Markblomsten

Vi har fundet et styks erfaren byrådsmedlem med lyst til at foretage udendørs vielser. Så nu krydser vi bare fingre for at kemien er god og at datoen passer ind i hendes planer også.... SPÆNDENDE!!!!

Det kan bestemt ikke være fordi manden ikke synes du er god til det med kagen, for den ser da fantastisk ud men det gør den anden nu også. (venter spændt på billederne af favourboksene)

Tak for velkomsten, Mille og ja, tredje gang blev (bliver) vores lykkens gang. Vi er allerede i fuld gang med planlægningen og selvom der er langt over et år til endnu kunne jeg ikke lade være med at handle ind til en prøve, på prøven af prøveinvitationen.... tror jeg bliver forfærdelig at være sammen med det næste års tid

Hov. Havde så travlt med at fortælle om frieriet, at jeg slet ikke fik præsenteret os. Så det vil jeg da lige gøre. Jeg er 30 år gammel, læreruddannet i 2011 og arbejdsløs (grundet nedlægning af mange skoler i mit område). Henrik er 31 år og uddannet indenfor lager- og transport, hvilket han også arbejder som til dagligt. Sammen har vi to skønne sønner på hhv. 11 og 7 år. Vi må have mødt hinanden tidligt i livet, selvom ingen af os husker det. Vi gik i samme folkeskole, boede i samme område og Henriks bedste kammerat var min fætter.... men alligevel husker vi ikke hinaden fra dengang. Vores historie starter derfor først i 2001, hvor vi blev præsenteret for hinanden af min ekskæreste, som også var Henriks arbejdskollega. Det skal lige siges, at det var længe siden ekskæresten og jeg var gået fra hinanden, men at han aldrig havde opgivet håbet om at vi fandt sammen igen - hvilket bestemt ikke gjorde det lettere for Henrik og jeg. Vi var så forelskede, men turde ikke indrømme eller vise det. Vi mødtes ofte, snakkede i timevis, flirtede og nød hinanden selvskab... men ingen af os turde fortælle den anden hvordan vi havde det.... det var frygteligt! Jeg kunne knap nok tænke eller snakke om andet end ham, og det blev åbenbart for meget for min veninde, som tilsidst valgte at lege Kirsten-giftekniv. Hun stjal min telefon en aften vi var i byen og ringede til ham for at spørge ham, om han ikke synes han skulle tage at komme ind og gøre noget ved det... og gjorde han så og vi har været sammen lige siden. Vi havde været så forelskede i så længe at lykken bare overvældede os total da vi endelig fandt sammen. Efter en måned boede vi sammen, efter tre måneder ventede vi os og efter seks måneder friede han for første gang... og nu otte år efter skal vi endelig giftes.

Er man lidt tøsefornærmet, måske? Kunne ikke helt undgå at trække på smilebåndet, da jeg læste om din historie om brudebuketten, brudekjolen og favour-bokse, men forstår dig virkelig godt. Det må være så svært at skulle slippe tøjlerne, her har man gået og planlagt alt ned til mindste detalje, og så kan man ikke engang få et lille hint vedr. buketten, som jo, bortset fra kjolen, tiltrækker rigtig meget opmærksomhed Hvis det kan trøste dig lidt, så tror jeg han har fundet lige præcist det, som passer bedst til dig... var han i tvivl havde han nok røbet bare en lille bitte smule. Synes virkelig du har fundet nogle virkelig lækre ting, både til dig selv og dekorationer af forskellig art. Er fuldstændig forelsket i jeres ringe og dine sko, virkelig stilfyldt og smukt

Er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste der har det sådan. Jeg ligefrem FRYGTER min polterabend, forstå mig ret, jeg vil rigtig gerne have en hyggelig dag med tøserne, de må rigtig gerne overraske mig, og de må rigtig gerne arrangere noget, men jeg har på ingen måde lyst til at skulle udstilles, hverken overfor dem eller nogen andre. Jeg har heldigvis fået sagt meget tydeligt fra - ved alle tænkelige lejligheder - og allerede før der var tale om et bryllup. Hver gang vi har skulle planlægge polterabend for andre, har jeg fået mine nærmeste til at love mig, at de ikke ville udsætte mig for noget, som de udemærket godt ved, at jeg vil have det dårligt med - og det tror og håber jeg at de respekterer... det SKAL de fanme! Jeg har forklaret dem, at det ikke handler om at jeg ikke synes diverse ting er sjove, at det ikke handler om, at jeg ikke gider være fjollet, men at det handler om at jeg vil føle mig forkert og utilpas. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke synes det kan være sjovt at se en brud stå og sælge dildoer i den lokale sexbutik (som en af mine bekendte blev udsat for til stor morskab for hende og veninderne - hun havde det helt fint med det og synes det var en fantastisk og morsom oplevelse), det kan være skide skægt - ingen tvivl om det! Jeg ville bare DØ af skræk inden jeg nåede ind i butikken, jeg er alt for privat til den slags oplevelser. Så nej, du er langt fra den eneste! Den slags polterabends er bare ikke for alle, og det skal meldes ud og respekteres. Der er så meget andet man kan udsætte en brud for, indslagene bør afspejle brudens personlighed og temperament - og i vores omgangskreds gør den heldigvis også dette (det har i hvert fald været sådan indtil nu, så det SKAL bare være sådan til min og din polterabend også (hvis vi ellers pludselig bliver hentet)!

