Præstens tale.

[Guest Vibekeld]

Jeg starter med talen fra vores præst. Jeg synes den er så sød og meget personlig.

Kære Vibeke, kære Keld.

På engelsk hedder det at forelske sig ”to fall in love”.

At falde i kærlighed, det kan man altså på engelsk. Det kan faktisk også lade sig gøre på fransk. Men det lader ikke oversætte til dansk. Her falder vi ikke i kærlighed – og dog: Vi falder for hinanden. Det kender I jo særdeles godt I har ikke glemt, hvordan det føles.

Først udvekslede i mails – tanker blev formidlet, en rigtig god dialog opstod imellem jer. I kom tæt på hinanden igennem jeres ord og I fik lyst til at mødes. Forventningerne var store for det hele virkede så godt og rigtigt. Sommerfuglene i maven var der – i hvert fald hos dig, Vibeke, da jeres første møde skulle finde sted. Til gengæld har du været sikker på, at de ikke ville indfinde sig i dag.

Keld du fik hele familien præsenteret ved dette første møde – og alt var simpelthen perfekt, og det har det været lige siden – altså i ca. 2 ½ år, hvor I hver måned har fejret datoen. Der har været noget at fejre – kærligheden imellem jer har bundet jer til hinanden.

Jeg kunne straks se på dig, Vibeke, at du virker meget lykkelig.

Og det er kærlighedens skyld – eller bedre: det er kærlighedens fortjeneste, at I – og vi – er her i dag. Det er alene på grund af den, at I fejrer bryllup – I gifter jer, fordi I elsker hinanden og ved jer livsnødvendige for hinanden.

Kærlighed er så mange ting. Den er ikke sådan at forklare, det er som om sproget slet ikke slår til. Ordene er ikke store nok. Når vi først begynder at sætte ord på, er det som om vi gør den mindre, end den er.

Jeg vil bruge et lille citat fra Peter Plys:

”Grisling listede sig bagfra hen ved siden af Peter Plys

”Plys” hviskede han

”Ja, Grisling, hvad vil du?”

”Ingenting” sagde Grisling og tog Plys’ pote. ”Jeg ville blot være sikker på, at du var der.”

Det er et fint, lille billede på kærlighed, og det rammer det sande at kærligheden både er en gave: at man er der for hinanden, og en opgave: at det har man sådan set også bare at være!

Som Peter Plys siger det” En er nemlig for lidt til at lege, to er passende, og ikke for meget.”

Det er vigtigt , at man er der for hinanden, og det både i medgang og i modgang, som det hedder i vielsesritualet.

I havde allerede trykt salmerne til i dag, da vi mødtes hos mig for at tale bryllup, og I var ikke i tvivl om, at vi skulle synge en forholdsvis ny bryllupssalme, hvori der står:

”Egen byrde skal I bære,

så den anden slipper fri,

men er byrderne for svære,

skal I stå hinanden bi,

den som intet bærer på,

visner som det golde strå.”

I dette vers rummes der en stor og central sandhed i dette at elske hinanden og være der for hinanden.

Når det siges, at egen byrde skal I bære, så betyder det jo blot, at I selvfølgelig hver især er ansvarlig for jeres eget liv. Men hvis livet bliver tungt, hvis byrderne bliver svære, så skal det være sådan, at I også er medansvarlig for den andens liv og lykke. For ægteskabet er man aldrig alene om. I er to, der hver især har oplevet mange ting, før I mødtes, derfor ved I også at det betyder noget, at man kan bære med på hinandens byrder, når det er nødvendigt – det er den styrke, kærlighedens bånd giver, at man kan være der for den anden.

I kender til livets smukke sider som f.eks. at I har fundet hinanden. I er meget glade for hinanden, giver hinanden små kærtegn. Da vi havde en lille generalprøve her i kirken, var I kommet først og troede vist ikke jeg var kommet, da I skyndte jer at kysse hinanden.

Det gjorde mig glad at se!

I har set meget frem til dagen i dag – og solen forgylder den for jer.

Der er udfoldet megen kreativitet i forberedelserne – bordkort, invitationer, salmehæfter, kirkepyntning.

Det var vist dig, Vibeke, der friede, da du syntes, I skulle ud at købe ringe.

