Ung brud?

[Guest Vesper]

Først tillykke tillykke!

Vi er begge 23 på dagen.

Der er vel ingen andre end jer selv, der kan vurdere om I er for unge eller ej? Hverken os eller svigermor. Det lyder som hun er lidt... Hvad siger man..? "Brændt barn skyer ilden" agtig selv? ;o) Så hvis I føler, at det er det rigtige, så er jeres alder fuldstændig ligegyldig, og jeg er overbevist om, at når datoen nærmer sig, så glæder hun sig lige så meget som jer.

[Guest Solsikken]

Hold da op, jeg føler mig sgu helt gammel når jeg læser denne tråd.......Jeg er 36 når jeg skal giftes til sommer og min kommende mand vil være 47.

Knus Pia

Ja den følelse kan jeg kun nikke genkendende til, for jeg vil være 37 og min kommende bliver 41 dagen efter vores bryllup.

Men vi har gjort andre valg i vores liv og mødte først hinanden for 7 år siden, hvor bl.a. en god økonomi og børn blev prioriteret før bryllup.

Hilsen Solsikken :butterfly:

[Louiseh79 0]

Hmm... Nu har jeg fulgt denne tråd i nogen tid, og jeg er virkelig overrasket over, hvor unge mange er jer er...

Jeg vil ikke blande mig i, om i er klar til at blive gift eller ej, for den beslutning har i jo selv allerede taget. Jeg undrer mig bare over, at man kan være klar til den beslutning så tidligt... Da jeg var 20-21 år var mit 'seriøse' liv slet ikke begyndt endnu.

Når jeg ser tilbage, var jeg slet ikke det sted i mit liv...

Jeg mener, da jeg var 20 rejste jeg rundt i Australien, nybagt student med otte måenders erhvervserfaring i bagagen - mit liv var lige begyndt. Kom hjem og betalte gælden af - morede mig, festede... Og startede så på mit studie, hvor jeg blev færdig som 25-årig.

Jeg mødte mange på mit studie, som havde været sammen med deres kærester i årevis, og som altid havde regnet med, at de skulle være sammen for evigt. Men da de så kom i gang med studiet fandt de ud af, at de slet ikke passede sammen med deres kæreste. De var for forskellige, eller de ville forskellige ting i livet... Jeg mener, indtil da havde man været vant til de vante rammer hjemme hos mor og far med fri kost, logi og bil. Pludselig boede man for sig selv med masser af fester, lektier, mere eller mindre spændende studieopgaver og en SU, som helst skulle slå til til det hele.

Det er da faktisk først efter jeg er blevet færdiguddannet, har købt en andelslejlighed med kæresten og har fået fast job, at jeg - i en alder af 27 og efter et forhold på over fem år - føler mig klar og 'seriøs' nok til at tage en så stor beslutning, som det nu engang er at blive gift. For jeg er et helt andet sted i mit liv i dag, end dengang. Ja, det er måske lidt svært at forklare, og måske endnu sværere at forstå...

Det korte af det lange er vist bare, at jeg ikke helt kan forstå, at man kan være klar til ægteskab inden ens 'virkelige' liv for alvor er startet. Især ikke når det er så normalt at man bor sammen i årevis inden brylluppet... Jeg var i hvert fald ikke... Men der kan selvfølgelig være store forskelle på den måde, man har levet og lever sit liv fra person til person - og fra landsdel til landsdel.

Hvordan I var sikre på, at det er er den rigtige beslutning at blive gift så tidligt i jeres liv?

Det er altså ikke min mening at dømme nogen... Jeg er mest af alt nysgerrig

Redigeret January 3, 2007 af Louiseh79

[Guest SD78]

Hej,

vi er begge 29 år til den tid hvor vi skal giftes

Det bliver bare sååååå spændende, og jeg kan i hvert fald ikke lige sådan bare ligge det på hylden indtil vi kommer tættere på... nej nej, jeg planlægger og planlægger på livet løs

[Louise1981 0]

Vi skal giftes 4 dage før min 26 års fødselsdag og min kommende mand vil være 29 til den tid. Til brylluppet har vi været sammen i 2½ år og vores søn vil være 1 år & 7 mdr. gl. og for en måned siden gik vi igang med at prøve at lave et barn til

Redigeret January 3, 2007 af Louise1981

[signe og stig 1]

På bryllupsdagen er jeg 27 og hun 24.

