Tyara

Nå, så er vi ikke naboer!

Jeg havde tænkt mig, at min kæreste, hans forlover og min far alle skulle have en knaphulsblomst i deres jakkesæt. Nu er der så et familiemedlem (som efter min mening ikke har en sk... forstand på det) der påstår hårdnakket at DET vil være en synd på højde med at spytte præsten i ansigten, og at det KUN er gommen der må bære knaphulsblomst. Så jeg er lidt forvirret. ;) Er der virkelig "regler" for det, eller er det endnu en ting hvor man gør hvad man selv mener er bedst? Desværre er forloveren mest tilbøjelig til at lytte til dem der taler imod knaphulsblomst, så jeg bliver jo nødt til at overbevise ham....

Det er ikke min kæreste der er problemet... det er hans forlover. Og vi kan jo ikke TVINGE ham til at sætte en blomst i knaphullet hvis han ikke vil.... taz Vi må jo bare spørger ham pænt (igen-igen) på tirsdag når vi skal til præsten sammen... Stod det til mig fik alle de mænd der skal stå ved alteret en knaphulsblomst - men nu kan jeg jo ikke bestemme det hele, selvom jeg gerne ville.

Men.... vores toastmaster er en kvinde. Tror ikke hun har så mange knaphuller!Tilfældigvis er hendes kjole næsten samme farve som min - så mon ikke folk kan genkende hende.

Neeeeeej, hvor sødt og romantisk!! Ham kan du godt være stolt af. ;) (Jeg er lidt nysgerrig... hvor bor du?? Vi bor nemlig selv i en lille kollegie-lejlighed. ;))

Jeg har endnu ikke bestemt mig for om jeg skal have strømpebånd på eller ej (fik et gratis med da jeg købte kjolen), men uanset hvad, så er der bare INGEN der får mig til at hive op i min kæmpe-stive-kjole og vise lår og hele herligheden frem for relativt fremmede mennesker og min egen familie. Så jeg håber i mit stille sind, at ingen kender den tradition (jeg gjorde i hvert fald ikke før jeg læste om den herinde), og hvis der er en fuld onkel der bliver ved med at råbe på strømpebånd, så må han sgu råbe forgæves og folk må sige jeg er kedelig. Hvis folk vil se fede blæver-lår må de gå i ZOO og hilse på elefanten. ;) (Men endeligs ide med at have det i tasken er faktisk ret god!! Det vil jeg overveje. )

Hvor er jeg glad på dine vegne!! Det er så dejligt når dem, man så gerne vil se, også kan komme. Den 17/7 skal NOK blive en god dag! ;)

