Hvordan siger man det til de gamle derhjemme?

[Xaksia 4]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

[ViTo 0]

Jeg synes I skal invitere på en god middag og så fortælle det der.

Det kunne ihverfald være en mulighed, når det så er sagt så er I jo også rimlig unge. Du skriver at jeres forhold er gået stærkt, men at I bare er så sikre på hinanden. Hvorfor så ikke vente lidt, det bliver forhåbentlig hverken mere eller mindre sikkert af om I er gift eller ej. Derudover kan I jo også få lidt tid til at spare lidt op til brylluppet hvis I venter. Min mand og jeg havde kendt hinanden i knap 5 år da vi blev gift og boet sammen i 2. Så nej vi er måske heller ikke dem der går hurtigst frem. Min svigermor og svigerfar blev gift da de var omkring din alder og havde kendt hinanden 3-4 måneder. De blev skilt efter 4 år. Min svigermor fandt en ny efter nogen år, som hun giftede sig efter 3-4 måneder. Der har været kraftige op og nedture i det ægteskab og skilsmisse har været på tale mange gange, men de er stadig sammen idag og har holdt sølvbryllup for et par år siden.

Jeg har en veninde der inden hun fyldte 25 havde 2 forliste ægteskaber bag sig. (3 børn med to forskellige fædre)

Men tænk jer om; I elsker jo stadig hinanden selv der ikke er et papir der siger at I høre sammen.

Knus fra

ViTo

Redigeret February 4, 2008 af ViTo

[milla_k 0]

Havde faktisk lidt den samme bange fornemmelse, dog har jeg et super forhold til dem, men de er også meget fornuftsmennesker og vi har kun været sammen i 2 år når vi skal giftes, derudover gik jeg fra et 4-årig forhold der havde været ret hårdt psykisk til at møde min kommende blot 3 uger efter.

Men der er jo ikke andet at gøre end at bide i det sure æble og så håbe på det positive. Mine forældre blev utroligt glade, men kunne dog godt mærke at de samtidig var en anelse bekymret, men det er nu engang vores eget liv og så kan de kun eråde og vejlede bedst muligt, men måske du vil blive positivt overrasket, vil jeg da håbe for dig.

Lige et godt lille tip, ta og få det overstået hurtigst muligt når du har besluttet dig for at sige det, det er en pine at sidde og se dem i øjnene længere end højest nødvendig...

Du får også lige en masse af disse

[TimianJ 0]

der er ingen nem måde. Så når din mor fortæller dig om de nye gardiner hun netop har sat op i stuen siger du "-nu vi snakker om bryllup, vi skal forresten giftes. Det lyder da i øvrig meget godt med støvgrønne gardiner, jeg tror de vil stå godt til sofaen?" Det var i hvert fald sådan nogenlunde i den dur det foregik da jeg tænkte jeg hellere måtte sige det

Held og lykke med at få det sagt i hvert fald. Kan være hvis du er bange for negative reaktioner og at skulle høre på en masse de vil fortryde bagefter, så sig det når din kæreste også er der. De vil næppe kritisere jeres forhold foran ham.

[Guest Englebrud84]

Hej

Vi fortalte også forholdsvis sent iforhold til hvor lang tid vores venner vidste det ( et år før)

Var også ret nervøse, fordi vi også er unge og vores forældre også er fornuftmennesker.

Vi tog rundturen en weekend, hvor vi begge var tilstede ( så var de tvunget til at reagere på os begge) og spiste middag og hyggede med dem. Så havde vi lavet et safe-the-date-kort med billede og at de skulle sætte kryds 9.8.08... det hele var pakket ind som en gave. Og så måtte ti-øren ligesom selv falde på plads. Og heldigvis blev alle glade!!! De stilte selvfølgelig nogle kritiske spørgsmål om økonomi osv., men overordnet var de glade og kunne ikke kritisere vores beslutning. Især var det en hjælp at vi havde planlagt det grundlæggende, så de ligesom kunne se, at det ikke blot var et døgn-flue projekt.

