Depression

[Guest heidi79]

Hej Allesammen

Jeg har et rimelig stort og belastende problem.

Det drejer sig om en af mine bedste veninder gennem mange år, hun fik kræft for ca 3 år siden og for 2½ år siden fik hun at vide at hun nu ikke havde mere kræft i sig.

Det er så ikke lige det der er problemet, det var så bare lige en lille forhistorie.

Det egentlige problem ligger i at hun altid har været en rigtig festfreak, snaksagelig, udadvendt osv, men det er hun langt fra nu. Nu har hun så desværre har gået hen og fået sig en ordentlig depression oven på den tur med kræften. Vi hører aldrig fra hende og hun gemmer sig under bordet nogle gange når der kommer nogle. osv osv. Egentlig er hun bare klar til at blive indlagt på "røde" papir, men vi veninder synes ikke det er os der bør gøre det men i stedet hendes mor.

Vedr brylluppet så har hun de 2 gange jeg har set hende siden hun fik at vide at vi skal giftes udtykt sig glædelig over det, men jeg har nettop for nogle dage siden fået at vide at hun ikke kommer.

Hun laver til dagligt ingenting, hun er droppet ud af alt, går på bistand, og ser tv og drikker varm kakao hele dagen.

Hun er lige fyldt 25 år, hun holdt ingen fest, men så holdt vi istedet en surprice fest for hende, hvor vi kom og kidnappede hende og så havde vi en rigtig hyggelig aften og nat sammen. Men ugen efter til hendes (før allerbedste) venindes 25 års fødselsdags fest kommer hun ikke.

Vi har haft sendt en anden veninde hen til hende en aften for at fortælle hvor kende vi var af at have mistet hende og at vi gerne ville tage med hende til noget selvhjælp osv hvis hun havde brug for det, og det har vi jo heller ikke hørt noget fra siden.

Hun er ikke den der kommer af sig selv siden hun er blevet Syg, men hvis vi henter/besøger hende uventet så er det helt ok, hun kan bare ikke tage sig sammen til at komme uden for en dør uden hjælp.

Mit spørgsmål til jer er så: hvordan kan jeg/vi hjælpe hende?? Er der nogen der kender nogen der har haft en depression de er kommet ud af?? el lign.

Det eneste jeg ønsker er to ting.

1 At min veninde kommer til mit bryllup, også for hendes egen skyld så hun ikke ud i fremtiden når hun forhåbnentlig er blevet rask kan kigge tilbage på brylluppet med glæde, istedet for at tænke, der var jeg ikke med for jeg var syg.

2 At få min veninde igen.......

Mange tanker, en ulykkelig kommende brud der mangler sin veninde

Heidi fool

[Guest Lunez]

Tjah, depressioner er ofte kendetegnet ved at personen intet magter. Ofte magter de ikke at gå i bad, klæde sig på, stå op osv.

Dvs. helt små ting som for alle os andre ikke "er noget særligt" bliver pludselig et uopverskueligt problem, for personen med depressionen.

Får hun noget læge hjælp? medicin eller psykoog/psykiater hjælp?

Hvis dette ikke er tilfældet, så ville jeg tilbyde at betille tid hos hendes læge og køre hende derop, hvis hun ønskede det.

mvh.

Trine

[Guest JJ]

Hej Heidi

Jeg synes i foreløblig har gjort det rette...

Måske skulle du forsøge at tage en snak med hende om hvor meget det betyder for hende at hun kommer til dit bryllup?

Spørge hende om der er noget du kan gøre for at hun får det godt med at komme?

Jeg tager hatten af for dig og dine veninder at i til stadighed forsøger at hive hende op, og jeg håber ikke i giver op...

Mange tanker

JJ

[Guest TrioPop]

Det bedste du kan gøre er blot at være der for hende ! Fortæl hende at alt bliver godt igen. Hun skal have tid.. og det tager tid !

Depression er meget indviklet fordi man ikke kan se det.. har hun været ved lægen og fået medicin ?