I hele vores bryllups-proces har vi haft bøvl med min kommende svigermor - hun har opført sig som et forkælet barn, der truede med ikke at komme til brylluppet fordi hun ikke kunne få sin vilje med en række ting, og hun har generelt været en kæp i hjulet på os. Jeg har mange gange tænkt: "I det mindste er hans far da normal (de er skilt)." Men..... den illusion bristede desværre i går. Jeg skal prøve at gøre en lang historie lidt kort: Min bedste veninde sagde med det samme, at hun ville holde polterabend for mig. Fint! Min kæreste var ikke vild med tanken om hvad han kunne udsættes for, så han sagde, at han bare helst ville sidde hjemme med en fodboldkamp og en pizza. Det fik jeg så dårlig samvittighed over, og klagede min nød til min mor - som så sagde at jeg bare skulle tage det roligt, for der var planer for os begge. Fint! Tænkte jeg - de har åbenbart fundet på noget fælles, eller i hvert fald noget delvis fælles. Datoen har hele tiden ligget fast; d. 3. juli - og det har den fordi vi har mange aftaler i Sorø, bor i København, og halvdelen af gæsterne kommer fra Bornholm - derfor er det næsten umuligt at lave noget "surprise". Det generer mig heller ikke at kende datoen, for jeg aner jo intet om hvad der skal foregå! Men i går ringede min kærestes far så - jeg tog telefonen, og vi snakkede lige lidt, helt normalt, og så bad han om at tale med min kæreste. Det viser sig, at vi er blevet inviteret til en 80-års fødselsdag i familien, men invitationen har vi aldrig fået!! Der må være gået noget galt i posten, og min kæreste blev virkelig ked af det, for det er åbenbart blevet troet at vi bare ikke gad svare!! Derfor ringede hans far. Så falder bomben: Festen er d. 4. juli. Min kæreste siger så lidt forsigtigt, at så kan vi jo nok ikke, for vores polterabend er jo d. 3. (og festen er på Fyn, til brunch - go figure! Desuden arbejder min kæreste om søndagen, og det ved hans familie udmærket godt. Alligevel forventes det at vi tropper op til alting og bruger penge på utallige billetter til Fyn. Nok om det.). Hans far kommer så med en "NÅ?!"-reaktion, og siger at han er da lidt halvfornærmet over ikke at blive inviteret med til polterabend. SÅ stopper vi lige et øjeblik! I februar inviterede vi alle vores forældre til fødselsdagsmiddag for min kæreste, og der VED jeg at de snakkede om polterabend - det har både min mor og hans mor sagt senere. Derudover har hans far spurgt MIG over telefonen, om vores polterabend ikke var d. 3. juli, for de overvejede at tage på hotel et par dage og gøre en ferie ud af det. Og nu kender han lige pludselig ikke datoen?! Jeg ringer til min mor på min mobil mens min kæreste stadig snakker med sin far, og spørger hende om hun dog ikke har sendt ham en e-mail med nærmere oplysninger? Hun bliver lidt stille, og svarer så: "Jo, jeg har sendt ham 2 - en med oplysninger, og så en til fordi han ikke svarede - og det er et par uger siden. Og da han besøgte os (han var på Bornholm pga. arbejde) snakkede vi også lidt om det!" Nå, min kæreste får så afsluttet samtalen, og han mumler lidt om at hans far havde trukket lidt i land, for han syntes polterabend var "sådan noget for unge mennesker", og ikke for forældre. Den holdning skal han da have lov at have. MEN! Så kommer bomben altså: Min mor ringer mig op en time senere, og siger at nu har hun ringet til min kærestes far for at sige, at hun altså ikke har udeladt ham, men tværtimod har sendt ham et par e-mails! Min mor er den type, der ikke holder nogen udenfor, og altid prøvet at udglatte. Han har så sagt til hende i telefonen - og nu citerer jeg hvad hun citerede ordret til mig: "Jeg synes ikke at forældre bør blande sig i polterabend. Desuden er jeg træt af idioter, som tror at de kan sende e-mails og forvente svar dagen efter. Hvad er der nu galt med at tage telefonen og ringe?" Okay, lad os lige analysere her: For det første nedgør han alle de andre forældres interesse i vores polterabend, og for det andet kalder han min mor en i diot?!?!?! HOLD KÆFT HVOR BLEV JEG TOSSET!!! Jeg kan ellers godt ldie min svigerfar - vi har ikke meget tilfælles, men hver gang vi har været sammen har vi da snakket fint nok, og min kæreste er endelig ved at opbygge et forhold til ham igen efter hans forældre blev skilt. Og så skal der bare ske såadan noget?!?! For det første synes jeg at det er noget bræk (ja, undskyld mit sprog) at "forældre ikke bør være der til polterabend" - nej, måske hvis ens forældre stadig går med trompetbukser og hippiehår, og vi ville ud og drikke og tæskestive en hel weekend - men vi er sådan nogle typer der synes at hygge med familie og venner er sagen, og der er ingen af os der er til vild druk eller andre vilde udskejelser. Han burde kende sin egen søn bedre end det! Derudover skal han f... ikke komme med beskyldninger om ikke at være inviteret eller kende datoen, når sagen er at han BARE IKKE GIDER!! Det skulle han skraftstejleme have meldt ud med fra starten, så kunne vi have undværet alt det har forvirring og dårlig samvittighed!! Min far medlte fra til vores polterabend fordi de skal på ferie lige den uge, og det har været fastlagt siden sidste år - det er jo fair nok, ok så vigtigt er det heller ikke. Men hvad skal vi nu sige når folk spørger hvor hans far er? "Han gad ikke, fordi han synes min mor er en rar for at BLANDE sig." Det værste er at det lige vil være vand på hans mors mølle - hun kan leve højt i flere ÅR på, at hans far ikke kom til polterabend. Derudover er hans far jo også forlover til brylluppet. Traditionelt kan man lægge mange opgaver over på forloveren - toastmaster, transport af gæster, ansvarlig for drikkevarer/buffet/hvad ved jeg. Det ENESTE "krav" vi stillede var, at han tog et mørkt jakkesæt og hvid skjorte på (ligesom min kæreste), og helst ikke et rødt eller skrig-gult slips. I går vil han så lige pludselig ikke have hvid skjorte på, og min kæreste fik med nød og næppe talt ham fra at tage smoking på. Smoking - kll. 11.30 om formiddagen!!! OG ikke engang gommen har smoking på! Hold kæft, hvor kommer det til at se yndigt ud - min blå kjole, kærestens blå slips og røde hår, og så forloveren i lyserød skjorte. Jeg kan lige så godt bede min far om at tage storblomstret hawaii-skjorte på. Min kæreste prøvede at glatte lidt ud, og sagde at han var da ligeglad med om de matchede oppe ved alteret (men det er jeg ikke!), og det var da bare hans far der kom til at "skille sig ud" på billeder - men jeg kunne da godt se at han var dybt såret over sin egen fars udtalelser. Hold kæft, hvor er jeg skuffet på hans vegne. En manipulerende, beregnende mor, og nu også en genstridig far. Kan man ikke give nye forældre i julegave?

