Dikus

Min kjole er købt på udsalg til 1.000 kr. Nedsat fra 10.000 i Panayotis Rådet herfra skal lyde, at du i butikkerne spørger, om de har nogle af sidste års modeller på lager - dem kan de nemlig sælge billigt; og det kan være svært at se, det er sidste års model

En smuk kjole - du ser vidunderlig ud i den

Det er da helt VILDT - jeg tror slet ikke på, I er så store, som I skriver - I ligner jo allesammen nogle, der er max str. 42 http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/ohmy.gif Jeg kan bedst lide de kjoler, der fremhæver taljen - og ikke nødvendigvis skjuler for meget krop Kan nu godt forstå, trådstarter foretrækker en kjole med ærmer, men der er da også mange gode muligheder

Æv, det var da lidt vel meget på en gang, men du ved, hvad man siger: En dårlig generalprøve... Og med sådan en fødselsdag må du da have en perfekt bryllupsdag for så sidst på aftenen at opdage, du har vundet en million i lotto Selvfølgelig skal du snakke med din far, for det vil da være fuldstændigt uacceptabelt, hvis han siger noget, der i den grad hyler dig (berettiget) ud af den på din bryllupsdag. Men... Jeg tror nu ikke, din far er ond. Til gengæld tror jeg, det er meget almindeligt at ville følge sin datters spor frem til hendes bryllupsdag - og der fylder de sørgelige begivenheder tydeligt for din far. Måske du kan hjælpe ham lidt på vej med nogle af de gode? Hvis I nu har et godt forhold, så måske bede ham om at holde en tale, der vil glæde dig, ved at handle om Jer og Jeres gode stunder - og hvordan det er nu, hvor han må dele dig... Hvis I ikke har så mange fælles oplevelser, så bliver det måske ikke den rørstrømske tale, din far ønsker sig, hvor han får fortalt, hvor meget du betyder for ham ud fra din fortid, men... Måske du tydeligt kunne forklare ham, at han NETOP viser sin kærlighed til dig ved at tone det lidt ned? Jeg havde lignende bekymringer, da jeg blev gift, idet min mor og far kun har talt gennem psykologer og advokater siden jeg var otte - så at se dem i rum sammen var nervepirrende. Et af de største øjeblikke for mig var, da de gav hinanden et KRAM og ønskede hinanden tillykke med mig. For første gang i årevis var de forældre og ikke eks'er... Nogle gange overrasker folk en - og andre gange ikke, men giv din far en hjælpende hånd eller to, så går det nok

Det lyder godt nok som en god ide Meget humoristiskt og kærligt - har hele det her "i medgang og modgang" over sig. Det er LIGE sådan noget, jeg ville have indgraveret i min ring - hvis det altså ikke var for sent. Vi valgte ikke at få noget indgraveret, da vi var enige om, at vi hellere måtte tvinge os selv til at kunne huske hinandens navn og bryllupsdag UDEN noter I stedet er vor ring ikke helt rund, men ligesom klippet over og så er den samlet, så enderne ligner et hjerte. Udefra ligner det en almindelig ring, men når man kigger ind i hånden kan man se det stillistiske hjerte - på den måde har vi altid hinandens kærlighed med os, hvor vi end er (vor datter kalder det vor kærlighedsring). Og så fik jeg en helt kedelig/traditionel ring uden sten, som jeg ønskede mig, og min mand fik en utraditionel en af slagsen. Han har selv fået lavet ringen - og så så jeg den først i kirken (så var der ikke så meget brok med mig )

:baa: Er jeg virkelig den eneste, der synes, det er HELT hen i vejret? Selvom man virkelig vil blive sammen, kan der jo ske ting og sager, så det ikke bliver sådan alligevel - og det burde Tonny da vide, når han allerede har været ude i lignende ting med en anden? Jeg ved godt, at mange vil sige, at det jo ikke gør noget, hvis de går fra hinanden, for så vil forholdet jo stadig være en del af fortiden - og så er det det, tatoveringen betyder... Men hvor fedt er det liiiige at have sådan en tatovering på fingeren? Nu ved jeg ikke, hvad du arbejder med, men jeg kan da se mange forskellige arbejdspladser for mig, hvor en tatovering på hånden ville være det samme som en afskrivelse af arbejdspladsen. Jeg synes, der er en hovedløs beslutning.

Det er da synd - kagen er jo fyld med symbolik og minder; og det er da klart, du havde glædet dig til at din søster var en del af det... På positiv siden: Nu har I mulighed for at finde en anden løsning og du for at komme dig over skuffelsen. Det havde været noget værre hvis hun - Gud forbyde det, må hun være frisk og frejdig til hun nedkommer - pludselig måtte springe fra to dage før Tillykke med dine kommende titler som fru og moster - tænk, den lille ny er med, uden at være det. Det er da så hyyygeligt Hmmm... Kan hun ikke lave kagen, så må hun som straf spise to stykker kage, så den lille også kan smage (og høre på den slags tåbelige bemærkninger).

WOUW - Jeg er målløs (og det er ellers svært). Hvad i alverden bilder din familie sig ind? Er de vant til, de bare kan træde på dig??? Deres opførelse er da fuldstændig uacceptabel. Du TILBYDER dem gratis overnatning i tre dage under nogle betingelser. Hvis de ikke kan klare dem, fair nok; så er der bare ikke gratis overnatning. Længere er den da ikke... Og gæsternes hår ??? Jeg kan for så vidt forstå, at de KUNNE TÆNKE sig, at du hjalp med frisør, når det nu ikke er i deres lokalområde (eller land for den sags skyld), men helt ærlig - du har allerede gjort mere, end de fleste ville gøre... Lidt forståelse for, at du sikkert også har et liv ved siden af, var da det mindste du kunne forlange. Og din mor? Hvorfor i alverder skal du betale for hendes tøj? Bare fordi du ikke alligevel har en top? Så må hun jo finde noget andet; og lur mig om hun ikke havde skullet det alligevel, hvis du ikke liiige havde haft den perfekte garderobe

Dejligt problem :baa: Vi havde det samme og min holdning var klar: MIT bryllup - og de skulle IKKE have lov til at sætte sig selv i centrum. De har ikke snakket sammen (okay, gennem advokater har de udvekslet ubehageligheder) i femten år. Før jeg sendte invitationer ud, snakkede jeg med dem og sagde MEGET lige ud, at nu ville jeg sige noget, der ikke var til diskussion; og så sagde jeg at de begge (og min fars nye kone) var inviteret. Min far skulle følge mig op af kirkegulvet og ufred ville ikke blive tollereret. Blev der det mindste havde jeg en ven sat på til at ringe efter en taxa. Umiddelbart derefter sagde jeg, at det ikke var noget med undskyldninger eller forsikringer om, at de selvfølgelig ville opføre sig ordentligt - det var nemlig ikke til diskussion. Det eneste, der kunne være på tale var, hvis min far ikke ønskede (det kunne han have grund til...) at føre mig op af kirkegulvet, eller hvis de ikke ønskede at sidde til højbords, så ville det selvfølgelig blive respekteret. Ikke overraskende var det enstemmigt, at de begge var stolte over at være brudens forældre og de ville opføre sig som sådan. Overraskende er det, at jeg så dem KRAMME hinanden tillykke De opførte sig så eksemplarisk - og det gjorde de for MIN skyld! Håber, du kan få dine forældre til at forstå netop det: At det er DIN bryllupsdag - og det er den dag, de giver slip på dig. Det handler slet ikke om DEM, men om DERES FORHOLD TIL DIG - og det vil de jo for altid have fælles. De er trods alt dine forældre og har sikkert også begge vugget dig i sine arme og tænkt over, hvem der en dag kom og tog dig fra dem...