I bliver nok nødt til at acceptere at hun ikke kommer til brylluppet selvom det gør ondt, men tro mig.. hun gør det bestemt ikke for at såre dig. Og husk.. I må aldrig bebrejde hende ! Tro mig.. det vil ikke hjælpe hende ..

Prøv at læse mere om depression her http://www.depressionsforeningen.dk/

På den hjemmeside står bl.a. :

Depression: Hvad kan omgivelserne gøre for at hjælpe

1. Tag først og fremmest sygdommen alvorligt

2. Sæt dig ind i, hvad depression er

3. Hjælp den syge med at finde ud af, hvor og hvordan han/hun kan finde professionel hjælp

4. Planlæg gerne "færdigtpakkede" aktiviteter, hvor den syge kan deltage uden at skulle tage stilling til indhold, transport m.v.

5. Trøst den syge ved fx at sige: "Husk du bliver rask. Sygdommen kan behandles."

6. Spar den syge for gode råd som: "Hvis jeg var dig, så ville jeg…" Eller: "Tag dig nu sammen."

7. Den depressive er syg - ikke doven. Undlad bebrejdelser

8. Læg ikke op til lange diskussioner om "hvorfor."

9. Husk det er hverken barndom, forældre eller andre eventuelle problemer, som er den direkte årsag til sygdommen.

10. Depression er ikke nogens skyld og har ingen simple psykologiske forklaringer.

God bedring til din veninde, jeg håber hun kommer sig snart.

Kærligst Heidi

Redigeret July 6, 2004 af TrioPop

[Guest nille-pigen]

Hej Heidi,

Det er virkeligt skrækkeligt når sådan noget rammer ens venner. En af mine allerbedste venner lider af noget der hedder kronisk depression (sygdom der gør at han altid skal være på piller). Han kan ikke helbredes, men tager lykkepiller hver dag (og i store doser) og går samtidig til psykiater. Det er hårdt for både ham og hans kæreste (samt venner), da han sommetider har nedture (det kan pillerne ikke helt kurere). For det meste fungerer han fint (og han er en vidunderlig ven skal det lige siges), men som sagt så har han sine 'sorte' perioder indimellem. Der er desværre ikke nogen opskrift på hvordan man håndterer venner der er syge på den måde. Man skal selvfølgelig være der for dem når det gælder, men vedkommende skal også selv gøre noget for at få det bedre. Der er mange muligheder: psykolog/psykiater (kan anbefales), lykkepiller (kan også hjælpe en periode - ikke alle slags lykkepiller er vanedannende, men det er vigtigt at man samtidig går i psykolog behandling, for pillerne kurerer jo ikke én), samt i sidste ende indlæggelse.

Jeg har selv, i forbindelse med en spiseforstyrrelse, fået lykkepiller (og de hjalp!). Nu er jeg ikke på piller længere, men går regelmæssigt til psykolog for at få løst alle de problemer jeg har. Min erfaring er at opbakning fra familie og venner betyder ALT, men samtidig blev jeg også nødt til at gøre noget selv. Det er jo mit liv det drejer sig om, og det betød at jeg måtte en tur til min egen læge for at snakke med hende, og hun gav mig så piller og henvisning til psykolog. I dag har jeg det godt, men vil altid være syg på en eller anden måde. Man kan lære at leve med sin sygdom og få nogle redskaber til hvordan man tackler det hele, men det vil altid sidde i én. Pointen er at man indser det og så bruger nogle af de redskaber man får til at skabe sig et bedre liv. Det er det der har virket for mig i hvert fald.

Jeg har ingen løsning Heidi, men måske du kan få lidt ud af det jeg har skrevet. Depression er en skrækkelig og ofte uforklarlig ting, men det er vigtigt din veninde får kontakt til den etablerede behandlerverden. Så meget ved jeg.

Håber jeg har kunnet hjælpe dig bare en lille smule.