Jeg er helt enig med dig - man altså, manden havde en hvid skjorte på til sit eget bryllup for 4 år siden!!! Og nu kan han lige pludselig ikke gå i dem? Er det sådan at blive gammel og sær, for så kan jeg godt undvære. Gider ikke udskifte hele garderoben. ;) Og jeg tror heller ikke det er skjorten der er problemet - det er nok nærmere det, at min familie åbenbart er dybt tåbelige fordi de vil deltage i deres (for min mors vedkommende ENESTE) barns polterabend - så nu skal han bare lige demonstrere sin modvilje. Han vil dog gerne med til mødet med præsten på tirsdag, så nu må vi se hvordan det går... men der skal satan galeme ikke falde en eneste bemærkning om min idiotiske mor, for så flipper jeg skråt ud på ham. (Og sjovt nok tror jeg også at min egen far, som har været skilt fra hende i over 15 år, vil bakke mig op.) Nå, puha, man kunne jo ikke høre at jeg rent faktisk er faldet rimelig meget ned i dag. ;) Men jeg har besluttet, at det ikke skal ødelægge mit eneste bryllup at de vil opføre sig som en børnehaveklasse med DAMP-syndrom på speed. Det skal de bare have lov til - så er der måske andre der får øjenen op fpr hvordan tonen er i den familie.... :baa:

Her er så billeder af min nye kjole. Den er bare så smuk.... og blå!! Jeg er så vild med den! Desværre ingen billeder fra prøvningen.... jeg glemte kameraet. Snøft. Dem må I vente en måneds tid med at få. ;) Men den sidder bare så godt, og slanker helt utroligt. Og så er den blå - fik jeg nævnt det? ;)

Hvor kan man købe strømper af det mærke? Jeg har meget hård hud på fødderne, og har det problem at jeg altid river strømperne i stykker nrå jeg tager dem på. ;) Så jeg vil gerne have noget ordentligt, der også ser pænt ud...

Min er godt nok købt i factory-outlet'en i Odense, og ikke i Vejle - men jeg tror da at den gode service i Odense er en reflektion af Michael Panayotis' servicebegreb! Godt at høre at du også har fundet en dejlig kjole!

Hej Maria, traditionelt har man vist hvide strømper på, men det kommer vel også lidt an på din kjole - er den så lang, at man alligevel ikke kan se dem? For så er det jo ligemeget. ;) Nu er min kjole jo blålig, så jeg tror jeg vil vælge hudfarvede eller mat-hvide.

Jeg er helt enig!Igen vil jeg tørre den af på min kæreste ;) for han synes jeg går aaaaalt for lidt i nylonstrømper, og hvis jeg ikke skulle tage noget pænt på for ham til brylluppet, hvornår skulle jeg så??

Som om jeg skal lave andet i tiden efter brylluppet!!! ;)

Jeg skal klart have strømper på, men ved endnu ikke om de skal være selvsiddende eller alm. Hvis jeg har bare tæer i skoene, tror jeg ikke de bliver behagelige at have på!! Jeg går aldrig med hæl på skoen, og jeg er bange for at de gnaver for meget uden strømpen til at tage lidt af med. Desuden er min kæreste vild med nylonstrømper. Ja, altså på mig, ikke på ham selv.

Tak for alle jeres søde ord! Her er et billede hvor jeg har lagt en hvid bluse ved siden af kjolen - så synes jeg godt man kan se den er blå. ;)

Bare en advarsel: Den bryllupsvals men får på CD går SINDSSYGT hurtigt! Vi fik lidt "sort" danseundervisning af en bekendt, som er tidligere professionel konkurrencedanser, og hun sagde at hun aldrig ville stille op til noget der gik så hurtigt. Bare så I ikke (ligesom os) tror at I er håbløse til at holde takten. ;)

