Nej til børn

[Guest hoc]

Hej Piger

Er der nogen ligesom mig der egentlig ikke har lyst til at få børn????

Vi er 30 og 36 og har aldrig haft disse tanker............jeg kender ikke noget til de biologiske ur der tikker...........................................

Grunden til disse tanker er, at jeg til mit bryllup om 6 uger ikke gider at høre på det med at der nok snart kommer børn..............................

Hilsen

Anja

[Fluff 0]

Jeg kender ikke selv til det da jeg har 3 af slagsen..

Men det er jo helt og holdent op til jer. Hvis i ikke har lyst til at få børn, jamen så er det bare sådan. Kender selv et par stykker som har det på samme måde som jer. Det bedste råd jeg kan give er, at sige det som det er til familie osv. Så er i fri for at folk hele tiden prikker til jer, og måske især efter et bryllup... Folk vil måske have lidt svært ved at acceptere det i starten, nok mest mor og far. Men i sidste ende er det jeres beslutning... Du kan jo sige at det er bedre ikke at få børn og være lykkelig end det omvendte.

;)

[Guest FrkMadsen]

Hej Anja.

Det kender jeg godt - som 18-årig mente jeg at tiden som 30-årig ville være "perfekt", men nu er jeg 33 år og kan stadig ikke se mig selv som mor.

Jeg har accepteret, at sådan er mit liv, og mine omgivelser er helt på det rene med det. Min mor har aldrig prikket til mig - tror heller ikke, at min kommende svigermor kunne finde på det, da min kæreste heller ikke er den store baby-fan.

Tro ikke, at jeg ikke er glad for børn - jeg foretrækker dem bare i alderen fra 2-3 år og op efter, hvor man kan lege med dem... og kan være noget så barnlig med dem.

Men jeg har dog svært ved at forestille mig at blive gammel uden at kunne følge med i sine egne børns liv - og ikke mindst de lidt større børnebørns liv, da jeg selv havde et fantastisk forhold til min mormor, som er den eneste bedsteforældre, jeg kan huske.

Men - du er altså ikke den eneste!

[Guest wendy]

hej

lige en tanke fra mig.

jeg har selv 2 af slagsen, og kender ik helt til den følelse.

men der står jo ingen skrevne regler om at alle SKAL ha børn. det er jo helt op til en selv. og det er nok der mange par går galt i byen. de tror måske at så nu er vi blevet gift nu må vi heller få nogle børn. men det er hårdt at få børn. det er så stort en omvæltning både fysisk og psysisk, at det tit og ofte går galt for de nygifte.

jeg tror nu aldrig at man "føler" sig klar, da man ikke kan vide hvad det er man kaster sig ud i. jeg tror at man skal lytte til sit hjerte og følge hinandens ønsker.

husk at man er to om det, så i skulle gerne være enige.

min veninde havde det på samme måde som jer, og hendes og sviger familien var altid på nakken af dem. så de begyndte at blive lidt provokerende. der røg mange"tja man kunne jo få sig en hundehvalp", over bordet. men en dag hvor alle sad samlet, der sagde de det som det var. at hvis de blev ved med at komme med komentar, tja så ville der ikke komme nogen småfolk, for de kunne ikke stå til presset. og da familien opdagede hvad det gjorde ved dem, at de altid nævnte det, tja så holdt det op. og idag har hun to dejlige unger efter eget valg og ikke af pres.

ved ik om du kan bruge det.

knusser. husk det er jeres liv.....

[Guest Jmuggi]

Jeg synes bestemt også, at det er 100 % op til den enkelte hvorvidt man har lyst til at få børn eller ej.

Og specielt i jeres situation, hvor I begge egentlig ikke har lyst, så skal I da heller ikke gøre det for at "glæde andre".

Børn er jo altså ikke noget, som man bare lige får byttet, hvis man fortryder. Derfor vil jeg også klart sige, at det er bedre ikke at få børn, end at ende i en situation, hvor man egentlig mest føler at de er en pestilens.