HELD OG LYKKE MED DET

[fru_wolf 0]

hejsa Xaksia

du skal bare vide at du er ikke alene om ikke at have fortalt dine forældre at du og din mand skal giftes

jeg har også et meget anstrengt forhold til mine forældre, mig og min mand fortalte sidste år mine forældre at vi gerne ville giftes, det var ingen sucue vi have inviteret på middag hos os, de begyndte at spørge ind til økonomi vores forhold, min mor blev direkte vred da vi fortalte hviken kirke vi gerne ville vies i når tiden kom.

Jeg har ellers haft et meget knyttet forhold til en bestemt kirke hvor jeg kommer fra men efter at den lokale præst er gået på pension ønsker jeg ikke denne kirke til bryllup.

Mine forældre vil meget gerne bestemme hvilken gæster der skal med til festen og jeg ved min mor bliver tosset når hun finder ud af hviken folk der kommer til festen.

Min mor har det meget med at kridisere alt og alle hun ikke kan lide, så der skal også nok komme bemærkninger ang. min brudekjole til den tid.

Da jeg blev forlovet med min kæreste efter 3 uger blev min mor sur på mig og jeg snakkede ikke med hende i 3 uger, og da kæresten friede til mig og jeg glad ringede hjem med nyheden var det eneste svar når ikke en gang et lille tillykke eller noget i den stil.

Jeg var så skuffet og er det stadigvæk derfor venter vi med at fortælle noget til min familie ind til det hele er planlagt.

Mine forældre har direkte udtalt den gang vi snakkede bryllup med dem at nu må vi se om vi kommer til festen ikke den fedeste besked at få smidt i hovedet

Jeg er nervøs for at der kommer en eller anden latterlig tale fra mine forældre,de kan nemlig ikke lide min kommende mand mine forældre har i snart 6 år prøvet at ødelægge vores forhold.

Vores venner og familien på min kærestes side ved at vi skal giftes vi mangler kun at indformere min familie

Men jeg håber at din familie tager nyheden med glæde

fru_wolf

[Askepot2008 0]

Hey.

Kan godt forstå du er frustreret. Men jeg er nok lige nødt til at være frk. fornuftig her,....For altså i er meget unge. Du skriver du går i 3.g. Da jeg gik i 3.g var jeg 18, og kigger jeg tilbage, var jeg da ikke en skid moden. Og da slet ikke moden nok til at tage stilling til bryllup og ægteskab. Bliver sikkert upopulær, da jeg godt ved tråden ikke handler om dette. Men kan nok give din mor lidt ret. Synes virkelig i skulle vente et par år eller tre....mindst.

Nåhmen tilbage til emnet. Da Morten skulle fortælle det til sine forældre, var han ved at hjælpe med at sætte spær op i et værksted de er ved at bygge. Morten sad oppe på stilladset og spurgte "Hvad skal i d. 6/9 2008??" Jamen det vidste de da ikke lige? Og så fortalte han at de så var inviteret til bryllup. de blev meget glade...har tigget om børnebørn i ½ år....suk. Mine forældre blev også meget glade.

Vil lige sige jeg i dag er 26 og Morten snart bliver 25.

[goodbyehansen 2]

Hvad får forældre til at reagere negativt, når deres kære børn fortæller, at de skal giftes.

I langt de fleste tilfælde (håber jeg i hvert fald), så handler det om, at de vil det bedste for deres børn.

Jeg husker tydeligt, at jeg i en alder af 19 år fortalte mine forældre, at jeg skulle giftes første gang - jeg havde (selvfølgelig) taget min tilkommende med, så mine forældre sagde ikke så meget - jo de sagde da tillykke, og der blev talt om økonomi (min forældre betalte bryllup og bestemte i store træk også hvem der skulle med, sted, menu osv. - men det foregik jo også for længe siden - 1981).

Mine forældre havde dog en længere snak med mig ved en senere lejlighed - hvor de næsten direkte sagde, at jeg var for ung til ægteskab, og at det ikke var den rigtige mand, jeg havde valgt. Men jeg var hverken til at hugge eller stikke i. Så gift blev jeg.

Det var sgu lidt svært 5 år efter at komme krybende hjem og bede om husly, da det hele revnede med et kæmpe brag. Nå men de var nu søde - jeg kan i hvert fald ikke huske, at de sagde, hvad sagde vi. Men de har nok tænkt det mange gange.

Jeg har ingen ret til at bedømme, om andre er for unge til at ægteskab - kun vi selv kan høste de erfaringer i livet, der gør, at vi træffer de rigtige beslutninger.

Så jeg synes kun der er 2 muligheder:

Fortælle dine forældre at sådan er det, og det står ikke til debat

Spørge dine forældre, hvad de synes - og være åben for, at de ikke er enige med dig.

mvh

goodbyehansen

[Jannice 1]

Jeg kan godt forstå din følelse, jeg havde det på samme måde med mine forældre, og endnu være med at fortælle det til Michaels forældre.

Mine forældre tog det rigtig pænt, og var meget glade for vores vegne. Være blev det jo så at sige det til svigerforældrene, fordi de er meget fornuftige, er de I nu helt sikker på at det er det rigtige. De vil dårligt have at vi tager ud og rejser, fordi tænk nu hvis der skete deres lille dreng noget. Men da vi endelig fik det sagt, var de faktisk meget glade på vores vegne. De ved så også at vi arbejder kraftigt på at få børn, så derfor synes de nok at det er meget fornuftigt det vi gør. Der skal til siges at de også var bekymret i starten at jeg ikke løb omkring hjørner med Michael, og om han kunne sige fra til mig, når der var noget han ikke ville. På dette punkt er de blevet klogere, og er blevet rigtig glad for mig. De har faktisk sagt at jeg har haft en positiv inflydelse på ham.

Men igen som andre også har skrevt til dig, så kan det være at det er fordi de mener i er for unge. Men hvis i tvivler så meget på at sige det, så er spørgsmålet om i slev er klar til det? Ingen løftet pegefinger fra mig, tænk over det, i kan stadig nå at vokse fra hinanden, selv om lige nu føler at det bare skal være jer to. Det kan også være jeg og andre tager fejl.

Men ellers et stort herfra, og held og lykke med det.

[Guest putte6]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

Hejsa Xaksia.

Ja de skal da vide det, det er jo stort.

Jeg har selv været der, bare med min storebror.

Men jeg måtte bare sige det til ham, og han tog det faktisk rigtig pænt, der var ingen smarte, dumme eller negative bemærkninger.

Han sagde pænt tillykke og synes det var en rigtig god idé.

Så mit råd er bare, "Kast" dig ud i det og få det sagt, og kan de ikke forstå det er det jo bare ærgerligt for dem.

I er sikre på det er det rigtige så gør det.

Venlig hilsen

Putte6.

Håber det går som det skal...

[Guest Pernille §:)]

der er ingen nem måde. Så når din mor fortæller dig om de nye gardiner hun netop har sat op i stuen siger du "-nu vi snakker om bryllup, vi skal forresten giftes. Det lyder da i øvrig meget godt med støvgrønne gardiner, jeg tror de vil stå godt til sofaen?" Det var i hvert fald sådan nogenlunde i den dur det foregik da jeg tænkte jeg hellere måtte sige det

Held og lykke med at få det sagt i hvert fald. Kan være hvis du er bange for negative reaktioner og at skulle høre på en masse de vil fortryde bagefter, så sig det når din kæreste også er der. De vil næppe kritisere jeres forhold foran ham.

Hvad får forældre til at reagere negativt, når deres kære børn fortæller, at de skal giftes.