Hej Louise, jeg står lidt i samme situation som dig! Jeg er i den situation, at min bedste veninde, som arrangerer polterabend, ikke kender alle mine andre venner - så hun var simpelthen nødt til at bede mig om telefonnr. og email adr. osv. til dem hun ikke kendte. Det er så fint nok. Derudover blev vi enige om, at vi skulle aftale en dato i fællesskab, for da jeg skal giftes et stykke fra hvor jeg bor, er mange af mine fredage/lørdage optagede af at fise til Ringsted og arrangere ting. Så langt så godt. Men så har der været nogle sure opstød undervejs, både fra hende og fra min egen mor, og jeg har fået at vide at jeg bare skal blande mig udenom! På et tidspunkt kørte de et trip med at hver gang jeg nævnte datoen vi havde aftalt, så kan bemærkningen om at "nu skulle jeg jo ikke tro på alt hvad jeg hørte", og det stressede mig simpelthen så meget at tænke på om de nu havde planlagt en overraskelses-polterabend en weekend jeg ikke var hjemme!! De kender virkelig ikke mine aftaler, da vi bor et stykke fra hinanden. Så nu tør jeg næsten ikke omtale den sk... polterabend. ;) Generelt tror jeg ikke at folk "bør" blande sig, og det er da vel også sjovest hvis det er en overraskelse... men nogle gange gør omstændighederne altså bare, at det aldrig kan være en total overraskelse - fx. meget spredte venner og familie, der ikke kender hinanden. Men jeg synes da bare at du skal slå koldt vand i blodet, og så meddele din veninde at det ikke er dig der bør tage stilling til hvem der bliver inviteret, hvis det er fælles venner/bekendte af jer begge. Jeg synes det er lidt uretfærdigt af hende, at lægge det pres på dig mht. at afgøre om en anden person skal med. med det! Mht. din kærestes PA og hans forlover, så lad dem selv køre det show! Det er nok det bedste. ;)

Hej Heidi, jeg føler med dig! Var selv ude for en skrædder der næsten direkte fortalte mig at jeg var alt for fed. Tak, siger man så, og skrider et andet sted hen og lægger sine penge! Godt at du har en anden butik du kan bruge. Og hold du dig bare til dine krav om hvordan kjolen skal se ud - hvem er det lige der skal have den på?

Nu slipper jeg i hvert fald for at tænke på det blå. Men faktisk så fik jeg i fødselsdagsgave et par ørenringe af Martin... små diamant-hjerter i guldfatning, som passer perfekt til mit diadem - og heldigvis passer begge dele fantastisk til den blå kjole.

Det er jo til dels din fortjeneste! ;) Men hun var simpelthen så sød i Panayotis.... da jeg glad og tilfreds gik med min kjole, sagde hun helt oprigtigt til mig: "Bare så du ved det: der er også faldet en sten fra MINE skuldre!" - hun havde simpelthen bekymret sig over at jeg ikke var glad for mit valg. Det er service jeg aldrig vil glemme! Jeg havde købt en æske chokolade til hende, og hun blev helt rørt. ;)

Jeg har jo skrevet lidt herinde om mine kjoleproblemer - at jeg fik den i en for lille størrelse, og efterfølgende fik lovning på at få den byttet. Jeg besluttede i første omgang at jeg ville prøve at tabe mig så meget, at den kunne lægges ud uden de store problemer. Det har så resulteret i 2 ugers konstant stress, hvor jeg har proppet 10 gange mere indenbords end jeg normalt ville. Desværre er jeg en af dem der trøstespiser når jeg er stresset - ikke en af dem der glemmer det, eller mister appetitten. Så nu har jeg besluttet, at ingen kjole, uanset hvor flot og unik den er, er det værd. Jeg vil ikke kigge på mine bryllupsbilleder om 10 år, og tænke tilbage på den stress jeg havde. Så i morgen ringer jeg til Panayotis i Odense og beder dem om at presse mig ind på tirsdag. Jeg havde ellers fået en aftale hos deres (efter sigende dygtige) skrædder d. 24, men jeg har simpelthen ikke nerver til at vide 2 uger før brylluppet, om min kjole bliver den ene eller den anden. Det har virkelig været en hård beslutning, for jeg elsker bare den kjole. Men jeg kan allerede mærke at jeg bare er så LETTET indeni, og jeg er sikker på at jeg nok skal finde en anden kjole i deres udvalg der klæder mig lige så godt på en anden måde.... det værste der kan ske er, at min special-indkøbte taske, blå til at matche broderierne, ikke kan bruges - men de 150 kr. er nok værd at ofre på et par stressfri uger her op til brylluppet! Jeg ved godt at jeg nok skal finde noget andet at stresse over - men lige nu, og den sidste måned, har jeg ikke været i stand til at koncentrere mig om bordpynt, praktiske ting eller noget andet end den kjole. Og godt nok er kjolen vigtig på dne store dag, men SÅ vigtig er den altså ikke..... Så jeg håber, at jeg kommer til at sætte pris på min beslutning, og ikke fortryder den igen 2 dage før brylluppet.....

Jeg fik slet ikke læst tråden før det var "for sent" Men så vil jeg da bare lige sige, at det er godt I fik snakket, og jeg håber alt ordner sig for jer på et tidspunkt. :bamsekram: