håber for dig, at du finder de løsninger, der skal til, for at dit liv vil forme sig for dig!!

Svale

[Guest Gretchen]

Jeg må give arno ret, flyt!

Der er ingen der siger det skal være enden på jeres forhold, det kan være pausen giver jer plads til at finde sammen igen...

Men du må altså ikke gifte dig nu, du er jo ikke lykkelig, og ægteskab fixer ikke problemerne. Du skal tænke på at når du bliver gift, så siger du jo ja til at leve sammen med ham resten af livet, vil du leve sådan resten af dit liv?

Selvfølgelig kender jeg ikke hele jeres historie, og jeg tror heller ikke på at alting kan være perfekt, på noget tidspunkt. Men der hvor det lyder til at du er nu, er langt fra perfekt.

Og hvis du vil have at han skal tro på dig og respektere dig, så når du siger at nu er det slut, og nu går jeg. Så gå! Det andet med de evige trusler om at gå, det kan et forhold ikke holde til. (og det tror jeg heller ikke dit eget selvværd kan holde til i længden)

Det her er bare et indspark fra min side, jeg kan selfølgelig ikke vide alt, eller beslutte hvordan du skal lave dit liv. Men jeg tror bare at du vil fortyde det hvis du du bliver gift nu.

Det var mine tanker, brug dem hbis du kan, ellers bare hop videre..

Slutter med et af dem her Det virker det til at du har brug for

[Downfall 1]

Mange tak for alle jeres kram og input!!!

Jeg bryder mig helt klart mest om de af dem der er mest nuancerede - for hverken livet, J eller jeg er "enten/eller".

Og selvfølgelig er det svært at se mange grunde til hvorfor jeg skulle blive, når jeg skriver alle de ulykkelige ting i sådan en tråd som denne. Men det er jo altså også fordi vinklen er lagt lidt fast på forhånd!

Min beslutning - lige her og nu - ér ellerede truffet (og jeg har haft STORT udbytte af jeres hjælp!!):

Jeg afventer udkommet af den terapi vi skal i OG den som J har booket til sig selv ved en anden terapeut.

Jeg formulerer (nedskriver) hvilke ting der er "must" for mig i denne relation - og jeg tager konsekvensen fuldt ud hvis disse rimelige krav om respekt ikke bliver overholdt; dvs. at jeg ikke truer - men flytter - hvis han ikke overholder vores overenskomst mht. terapien.... Eller hvis jeg i øvrigt skal stå for skud uden grund!

Jeg taler med ham om udsættelse af bryllupet, selvom jeg er klar over at han vil ta' det meget tungt - han vil (selvfølgelig!) høre det som "jeg elsker dig ikke"!!

Jeg kan IKKE bare flytte i hverken 2, 3 eller flere uger; hvor er det lige jeg skal hen med 6 heste?!!!!

Desuden skal jeg jo i sidste ende stå til regnskab for MIG SELV - og ikke JER ;) Det skal jeg altså lige huske - midt i al den kærlige og velmente hjælp!!! (Håber ikke I tager den formulering ilde op!!!! *kram*)

Redigeret June 1, 2006 af Downfall

[arno 1]

(Håber ikke I tager den formulering ilde op!!!! *kram*)

SELVFØLGELIG ikke

Det er DIT liv, og DINE beslutninger. Vores ord kan måske være en støtte i hvordan du finder frem til den rigtige løsning for JER, men ingen af os herinde kan bestemme eller beslutte noget som helst for dig.

Er bare glad for at du i dit sidste indlæg virker meget afklaret, og har en plan over hvad der skal ske fremover!

[Guest Lakridspigen]

uuuhhhh...sikke en omgang!

Først blev jeg helt skidt, for jeg havde jo lyst til at sige min klare mening - som ikke lige var særlig empatisk - men heldigvis så jeg dit senere indlæg hvor du og J havde konfrontations samtalen.

Hvor er jeg lettet over at du holder sådan fast i dine krav! GODT! Det jeg bed vildt mærke i var J´s sorg/vrede/skuffelse over sin eks. Jeg sad i samme båd for 2 år siden; min daværende kæreste "opdagede" lige pludselig sorgen over sin skilsmisse, og så afreagerede han på mig fordi sorgen og skuffelsen var ubehandlet.

Du gør så ret i at DIN løsning er din, men samtidig at helgardere dig; både økonomisk og følelsesmæssigt.

Sikke en omgang 100 dage før; men hellere 100 dage før end efter!!

Jeg har stor tiltro til at du holder dig tæt til dine helt egne krav, hold fast i dem!

En klog kvinde sagde til mig;

man kan ikke elske nogen hvis man ikke beundrer og respekterer dem.

Jeg håber i genfinder den gensidige beundring og respekt!

...Og går alting af helvede til; så er i "kørt i stilling" hos professionelle, så i ikke oveni et brud skal tegne og fortælle....

Jeg sender dig styrke og håb!