Tak for din søde kommentar, er heller ikke et sekundt i tvivl om, at min kommende mand elsker mig mere end noget andet, det lader han mig mærke hver dag, på det punkt har jeg været ufattelig heldig Til mandens forsvar skal det lige nævnes, at vi havde kendt hinanden i længe før vi fandt sammen, så vi kendte hinanden rigtig godt, selvom vi kun havde været kærester i et halvt år

Tak for velkomsten allesammen, jeg har allerede mærket afhængigheden af dette forum på egen krop, har brugt uanede mængder af tid på at læse andres planlægningstråde, inspirationstråde, do-it-yourself projekter og ja... bare suget indtryk til mig... og jeg elsker det. Jeg glæder mig helt vildt til selv at komme igang, til selv at skulle planlægge (endnu mere) og til de mange, mange timer jeg ved jeg kommer til at bruge på kreative projekter.

Sådan friede han! Første gang min mand friede til mig, sagde jeg nej. Vi havde ikke kendt hinanden mere end et halvt års tid på det tidspunkt, og selvom jeg ikke var i tvivl om, at han var manden jeg ville dele mit liv med, var jeg altså ikke klar til at blive gift. Anden gang han friede til mig var nytårsaften 2003/2004, hvor han pludselig gik på knæ lige midt i middagen og foran hele familien, og denne gang kunne jeg altså ikke sige nej - Vi blev derfor forlovet... og så skal man jo giftes... eller hvad? Selvfølgelig skal man det! Og i starten snakkede vi også rigtig meget om bryllup, om egnede datoer, steder, om hvad vi gerne ville og så videre, men det blev aldrig rigtig til noget... og det blev min gifteklare mand åbenbart træt af for den 28/2-2012 (på vores årsdag) friede han til mig igen... og nu SKAL VI GIFTES. Vi skulle egenligt bare have fejret dagen med en god middag i en nærliggende by, men undervejs drejede han af ud mod Marbæk (som er en del af nationalpark vadehavet, et skønt sted, hvor skov og strand mødes. Det undrede mig faktisk slet ikke, for vi har ofte gået lange ture på stranden og nydt solnedgangen på præcist dette sted. Da vi var kommet ud af bilen og havde stået lidt i skellet mellem skov og strand og nydt synet af solen der gik ned i Vesterhaven undskyldte han sig og gik. Jeg tænkte stadig ikke mere over det, og benyttede derfor bare lejligheden til at få taget nogle billeder af solnedgangen. Da jeg vendte mig om, så jeg ham sidde på knæ med en stor buket blomster. Jeg blev naturligvis glad og gik hen for at tage imod blomsterne.... tænkte slet ikke over at han sad på knæ, så jeg begyndte at tage buketten ud af hånden på ham, takke ham og give ham et klem, mens han sad der.... Det var bare så synd for ham! Han kunne slet ikke få fortalt mig hvad det var han ville, og det gik først op for mig, da jeg begyndte at undre mig over at han ikke gav slip på buketten, som jeg febrilsk forsøge at tage ud af hånden på ham. Og så blev jeg ellers stille. Det så ud som om han havde en masse han gerne ville sige, men om han var bange for at jeg igen begyndte at hive blomsterne ud af hænderne på ham, eller om han ikke kunne finde ordene frem ved jeg ikke, for det eneste han sagde var "vil du gifte dig med mig". Og så var det ellers mig der ikke rigtig kunne finde ordene frem... var fuldstændig mundlam, men ja, det fik jeg da sagt. Bagefter hentede han champagne og tæpper fra bagagerummet af bilen, og så sad vi ellers der i udkanten af skoven og så solen forsvinde ned i vesterhavet, hvorefter vi naturligvis kørte ud at spise, som vi havde aftalt. Og ja, nu skal vi altså giftes Jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde forskellen denne gang, men jeg blev bare så overvældet og siden er der ikke gået et eneste sekundt, uden at jeg har tænkt på den store dag (som selvfølgelig skal foregå på præcist samme sted).

Vi skal giftes Lørdag den 20. april 2013 på Marbæk Strand Her kan du følge vores planlægning Sådan friede han Præsentation af os

Spændende, vi skal giftes til April næste år Jeg har endnu ikke lavet en planlægningstråd, men bruger alligevel (alt for) meget tid på at følge med herinde. Ideerne strømmer jo nærmest lige ind i favnen på en.... og jeg elsker det! Glæder mig til at følge planlægningen af jeres bryllup