Andre der har problemer med deres far?

[Guest Damen]

Jeg har nogle konflikter med min far, og jeg er bekymret for, at det kommer til at spille en rolle på vores bryllupsdag.

Han og min mor er stadig gift, men de har (som de fleste vel har) haft nogle ordentlige ture.

Jeg har selv altid været på kant med min far. Han har nogle personlighedsproblemer, og hvis nogen af jer kender symptomerne på narcissistisk perosnlighedsforstyrrelse, kan I måske forestille jer, hvordan han er. Har altid ret, uanset hvad vi snakker om, elsker at blive forgudet, bliver tøsefornærmet, hvis han ikke kan være midtpunkt, og lider lidt af tvangstanker, såsom at motionere og spise sundt... Han er ikke syg, men han er heller ikke helt velfungerende.

Han har brudt med sin egen familie (jeg har aldrig mødt hans bror), og han har også brudt med alle, han kendte før min mor.

Og nu har han så også brudt med min mors del af familien. I 2005 udvandrede han først fra min onkels bryllup (min mors lillebror) og tre måneder senere fra min mormors begravelse. Ved brylluppet var hans undskyldning, at han ikke kunne tåle hykleriet, hvor alle snakkede om, hvor fantastiske brudeparret var. Ved begravelsen skulle han tilsyneladende arbejde. Og han er altså ikke statsminister, så arbejdetburde kunne vente.

Han tager aldrig med til familiefester - min mor har to sønner (mine storebrødre på 38 og 40 år) fra et tidligere ægteskab, og min far vil ikke være sammen med dem. Mine forældre har været gift i over 25 år, så han burde ærligt talt være kommet over det nu. Jeg ses tit med mine brødre, men min far har helt meldt sig ud.

Jeg har været SÅ vred på ham siden 2005. Jeg har prøvet at få det løst ved at snakke med ham, men hans svar er: "Der er så meget, du ikke forstår." Eller: "Det er jeg ked af at høre". Ingen anger, intet forsøg på at forstå min vrede, eller undskylde sin opførsel. Ingen udsigt til, at han indser, hvorfor jeg er så vred på ham.

Jeg har siden været i terapi, men det er så svært at tale om ham, når han ikke er der. Og terapi er absolut udelukket at gå til sammen med ham. Han vil få det hele til at dreje sig om mine problemer, uden at han skal tage stilling til, at han selv bør ændre nogle ting.

Jeg kan ikke rigtig være sammen med ham - når jeg er, er det ren facede, for at holde en god stemning. Nogle gange bliver det dog for meget, og jeg må forlade rummet i nogle minutter, mens jeg sunder mig. Jeg kan ikke have billeder af ham stående herhjemme, eller på min mobil.

Nu skal jeg jo giftes, og han skal følge mig op ad gulvet. Men hvis jeg skal være ærlig, gik jeg hellere alene, eller med min mor eller min søster. Eller min kommende mand. Men jeg ved, at det ikke er en mulighed, for hvis jeg vælger min far fra til det, så taler han aldrig til mig igen. Så er det for alvor slut mellem os. Og det vil jeg jo ikke have. Men jeg får klaustrofobi af at tænke på, at han skal gå ved siden af mig, når jeg træder ind. Samtidig er jeg dybt sorgfuld over, at det er blevet sådan. Han forguder mig og glæder sig, til jeg skal giftes.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil høre fra jer. Måske, at turen op ad gulvet er sådan en lille ting, der fylder så lidt på hele dagen, at jeg ikke skal bekymre mig om det. Måske at det er okay, at man nogle gange gør noget for familiefredens skyld, selvom man selv foretrækker det anderledes.

Er der andre derude, der har samme problematiske følelser over for deres far?

Jeg håber rigtig meget på at høre fra jer.

[lispigen 0]

Hvor kan jeg dog godt sætte mig i dit sted!.