Ifølge traditionen må manden ikke se brudekjolen, før han ser den i kirken. Men den tradition har ikke betydet noget for jer – du, Keld; har fulgt brudekjolens tilblivelse med spænding, for som du, Vibeke, udtrykte det ”det holder jo alligevel!”

Men buketten har været en hemmelighed for dig, Vibeke, du har kun vidst, at der ville indgå røde roser i den. Med Kelds ord ”Det var sidste chance for at bestemme noget!”

I kender til livets smukkeste sider, men I ved jo også, at sorg og svigt kan høre med til et menneskeliv. Kærligheden tager nu afsæt i at turde lægge sit liv i et andet menneskes hænder. Det, der er gået forud for jeres møde med hinanden har været med til at gøre jer til de mennesker, I er i dag. Giver jer muligheden for og evnen til at værdsætte kærligheden.

Det er farligt at elske, for man binder sit liv til at andet menneske, lægger sit liv i en andens hænder, og kærligheden mister aldrig sin sårbarhed.

I tør elske – derfor hører I hinanden til – fordi I tør lade kærlighedens røde farve være den, der har magten i jeres liv. At elske hinanden betyder ikke, at alle forskelle forsvinder – det ville være trist, hvis I var ens eller gerne ville være det. I blev skabt med hver sin krop og hver sit sind. Hver sin gåde, som den anden skal forsøge at løse. Det er en gave. At elske og ære et andet menneske er netop at respektere og acceptere den anden, som han eller hun er. Det er hvad kærligheden, den gensidige kærlighed handler om.

I afgiver om lidt et løfte for Gud og for os, der er her i det, I synes er en smuk, romantisk hvid kirke. Et løfte om, at I vil sætte livet ind på den kærlighed, jeres ægteskab bygger på, at I vil elske og ære hinanden, til døden skiller jer ad. Samtidig får I at vide, at Gud står bag, for Gud er kærligheden selv.

Guds kærlighed er baggrunden for al menneskelig kærlighed – og denne baggrund er livsnødvendig – som I er for hinanden. Derfor beder vi også Gud være med jer i både medgang og modgang alle jeres livs dage.

I får Guds velsignelse med herfra, det betyder ikke, at der aldrig går skår i glæden, med det betyder, at uanset hvordan jeres liv former sig, så er det et velsignet liv, for Gud er med i det. Og hans velsignelse er den bryllupsgave, I slet ikke kan undvære.

Kære Keld = Den, du har valgt, bliver skænket dig.

Kære Vibeke = Den, du har valgt, bliver givet dig som gave.

Pas godt på hinanden!

Hjertelig tillykke med denne sollyse dag.

[Samsø 0]

SUPER IDÈ VIBEKE !!

Her er så vores dejlige tale fra PRÆSTEN i får den som vedhæfte .

http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/bearhug.gif

pr_stens_tale_lille.doc

[Ghettognu 0]

SUPER IDÉ!!!!

Her er vores;

Kære Anne og Stig

Hold da op - hvor er det et godt tidspunkt i har valgt for jeres vielse – sådan lige midt i påsken.

Selv blev jeg viet i julen – og det var jo sødt med al snakken om det lille jesusbarn og juletræet deroppe i koret osv..

Men påsken! Den er jo som skabt for vielser, for her handler det jo netop om den ultimative kærlighed!

Her handler det om det mest fantastiske under som nogen sinde har fundet sted!

Det at Gud åbenbarede, at hans kærlighed til menneskene var så stærk, at den kunne holde til, at de slog hans søn ihjel!

Og i mindre målestok er det jo, hvad enhver vielse handler om!

Det at ens kærlighed kan holde til, at den elskede ikke altid er værdig til den!

For som det lyder til jer i ritualet, så er det ”både i medgang og i modgang” i skal elske hinanden…

Det med medgangen - det kommer helt af sig selv! Det er let at elske, når den anden er smuk og sød og kærlig og ærlig – og der aldrig er en sky på den blå sommerhimmel.

Det er i modgangen det kræver en vilje af stål, en overbærenhed uden lige og en evne til tilgivelse som er næsten ja umenneskelig.

Gud formåede at tilgive at vi mennesker slog hans søn ihjel!

For jer vil ofrene næppe blive i den målestok, men ofre vil der være…

For kærligheden er det at give op på vigtige dele af sig selv.. for noget andet og størres skyld!

Uden offer ingen kærlighed og uden kærlighed ingen grund til at ofre sig!

Kunsten for jer er , at gøre Gud det efter, at kunne tilgive, når den elskede begår uret.

Og at få tilgivet helt og fuldt, så frustrationerne ikke bliver lagt i bunke og gemt som kasteskyts til dårligere tider..

at de ikke kommer til at trække fra - som om kærligheden var et regnestykke, hvor man begynder i + og kan risikere at ende i - .

--

Salmedigteren Kingo har formået, at udtrykke så smukt – hvorledes han tror det forholder sig mellem ham og Gud.

Hver morgen i min skål

en nåde uden mål

til mig nedflyder.

Billedet kræver måske lidt forklaring.

Men Kingo tænker det således.

Gud har forventninger til ham:

Forventninger udtrykt i budet:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind, og din næste som dig selv.

Budet lyder enkelt. Men Thomas Kingo ved godt, at der sjældent går en dag, hvor han ikke adskillige gange har undladt at leve op til det bud.

For sådan er det også at være menneske. Det er også ikke at elske Gud.

Og det er også at undlade at elske sin næste – eller måske endda bevidst at gøre næsten ondt!

I stort og småt.

Alligevel tror Thomas Kingo at Gud hver dag tilgiver ham for det, således at tavlen slet ikke viser minus – men tværtimod sørger for, at næste dag kan begyndes udelukkende med +.

Hver morgen i min skål

en nåde uden mål

til mig nedflyder.

Den evne må I gerne have i forholdet til hinanden…

at I kan lade den anden begynde dagene forfra og forfra og forfra.. i fuldt plus –

uanset det gik galt mellem jer dagen før!

Det er svært, men det er kærlighedens eneste mulighed for at kunne vokse mellem jer og blive endnu stærkere..

---

Da vi talte sammen forleden Anne og Stig..

der blev det hen ad vejen åbenbaret, at I to på nogle punkter er meget forskellige..

VI fik sat ord på Anne, at du har en evne til i din idérigdom og foretagsomhed, at begynde på meget uden altid at afslutte det..

og at du har et afslappet forhold til uret.. til at overholde aftalte klokkeslæt..

Stig der imod er netop på disse områder, din dimentrale modsætning.

For du Stig er god til at stå fast på det du vil.

Du er god til at holde fast og de er god til, at få afsluttet det der er begyndt. Og så går du ind for punktlighed.

Det vil sige, at du – på disse områder kan blive Anne en god støtte og en fast klippe.

Til gengæld kan din holden fast.. gætter jeg på.. måske af og til blive til lidt af en stivnen i noget.. en stædighed som ikke altid er hensigtsmæssig..

som du Anne så kan bløde lidt op på, ved at være der med din rummelighed, din overbærenhed og din blødhed..

Og sådan er det absolut ikke tilfældigt, at I to er faldet for hinanden –

for inden I rigtig var blevet bevidste om det, så havde noget i jer allerede fornemmet disse sider ved hinanden - og fornemmet styrken ved at bringe dem sammen..

--

For jovist mand og kvinde er meget forskellige endskønt de begge er mennesker og begge er Guds skabninger.

Fortællingen i det gamle testamente lyder – at Gud først skabte Adam og da han så opdagede at Adam kedede sig, skønt der var masser af medskabninger omkring ham –

her tænker jeg på alle de dyr som han blev omgivet af – så skabte han Eva.

Og herefter kedede Adam sig bestemt ikke længere!

Kvinden og Manden har lige siden forstået at holde hinanden i skak – netop med deres forskellighed.

Havde Gud skabt dem ens ville de ”gå i et” med hinanden – og vel nærmest derved blive væk for hinanden –

Men nu har Gud skabt dem - skabt os - så smart, at vi i stedet er ”kompatible”–

som betyder, at vi trods vores forskellighed ”passer sammen” som hånd i handske.

