Pårørende og stress

[AmalieAmalie 49]

Historien kort: Min søde husbond er blevet syg med stress.. Han blev sygemeldt i juli måned men er så småt begyndt at arbejde igen nogle få timer om dagen.. Han har både været hos lægen og går hos en psykolog...

I sidste uge fik han anstanfald på arbejdet.. Og jeg føler mig bare så nyttesløs....

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham... andet end at snakke med ham så godt som jeg kan omkring de ting han føler sig presset af..

Humøret svinger utrolig meget, og han har næsten konstante symptomer (trykken for brystet, ondt i maven osv.)...

Han er ellers en rigtig stærk person og er pt. igang med en Phd...

Men NØJ det er hårdt med en mand der har stress... har dage hvor jeg har lyst til at sætte mig ned og tude.. og de dage hvor han er i godt humør prøver jeg at nyde, men der lurer alligevel altid en frygt for at han pludselig bliver ked af det eller får symptomerne igen...

Ville egentlig bare høre om der er andre herinde der har mænd/kærester eller lign. med stress... eller har haft?? Som kan give mig gode råd?

Og om det kan være rigtigt at man skal på arbejde selvom man stadig har symptomer og angstanfald????

Knus Amalie

Redigeret October 4, 2010 af AmalieAmalie

[wenganne 0]

Kære Amalie. Først og fremmest er jeg ked af at høre at din mand har fået stress, det sker desværre for alt for mange mennesker. Jeg kender ikke til stress fra en pårørendes synsvinkel, men har selv prøvet at være gået ned med stress så måske jeg kan belyse det lidt alligevel.

Jeg var sygemelt i tre måneder tidligere på året og er ellers normalt en person der er med til det hele og generalt i godt humør. Derfor kom det også som en kæmpe overraskelse for både mig og mine nærmeste. Jeg kunne fra den ene dag til den anden ikke overskue meget andet end mig selv og min tilstand og desværre gik der i hvert fald en måned før det begyndte at gå fremad. Og det var selvom jeg ikke gik på arbejde og samtidig gik hos psykolog. Jeg er ikke i tvivl om at det var en meget hård tid for mine kæreste også, da han ligesom du beskriver det, ikke viste hvilken person han kunne forvente at komme hjem til. Det var jeg godt klar over og blev så ked af at jeg udsatte ham for det, men jeg kunne jo ikke styre det, så jeg blev bare ved med at sige undskyld til ham når han brød sammen i gråd lige pludselig eller var dybt urimelig. Jeg kan ikke give dig andre råd end at fortsætte med at være der for ham og tale med ham om hvad han føler når han har lyst til det.

Det bedste min kæreste gjorde for mig var at forsikre mig om, at han ville være der lige meget hvad og lige meget hvor lang tid det ville tage. Så sørg for at støtte ham så godt du kan og bare være der for ham, det er faktisk det vigtigste efter min mening.

Mht. det at komme tilbage på arbejdet så er det meget forskelligt hvad der er rigtig fra person til person. Jeg kunne fysik ikke få mig selv tilbage - ikke engang på deltid, så derfor endte jeg med at være sygemeldt i tre måneder. Jeg valgte til sidst at sige mit arbejde op, da jeg ikke så anden udvej. Men hvis din mand har et arbejde hvor der kan ændre på tingene og der er en forståelse for det, så er det kun godt. Jeg vil dog sige at der er noget der tyder på, at det er for tidligt han er kommet tilbage når han får angstanfald.

Held og lykke med det og husk på at han nok skal komme ud på den anden side og være sig selv igen - bare med meget større viden om sig selv og sine prioriteringer.

[sally24 6]

Hej Amalie

Det gør mig ondt at høre at din mand har stress. Det er virkelig hårdt at være den med stress men også den pårørende.

Jeg har selv haft stress sidste år. Jeg var slemt ramt. Sov ikke om natten, blev nemt ked af det og var meget nede i den periode. Samtidig døjede jeg med at hver gang jeg skulle på arbejde at have dårlig mave og kvalme konstant. Jeg gik sådan et halvt år før min læge sygemeldte mig på ubestemt tid. Desværre har det i dag medført irritabel tyktarm, hvordan det har en forbindelse ved jeg ikke men jeg vil altid være generet af det.

jeg trror det er vigtigt for din mand at han ved a du er der for ham. Og det er jeg sikker på du viser ha alt hvad du kan. Men det er også hårdt for dig, og måske ville det være godt hvis du havde n at snakke med. En psykolog eller en ven som måske har stået i samme situation som dig. Det er nemlig vigtigt du også kan komme ud med hvordan du har det.

jeg havde en veninde der har været nede med stress. Meget langt nede. Og hun kan i dag ikke tåle at blive udsat for for meget stress før hun går ned igen. Hun gik til psykolog. Det var blandt andet også noget med angst og depression hun fik. Jeg tror hvis ikke din mand går til psykolog så vil det være en god ide for det vil kunne hjælpe ham.