Stort :bamsekram: fra en der har haft depressionen tæt inde på livet

Nille-pigen

[Lolu 0]

som jeg læser det - havde hun intet imod at i overraskede hende til hendes fødselsdag og hun blev taget med i byen - hvilket vil sige, at hun kan klare at være ude blandt andre mennesker.

Måske kan en veninde påtage sig, at "få" hende med til bryllupet - altså simpelthen stille hjemme hos hende nogle timer før, sørge for hår og tøj osv. - så hun kommer afsted og får en hyggelig dag/aften sammen med jer (brugeparret) og de andre veninder.

Så er hun i hvert fald med til bryllupet - som du skriver for både hendes og din skyld - det er nok vigtigst for hendes egen skyld, så hun ikke står med den skyldfølelse når hun bliver rask.

Udover det skal hun helt klart i medicinsk behandling - så til lægen med hende - hvis hendes mor ikke tager affære, er det godt hun har nogle gode veninder.

Lolu

[mflask 0]

Kære Heidi

Kan kun sige, at det må være forfærdeligt hårdt at stå der og se, hvor skidt jeres veninde har det.

Har selv være i en depression igennem lang tid uden behandling. Den lurede lige under overfladen i 4 år.

Det var først, da jeg mødte min kæreste (nu mand), at den brød rigtigt ud (det havde ikke noget med ham at gøre). Han levede med min "ugidelighed" og manglende initiativ længe, før han begyndte at prikke til mig.

Han sendte mig til lægen efter, at jeg brød fuldstændigt sammen...

Jeg troede, at jeg skulle indlægges og tale med psykologer de næste 10 år, men min dejlige læge gav mig en recept på "lykkepiller", som jeg har taget religiøst lige siden. Det er nu 2,5 år siden jeg begyndte på pillerne. Jeg er holdt med dem for få uger siden, og jeg har det faktisk rigtigt rigtigt godt i dag...

Tro ikke, at i har mistet jeres veninde, hun skal bare lige have lidt hjælp til at komme tilbage ud i verden. Den kan virke meget uoverskuelig og uhyggelig, når man har en depression. Tag hende i hånden og hjælp hende med at hjælpe sig selv....

Jeg synes, at I er nogle fantastiske tøser, at i holder fast i hende, selvom I måske ikke får det helt store igen, det tager jeg virkelig hatten af for...

I får et kæmpe :bamsekram: fra mig, og jeg håber, at I ikke opgiver hende endnu.

Mange kærlige hilsner

Mette

[Guest L.Jensen]

Hej

Vil bare sige at jeg håber I får hjulpet jeres veninde på vej ud af depressionen ... men for alt i verden kræver det tålmodighed .. også selvom man synes man har været længe undervejs ...

jeg har selv haft depression og døjer med det stadig ... selv om jeg ind imellem synes jeg er urimelig overfor mine nærmeste og burde tage mig sammen så ved jeg inderst inde godt at det ikke er et spørgsmål om at tage sig sammen ... det kan gøre så ondt når man får at vide det bare er skaberi ... inderst inde vil vi jo helst smile og være glade ... der skal bare ikke så meget til før det er ødelagt igen ... en ikke gennemtænkt bemærkning eller handling kan f.eks få en aften til at vende sig fra smil til tåre for mig når jeg har det skidt ...

jeg kender godt det med at man bliver hentet og så går det faktisk ok .. og man glæder sig over at være med ... men de der henter må så også respektere et alvorligt nej tak .. det kan være man den ene aften ikke kan overskue at så meget som hilse på nogen ...

I gør det bedste man kan .. I viser hende at hun betyder så meget for jer og det er rigtig godt for man har brug for at vide man er elsket .... og I giver ikke op ... måske skulle I snakke med hendes mor ... så I er flere om at løfte opgaven ... men ellers synes jeg det er rigtig flot af jer ... nogle af os er ikke så heldige at have så vedholdende venner .. og det har jeg fuld forståelse for ... det er hårdt at være vidne til en depression ... for som tilskuer er man stort set magtesløs !

