er der andre end mig???

[Guest Camilla1981]

Ja nu sidder jeg her igen og er trist...

jeg er arbejdsløs har været det siden februar.. men jeg føler bare at det kun er lille mig der altid får afslag...

jeg har ikke nogen uddannelse men har erhvevserfaring siden jeg var 16 år (blir snart 25)

alt hvad jeg søger får man bare en brev tilbage Desværre jobbet er besat til anden side...

jeg har kun været til få jobsamtaler og altid får jeg et afslag, tror det mest er når de har set mig.. (er desværre en af de størrer piger)

Store mennesker kan altså også arbejde....

nu har jeg sendt flere ansøgninger ud og håber virkelig at jeg snart får mig et job for jeg blir bare mere og mere trist af og gå hjemme...

Så nu er mit spørgsmål er jeg helt alene om dette problem eller er der andre der føler det samme???

Hilsen Camilla

Redigeret July 13, 2006 af Camilla1981

[HenrietteS 1]

Hejsa.

Nej du er ikke alene - jeg har det lige som dig.

Jeg søger dog et fleksjob pgr. af nogle skavanker (piskesmæld og bækkenløsning) der gør at jeg ikke kan klare et fuldtidsjob.

Jeg søger og søger, for afslag på afslag, dog ikke så negative afslag; men hvis noget skulle dukke op der svarer til dine kvalifikationer, kontakter vi dig,

Når de så ser mig - ja så kender jeg svaret.

Mit problem er mit smil - jeg har meget grimme tænder, som jeg er meget flov over.

Jeg fik dem efter en ansigslammelse for 2 år siden - min spytfunktion gik i u du og virker stadig ikke optimal men jeg ser da heldigvis normal ud igen

Jeg har ikke råd til at få dem lavet i DK, så nu har jeg besluttet mig for at tage til Polen.

De præger mig uhyggelig meget psykisk - er ikke glad for at møde nye mennesker, smile og grine.

Jeg håber og tror, at når "pløkkerne" er lavet, så har jeg job.

Men jeg holder med dig i, at "store" piger, som du siger, også kan jobbe.

Jeg kan også jobbe - med en computer og min gode kontorstol kan jeg klare 25 timer til UG, men grrrrrrrrrrrr arbejdsprøvning på arbejdsprøvning - gider snart ikke mere.

Har lige været igennem en meget træls arbejdsprøvning, hvor de virkelig tog røven på mig, så mit selvværd er også hel i bund.

Knus fra Henriette

Redigeret July 14, 2006 af HenrietteS

[beatles 0]

Nej, du er overhovedet ikke den eneste Jeg har lige været igennem en del ansættelsessamtaler, og i forhold til så mange andre har jeg haft det let, men selv om det set i forhold gik rimeligt glat, så synes jeg at det var forbandet hårdt, alle de der dumme spørgsmål man giver sig selv....... virkede jeg for det ene eller andet, fremstår jeg lidt underlig, mener de ikke at jeg er god nok, havde jeg det forkerte tøj på?????

Det var heller ikke rart at skulle gå tilbage til familie og kollegaer og sige at det var et afslag. Så efter første ansættelsesrunde, hold jeg op med at fortælle at jeg søgte job, eller at jeg skulle til samtale - det hjalp mig faktisk lidt. Presset blev lidt mindre og til samtalerne kunne jeg slappe lidt mere af.

Jeg synes, at det er meget stressende, at det tager meget energi fra en at være jobsøgende - så nej - du er ikke alene her.

Beatles

[Lisen 0]

Kære Camilla og alle jer andre.

Store piger kan sagtens arbejde - jeg er selv en af dem og indrømmet jeg har indimellem været ked af det når jeg tog til samtale, og tænkt "arj du får det aldrig Lise" men så tænker jeg med det samme bagefter "jow du gør sku, for du er bedre end alle de andre ansøgere"

Jeg sætter ALT ind på at få jobbet, jeg sælger mig selv, og ja indimellem har jeg måske oversolgt, og hvad så? Det gør mændende jo også......