Vores første ide var at vi skulle giftes weekenden inden hun fyldte 25, men da det faldt sammen med hendes eksamener, besluttede vi os for at gøre det før. og gudskelov for det da... Tror ikke vi ville kunne have holdt ud at vente så længe

Vi har på bryllupsdagen været sammen i 2 år, 3 måneder og 8 dage præcis.

Det er så dejligt når ens månedsdag falder den 1. i måneden

Men vi har så kendt hinanden i 2 år mere end vi er kommet sammen.

[Shinary 0]

Hvordan I var sikre på, at det er er den rigtige beslutning at blive gift så tidligt i jeres liv?

Det er altså ikke min mening at dømme nogen... Jeg er mest af alt nysgerrig

Skal jeg da med glæde prøve at besvare. For det første modnes folk jo forskelligt, f.eks. har jeg og min kommende mand boet sammen i snart 4 år og min "festperiode" sluttede for omkring 2år siden(hvis den overhovedet har været startet )

Når jeg ser på de venner og kolegaer omkring min egen alder, kan jeg kun give dig helt ret i den betragtning, men igen kommer det an på hvordan ens liv nu har formet sig. Nogle er modnet hurtigere end andre, nogle af tvang og andre bare sådan naturligt.

Hvad angår om man ved om det er rigtigt eller ej er man vel aldrig helt sikker. Der er jo desværre en masse ting som man ikke selv kan ændre på eller gøre noget for at forhindre. Vi bliver i første omgang gift fordi at vi har hus, bil og lån sammen. Og som du sikkert ved, når man laver den slags invisteringer bliver man nød til at tage nogle forholdsregler og tage nogle ubehagelige muligheder op til overvejelse. Som f.eks. hvad hvis min partner dør? I sådan en sitiuation er den bedste måde at være sikret på ved at være gift. Kunne også få skrevet noget ved en advokat, men man vil om ingen omstændigheder være lige så sikret som hvis man er gift.

Og nej, det er ikke den eneste grund til at vi gifter os :lol2:

Vi har altid været klar over at vi skulle giftes en dag og det kan jeg kun forklare ved at sige at vi befinder os så godt i hinandens selsskab

Noget andet er at vi ikke har haft behovet få at få "løbet hornene af os" , det har aldrig været en del af de personer vi er.

I kort gifter vi os fordi at vi er stærke nok til at tage alle de udfordringer vi må møde sammen, elsker hinanden og nu har vi muligheden for at blive gift og så snupper vi den.

Håber det forklare hvorfor vi har valgt det

-Shinary

[Trulte 1]

Hvordan I var sikre på, at det er er den rigtige beslutning at blive gift så tidligt i jeres liv?

Det er altså ikke min mening at dømme nogen... Jeg er mest af alt nysgerrig

Skal jeg da med glæde prøve at besvare. For det første modnes folk jo forskelligt, f.eks. har jeg og min kommende mand boet sammen i snart 4 år og min "festperiode" sluttede for omkring 2år siden(hvis den overhovedet har været startet )

Når jeg ser på de venner og kolegaer omkring min egen alder, kan jeg kun give dig helt ret i den betragtning, men igen kommer det an på hvordan ens liv nu har formet sig. Nogle er modnet hurtigere end andre, nogle af tvang og andre bare sådan naturligt.