Så længe man ikke selv har lyst til at få børn, så gør man altså ikke nogen (og specielt ikke børnene) en tjeneste ved at få dem alligevel.

Så efter min mening synes jeg også I skal melde det klart ud til familien, at sådan har I det og det vil I gerne have de respekterer.

Lev livet som I gerne vil, ikke som andre forventer !!

[Guest fenris]

Hej hoc,

vi kender udemærket den følelse. Vi er 31 og 33 og ingen af os har nogen sinde haft lyst til børn.

Det er ikke fordi vi afskyr dem eller noget, vi har simpelthen bare ikke lyst til dem i vores liv. Vi føler ingen "hunger eller længsel" når vi støder på små størrelser. De appelerer ikke til os på noget niveau.

For mig var det lidt af en proces åbent at erkende, at jeg simpelthen ikke følte de lyster, for indrømmet: Det er jo i bund og grund en naturlig livsudvikling at få børn. Og jeg kæmpede længe med følelsen af at være "unormal".

Og i mange år kom jeg med løse undskyldninger når folk spurgte. Sådan noget med "måske om et par år". Og følte mig som lidt af en løgner.

Men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg også fundet styrken til blot at se folk i øjnene og sige det som det er: "Nej, jeg har ingen børn, og har heller ikke lyst til det".

Så må det være op til andre at acceptere det. Nogle ser på mig som om jeg er en alien fra en fjern planet, men langt de fleste har fuld forståelse for det.

Mine forældre tager det helt fint, men de har nu også fået en håndfuld børnebørn af min storebror *g*

Min svigermor har til gengæld utrolig svært ved at forstå vores holdning. Det er lidt trist at skulle have den diskussion næsten hver gang vi ser hende. Min svigerfar har til gengæld accepteret tingenes tilstand. Jeg kan dog godt forstå min svigermor, da min kæreste er deres eneste barn, så hun er naturligvis ked af ikke at få børnebørn. Men det er og bliver hendes problem - vi har ikke tænkt os at få dem bare for hendes skyld...

En stor hjælp for mig var at læse "Børn nej tak!" af Susanne Svendsen. Bogen tager netop seriøst fat om emnet uden direkte at tage stilling. Den er sammensat af en række fortællinger af folk som ikke har fået børn af forskellige årsager - og de tanker, følelser, oplevelser og konsekvenser de har oplevet. Mellem fortællingerne er så krydret op med en masse små skriverier og talfakta.

Så den kan jeg varmt anbefale at låne på biblioteket...

Så du er ikke alene i verden med den manglende avlslyst.

Men, men... du bliver nok nødt til at bære lidt over med bemærkningerne, som helt sikkert vil opstå i forbindelse med jeres bryllup. Dem er det ikke så nemt at slippe for.

Træk på smilebåndet og skulderen af folk, men se dem også dybt i øjnene og gør det klart, hvad dine/jeres ønsker er.

Det er dit liv og ingen andres!

[Guest jakobsen]

Da min nevø blev født, gik mine forældre (specielt min mor) helt amok, de snakkede praktisk talt ikke om andet....Jeg valgte sådan lidt at overhøre det, men det gik min svigerinde (hende som ikke havde fået barn) meget på, hun begyndte at føle at den eneste måde hun kunne komme i kommunikation med min mor var ved at få børn, og det havde hun ikke lyst på daværende tidspunkt....da hun fortalte mig det, tog jeg fat i min mor og bad hende om at droppe al den babysnak, for det var faktisk ved at drive os til vanvid.....hun blev ret overrasket for hun var ikke klar over at hun havde gjort det.....hun droppede det staks og gav min svigerinde en undskyldning (på 2-mandshånd), for hun var jo ikke ude på at genere hende....

Det som jeg vil frem til er bare....SIG FRA.....Det er helt jeres valg...