Jeg håber det lykkes for jer at finde en måde at få hende med på ...

Hvad med at starte med at hente hende til indkøbsdag .. hvis hun skal have nyt tøj til festen .. og så som en af de andre siger ... sørge for at hun bliver hentet så hun ikke skal tage sig sammen men bare flyde med ...

ved ikke om du kan bruge det til noget ...

knus og varme tanker

Lene

[Guest Cillekat]

Mit forslag er at en af jer tager hen til hende og sammen med hende får ringet til lægen, og tager med til denne.

Det er vigtigt at få beskrevet ret præcist hvordan hun har det, og det er ikke sikkert hun selv er i stand til det, i hvert fald ikke uden hjælp.

At blive tvangsindlagt som du nævner er ikke noget man bare lige kan blive. Det kræver at hun er til fare for sig selv eller andre, altså er selvmordstruet eller udadreagerende.

Som det første kan lægen udskrive antidepressiv medicin (Dem med det misvisende navn "Lykkepiller") Det varer dog 6-8 uger før virkningen indtræffer. Desuden vil det være en god ide at blive henvist til en psykiater. Men bemærk at der er 3-6 måneders ventetid de fleste steder i landet og mange psykiatere har ikke rigtig tid til egentlige samtaler.

En sidste mulighed er at hun får en henvisning til psykolog, med den livstruende sygdom som begrundelse. Normalt skal man henvises indenfor 6 mdr. men det kan der dispeseres for.

Der kan også være mulighed for at kommunen bevillger et antal psykologtimer, men det skal der selvfølgelig søges om, og det vil hun nok have brug for hjælp til.

Som alle andre skriver er det vigtigt at I ikke giver op, men heller ikke stiller større krav end hun kan klare uden at det opleves som et nederlag. Det tager lang tid at komme ovenpå, når man først er havnet i depressionens sorte hul, og ofte forsvinder den deprimeredes netværk undervejs...

[Guest Jmuggi]

Jeg har også selv haft en depression, og er stadig igang med at kæmpe mig helt ud af det..

Jeg fik den pga. min dårlige ryg. Blev opereret for discus prolaps i 2001, efter at have gået med smerter i 8 mdr. Problemet var bare, at operationen ikke hjalp. Den dag idag går jeg stadig med smerter 24 timer i døgnet. Det betød også mit liv skulle ændres.. der er mange ting jeg ikke længere kan klare pga. ryggen, og det er hårdt, når man før var en tøs fuld af liv og spræl..

Jeg gik længere og længere ned, prøvede at lægge en maske på udadtil.. men veninderne, familien og kæresten kunne jo godt se den var gal. Så til sidst tvang min veninde mig til at ringe til læge og få en tid, og hun tog med derned og hjalp med at fortælle hvor slemt jeg egentlig havde det.

Så kom jeg til psykolog og gik til psykolog ca. 1 gang hver 3.uge i næsten 2 år.. Jeg stoppede for 6 mdr. siden ved psykologen.. det var min egen beslutning.

Problemet med din veninde, kan sagtens være at hun ikke vil lægge jer til byrde.. hun føler nok selv at hun er en byrde overfor alt og alle, og derfor er det bedre for alle, hvis hun bare indespærre sig for sig selv. Men I må hjælpe hende til at forstå, at I stadig elsker hende, og nogle gange er man i den situation nødt til at gøre noget drastisk. Så jeg synes bestemt I skal "tvinge" hende til læge/psykolog, så hun kan få noget hjælp.

Hun ved sikkert ikke hvad der egentlig er bedst for hende selv lige nu, da man ikke kan se klart når man er deprimeret..

Håber du finder ud af noget..

og respekt for at du tager kampen op...

[Guest heidi79]

fool Hej Allesammen.

Ihhh hvor er det rart at høre fra nogen der ved hvad de snakker om.

Vi har kontakt med hendes mor.

Nina vil ikke til læge eller selvhjælpe gruppe.