Men den symbiose som det gerne skulle ende med, kommer ikke altid af sig selv –

det lærte Adam meget hurtigt – inden han havde set sig om, havde Eva fået dem begge smidt ud af paradisets have –

Nej - At opnå den symbiose - det kræver åbenhed og tilgivelse og kærlighed.

--

Her synes jeg vi må sige, at I to Anne og Stig – er kommet meget godt fra start.

For I har allerede måttet være meget åbne og fleksible, for at få jeres forhold sat i gang.

–

– I har jo ikke altid just befundet jer på samme breddegrad – og vil heller ikke være det konstant i nærmere fremtid..

så her har kærligheden stået – og vil fortsat stå sin prøve…

Jeg er sikker på, at der bag jer netop nu, sidder mange, som vil støtte jer så godt de formår i den proces..

og nu vil vi så også bede Gud stå jer bi i de dage der bliver jeres..

Kære Anne og Stig..

Gud velsigne jer og jeres ægteskab.

[Nikita25 0]

Jeg vil søreme også gerne dele den tale vores præst holdt for os. Den var bare super!

9. juni 2007.

Kære Iben og Henrik.

”Hvis alle var som mig, så gik det nok til sidst!”

Det er ord, I har hørt det før. Der er nogle, der engang har læst dem for jer. Og selv har I læst dem for jeres børn, vil jeg tro. Det er fra Folk og røvere i Kardemomme By.

I den meget skønne og menneskekloge fortælling er der en kvinde ved navn Sofie, som afskyr snavs og rod og larm, og som derfor altid har en vis evne til at lægge en dæmper på ethvert selskab, hun er i. Det er hende, der siger det: ”Hvis alle var som mig, så gik det nok til sidst!”

Vi har i den sætning med et meget gammelt problem at gøre, et problem der var på færde allerede da det gik galt mellem Adam og Eva i Paradiset. Adam havde længe ønsket sig en kvinde ved sin side, men han vidste ikke helt, hvad han drømte om og da han endelig fik hende og var kommet sig over synet af hendes dejlighed, da blev det ret hurtigt et problem, at hun altså var anderledes end ham. Gensidigt begyndte de at skyde skylden for alle de ulykker, der ramte dem, på hinanden, og siden er der mange, der har gjort det samme. Tante Sofie-syndromet er ganske udbredt: ”Hvis alle var som mig, så ville alting gå meget bedre.”

Men så udbredt det end er, det er også underligt. For når vi mødes for alvor, når den søde musik opstår i hjertet og vi mærker, at hov, her er der da vist noget på færde, som er ud over det sædvanlige, så er det jo just mødet med netop den anden, der gør det så godt.

Før i tiden var der mange unge mennesker, der tog på højskole – nu rejser de vist mere - med det formål at finde sig selv, men for mange blev det en slem skuffelse, når de gjorde det. De fleste erfarede at det var meget bedre at finde en anden. Det er det, der rummer den største lykke. Og det ved også I, Iben og Henrik.

I har kendt hinanden siden I begge var meget unge. I har så i en årrække været væk fra hinanden og levet hver jeres liv, men en dag blev det så jer igen, og nu er I her fordi I så godt, så lifligt og uafrysteligt har erfaret det med lykken ved netop hin anden, at I vil giftes på det. Gennem de år, I nu har levet som mand og kone, med jer selv og jeres børn, har det vist sig igen og igen, at I, i al jeres forskellighed, har været gode til at kalde glæden frem hos hinanden. I er ikke enige om, hvem af jer, der er den mest stædige – sagde I til mig den dag, vi snakkede – så jeg tænker, det somme tider også for jer har været en fristelse at tænke som tante Sofie, at hvis dog bare jeg kunne få lov at bestemme, så ville alting gå meget bedre, men først og fremmest har I gjort den kærlighedens grunderfaring, der går ud på det modsatte, at når vi lever bedst, så lever vi af det der kommer os i møde fra et andet menneske, der ikke er som mig.

Kærligheden er jo en slags forstyrrelse, kan man sige. Det at den ene forstyrrer den anden. At du ikke får lov til at være i fred. Den sidder i glæden, når du ser på den andens ansigt, når du lytter og siger ord, når du favner den anden og når du savner den anden. Den lader jer ikke i fred. Den sidder i sindet, den er fuld af følelser – og nogle af dem kan godt være besværlige - den gør sig også konkret, kærlighed er også noget der sidder i hænderne, den sidder i hånden der kærtegner men også i hånden der vasker op, ingen ting er det samme som uden. Kærligheden forstyrrer. Og det er det, der er det gode..