Men det hele handler om at tro på sig selv, huske at råbe af dig selv inden du taget afsted, at dette her kan du sku godt....at jobbet er dit!

Hvis du slet ikke når til samtale, så bør du måske undersøge din ansøgning - få en god veninde til at læse den igennem, eller måske en helt ukendt - få gode råd til hvad du skal skrive istedet for, hvor du skal focusere.

Jeg har nogle gange gjort det, at jeg har bedt min nærmeste veninde om at liste mine gode sider og mine dårlige sider den dårlige er indimellem lidt længere end den gode.

Det er sundt..... og så skriver jeg ellers ansøgningen ud fra listen.

Lisen - en af de store piger, som har været i arbejde siden 1991.

[Guest mus01]

Piger - fat mod, der er også et job til jer derude, det er jeg helt sikker på!!!

Og det er uanset jeres størrelse eller skavanker, det har nemlig ikke noget med jeres kvalifikationer at gøre.

Jeg er en ordentlig matrone på 97 kg og samtidig er jeg handicappet med en rygmarvsskade og ødelagt bækken efter en trafikulykke for snart 17 år siden. Det betyder at jeg må trave afsted på krykker hver dag.....

Men med den samme indfaldsvinkel som Lisen, så har jeg været i arbejde siden '93, heraf de sidste 10 år i forskellige chefstillinger som f.eks. produktionschef i et flyselskab, postmester og nu som produktionschef på en metalvarefabrik.

Gennem de 10 år, har jeg læst masser af ansøgninger og gennemført mange jobsamtaler med efterfølgende ansættelser. Det har selvfølgelig været en kæmpe ballast for mig, når jeg selv har stået som jobsøger, for jeg ved jo hvad det er som man lægger mærke til, når man har den anden kasket på.

Den erfaring vil jeg hellere end gerne stille til rådighed for jer i form af gennemgang af ansøgninger/cv, gode råd om skrivning af ansøgninger og gennemførelse af samtalerne...... og hvad I ellers kunne have behov for at vide. Send mig endelig en PM, hvis jeg kan hjælpe.

Det er en stor tillidssag at tale med en vildt fremmed person om noget så personligt og vigtigt som en jobsøgning. Hvis I ikke er trygge ved den situation, kan I kigge på den her side i stedet for. Det er Ledernes Hovedorganisation, der har en hel sektion med gode råd om jobsøgning. Den er frit tilgængelig for alle uanset om man er medlem eller ej....

Gode råd om jobsøgning

Stort og til jer alle fra Marianne

[Mtune 1]

Camilla...

Tjaa mit første bud lyder på at du jo kunne finde en uddannelse og så komme i gang med den.. Lader kommunen dig gå hjemme vel vidende at du ikke har nogen uddannelse? Det ville ikke gå her i byen plus at man bliver kylet i aktivering om man vil eller ej...

Nogen gange handler det også meegt om sin egen indstilling til tingene og hvis er negativ inden man tager afsted.. ja så smitter det altså af på resultatet... Og som det er sagt, få dine ansøgninger læst af andre så de er støvsuget for stavefejl og underlige ordstillinger

Knuz Mia

[HenrietteS 1]

nu tror jeg ikke camilla er bistandsklient - og det er jeg heller ikke

[Guest Camilla1981]

Nej jeg er på dagpenge...

derfor jeg ikke har taget mig en uddannelse er fordi jeg ikke ved hvad jeg vil... det som jeg rigtig gerne vil kan jeg ikke på grund af rygsmerter.... jeg blev opereret i mine hænder sidste år og de er først nu ved og blive normale igen.. så jeg kan holde på ting i længere tid...

hvis jeg bare viste hvad jeg kunne tænke mig kunne jeg da godt tage en uddannelse men jeg ved bare ikke hvad jeg vil.. har virkelig stået på bar bund siden jeg var 16... og nok også mest fordi jeg har været skoletræt lige siden 7 klasse.. og tanken om og skulle tilbage på en skolebænk ja den hænger desværre MEGET langt ud ad halsen (undskyld hvis jeg lyder negativ) men jeg har ikke haft den bedste skolegang jeg blev altid moppet og kom altid trist hjem fra skole....