Så jeg har overvejet at tage op at besøge hende (bor ikke i nærheden, og er egentlig bange for at jeg kan køre forgæves, ved at hun ikke er hjemme eller ikke vil lukke op) og så fortælle hende nogle af de ting i skriver om herinde og så ringe til en læge med/for hende.

men allerførst ringe til hendes mor og høre om hun ved om hun nu pt får nogen hjælp og om ikke hun vil aftale en tid med lægen (mener mere det er hende som mor det búrde gøre det og ikke veninden)

Og så sidst men ikke mindst håbe og håbe rigtig meget på at hun snart bliver frisk eller skifter mening om brylluppet,

Knuz Heidi fool

[mflask 0]

Kære Heidi

Det er virkelig dejligt at høre, alt det som du vil gøre for din veninde, der er dog lige én ting - måske er det ikke bedst at involvere hendes mor alt for meget, det kan være at de ikke er så tæt knytte til hinanden, at din veninde har lyst til, at hendes mor skal tage vare om hende. Det kan komme til at virke som en stor fiasko for din veninde, som ikke bor hjemme længere, at hendes mor nu skal tage sig af hende, som da hun var barn.

Det kan da selvfølgeligt godt være, at de har et fantastisk forhold, og at det vil hjælpe med moderens hjælp, men hav lige det andet i baghovedet...

Bare et lille råd fra en, som bestemt ville være flygtet langt væk, hvis mor stod og ville tage sig af alle sagerne...

Mette

[arno 1]

Hmm... Er lige kommet hjem efter en uges ferie, og har 13 sider i forummet jeg skal bladre igennem... Gider egentlig ikke kommentere de mange indlæg, fordi så mange andre allerede HAR skrevet en masse, og jeg havde egentlig lidt samme tanke omkring dette indlæg.

MEN. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at skrive lidt... For jeg er lige kommet ud af en længerevarende depression (slap pillerne 26.6.2004), og er for første gang i MANGE MANGE år kommet så langt som at jeg kan kigge tilbage op "tiden under depressionen" med et smil.

Det er altid hårdt med depression. Om man er pårørende, bekendte eller om man selv er den som sygdommen rammer. Der er ingen let vej udenom eller igennem den, men det vigtigste man skal huske på er, at de fleste kommer UD af depressionen. Kodeordene er: SAMTALE - ÅBENHED - TID. Derfor er det GULD værd at du gerne vil hjælpe din veninde, men du skal samtidig passe på ikke at presse alt for meget på med din hjælp. Så bliver den nemlig opfattet som det modsatte - endnu et pres fra den hårde verden udenfor. Og det er svært nok i forvejen at klare de ting som hverdagen udsætter en for: Opvask, gå i bad, spise, venner, at skrive, få ringet til venner og familie, indkøb, gå en tur... Der er rigeligt med ting som virker uoverskuelige, når man er blevet ramt af en depression.

Da jeg havde det værst, var jeg mest af alt bange for at mine venner og familien ville slå hånden af mig, fordi jeg var så "mærkelig" og ikke havde overskud til dem. Dén følelse glemmer jeg aldrig... Det var en altopslugende fornemmelse, som jeg ikke delte med andre. Jeg var hunderæd for at stå alene tilbage, fordi jeg ikke magtede at gøre noget for venskaber etc.

Men min angst var uberettiget. Det er dog mere undtagelsen end reglen, for mange med depression oplever at deres venner falder fra een efter een, fordi "hun jo alligevel ikke gider gøre noget for venskabet..." - og det er det VÆRSTE! For man orker ikke gøre noget. Man lader bare stå til omkring sig, når man sidder i en depression.

Derfor er det VIGTIGT at du holder fast i din veninde! Lige meget hvor "urimelig" og "irriterende ligeglad" hun kan virke. For dit venskab kan måske være det der holder hende i live. Det som gør at hun føler at der er noget at kæmpe for. Også selvom det ikke virker som om at hun "bruger dig", kan det sagtens være at hun har RIGTIG meget ud af at vide at DU er der for hende. Lige meget hvad der sker.