Hvad angår om man ved om det er rigtigt eller ej er man vel aldrig helt sikker. Der er jo desværre en masse ting som man ikke selv kan ændre på eller gøre noget for at forhindre. Vi bliver i første omgang gift fordi at vi har hus, bil og lån sammen. Og som du sikkert ved, når man laver den slags invisteringer bliver man nød til at tage nogle forholdsregler og tage nogle ubehagelige muligheder op til overvejelse. Som f.eks. hvad hvis min partner dør? I sådan en sitiuation er den bedste måde at være sikret på ved at være gift. Kunne også få skrevet noget ved en advokat, men man vil om ingen omstændigheder være lige så sikret som hvis man er gift.

Og nej, det er ikke den eneste grund til at vi gifter os :lol2:

Vi har altid været klar over at vi skulle giftes en dag og det kan jeg kun forklare ved at sige at vi befinder os så godt i hinandens selsskab

Noget andet er at vi ikke har haft behovet få at få "løbet hornene af os" , det har aldrig været en del af de personer vi er.

I kort gifter vi os fordi at vi er stærke nok til at tage alle de udfordringer vi må møde sammen, elsker hinanden og nu har vi muligheden for at blive gift og så snupper vi den.

Håber det forklare hvorfor vi har valgt det

-Shinary

Det er et godt svar, synes nå jeg! Det lyder som om du har overvejet det hele rigtigt godt, og at i er klar til at leve resten af livet sammen.

Jeg mødte min kæreste da jeg var 19 og han 21, så vi var også unge. Jeg havde boet hele livet hjemme ved mor og far og gået i skole i trygge omgivelser. Nu flyttede jeg så hjemmefra og begyndte studierne, og alt blev anderledes. Og ja, jeg er også enig i, at vi begge har forandret os meget siden vi første gang mødtes - men vi har vokset sammen i stedet for fra hinanden, og nu har vi det bedre end nogensinde! Så jeg håber for jer, at når nu i bliver ældre og ændrer jer lidt i løbet af ægteskabet - at det bliver på den rigtige måde!

[safina 0]

hej!

du skal ikke tanke over det! er I klar, er det det vigtigste!!! min mand er 25 og jeg er 20, vi har også været sammen i 5 år og flyttede sammen for et år siden... alder betyder ikke det store i denne sammenhæng...

[Angel2you 0]

Hejsa

På vores bryllupsdag d. 8. september vil jeg være 23 og han 27 vi har været sammen i 7 år og boet sammen de sidste 4.

Da vi fortalte mine forældre det blev min mor godt nok lidt overrasket men nu er hun helt vild

Det skal nok komme at hun også glæder sig

HELD OG LYKKE PÅ VEJEN

[C&B 0]

Hejsa...

Lyt ikke til din svigermor, ved det svært, og man blir skuffet, men glem hende....

Gør hvad i føler er rigtig....

Når kæresten og jeg skal giftes, ville vi være ca. 21/22 og 27/28....

Der har vi så været sammen i 5/6 år...

Knus C&B

[henrikanita23 0]

hej. min kæreste er 33 år og jeg 24 når vi skal giftes...

[Anne & Søren 3]

Søren er 26 år og jeg er 25 år når vi skal giftes til sommer. Mange synes også at vi er unge når vi bliver gift. Vi har været sammen i 6½ år og kendt hinanden i 10 år, så jeg synes ikke at det er for tidligt.

Jeg tror, at din svigermor er bekymret fordi der er mange unge som bliver forlovet for et godt ord. Det kan være svært at se forskel på hvad der er seriøst og hvad man bare tror er seriøst,

Vi blev selv forlovet da vi havde været kærester i et halvt år, og det kunne vi også mærke, at der var flere som ikke tog helt seriøst.

Som der også er blevet skrevet i flere af de andre tråde, så skal I ikke tage jer af hvordan hun reagerer, men føle efter hvad i egentlig føler og så fortsætte derfra Det er jo det der er det vigtigste i den sidste ende.

Held og lykke med alle jeres dejlige forberedelser!

Anne

[tineand 0]

Vi er 26 og 27 år når vi bliver gift til sommer. Til den tid har vi så været sammen i 7 år.