Jeg er en meget stille pige kan ikke rigtigt lig og åbne mig og fortælle om mine problemmer...

når det så angår jobsøgning ja så søger jeg på alt men er blevet træt af og være i dagligvarebutikker så det søger jeg helst væk fra...

når jeg så de få gange har været til en jobsamtale sidder der en KLUMP i halsen mit hjerte banker på fuld hammer og jeg er skide nervøs...

Hvis jeg ikke når og få et job inden den 7 august ja så skal jeg på en jobsøgningskursus i 3 uger og derefter ud i praktik i 4 uger... jeg håber lidt at jeg når og få et job for jeg vil bare igang...

Når nu vil jeg fjerne mine tårer fra øjne og sidde og søge på jobs...

Camilla

Redigeret July 20, 2006 af Camilla1981

[Guest TinaJensen]

Min far har været igennem det samme. Hans problemer bundede nok bare mere i alder. Han er over 50 år!

Hvis du vil snakke Camilla så ved du hvor jeg er. Du kommer bare forbi.

Jeg er på arbejde hele næste uge med.

[beatles 0]

Nej jeg er på dagpenge...

derfor jeg ikke har taget mig en uddannelse er fordi jeg ikke ved hvad jeg vi... det som jeg rigtig gerne vil kan jeg ikke på grund af rygsmerter.... jeg blev opereret i mine hænder sidste år og de er først nu ved og blive normale igen.. så jeg kan holde på ting i længere tid...

hvis jeg bare viste hvad jeg kunne tænke mig kunne jeg da godt tage en uddannelse men jeg ved bare ikke hvad jeg vi.. har virkelig stået på bar bund siden jeg var 16... og nok også mest fordi jeg har været skoletræt lige siden 7 klasse.. og tanken om og skulle tilbage på en skolebænk ja den hænger desværre MEGET langt ud ad halsen (undskyld hvis jeg lyder negativ) men jeg har ikke haft den bedste skolegang jeg blev altid moppet og kom altid trist hjem fra skole....

Jeg er en meget stille pige kan ikke rigtigt lig og åbne mig og fortælle om mine problemmer...

når det så angår jobsøgning ja så søger jeg på alt men er blevet træt af og være i dagligvarebutikker så det søger jeg helst væk fra...

når jeg så de få gange har været til en jobsamtale sidder der en KLUMP i halsen mit hjerte banker på fuld hammer og jeg er skide nervøs...

Hvis jeg ikke når og få et job inden den 7 august ja så skal jeg på en jobsøgningskursus i 3 uger og derefter ud i praktik i 4 uger... jeg håber lidt at jeg når og få et job for jeg vil bare igang...

Når nu vil jeg fjerne mine tårer fra øjne og sidde og søge på jobs...

Camilla

Jeg kan godt forstå at din skolegang har taget modet lidt fra dig. Men folkeskolen og videreuddannelse er to vidt forskellige ting. Når du engang får fundet dig den uddannelse der passer til dig, er jeg ret sikker på, at du vil møde rigtig mange søde og omsorgsfulde menesker.

Beatles

[Guest mus01]

Hmmmm..... jeg læser nu indlæggene som at det drejer sig om piger, der med næb og kløer kæmper for at skaffe sig et arbejde.

.... Og ikke nok med det! Ved siden af har de også helbredsmæssige problemer at slås med.