Du skal ikke gøre noget konkret. Bare vær der for hende, og snak med hende når hun har brug for det. Tvang er ikke en go' ting for en person med depression, og klassikeren med "TAG DIG DOG SAMMEN!!" kan hun slet ikke bruge til noget. For hun KAN ikke tage sig sammen...

- - -

Mht at du gerne vil have din veninde med til dit bryllup, så ville en løsning måske være at få arrangeret en "følgesvend" til hende. Altså een der henter din veninde, og som sørger for at hun kommer hjem igen når hun har behov for det. Det skal være en person som din veninde er fortrolig med, og som hun ikke skal være bange for. Altså een som hun kan betro sig til, uden angst. Måske ville dette kræve at du/I skal invitere en person med som måske ikke ville være kommet med til brylluppet, men hvis det kan betyde at din veninde kommer med, er det vel dét værd...??

[Guest heidi79]

HEj igen

tak igen til alle jeres svar

Til arno, håber i har haft en god ferie. Det er rigtig rart at høre fra en der har haft det sådan inde på livet og så fornydelig, det er godt at du nu er ude af det. Det du skriver hjælper mig meget med at forestå det.

Jeg har glemt en masse detaljer i mit indlæg, som jeg så lige er kommet i tanke om at jeg også hellere må nævne.

- Hun har truet med selvmord, til hendes mor

- Hun snakker ikke med nogen, henvender sig aldrig, tager ikke tlf, lukker ikke op osv, har ikke set hendes mor rigtig siden 26/5(1 gang siden i kvickley).

- Hun er på bistand

- Får ikke nogen hjælp, hverken medicinsk eller psykisk

- alt i alt er hun bare muret inde i hendes lille mini lejlighed (vær+1kogeplade+lille toilet) totalt langt væk fra den virkelige verden, hun sidder og ser tv hele dagen med varm kakao, og hun har tabt sig utroligt meget.

Jeg har overvejet at skrive et brev til hende hvor jeg skriver hvor ked jeg er af at hun ikke kommer (jeg var oppe hos hende igår hvor hun ikke vil lukke os ind, og ikke havde lyst til at snakke) og så måske snøre lidt tykt på, for at ligesom overbevise hende om at jeg bare ikke kan undvære hende til mit bryllup, og så også skrive noget med at hun sikkert også vil være glad for at hun kom alligevel om nogle år.

En ting jeg ikke fatter er at hverken kommunen eller hendes læge griber ind, hendes mor har været og snakke med begge (hendes mor har faktisk næsten lige fortalt at hun har opgivet hende og hun er ikke den der tør sige/gøre noget) men lige lidt er der sket, for fanden jeg mener tøsen er 25 har ikke andet liv end tv ingen at snakke med og har tilligemed truet med selvmord.... det er da for mig/andre ret åbenlys at hun skal have hjælp

Knuz Heidi fool

[arno 1]

Jamen - det var da så lidt! Jeg er bare glad for at jeg kan hjælpe! Det er en hård nød at knække - har selv siddet under bordet med den varme kakao, og fjernbetjeningen i hånden, for at gemme mig for besøgende venner...

Det er positivt at din veninde har truet med selvmord. Og nu tænker du sikkert: ØØHHH?? Men det er efter MIN erfaring rigtigt nok. Jeg tænkte selv på selvmord, og var MEGET MEGET tæt på at udføre det, men snakkede aldrig med nogen om det. Havde jeg snakket om det, ville jeg aldrig været kommet så ufattelig tæt på selvmord, som jeg gjorde.

Det at din veninde snakker om at hun "tænker på at begå selvmord", er et rigtig godt livstegn. Hun sender et nødråb ud til den frygtelige verden som ikke forstår hende - til dem som hun inderst inde godt ved kan hjælpe hende, men som hun ikke magter at BEDE om hjælp fra; hendes mor. Din veninde kan ikke se nogen anden udvej end selvmord, fordi hun mener at hun skader denne frygtelige og uretfærdige verden ved at trække vejret. En RIGTIG grim fornemmelse, men ikke desto mindre er det en realitet at mange med depression tænker og føler sådan.