Jeg har lidt svært ved at se, hvorfor folk ser det som noget større at blive gift end det at få børn. Hvis man kan få børn i en tidlig alder kan man vel også blive gift i en tidlig alder.

Hvis det føles rigtigt, så er det det nok også :yllove: .

[Guest Drasbech]

Jeg er 30 år, når vi skal giftes, og Jens er 34 år.

Så vi hører vel ikke til i gruppen af unge....??? http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/unsure.gif

[Guest Glowin]

Hvordan I var sikre på, at det er er den rigtige beslutning at blive gift så tidligt i jeres liv?

Det er altså ikke min mening at dømme nogen... Jeg er mest af alt nysgerrig

Nøj, der gik mange tanker igennem mit hoved, da jeg læste dit indlæg - For det er netop sådanne tanker, "fordomme" og spørgsmål man møder som ung, kommende brud.

Jeg kan jo kun svare for mig selv, så det vil jeg gøre...

Jeg har, personligt, gennemgået en del ting i mit liv, som mere eller mindre har "tvunget" mig igennem teenageårene. Det vil sige at selvom jeg kun er 20, føler jeg at jeg er langt over feste/druk/vilde udskejelser -fasen.

Det at vi har boet sammen i 3 år, at vores drømme om fremtiden er nogenlunde ens og ikke mindst ønsket om at dele fremtiden, de gode og dårlige minder og alle de grin vi forventer at få sammen ude i fremtiden - Gør at JEG føler mig 110% klar til at blive gift.

Jeg tror at det svar du vil få, fra dem der vælger at svare på dit spørgsmål vil være meget individuelt - De valg vi træffer i livet er vel alle afhængige af de personer vi er http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif

http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/bearhug.gif Majken

[FynboBredahl 0]

Hvordan I var sikre på, at det er er den rigtige beslutning at blive gift så tidligt i jeres liv?

Det er altså ikke min mening at dømme nogen... Jeg er mest af alt nysgerrig

Nøj, der gik mange tanker igennem mit hoved, da jeg læste dit indlæg - For det er netop sådanne tanker, "fordomme" og spørgsmål man møder som ung, kommende brud.

Jeg kan jo kun svare for mig selv, så det vil jeg gøre...

Jeg har, personligt, gennemgået en del ting i mit liv, som mere eller mindre har "tvunget" mig igennem teenageårene. Det vil sige at selvom jeg kun er 20, føler jeg at jeg er langt over feste/druk/vilde udskejelser -fasen.

Det at vi har boet sammen i 3 år, at vores drømme om fremtiden er nogenlunde ens og ikke mindst ønsket om at dele fremtiden, de gode og dårlige minder og alle de grin vi forventer at få sammen ude i fremtiden - Gør at JEG føler mig 110% klar til at blive gift.

Jeg tror at det svar du vil få, fra dem der vælger at svare på dit spørgsmål vil være meget individuelt - De valg vi træffer i livet er vel alle afhængige af de personer vi er

http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/bearhug.gif Majken

Jeg er så meget enig, Majken!

Jeg har endnu ikke skulle "forsvare", at jeg skal giftes i en ung alder - 23 år.

Men det er meget de samme tanker, jeg gør mig. Jeg længes sådan efter min fremtid. Ja, det lyder skørt... Jeg glæder mig så meget til alt det, jeg skal opleve.

Jeg har altid være kvalmende målbevidst i alt hvad jeg foretog mig; direkte i gymnasiet efter 9. klasse og direkte på sygeplejeskolen efter gymnsaiet - for at nævne to eksempler.

Mark og jeg har kendt hinanden hele livet, idet vores mødre er naboer. Vi har været kærester i 5½ år efter "adskillige" års flirteri. Da vi endelig gik til bekendelse, var det en kæmpe lettelse! Vi har begge samme fremtidsønsker og kan næsten ikke vente med at tage hul på vores kommende liv sammen.

Af praktiske årsager har vi valgt først at gifte os i år 2008. Da vi satte datoen, var der lidt over 5 år til dagen... Og nu er der 1½ tilbage!