Så derfor al mulig for at de alligevel har kræfterne til at fortsætte... jeg tror at man selv skal have prøvet at være der for at forstå hvor meget det egentlig kræver.

fra Marianne

[blomst78 0]

Nej jeg er på dagpenge...

derfor jeg ikke har taget mig en uddannelse er fordi jeg ikke ved hvad jeg vi... det som jeg rigtig gerne vil kan jeg ikke på grund af rygsmerter.... jeg blev opereret i mine hænder sidste år og de er først nu ved og blive normale igen.. så jeg kan holde på ting i længere tid...

hvis jeg bare viste hvad jeg kunne tænke mig kunne jeg da godt tage en uddannelse men jeg ved bare ikke hvad jeg vi.. har virkelig stået på bar bund siden jeg var 16... og nok også mest fordi jeg har været skoletræt lige siden 7 klasse.. og tanken om og skulle tilbage på en skolebænk ja den hænger desværre MEGET langt ud ad halsen (undskyld hvis jeg lyder negativ) men jeg har ikke haft den bedste skolegang jeg blev altid moppet og kom altid trist hjem fra skole....

Jeg er en meget stille pige kan ikke rigtigt lig og åbne mig og fortælle om mine problemmer...

når det så angår jobsøgning ja så søger jeg på alt men er blevet træt af og være i dagligvarebutikker så det søger jeg helst væk fra...

når jeg så de få gange har været til en jobsamtale sidder der en KLUMP i halsen mit hjerte banker på fuld hammer og jeg er skide nervøs...

Hvis jeg ikke når og få et job inden den 7 august ja så skal jeg på en jobsøgningskursus i 3 uger og derefter ud i praktik i 4 uger... jeg håber lidt at jeg når og få et job for jeg vil bare igang...

Når nu vil jeg fjerne mine tårer fra øjne og sidde og søge på jobs...

Camilla

Øv hvor jeg kender det alt alt for godt.... Du er slet ikke den eneste som du også har fundet ud af.... Jeg får en helt klump i maven bare ved tanken om alt det jeg var igennem... 3 uger før jeg kom på kontant hjælp fik jeg et job som rengørings assistent som jeg havde i 1 1/2 år men nu har jeg fået mit drømme job som blomsterbinder jeg er uddannet men har haft så svært ved at finde noget... men så lige pludselig da alt var opgivet faldt alt bare i hak... Du skal ikke være så ked af det kursus du skal på jeg har selv været på ligende kursus og det hjalp dels på mine ansøgninger og på selvtilligen fordi jeg fandt ud af at jeg duede til noget.... Det skal nok komme Lykke til

Redigeret July 14, 2006 af blomst78

[Mtune 1]

Okay....

Jeg blev mobbet fra 1-10 klasse så tro mig jeg kender til det men det har aldrig hindret mig i at opnå det jeg ville...

Jeg har gigt, men alligevel blev jeg social og sundhedshjælper.. At jeg så ikke måtte fortsætte, se det er en hel anden snak, men jeg gad ikke gå hjemme og kukkelurer så nu er jeg på ravalidering og det er sku heller ikke altid verdens lykke...

Men man er nødt til at kæmpe for at vinde i denne her verden og hvis du ikke ved hvad du vil så sæt dig ned med din socialrådgiver og snak med hende for de ved hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt og hvis ikke de gør så kender de nogen der gør....

Det hjælper ihvertfald ikke at have ondt af sig selv... Måske det her lyder hårdt, men sådan er det ikke sent..

Knuz Mia

[Guest tarri]

Jeg ved NØJAGTIG hvordan du har det og det er sgu ikke sjovt..

Jeg er selv 25 og har heller ikke noget arbejde. Er desværre på kontanthjælp og det bryder jeg mig ikke om.

Jeg har heller ingen uddannelse, fordi jeg fik mine 2 børn i en tidlig alder og det har jeg altså været meget stolt af selvom mange andre mente det var langt bedre med en uddannelse. Ja det er det måske også, men nu har jeg altså mine 2 dejlige unger og sådan er det bare!!!

Jeg har sendt millioner af ansøgninger afsted, men enten så hører jeg intet igen ellers får jeg afslag. Det gør sgu ondt at få sådan et afslag gang på gang..