Det at din veninde ikke snakker med nogen, kan sagtens være fordi at hun føler sig skyldig - skyldig i at hun ikke "dyrker" venner, familie og bekendte længere. Skyldig i at verden bliver værre af at lige netop HUN lever og trækker vejret. Skyldig i at I - venner, familie, bekendte, officielle instanser - har et mere træls liv, fordi hun lever. Den er UENDELIG svær at tackle, hvis hun har det sådan...

Grunden til at hun ikke henvender sig, er fordi hun ikke magter det. Prøv at forestille dig, at du dét at gå på toilettet føles som om at du skal bestige det største bjerg i verden uden det rigtige grej. Det er en UMULIGHED, og man synker bare tilbage under dynen, uden at komme på toilet. Fordi "man alligevel ikke kan klare det"... Sådan er det også med at ringe til andre; henvende sig til andre. Om det er offentlige eller private personer, det er underordnet. Det er en UMULIGHED for hende at gribe telefonen og snakke med mennesker.

Bistand er der mange der er på. Mig selv inkl. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Hovedsagen er at hun HAR en indkomst. Jeg var i 7 måneder for svag til at snakke med kommunen, så jeg havde ingen indkomst i alle 7 måneder... Det lyder utroligt, men det var virkeligheden for mig.

Det med den manglende hjælp er kritisk. Din veninde SKAL have hjælp!! Måske ikke nødvendigvis medicinsk, men hun SKAL have snakket med een eller anden om sin situation. Ellers kommer hun ikke videre. Og jeg er ikke enig med dig i at det nødvendigvis skal være hendes mor der trækker i nødbremsen, for at få din veninde indlagt, eller hvad det nu er der skal til. Det var feks min bedste veninde der trak mig op til min egen praktiserende læge, lige efter at jeg næsten begik selvmord. Den praktiserende læge MÅ IKKE LADE PATIENTEN GÅ FØR HAN/HUN ER SIKKER PÅ AT VEDKOMMENDE IKKE ER I FARE FOR SIG SELV, så hvis din veninde kommer til sin læge, og lægen er dygtig nok, kan det være LÆGEN der får din veninde indlagt. Jeg brugte 2½ time hos min læge, før hun lod mig tage hjem. Ikke før - hun ville være HELT sikker på at jeg ikke gik hjem og gjorde noget dumt ved mig selv.

Prøv om du kan lokke din veninde med til læge. Hvis ikke hendes egen læge mener at det er alvorligt, så find en anden læge der GØR! Evt ringe og snakke med lægen på forhånd. Hvis det er en ordentlig læge, tager denne det også alvorligt, og så er det hverken hendes mor, dig eller en anden ven/veninde der tager beslutningen om indlæggelse - men lægen.

En anden mulighed er at henvende sig til Lokalpsykiatrien i området. De er eksperter på området, og tager også ud til hjemmebesøg. Dem havde jeg en del glæde af, da jeg boede i Århus, og det var værst. Jeg kunne ikke komme udenfor en dør - det gjorde ikke noget, for de kom bare hjem til mig!

Jeg ville ikke skrive et brev til hende. Din veninde kan tolke de skrevne ord på hundrede forskellige måder, og jeg kan godt love dig at dine velmente ord IKKE bliver læst i samme ånd som de er skrevet. ALT i hendes sind er negativ for tiden, og jeg er bange for at et brev bare vil blive misforstået. Du må for alt i verden IKKE give hende dårlig samvittighed - det er bare vand på "depressionsmøllen".

Håber jeg har hjulpet lidt mere. Men HUSK - alle depressions situationer er forskellige. Der er generelle træk, men de ting JEG har oplevet, behøver ikke passe på din veninde...

/Mette

(arno)