Vi har NYDT vores liv sammen! Og nyder selvfølgelig stadig! Vi har begge et stort ønske om at få børn umiddelbart efter brylluppet - derfor blev datoen sat så langt ud i fremtiden - så kan jeg nå at blive færdiguddannet, vi kan nå at spare penge op, jeg kan få nogle ekstra år på bagen og ikke mindst kan vi nyde hinanden ALENE inden børnene ankommer

Vores familier kender jo af gode grunde hinanden i forvejen, så der var ikke den store præsentation, da vi blev kærester http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/biggrin.gif

Alle udviser stor glæde over vores forhold og ikke mindst det kommende bryllup. Min svigermor glæder sig til at blive farmor og mine svogere og søstre til at blive onkler og mostre.

Nå, tilbage til spørgsmålet

Jeg er 23 år, når jeg bliver gift om 1½ år, og ja, jeg er SÅ sikker på, at det er den rigtigste beslutning, jeg nogensinde vil træffe i mit liv.

Nej, hvor jeg glæder mig til resten af mit liv....

Redigeret January 9, 2007 af FynboBredahl

[Lee 0]

Jeg var 24 og min mand 25 og vi er stadig lykkeligt gift og har et barn

[Louiseh79 0]

Hvordan I var sikre på, at det er er den rigtige beslutning at blive gift så tidligt i jeres liv?

Det er altså ikke min mening at dømme nogen... Jeg er mest af alt nysgerrig http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif

Nøj, der gik mange tanker igennem mit hoved, da jeg læste dit indlæg http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif - For det er netop sådanne tanker, "fordomme" og spørgsmål man møder som ung, kommende brud.

Jeg tror at det svar du vil få, fra dem der vælger at svare på dit spørgsmål vil være meget individuelt - De valg vi træffer i livet er vel alle afhængige af de personer vi er

Majken

Hej Majken,

Dejlgit at nogle af jer 'unge' brude svarer på mit spørgsmål underligt at sætte sig selv i gruppen 'gammel' som 27-årig, men ok

Jeg tror egentlig bare mit spørgsmål kom af noget, mange tænker, men kun jeg har skrevet herinde. jeg mener bare, der skal være plads til det hele Som jeg også skriver, så er jeg enormt nysgerrig, for jeg kunne aldrig have forestillet mig, at blive gift som 20-årig.

Men som du skriver, afhænger det jo af de personer, vi er. Og da jeg ikke kender jeres baggrunde mv. kan jeg jo kun være nysgerrig og spørge

Jeg lader da også stadig spørgsmålet stå, hvis der er andre, som ønsker at give deres besyv med Jeg kan jo ikke lade være med at tænke, at dem som tier samtykker

[Guest Marie84]

Hmm, ja, her sad jeg rigtigt og tænkte for mig selv, "det her er ikke en tråd for dig. Du er jo ikke ung brud". Og hvad ser man så? At min alder måske netop falder under kategorien "ung brud"...

Jeg fylder 23 - meget snart - i morgen faktisk. Men jeg føler mig noget ældre. Måske hænger det sammen med, at jeg udelukkende omgir' mig med venner og veninder, der netop er lidt ældre end jeg. Jeg var den yngste, da jeg startede på mit studie - 19 år ung - lige flyttet i lejlighed med min kæreste og klar til fest og ballade...

Om jeg fatter, at vi stadig er sammen! Jacob startede på sit studie året før mig. Boede i den mest usle dele-lejlighed og gik i byen 5 ud af ugens 7 dage... Da jeg startede på mit studie året efter, købte vi lejlighed og flyttede sammen. Hvis ikke det var fordi, vi begge er så stædige og elsker hinanden så højt, tror jeg simpelthen, at vi var endt med at gå hver sin vej til sidst.

Det er måske netop det, der har modnet mig og vel egentlig også ham. Altså det, at vi har været sammen i 5 år, boet sammen i 3½ år, startet på hvert sit studie med alt, hvad det giver af udfordringer, fået hver sin omgangskreds og stadig formået at holde fast i hinanden...