I langt de fleste tilfælde (håber jeg i hvert fald), så handler det om, at de vil det bedste for deres børn.

Jeg husker tydeligt, at jeg i en alder af 19 år fortalte mine forældre, at jeg skulle giftes første gang - jeg havde (selvfølgelig) taget min tilkommende med, så mine forældre sagde ikke så meget - jo de sagde da tillykke, og der blev talt om økonomi (min forældre betalte bryllup og bestemte i store træk også hvem der skulle med, sted, menu osv. - men det foregik jo også for længe siden - 1981).

Mine forældre havde dog en længere snak med mig ved en senere lejlighed - hvor de næsten direkte sagde, at jeg var for ung til ægteskab, og at det ikke var den rigtige mand, jeg havde valgt. Men jeg var hverken til at hugge eller stikke i. Så gift blev jeg.

Det var sgu lidt svært 5 år efter at komme krybende hjem og bede om husly, da det hele revnede med et kæmpe brag. Nå men de var nu søde - jeg kan i hvert fald ikke huske, at de sagde, hvad sagde vi. Men de har nok tænkt det mange gange.

Jeg har ingen ret til at bedømme, om andre er for unge til at ægteskab - kun vi selv kan høste de erfaringer i livet, der gør, at vi træffer de rigtige beslutninger.

Så jeg synes kun der er 2 muligheder:

Fortælle dine forældre at sådan er det, og det står ikke til debat

Spørge dine forældre, hvad de synes - og være åben for, at de ikke er enige med dig.

mvh

goodbyehansen

Meget meget fornuftigt. Jeg er helt enig

[Xaksia 4]

Jeg takker for alle jeres svar.... Det har virkelig været hjælpsomme, selv de "negative" af dem, for de har selvf sat nogle tanker i gang...

Jeg vil dog lige rette at jeg ikk er 18år gammel... er snart 20 og når at blive 21 inden brylluppet... så jeg er ikke meget yngre end de fleste her inde hvis man kigger på indlægget om alder... Det hænger også sammen med min religiøse overbevisning og min holdning om at man skal have børn tidligt osv...

Men skidt med det... Jeg ville bare lige sige tak...

[Susanne1 1]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

Ej altså... Du må da tage dig sammen?? Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Er du IKKE voksen. Det vel tid at LEVE dit eget liv og tage ansvar for dine handlinger. Hvem er gammel nok til at gifte sig, og samtidig være en lille bay som ikke TØR ... ueeha farlige mor og far. Undskyld , mig, men det er dog det mest ynkelige jeg nogensionde har hørt fra en voksen kvinde... Stakkels din kommende Brudgom

[Guest AnneM]

Hej

Forstår dine kvaler. Har selv en mor, der bare sagde "nå..... jamen tillykke" med et udtryk, der tydeligt viste, at hun troede, at det var endnu et af mine "påfund, der aldrig vil blive til noget".

Og som situationen er nu, nægter hun at deltage i brylluppet, fordi hun ikke skal følge mig op af kirkegulvet (min far er død).

Så mit råd er, at du bare må sige det lige ud og håbe på det bedste. Jo længere der går jo mere køre du dig selv op på det og får det mere og mere skidt.

Vær klar til at få en evt. negativ reaktion. Hvis de viser sig, at de bliver glade så glæd dig over det.