Jeg ved godt hvad jeg vil med mit liv, men det kan jeg ikke pga. at jeg har de 2 børn. (ved godt det er for dårligt at give ungerne skylden) Men min kæreste er sømand og så er han meget væk hjemmefra så når jeg skal søge arbejde ser jeg mig selv som "single" fordi jeg altid selv henter og bringer pigerne. Det begrænser jo så min arbejdstid da de skal bringes kl 06:30 og hentes senest 16:30. Ingen aften eller natarbejde selvom jeg ikke har noget imod det.

Jeg har også hypermobile led, så jeg må ikke have et arbejde hvor jeg overanstrenger mine knogler visse steder i kroppen. Det begrænser så endnu engang hvad jeg kan arbejde med.

Jeg har masser af erfaring fordi jeg har arbejdet med alt muligt.. Tjener, blomsterbinder, rengøring, maler, børn, butik, livredder og meget andet.. Men uanset hvilket job jeg søger, så får jeg det bare ikke.

Nu har jeg så søgt et job som dagplejemor og hende der skal godkende vores hus kommer på mandag. Derefter vil hun så tage stilling til om huset er egnet og om der skal afholdes jobsamtale bagefter..

Håber dælme at jeg får det..

Redigeret July 14, 2006 af tarri

[AnnaPerenna 102]

Camilla: Nu er det altså ikke for at være fræk, men du er jo ung, 25 er INGEN alder - hvad med at gå tilbage i skole?!

Anna

[beatles 0]

Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at skrive om det her herinde, det er jo først og fremmest bryllupsplanlægningen det her forum handler om. Men efter jeg har læst den her tråd igennem, tænke jeg at min historie måske kan give lidt håb og lidt mod på at gå igang til andre. Jeg tager nok historien af igen efter et par dage.....

Før jeg rigtig går igang vil jeg skynde mig at fortælle at jeg idag har det rigtig godt. Jeg har i det store hele nået dertil hvor jeg gerne ville.

Allerede fra starten i opvæksten havde jeg ikke det bedste udgangspunkt - her i Dk bliver det ikke ret meget værre. Om det var derfor jeg klumrede sådan rundt i starten af mit voksenliv er ikke til at sige, det kan også bare være at jeg ikke var særlig kvik.

I hvertfald ville tilfældet at jeg i en alder af 26 år var alenemor til to små piger, på det tidspunkt var min store pige 3 år gammel, min lille pige var 8 måneder gammel, vi boede på et herberg for vi var blevet hjemløse. Jeg havde ingen uddannelse og var på bistandshjælp. Vi ejede kun de ting jeg som 18 årig havde haft på mit kolegieværelse. Jeg havde ingen seng til mine piger og et køle/fryseskab ejede vi heller ikke, der var også mange af andre ting man bruger i et hjem eller til en daglig husholdning vi ikke havde - og hvad værre var - jeg anede heller ikke hvordan jeg skulle få råd til dem.

På en eller anden måde var jeg i hvertfald ikke dummere end at jeg godt kunne se at det gik jo ikke - jeg skulle jo finde en eller anden måde at skabe en tilværelse for mig og pigerne. Så først ledte jeg efter en uddannelse, der var realistisk at gå igang med og hvor jeg samtidig kunne være i stand til at hente/ bringe og passe mine piger - og jeg ledte efter en bolig. De første 3 år boede vi til fremleje, derefter fandt vi noget mere fast i den lejlighed hvor vi bor nu. I mens passede jeg min uddannelse og byggede langsomt vores tilværelse op.

Jeg boede alene med mine unger i 5 år, de side 2 år dog kun sammen med min lille pige, den store savnede at være en "rigtig" familie, så hun flyttede ned til sin far og hans kæreste.

Jeg fik fuldtidsarbejde inden for mit fag allerede inden jeg var færdig, jeg arbejde fuldtids i mens jeg studerede det sidste år af uddannelsen (derfor tog det to år i stedet - men i det mindste fik jeg da tjent nogle penge). På min arbejdsplads mødte jeg min kæreste - og ja derefter kender de opmærksomme BK læsere resten af historien - eller de kan gå til tråden og læse den.