Min holdning er nok den, at jeg faktisk synes at det er lidt uovervejet at blive gift, før man har boet sammen og prøvet at leve livet sammen... Men, når alt kommer til alt, vil jeg sige, at meget også handler om, at man ikke skal tage sig selv alt for højtideligt - det skal jo være sjovt at leve! http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/biggrin.gif

Jeg ser ikke mig selv som "ung brud", måske er det netop sådan du også har det, trådstarter?

Kram fra Marie, 23 i morgen

Ps. Jeg synes ikke det handler om, hvornår man er færdig med at gå i byen. Det er da noget af det bedste - både med hinanden og hver for sig. Det er jeg bestemt ikke færdig med!

Jeg kan da også lige tilføje, at min far i starten syntes, at det var meget tidligt at blive gift. Og ved du hvad - jeg kan da sagtens følge ham, ligesom jeg kan følge din svigermor. Men vi bliver altså gift alligevel - og gæt lige, hvem det nu er, der glæder sig allermest til vores bryllup... http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/biggrin.gif

Redigeret January 10, 2007 af Marie84

[Louiseh79 0]

Hej Marie,

Ja, hvor går aldersgrænsen, det er jo svært at sige...

Men du fanger ok meget godt min pointe i det du siger med at f.eks. er en god ide at have boet sammen, ligsom det i mine øjne er en god idé, at man har kendt hinanden længe nok (jeg skal ikke være dommer for, hvor længe det er )

Og du har naturligvis ret i, at man ikke skal være 'færdig' med at gå i byen, når mans kal giftes. Det er jeg så absolut heller ikke! Men jeg må da indrømme, at jeg havde nogle horn, jeg skulle løbe af, da jeg var... Ja, frem til jeg mødte kæresten som bom, bom 22 årig, tror jeg

Igen er jeg ret overbevist om, at de brude, som har fundet vej herind føler sig gamle nok, og har overvejet beslutningen grundigt http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif Ellers orker man vel ikke alt det arbejde, der er i at planlægge bryllup http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif

Måske lever jeg bar ei min egen lille bobbel... Jeg r nummer to i hele min omgangskreds, som skal giftes... Og denne kreds spreder sig da fra slut-teengageårene og til slut-30'erne...

[Guest anne_hoejmark]

Jeg vil også gerne give mit besyv med i denne tråd - som jeg i øvrigt synes er ret spændende!

Jeg er 24 år på bryllupsdagen og min udkårne er 27 år på dagen (skal giftes til juli). Vi har til maj været sammen i 5 år, og har pt boet sammen i ca. 4 år. Vi blev forlovet for snart to år siden, og der skal der da ikke herske nogen tvivl om at nogen, ja måske en del, synes jeg var for ung til at blive gift på det tidspunkt - nok egentlig også mig selv. Men når man sidder i situationen, der er så uendeligt romantisk, kan man jo ikke andet end at sige ja... Jeg har aldrig direkte hørt det fra mine forældre, men jeg tror ikke de var begejstrede for ideen, og min mor sagde på selve dagen noget i stil med "men nu skal det ikke være lige nu og her, vel...?". Den kommentar bundede nok i at mine forældre selvfølgelig vil deres (eneste) datter det bedste, og derfor ikke ville se mig gå glip af noget fordi jeg blev gift, hvis i forstår... Nu ser jeg ikke ligefrem ægteskab som en klods om benet, jeg mener, man er jo ikke handicappet fordi man er gift, så jeg tror ikke mine muligheder er blevet begrænsede bare fordi jeg har mødt manden i mit liv.