Hvis de ikke gør, så giv dig selv lov til at blive ked af det, men lad det ikke påvirke din glæde over at planlægge din bryllupsdag. Det er mega svært, jeg ved det, men jo før det bliver sagt jo bedre. Krydser fingre for dig og håber du kan bruge min lange tale til noget

Knus Anne M

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

[Guest frk_hrj]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

Ej altså... Du må da tage dig sammen?? Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Er du IKKE voksen. Det vel tid at LEVE dit eget liv og tage ansvar for dine handlinger. Hvem er gammel nok til at gifte sig, og samtidig være en lille bay som ikke TØR ... ueeha farlige mor og far. Undskyld , mig, men det er dog det mest ynkelige jeg nogensionde har hørt fra en voksen kvinde... Stakkels din kommende Brudgom

Jeg synes, at du skulle læse dit indlæg igennem, inden du poster det Du er meget mulig ikke enig i trådstarters bekymring, men derfor kan man godt svare med respekt for andre mennesker!! Jeg tror, der er mange der bekymrer sig om sine forældre eller families reaktion, hvilket for mig ikke er ensbetydende med, at man ikke er voksen eller en lille baby.

[Guest Pernille §:)]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

Ej altså... Du må da tage dig sammen?? Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Er du IKKE voksen. Det vel tid at LEVE dit eget liv og tage ansvar for dine handlinger. Hvem er gammel nok til at gifte sig, og samtidig være en lille bay som ikke TØR ... ueeha farlige mor og far. Undskyld , mig, men det er dog det mest ynkelige jeg nogensionde har hørt fra en voksen kvinde... Stakkels din kommende Brudgom

Jeg synes, at du skulle læse dit indlæg igennem, inden du poster det Du er meget mulig ikke enig i trådstarters bekymring, men derfor kan man godt svare med respekt for andre mennesker!! Jeg tror, der er mange der bekymrer sig om sine forældre eller families reaktion, hvilket for mig ikke er ensbetydende med, at man ikke er voksen eller en lille baby.

Jeg er helt enig med HRJ.

Det er ok at være af en anden holdning men del det i det mindste med respekt for andre mennesker og deres bekymringer og holdninger

[Tauriel 0]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

Ej altså... Du må da tage dig sammen?? Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Er du IKKE voksen. Det vel tid at LEVE dit eget liv og tage ansvar for dine handlinger. Hvem er gammel nok til at gifte sig, og samtidig være en lille bay som ikke TØR ... ueeha farlige mor og far. Undskyld , mig, men det er dog det mest ynkelige jeg nogensionde har hørt fra en voksen kvinde... Stakkels din kommende Brudgom

Det var da godt nok en latterlig kommentar. Skal man nu pludselig kaldes en lille baby, fordi man ind imellem føler sig usikker og bekymrer sig om muligheden for at blive såret? Eller fordi man vælger at bede om gode råd til at håndtere situationen? I så fald kommer i hvert fald jeg vist til at være en baby hele mit liv, og det er jeg egentlig ganske tilfreds med, hvis man som voksen pludselig ikke må være et menneske, der har følelser, og som tillader sig at gøre noget så fornuftigt som at spørge om råd, når man mener, det kunne gavne.

At mene det primært er et spørgsmål om at tage sig sammen til at få overstået noget ubehageligt, fordi man ved, det skal gøres, selv hvis det ikke går godt - det er fair nok. Der er sikkert endda en vis fornuft i det, selv om jeg nu ikke synes, det er spildt at bruge lidt tid på at finde den bedste måde at gøre det på, f.eks. ved at spørge om råd her. Men så sig det dog på en ordentlig måde i stedet for at gøre nar.

[Xaksia 4]

Jeg aner ikke mit levende råd...

De skal jo vide det... Men... Jeg er bange for de ikke bliver glade for det... Og ingen i begynder med "jamen selvf bliver de jo glade, de er jo dine forældre" så skal i lige vide, at jeg har et meget anstrengt forhold til mine forældre, på trods af at jeg holder meget af dem...

Der ud over er mine forældre fornufts mennesker og jeg er ikke sikker på de er enige i det er tiden for den slags endnu, da tingene har gået ligt hurtigt med mig og min kommende... Men vi er bare så sikre på hinanden...

Hvordan får jeg det lige sagt??