I hvertfald det jeg gerne ville sige......det har i bogstaveligste forstand kostet blod, sved og tårer at nå hertil - det har ikke altid været let, jeg har tit været ked af det og syntes at det hele var håbløst.........men man kan nå meget langt med viljestyrke og stædighed.

Jeg er ikke sikker på at i dette forløb altid har været en god mor - ungerne har måttet lide mange afsavn, men i det mindste kan jeg sige til dem, at jeg kæmpede for dem.

I kan godt piger!!!!!!! jeg er ikke noget særligt...så hvis jeg med mit udgangspunkt kunne, så kan I også - det gælder om ikke at give op når det ser sortest ud - så hold modet oppe.

Jeg håber at der bare er én af jer der kunne bruge min beretning til noget.....

Og held og lykke

Beatles

Redigeret July 15, 2006 af beatles

[Guest Camilla1981]

Camilla: Nu er det altså ikke for at være fræk, men du er jo ung, 25 er INGEN alder - hvad med at gå tilbage i skole?!

Anna

Jamen det ville jeg også gerne hvis lysten var der, men den er her ikke.... nok mest fordi man skal ha nogle fag som jeg ikke er god i og aldrig blir lige meget hvor meget skole jeg går i...

min tunge hænger langt ud af halsen bare ved tanken om og sgu gå i skole.. kan godt være at jeg lyder dum, men jeg har ikke lyst til og gå i skole jeg vil bare ud og bruge min evner som jeg har...

Hilsen Camilla

Redigeret July 20, 2006 af Camilla1981

[beatles 0]

Kære Camilla

Jeg synes at du er på vej til at skulle forsvare dine valg i stedet for at få det klap på ryggen som du egentlig bad os om at få - og det er ikke rimeligt.

til dig og pøj, pøj

Beatles

[Guest mus01]

Camilla: Nu er det altså ikke for at være fræk, men du er jo ung, 25 er INGEN alder - hvad med at gå tilbage i skole?!

Anna

Jamen det ville jeg også gerne hvis lysten kommer men den er her ikke.... nok også fordi man skal ha nogle fag som jeg ikke er god i og aldrig blir lige meget hvor meget skole jeg går i...

min tunge hænge langt ud af halsen bare ved tanken om og sgu gå i skole.. kan godt være at jeg lyder dum, men jeg har ikke lyst til og gå i skole jeg vilbare ud og bruge min evner som jeg har...

Hilsen Camilla

Hvis du ikke føler at det er det rigtige for dig, så skal du ikke ikke tilbage på skolebænken. Motivationen skal være der, ellers vil det bare blive en dundrende fiasko og det er jo ikke meningen.

Det er slet ikke umuligt at du på et senere tidspunkt får lysten til at efteruddanne dig, men tidspunktet er bare ikke det rigtige nu.

Og som Beatles skriver, så skal du ikke forsvare dine valg, for du skal gøre det som er rigtigt for dig!

Så du får også en stak herfra, og husk: hvis du føler at jeg på nogen måde kan hjælpe, så er du mere end velkommen til at sende mig en PM.

Stort og masser af tanker fra Marianne

[Librian 3]

Jeg gik arbejdsløs i 1½ år

Havde taget mig en uddannelse som ellers skulle give job bagefter, fordi der er mangel på området. Men der stod jeg med min nye eksamen i hånden og fik aldrig job.

Sende RIGTIG MANGE ansøgninger og kom kun til 3 samtaler. Begyndte at søge på alt muligt andet end branchen. Men det hjalp aldrig.

Jeg besluttede mig til sidst for at tage en ny uddannelse. Synes jeg er for ung til at sidde og lave ingenting. Så jeg jeg tog HGS på handelsskolen og skal nu begynde på en kontoruddannelse. Det sjove er, at jeg kunne vælge og vrage mellem tilbud som kontoelev. Jeg kom til at hav af samtaler og fik 3 tilbud. Hvad der havde ændret sig? ANER der ikke.