Hvis jeg var dig, ville jeg nævne det for min veninde. Fortælle hende, hvordan du har det. Måske "bare" ved at spørge, om hun vil være din brudepige - altså hende, der hjælper dig på dagen, overrasker dig med et hyggeligt polterabend. Du kunne jo love, at du så til gengæld tager med ud og shopper til den lille og gerne lytter til en hel masse baby-snak Tror alle ønsker dig det bedste bryllup inkl. polterabend - men mange har altså svært ved at tage førertrøjen på uopfordret

Det røde er vist egtl. endnu en dæmon-tradition (i stil med polterabend og at bære bruden over dørtærsklen): Det røde skræmmer dæmonerne væk - og hvem vil ikke gerne være fri for dem?

Inden jeg går i gang med min besvarelse: Jo; jeg der var en del af talerne til brylluppet, der omhandlede min trang til at lave lister, så lad venligst den del ligge uhørt hen Min barndomsveninde skulle arrangere mit polterabend - for... Hvem elles? Problemet var bare, at hun bor i København, jeg bor på Fyn og hun kender ikke rigtigt mine veninder. Løsning: Hun fik min nuværende bedste fynske veninde som hjælper. For de lige kunne møde hinanden spiste vi brunch sammen - og her introducerede jeg dem så for LISTEN, som bestod af en oversigt over alle kvinder, jeg kender, som man kunne finde på at invitere til en polterabend. Der var så en gruppe af mennesker, som SKULLE inviteres (ellers ville min verden gå under) - og så var der resten, som kunne inviteres afhængig af, hvilken type polterabend, de ville arrangere (bekendtskaber, ville jo f.eks. være sjove nok, hvis man ville i byen og være vild...) Derudover var der så en lille historie om familiekonflikter, ala: inviterer du X, skal du også invitere Y ellers bryder helvede løs. Med alle informationer, intriger, tilhørsforhold og følelser lagt på bordet overlod jeg trygt resten til dem - og de gjorde det 100 gange bedre, end jeg selv kunne have gjort, hvis jeg blot havde skrevet en liste over, hvem der skulle inviteres, for så havde jeg skrevet flere på, end de faktisk inviterede af frygt for at såre nogle... Og i virkeligheden ønskede jeg mig et "intimt" polterabend - og det fik jeg... Morale: Giv dine veninder de informationer, de har brug for - og læn dig så tilbage og nyd, du slipper for at bekymre dig om overnatning og alt det andet: Det står de for

SIPPET??? Jeg mangler ord - din veninde er da... :banned: Da jeg blev gift, havde jeg en råhvid (så meget så folk kommenterede, at den ikke var hvid ) to-delt kjole på. Nu er vi så inviteret til bryllup, og en del har sagt, at jeg da var heldig, for jeg kunne jo bruge overdelen med en nederdel til... Det gør jeg så bare IKKE under nogle omstændigheder, for bruden ved jo, det er fra min brudekjole - og ikke på vilkår om jeg i et enkelt myendedel af et sekund vil være skyld i, at bruden overvejer, om min påklædning er passende (har på fornemmelsen, at hun går meget op i sit bryllup ) Måske er JEG sippet - men DU er i hvert tilfælde IKKE

Vores datter blev også passet af dagplejemoren (som var "beæret" og ikke ville have noget for det ). Det var en SUPER løsning, for så var vor datter centrum der i stedet for at være træt og larmende (jo, det ville hun være - 2 år og så sidde stille/lege selv :baa: ) Datter og dagplejemor var med i kirken og til reception - og sådan halvanden time inden i receptionen kom min datter AF SIG SELV og sagde farvel, nu tager jeg over og lejer hos dagplejemoren... Eneste problem: Da vi kom om morgenen og hentede hende, ville hun ikke med hjem - nu havde hun jo endelig det hele for sig selv :frizz2:

Sidder i samme "problem" som dig - prøv evt. at se på www.keepmeinstitches.biz. Jeg synes, de har mange fine - og ret billige. Ved jo ikke helt, hvad du er ude efter, men jeg købte min datters på www.dress-up.dk Der har de mange søde og billige kjoler til de helt små. Held og lykke Dikus