Xaksia

Ej altså... Du må da tage dig sammen?? Jeg har da aldrig hørt noget lignende. Er du IKKE voksen. Det vel tid at LEVE dit eget liv og tage ansvar for dine handlinger. Hvem er gammel nok til at gifte sig, og samtidig være en lille bay som ikke TØR ... ueeha farlige mor og far. Undskyld , mig, men det er dog det mest ynkelige jeg nogensionde har hørt fra en voksen kvinde... Stakkels din kommende Brudgom

Jeg tror du misforstår mit problem... Jeg TØR skam godt sige det... Jeg ved bare ikke HVORDAN jeg skal sige det... Kommunikation er desværre ikke noget vi gør meget af i min familie... Og jeg forstår godt hvad du mener hvis du personligt er tætte med dine forældre e.lign. men personligt har jeg, blandt andet på grund af vold i mit barndomshjem, et meget anspendt og lidt sky forhold til mine, og der ligger til min naturlige selvbeskyttelse at jeg ikke ønsker at blive såret yderligere fra deres vinkel af... Men de er jo mine forældrer og jeg holder stadig meget af dem på trods af det hele og derfor betyder det også stadig noget hvad de mener... Det jeg leder efter er egentlig bare gode råd om hvordan jeg kan få det sagt...

[Guest tanuki]

Hejsa.

Jeg har læst alles indput og må godt nok indrømme at det vist ikke er alle der er lige voksne til at skrive råd til andre - susanne1

Nå, men når det nu er sagt, så syntes jeg at du skulle tage en snak med dine kommende svigerforældre - ved de det? For lur mig om din kommende svigermor ikke har en masse ideer. Der er mange forældre som "drømmer" om den dag hvor deres børn kommer og fortæller at de har fundet den eneste ene - om det er efter 3 måneder eller 3 år.

Jeg kan godt se at det er et lidt "øv" forhold du har til dine forældre, og jeg håber at du kommer igennem det med UG. Og jeg er helt sikker på at din kommende mand støtter dig 110 %.

Men et råd eller to skal du da selvfølgelig have af mig.

Tag din kommende mand med når du fortæller det, og blive ikke mærket hvis de ikke syntes at det er en god ide. For bare I syntes at det er en god ide og er sikre på det, ja så skal de nok vende sig til tanken.

Desuden siger du at de er fornuft mennesker - jeg ser dig også som et fornuft menneske ved at du siger at du vil have børn tidligt, og som jeg forstår, når du er i ægteskab. (her med ikke sagt at dem som får børn uden for ægteskab ikke er fornuft mennesker) Det kan du jo også nævne for dem.

Jeg syntes ikke at du skal sige det midt i en anden sætning. De kan risikere at overhøre det, ved et uheld.

Jeg håber at du kan bruge mine råd, og at du kommer helt igennem det.

Lene

[AnnaPerenna 102]

Så tager jeg lige super-bruger hatten på og beder om at få en god tone herinde! Det er bestemt ok at have en anden mening eller et kritik indlæg men det skal holdes i en sober tone!

Anna

[joro 0]

ideen med at snakke - få råd hos svigermor var måske rigtig god... jeg bruger også svigermor af og til i situationer hvor jeg ved hun er mere "realistisk" - hvor min mor måske lader det følelsesmessige løbe af med hende...

Og eller s er faktisk ikke helt sikker på om du skal "komme ud med det " nu eller vente til kort før... (3 mdr fx)

uha... det er jo svært når man ikke selv står i samme situation...

Ronnie valgte nemlig at fri til mig foran min familie!!! så der var jo li'som ikke meget at holde hemmeligt der!!! ;)

[missC 4]

Så tager jeg lige super-bruger hatten på og beder om at få en god tone herinde! Det er bestemt ok at have en anden mening eller et kritik indlæg men det skal holdes i en sober tone!

Anna

Hørt, hørt!!

Dorte.

[Guest Fia1979]

Når du får det fortalt må du endeligt skrive hvordan det gik.

Held og lykke, det skal nok gå.