Nu, to år efter frieriet, føler jeg mig godt rustet til at være sammen med min mand resten af vores dage. Vi har begge fundet vores hylde, rent uddannelsesmæssigt, og vi er stærkere som par nu end nogen sinde. Vi ER unge og vi udvikler os hver dag, personligt og følelsesmæssigt, og der er uden tvivl ting ude i fremtiden som vi ikke har overvejet og taget stilling til. Vi VED at det ikke bliver en dans på roser hver dag, og at der bliver kampe der skal kæmpes og dage hvor verden er ved at styrte i grus. Sådan er det, det sure med det søde. Men vi er parate til at tage udfordringen op sammen - og når man har nået til DEN erkendelse synes jeg at man er "gammel nok" til at blive gift...

[Guest Marie84]

Hej Louise!

Jeg tror, du forstår mig. Jeg mener faktisk, at det er meget tidligt at blive gift. Også i en alder af 23 som jeg selv

Rent faktisk havde mine veninder fra studiet og jeg en diskussion for omkring et års tid siden om netop dette emne, (Der var på ingen måde udsigt til, at jeg skulle giftes...). Her var det mig, der var fortaler for at vente med at blive gift indtil efter 25-års alderen som absolutte minimum...

Jeg tror, du har ret i, at det også handler om den omgangskreds, man færdes i, ligesom det sikkert har betydning, om man bor i byen eller på landet mv. (Måske det var en idé til mit speciale... http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/biggrin.gif )

Vi er de første i vores omgangskreds, som gifter os. Sjovt nok er et andet par hoppet med på vognen kort tid efter os... Jeg håber, ikke det starter en hel lavine af bryllupper - vi vil ha' august for os selv! http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/biggrin.gif

Jeg synes, det er et vigtigt spørgsmål, det med alderen altså. Hvis jeg skal være ærlig, ville jeg da absolut ikke synes det var sjovt, at "gifte min 23-årige, (eller yngre), datter væk".

Vi kan vist godt blive enige om, at det meget handler om, hvor godt man kender hinanden. Man kan jo aldrig være 100% sikker på, at det holder, men man kan kæmpe for det, og så håbe på, at bryllupsplanlægningen ikke ødelægger det, inden man bliver gift

[Guest Marie84]

Jeg vil også gerne give mit besyv med i denne tråd - som jeg i øvrigt synes er ret spændende!

Jeg er 24 år på bryllupsdagen og min udkårne er 27 år på dagen (skal giftes til juli). Vi har til maj været sammen i 5 år, og har pt boet sammen i ca. 4 år. Vi blev forlovet for snart to år siden, og der skal der da ikke herske nogen tvivl om at nogen, ja måske en del, synes jeg var for ung til at blive gift på det tidspunkt - nok egentlig også mig selv. Men når man sidder i situationen, der er så uendeligt romantisk, kan man jo ikke andet end at sige ja... Jeg har aldrig direkte hørt det fra mine forældre, men jeg tror ikke de var begejstrede for ideen, og min mor sagde på selve dagen noget i stil med "men nu skal det ikke være lige nu og her, vel...?". Den kommentar bundede nok i at mine forældre selvfølgelig vil deres (eneste) datter det bedste, og derfor ikke ville se mig gå glip af noget fordi jeg blev gift, hvis i forstår... Nu ser jeg ikke ligefrem ægteskab som en klods om benet, jeg mener, man er jo ikke handicappet fordi man er gift, så jeg tror ikke mine muligheder er blevet begrænsede bare fordi jeg har mødt manden i mit liv.

Nu, to år efter frieriet, føler jeg mig godt rustet til at være sammen med min mand resten af vores dage. Vi har begge fundet vores hylde, rent uddannelsesmæssigt, og vi er stærkere som par nu end nogen sinde. Vi ER unge og vi udvikler os hver dag, personligt og følelsesmæssigt, og der er uden tvivl ting ude i fremtiden som vi ikke har overvejet og taget stilling til. Vi VED at det ikke bliver en dans på roser hver dag, og at der bliver kampe der skal kæmpes og dage hvor verden er ved at styrte i grus. Sådan er det, det sure med det søde. Men vi er parate til at tage udfordringen op sammen - og når man har nået til DEN erkendelse synes jeg at man er "gammel nok" til at blive gift...

Godt sagt!