Jeg ved stadig ikke hvorfor jeg aldrig fik job i første omgang. Måske min fødedygtige-alder, manglen på erfaring, nyuddannet. Jeg aner det ikke.

Men du er i hvert fald ikke den eneste. Jeg forstår udenmærket din fustration. Det er ikke sjovt at sidde og vente på samtaler og svar.

Jeg synes du skal prøve at kigge lidt på hvilken uddannelse du måske kunne tænke dig. Hvad brænder du for, hvad er du god til?

Som en anden skrev, så er der stor forskel på folkeskole og vidergående uddannelse. For på den vidergående har du jo valgt at gå fordi du synes det er spændende. Motovationen er en HELT anden. Og du kan jo vælge en kort uddannelse eller en uddannelse hvor der er en masse praktik i.

[Guest September06]

Hej søde Camilla.

Jeg er selv arbejdsgiver, og jeg må indrømme, at jeg løber skrigende væk, når jeg får at vide, at man er skoletræt og ikke gider tage sig en uddannelse, fordi man ikke ved, hvad man vil. Hvis man også er meget stille og ikke ret god til at "sælge" sig selv og sine kvalifikationer, er det meget svært at overbevise nogen om at man vil være en god arbejdskraft. Det har ikke noget med vægt at gøre - i hvert fald ikke for mit vedkommende!

Det var en hård indledning, men når dét så er sagt, så har jeg også lært lidt af at læse denne her tråd.........at man måske som arbejdsgiver skal give sig lidt mere tid til at få den "rigtige" person frem bag den nervøse pige, som ikke har meget selvtillid og som måske ikke virker til at have så meget at byde på. Du lyder nemlig som om du gerne VIL og KAN......også selv om det ikke lige er en uddannelse, du har lyst til lige nu!!!

Jeg ved ikke, hvilket råd jeg skal give dig, for jeg tror desværre, at de fleste arbejdsgivere tænker ligesom jeg også gjorde i starten af tråden. Jeg synes, du skulle følge et jobsøgningskursus eller måske finde på noget helt andet, som du har meget lyst til - du lyder som om du trænger til lidt selvtillid og en hel masse medvind.

Jeg tror, det handler om at du skal tro noget mere på dig selv, og det kommer ikke bare lige sådan flyvende - det tager tid at opbygge!!

Jeg ønsker dig held og lykke med det - det skal nok lykkes!!!

Mange knus

Jeanne

[beatles 0]

Kære Camilla

Jeg tror September er inde på det rigtige her - da jeg fik mit første job indenfor mit fag, stod de tilfældigvis og manglede en "brandslukker" Det skulle være her og nu, og de havde egentlig ikke tid til at lede efter "den rigtige medarbejder" - da stedet tillidsmand, der også var den jeg skulle arbejde tættest sammen med også havde anbefalet at jeg kom til fadet, fik jeg jobbet uden videre........ så det job tæller ikke rigtigt....

Med mit nye arbejde har jeg fået at vide hvorfor det blev mig - både fra ledelsen, de forældre og medarbejdere der var med til samtalen.

Jeg fik at vide, at jeg havde været meget nervøs til samtalen, men at de mente de så noget godt gennem nervøsiteten. De havde især lagt vægt på min idérigdom - at jeg ville noget ( men også en række andre ting, jeg ikke lige tror du kan bruge - det er "fagspecifikt) Det er det her jeg tror du kan bruge til noget, du vil jo gerne give til andre - men fortæl og skriv i dine ansøgninger hvad det er du kan give en arbejdsgiver for at få en arbejdsplads til at fungere.

At søge arbejde er jo en salgssituation og en arbejdsgiver vil gerne have en menneske, der er positivt at arbejde sammen med, en der kan holde modet oppe når det går stærkt, en der er stabil, som er der når der er behov for det. En medarbejder der kan give virksomheden både et menneskeligt - men også et "på bundlinjen" overskud.

Jeg tror det er gode tanker at have med i baghovedet næste gang du skal skrive en ansøgning og næste gang du skal til samtale.

Beatles

[Guest bimremus]

jeg føler lige precis som dig. Jeg havde regnet med at starte på en uddanelse her til september men nu har jeg fået et afslag. Hvor fedt er det lige at finde ud af at man er arbejdsløs i juni når man skal både flytte, giftes og på bryllupsrejse i juli. Øv bøv hvor er jeg alså bare skuffet og sidste gang jeg var arbejdsløs gik det længe inden jeg fandt et job

hvis jeg skal brøve at give dig en lille opbrundring så vil jeg bare sige at det ikke hjælper spor at være en lille splejs.

[Guest sarahjane]

Hej.

Nu er jeg altså lige nødt til at blande mig. Det kan godt være du selv føler det lige nu, men du er altså ikke en stakkel.

Det kan da ved gud ikke passe, at du sidder som 25 årig og ikke aner hvad du har lyst til. Du må da have en ide om hvilken retning du gerne vil. Måske ved du ikke lige præcis hvilket specifikt job det skal være - men retningen - kontor eller håndværk - du ved forhåbentlig hvad jeg mener.

Jeg ved, at man på teknisk skole kan komme i et forløb hvor man prøver en masse forskellige praktiske uddannelser af - kunne det ikke være en mulighed? Der er jo ingen der siger at det skal være noget med en masse bøger.

Jeg er også en af de større piger, og jeg er også blevet mobbet gennem det meste af min skoletid - sågar på handelsskolen.

Det synes jeg altså bare ikke man kan bruge som undskyldning. Det hjælper ikke at sidde og føle sig som en stakkel - det kommer man ikke videre af.

Jeg vejer nu 87 kilo - det laveste i mange år - for 2 år siden vejede jeg 100 kg. Jeg har siden 1999 sendt 7 ansøgninger og blevet inviteret til 5 samtaler - og er blevet tilbudt alle 5 jobs. Det har altså ikke noget med vægten at gøre. I mit job har jeg dagligt kontakt med kunder - så det er altså ikke noget firmaerne lægger vægt på.

Jeg tror til gengæld som September også skriver, at sidder man til samtalen og siger at man er skoletræt og ikke ved hvad man vil og i øvrigt er hamrende nervøs - så får man altså ikke jobbet. Sådan en ville jeg sgu heller ikke ansætte.

Får du nogen til at læse dine ansøgninger igennem? Jeg kan se i dine indlæg her at der er temmelig mange stave og sprogfejl - det går altså bare ikke i en ansøgning - det virker useriøst og man kommer ikke til samtale.

Det er ikke ondt ment - blot en opfordring til at få ansøgningerne kigget igennem inden de bliver sendt.

Prøv at snakke med din sagsbehandler og få hjælp til at komme videre i systemet - du er nødt til selv aft gøre noget ved det - der er ikke ret meget der kommer af sig selv.

Det kan godt være at hele min smøre lyder lidt hård - og jeg skal nok få på hovedet for det - men det er altså ikke ondt ment - der er nogen der ikke kan gøre for at de er arbejdsløse og dem er det synd for - men dem der bare ikke kan tage sig sammen til at komme igang med noget kan jeg altså ikke have ondt af - det er jo bl.a. det mine skattepenge går til.

Held og lykke fremover herfra.

Beatles - du er sgu sej - godt gået.

mvh.

Sarahjane

[Mtune 1]

Det kan godt være at hele min smøre lyder lidt hård - og jeg skal nok få på hovedet for det - men det er altså ikke ondt ment - der er nogen der ikke kan gøre for at de er arbejdsløse og dem er det synd for - men dem der bare ikke kan tage sig sammen til at komme igang med noget kan jeg altså ikke have ondt af - det er jo bl.a. det mine skattepenge går til.

mvh.

Sarahjane

Ja, jeg kunne ikke være mere enig, det er et spørgsmål om holdning..

Knuz Mia