Min kæreste og jeg skal giftes til september, og jeg er også i syv sind omkring min far, jeg har desværre ingen magisk formel til at lave de der fædre om ( selvom det kunne være rart sommetider ;) ), men lyt til dit hjerte, og husk: det er din dag! . Pøj pøj med det.

[Guest TinaJacob]

Jeg har også et meget problemfyldt forhold til min far. Min barndom er præget af usikkerhed, druk og skænderier inden min mor forlod ham da jeg var 11.

Jeg har tit været den voksne i vores forhold, han og ekskæresten ringede når de var uvenner (og fulde - hun drak helt vildt!), og en juleaften kom han i en politibil fordi han havde sovet i detentionen... Og så har han svigtet et utal af gange, hvor han bare ikke er dukket op som aftalt osv osv. ALt i alt har det påvirket mig rigtig meget i mit forhold til mænd. De sidste fem år har han haft den samme kæreste, en sød, stabil, normal kvinde, og han har ikke skejet ud i den tid de har været sammen. Jeg er hans eneste barn, og han forguder mig og mine to døtre, og det gør det ikke nemmere. Og i bund og grund er han enormt ensom og usikker.

Jeg har valgt at gå alene op. Jeg har ikke talt med ham om det, men sådan bliver det. Vi skal giftes udendørs, så det er ikke "up the aisle" sådan helt klassisk, men der er dog alligevel en "indmarch". Jeg forklarer det sådan, at vi har været sammen over seks år, har to børn, hund, hus og bil sammen, og at han skal give mig væk er ligesom lidt sent. Så jeg giver mig selv væk, og går derfor selv op. Så slipper jeg for at gå i detaljer overfor folk der er perifære.

Jeg håber du træffer den rigtige beslutning for dig.

Mange tanker og knus fra Tina

[Guest]

Åhhh... SÅ mange lighedspunkter til min far!!

Mine forældre blev skilt da jeg var 5 og jeg flyttede med min mor. Efterhånden som årene gik, blev det mere og mere tydeligt for mig, at jeg ikke brød mig om at være sammen med min far - at jeg i bund og grund ikke brød mig om det menneske han var. Han gjorde mig ked af det og helt vild vred. Som du siger, så måtte jeg også tit forlade lokalet og lade op inden jeg kunne være i stue med ham igen. Du siger narcissistisk perosnlighedsforstyrrelse - jeg tror nu mere min far er psykopat i den sande kliniske definition (i hvilken narcissisme er en stor del).

Det har taget mig MANGE timer, tårer og et par terapitimer at give slip. Jeg har ikke snakket med min far i 2½ år nu og selvom jeg tænker meget på ham ifm. brylluppet, så savner jeg ham ikke. Min storesøster har heller ikke snakket med ham i 2 år og han har ikke set sit 2½-årige barnebarn.

Med denne historie vil jeg IKKE sige, at du skal slå hånden af ham!!! Men jeg synes det er en rigtig god anledning til at overveje, hvad der betyder noget for dig - hvad giver du din far og hvad får du igen. Jeg synes personligt, at turen op ad kirkegulvet er en stor ting og jeg synes virkelig det ville være synd, at du ikke skulle føle dig allermest tryg, spændt og lykkelig i sekunderne inden dørene går op

Hmm... hvad er det egentlig jeg vil sige... Har så meget jeg gerne vil sige, men vil for alt i verden ikke komme til at såre dig. Og hvad der var rigtigt for mig, er det måske ikke for dig. Der kan være så mange finesser i sådan nogen forhold!

I sidste ende, så ER det altså DIN dag... Og hvis du ikke kan forlige dig med tanken om at tilbringe dine sidste minutter som ugift kvinde med din far, og mavefornemmelsen ikke er rigtig, så synes jeg virkelig du skal overveje det. Hvad så hvis han bliver sur... Siger det ikke mere om ham, end det gør om dig... Hvad betyder mest for dig?

Sikke en smøre... Håber du kan bruge bare lidt af mit bavl til noget

Og rigtig meget held og lykke med det! Jeg håber du finder frem til den løsning der er allermest rigtig for dig.

Og så får du lige sådan et her, fordi jeg virkelig føler med dig!

[wuk63 0]

Puh ha sikke en omgang... Jeg kan se dit problem, men har ikke nogen erfaring. Men ville det hjælpe at din far fik en opgave på selve dagen, noget der kunne gøre ham til midtpunkt? At følge dig op af gulvet er ikke noget du skal bekymre dig om tror jeg, det varer ganske få minutter, og så er det overstået, han er jo på en eller anden måde jo også midtpunkt der ikke??? Alle øjne vendt i jeres retning (selvom det er dig de kigger på strejfer de jo da også ham).

Jeg har en gæst til vores fest der er hypokonder/midtpunktssøgende - derfor giver vi ham filme tjansen, Han kan håndtere et kamera, og så skal alle jo gøre ham opmærksom på at der snart holdes tale, han kan stille sig op og gå rundt og føle han er noget særligt - erfaringen siger at så er han bare fit for fight, og giver ingen problemer! Det er vores problemløsning.

Ved ikke om det kan bruges, for det er svært når man ikke kender dig, din far, jeres forhold eller har nogen erfaring med narcissisme... men det var mit bud

[KaH 0]

Dig og din kommende mand kan vælge at gå ind sammen. Jeg har en veninde der ikke havde et uproblematisk forhold til sin far. Hun og hendes mad besluttede derfor at gå ned ad kirkegulvet sammen, for som de sagde " Vi går ind i dette ægteskab sammen. Ingen giver os væk til det, og det er Vores beslutning at tilbringe resten af livet sammen." Det var et smukt bryllup, og det var noget helt specielt at se dem gå hånd i hånd op til alteret

All the best

Redigeret February 3, 2010 af KaH

[PiaK 3]

Idéen med at gå ind sammen med din kommende mand, synes jeg er rigtig god i dette tilfælde!

Så vælger noget andet TIL i stedet for at vælge ham FRA. Og så måske give ham en opgave på dagen, så han ikke føler sig snydt

[E&T 1]

Jeg er helt enig med de ovenstående kommentarer!

Du skal gøre hvad der føles rigtigt for dig, for selvom det kun tager 5 minutter at gå op til alteret, er det kun dig der ved, om det vil kunne forringe din dag.. Hvis du ikke kan overskue at gå sammen med din far, så gå sammen med din mand... Det er ikke uset, selv til bryllupper hvor bruden har det bedste forhold til sin far... Forklar din far, at da der ikke er nogen, der giver din mand væk, skal du heller ikke gives væk.. I går ind i ægteskabet sammen som voksne og frie mennesker..

Hvis det er den løsning du vælger, kunne det måske være en idé - som andre også har sagt, - at give din far en anden vigtig tjans på dagen.. Fortæl ham hvor vigtigt, det er for dig at han holder den første tale osv... Forsøg at fokusere på de possitive ting, de ting der gør at du trods alt ikke - som du skriver - ønsker at undvære ham for stedse...

De bedste ønsker...

[Miss-Lena 500]

Hvis du har svært ved at forlige dig med at blive fulgt af din far, men heller ikke vil skuffe ham og afslutte jeres forhold, kan du måske se det som terapi... Altså jeg mener... Svært at forklare... Se på det som et ritual, hvor du giver slip på din far (ikke glemmer eller siger farvel til). Se på det symbolske, at din far giver slip på dig og overlader dig i hænderne på en anden mand. Se på det som at jeres bånd skæres over at jeres forhold på den måde er mere frivilligt. Måske kan det hjælpe lidt på følelsen omkring at gå med din far til alteret.

Gav det mening?

[Guest Damen]

Hej alle

Tusind tak for jeres kloge og rørende tanker. Jeg har fået rigtig meget at tænke over - rigtig mange gode alternativer, som jeg vil overveje. Det er utrolig befriende at høre, hvad I har at sige, for det var vist lidt ved at gå i hårdknude for mig.

Tak, tak, tak til jer alle

Kram fra Damen