Det burde lægen nu også have forslået.

jeg ønsker jer al mulig held og lykke fremover

[metteholm 300]

I sådanne situationer er det bare så vigtig at kunne kommunikere godt og det kan bare være så svært at sætte sig ned og få sagt de rigtige ting for selvom man har så meget man gerne vil sige synes jeg tit det kan være svært at få alt sagt eller formulere det. Hvad med om du indimellem kan tage med til psykologen for at se om hun kan få jer til at snakke om det og få alt sagt og måske give jer nogle fælles råd til hvordan i skal komme bedst igennem det?

[Frk R 4]

Kan du ikke sende mig en PM med din mailadresse? Vi har en ret god stresspolitik, med konkrete råd i til hvad man kan gøre som kollega og leder. Der er sikket ting i som du kan have glæde af

KH fru R

[AmalieAmalie 49]

Tak for jeres søde beskeder - det varmer virkelig. Vi er generelt rigtig gode til at snakke om tingene herhjemme, så det er virkelig en stor hjælp for mig. Og manden går allerede hos en dygtig psykolog - men her ca. 3 mdr. efter han først begyndte at vise tegn, begynder det at være hårdt - men han ved at jeg vil være der for ham i tykt og tyndt! Og det mener jeg!

[Bride2B 2]

Hej Amalie.

Jeg gik selv ned med stress sidste år, men kom heldigvis hurtigt ovenpå igen. Jeg lærte virkelig at lytte til min krop.

I sommer i år gik min kommende mand så ned med stress, og det var langt ned han røg. Han gik sygemeldt et godt stykke tid og nu er han så startet på arbejde igen. Dog ikke på fuld tid, men har startet lige så stille op. Han har heldigvis en rigtig god arbejdsplads der virkelig også er der for ham. De har gjort sådan at da han startede op på arbejde, var han der kun to timer om dagen i nogle uger. Når han så følte at han godt kunne klare mere, så kom der en time mere på arbejdsdagen i nogle uger og osv. Og nu er han tæt på fuldtid igen. Han siger selv at det har hjulpet ham meget at hans arbejde har givet ham så meget frirum plus at han også gik hos en rigtig dygtig psykolg. Har lige været hos psykologen for sidste gang) Det han havde sværest ved, var at han måtte indse at han ikke var en verdensmand som kunne klare alt, og han følte stort nederlag. Det ku jeg selv nikke meget genkendene til fra da jeg gik ned. Men en fordel at jeg har været gået ned med stress, var at han kunne snakke meget med mig om det og jeg kunne forstå hvordan han havde det.

Det vigtigste du kan gøre, er bare at være der for ham, både fysisk og psysisk. Både jeg og min kommende mand, blev rigtig trætte og havde måske brug for at sove længe eller tage en lur midt på dagen, og der synes jeg at det er vigtigt at så må den anden tage lidt mere over med dagligdagens gøremål, uden det føles som en belastning og fokuser på de positive ting i livet.

Det er super godt at i snakker meget sammen og jeg ønsker jeg alt held og lykke i fremtiden.

Kærligst fra Ditte

[Meggers 55]

Hejsa Amalie.

Det gør mig ondt at din mand er ramt af stress. Det er bare så hårdt, ikke mindst for jer pårørende!

Jeg har selv haft stress og nogle enkle angstanfald (det nåede dog heldigvis ikke at udvikle sig helt vildt, da jeg/min familie/min arbejdsplads var rigtig gode til hurtigt at få noget hjælp til mig), og mit bedste råd er nok, at du husker, at det ikke NØDVENDIGVIS er hjælpende at snakke om det. Nogle gange kan det selvfølgelig være rigtig godt at sætte ord på sine følelser, og hvis din mand kommer til dig med noget skal du naturligvis ikke afvise ham. Men jeg tænker, at han jo også snakker med sin læge og sin psykolog, og at han derfor måske også kan have brug for en pause i snakkeriet, når han er sammen med dig.

Da jeg havde det svært, nød jeg rigtig godt af at snakke med min psykolog, men det var ret begrænset hvor meget jeg havde lyst til at snakke med mine nære og kære om mine tanker. Jeg husker særligt en episode, hvor jeg simpelthen lagde hovedet ned i skrivebordet på arbejdet og vrælede. Og mine søde kolleger ville gerne prøve at snakke tingene i igennem med mig, men jeg kunne slet ikke rumme det, og det var SÅ befriende, da Brian hentede mig...

Fordi han sagde ikke rigtig noget. Han gav mig et knus, og sagde at det nok skulle gå, så kørte vi ud og fik noget morgenmad et roligt sted, hvor jeg fik lov til bare at sidde, og så kørte han mig rundt ude mellem en masse marker med vindmøller, hvorefter han hældte mig i en seng og lod mig sove. Han bad mig aldrig forklare, hvad der egentlig var sket, han fungerede bare som et evigt trøstende smil og åbne arme, jeg kunne græde ud ved uden at skulle forklare.

Moralen med det her er ikke, at du gør noget forkert, hvis du snakker med din mand, men at jeg er sikker på, at du hjælper mere end du tror, når du giver ham et knus, lægger tæppet over ham, hvis han ligger på sofaen, stiller en tallerken med mad på bordet uden at spørge hvad han vil have, giver ham et opmuntrende smil, lader ham græde uden at spørge hvorfor, aer ham over håret, bare "er der" osv.

Du er helt sikkert IKKE nytteløs!

Jeg håber på det bedste for jer, og at din mand så snart som muligt får det godt igen.