Om lidt skal vi høre jer sige højt til hinanden, at det er sådan det skal blive ved at være for jer. Men vi skal også bede en bøn, for ikke alt ligger i vore hænder og der skal kræfter og megen velsignelse til, om vi med glæde og taknemmelighed skal kunne tage imod den gave som den anden hver dag er. Derfor vender vi os en dag som i dag også mod Gud, derfor beder vi ham lade sit ansigt lyse over jer på den vej, I sammen skal gå. Det gælder os alle, men først og fremmest i dag jer med hinanden.

At vende sig mod Gud er som at klæde sig af for sin elskede, eller som at lægge kortene på bordet.

Det kan måske lyde upassende - og lidt ærgerligt måske også en dag som i dag, hvor mange har gjort en hel del ud af det med tøjet – men når vi går ind i en kirke, så bliver vi i en vis forstand altid nøgne. Overfor Gud er vi nøgne som den dag vi gled ud i verden, i fødslen, nøgne som vi er det også over for den elskede.

Det er der naturligvis en vældig sårbarhed i, for i nøgenheden giver vi afkald på alt det, vi ellers gemmer os bag. Men tør vi, i tillid til den anden, og det er jo hvad vi gør i kærligheden, så er der frihed i det, som ingen andre steder. Frihed til at være den, man er.

Velsignelsen i kirken er at træde frem og vide sig set og kendt af Gud, med alle små hemmeligheder og løgne, som ethvert menneske gemmer for selv den mest elskede, med al frygt og usikkerhed, med alle gamle skuffelser og dårlig samvittighed og med al glæden og taknemmeligheden. Her er det kendt alt sammen, set af Gud.

Når vi om lidt sammen rejser os, som til slut i en

hvilken som helst almindelig gudstjeneste, og lader os ramme af velsignelsens ord: ”Herren lade sit ansigt lyse over dig!” - så er det Guds kærlighed, der gøres gældende over mennesker, sådan som mennesker er.

Bagved ligger en gammel orientalsk skik: at man ikke

så på den, man fordømte. Og det kender også vi til. Man kan vende sit ansigt bort, man kan slå øjnene ned. Og så er der noget i vejen. At Gud lader sit ansigt lyse over dig, det er at du også denne dag kan tage imod dit liv og gå ud i det som en velsignet. Som en der er set, kendt og dog elsket. Hver for sig og sammen er det det, vi får givet at kunne.

Så, kære Iben og Henrik. I er til nu i hinandens kærlighed og glæde. I er til også i den glæde, som alle dem der er om jer på denne dag, føler over jeres lykke. Men I er også til i den Guds kærlighed, der skabte jer og gav liv og megen fylde. Tag også det med jer og glæd jer ved det, så kræfterne, humøret, lysten og omhuen med hinanden må vokse derved.

Vi ønsker jer lykke til. Og skal så nu høre, om I også i dag har det ja til hinanden. Amen.

[askepot29 0]

Ja, slevom jeg ikke kan bidrage med præstens tale endnu, så stjæler jeg med arme og ben fra denne tråd.

Det er rigtig rigtig gode taler, som nu er inspiration til min tale til gommen.

[Mariahønen 2]

Sikke nogle gode taler, alle sammen... Hvem er præsterne bag?!?! Og bor nogle af dem evt. på Fyn?!?! (Som bekendt leder vi efter en god præst til vores bryllup... )

[Nikita25 0]

Sikke nogle gode taler, alle sammen... Hvem er præsterne bag?!?! Og bor nogle af dem evt. på Fyn?!?! (Som bekendt leder vi efter en god præst til vores bryllup... )

Vores præst hedder Ole Jørgensen - og han er desværre ikke fra Fyn, men fra Kolding. Men han var sk*** god. Lige en præst efter mit hovede!! Nu er jeg ikke den store kirkeganger, men han er en af de få præster der godt kan få mig til at gå i kirke en søndag formiddag

Håber du finder en der falder i jeres smag.