fortvivlet

[Guest Jmuggi]

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg føler med dig. Det er ikke en særlig rar situation at være i.

Jeg kan godt forstå du kommer i tvivl om brylluppet efter sådan en omgang. Specielt hvis det måske ikke er den eneste gang I har skændtes så meget. Når man siger JA til hinanden i kirken er det ikke bare et "måske".. men rent faktisk et løfte om at være sammen til livets ende. Det synes jeg er vigtigt at tænke på, inden man tager den endelig beslutning. Hvis man er i tvivl, så synes jeg måske ikke man bør tage skridtet.

Hvis du ikke føler dig 100 % sikker, så vent.. Det er i mine øjne forkert "bare" at blive gift, og så blive skilt hvis det ikke går. Når man går ind i ægteskabet, skal man gøre det helhjertet!!

Hvis du ikke føler det er helhjertet lige nu, så synes jeg I skal udsætte det på ubestemt tid indtil videre. Få styr på hinanden og jer selv.. find den indre ro i hinanden.

Lidt groft sagt : Hvis man er i tvivl om man bør gifte sig, så bør man vente!!

[HenrietteS 1]

Du skal tage dig selv i nakken nu og få snakket igennem - det i gør ved hinanden lige nu er meget meget ubehageligt for jer begge.

Få snakket på lavt plan. Gå hen til ham, giv ham et stort knus og sig at du gerne vil snakke, da dette ikke er til at holde til.

Hiv stikket ud, sluk pc´en, få ungerne passet ( hvis der nogle) og lås døren.

[S+N 0]

Hej

Lige først et mega stort , jeg håber at det går lidt bedre mellem jer idag end igår. jeg er ked af at høre at i havde et sådan stort skænderi. Hvis det kan være til nogen tryst.... jeg hørte engang om en der sagde, at man ikke er parat til at blive gift, før den dag man har haft så stort et skænderi at man er ved at gå fra hinanden- først der finder man ud af om det kan holde når det virkelig gælder. Ved ikke om det passer, men måske er der noget sandhed i det.

Med hensyn til hvad din far sagde- jeg spurte engang min mor det samme spørgsmål, eller ihvertfald noget lignende, og hendes svar var at det jo ikke var hende der skulle afgøre hvorvidt at han var den rette for mig, det kunne kun jeg selv gøre. Det samme gælder dig. Din far kan ikke afgøre hvorvidt at han rigtig for dig, det er dig der kender ham bedst, og omvendt kender du også dig selv bedre end nogen anden- så lyt til dit eget hjerte, kun det kan fortælle dig om det virkelig er rigtigt for dig. Omve4ndt skal du heller ikke lytte til alle dem der siuger at han er den rette for dig, hvis ikke du selv er sikker inden i. for det er jo i sidste ende dig der skal giftes med ham, og ikke dem. - Og de andre ser jo heller ikke hvad det er der sker imellem jer på den måde, vel??? Det ved kun i. Andres indblanding kan være med til at lave rod i det hele eller omvendt.. overbevise en om noget man måske ikke skulle være blevet overbevist om.

Jeg kunne måske også godt forestille mig at din fars svar måske har været med til at gøre hele denne situation meget værre end den i virkeligheden var. Hvis du inden i har tvivlet efter det svar han gav dig, kan det være at du ubevidst har udsendt nogen signaler eller måske bare reageret helt anderledes og meget værre i hele din forvirring om det hele. Dermed ikke sagt at det hele var din skyld, for det ER det absolut ikke!!!!!! Men i er nødt til at tage en snak. Hvis ikke han kommer til dig ( måske er han for stædig)- så må du jo tage skridtet, også selom du føler at det ikke helt er din skyld- fortæl om hele din tvivl osv... og virkelig få snakket ud om det hele. Det er så vigtigt at i kan snakke om tingene, og fortælle hinanden om de følelser i har inden i, og snakke om hvad det nu lige var der gik galt. Hvis det er et problem virkelig at udtrykke dig og snakke med ham, så skriv ham et brev, og læg det ind hvoor han ikke kan undgå at se det, og derfor kan læse det- og så lad ham komme til dig. Bare fortæl hvor såret du blev, og undskyld hvis der er noget at undskylde osv....giv udtryk for det du ikke kan sige med ord.

Du sagde at han virkede hemmelighedsfuld, og ja.. måske var det lige præcis det der fik ham til at eksplodere. måske går han med en eller anden bekymring som han bare ikke tør fortælle lige nu- hvad ved jeg... Så meget desto mere grund til at snakke om tingene. Stol på at hvis han har nogen bekymringer eller hemmeligheder, så kommer han også til dig med det, i sit eget tempo

( forhåbentlig).

Nu kender jeg ikke din kommende mand... men det han sagde med at du bare skulle skride ( eller hva det nu var han sagde)- det ville jeg veje med et gram salt. Hvis han virkelig elsker dig, og i har haft det godt indtil da, så giver han ikke slip på dig efter bare et skænderi. Samtidig vil jeg også sige lige som alle de andre herinde.... DU ER VÆRDIGFULD!!!!!!! Du fortjener det allerbedste, og ikke bare det næstbedste. hvis du føler at han bare er det næstbedste, ja.. så er han måske ikke den rigtige. Lyt til dit hjerte- men glem aldrig at du er værdigfuld!

Jeg håber i finder ud af det sammen. Kæmpe og tanker fra Sarah

p.s. hvis du vil, vil jeg gerne bede for dig- jeg tror på at Gud hører bønner, og har en magt til at hjælpe og vende situationen.

[mflask 0]

Hej Ryberg.

Nu kender jeg dig ikke, men kan kun sige, at det bliver sværere og sværere at bryde tavsheden jo længere der går... Måske er problemet ikke så stort, manden kan have sovet dårligt eller jobbet er noget lort, men men men...

Jo længere i ignorerer problemet jo større bliver det... Kender det desværre kun alt for godt fra mig selv.

Det hjælper ikke noget at sove på sofaen. Det hjælper ikke noget at holde sin kæft og skumle. Det eneste der hjælper, er at få kæften på gled og fortælle ham alle dine tanker om hans reaktion og væremåde. Det giver ham mulighed for at gøre det samme, og så bliver problemet løst. Måske er løsningen at i fortsætter sammen og får bearbejdet alle problemerne, måske er det at gå hver sin vej, men uanset hvad, så skal i have det afklaret før i står i kirken...

En klog mand (min gemal) sagde en gang til mig - "vi skal lærer at skændes"... Jeg slog det hen dengang som noget pjat, men efterhånden som vi er blevet bedre til, at skændes på den grimme måde (råbe, skrige og græde), er vores forhold blevet stærkere og stærkere. Al den vrede man kan rumme skal ud - det er nærmest en renselsesproces, når den er ude, kan man snakke fornuftigt om tingene og finde en løsning som alle er tilfredse med...

Undskyld det lange indlæg, men jeg synes bare, at du skal tænke dig godt om, før du tager nogen endelig beslutning... Der er jo ingen af os herinde, som ved hvad den rigtige er!!!

Håber du får styr på dit dilemma.

Knus

Mette

[ryberg 1]

Hej.

Jeg gik i seng ved 3 tiden i nat. Min ryg kunne ikke holde til at sove på sofaen.

Stemningen er ikke just bedre idag, vi har fået snakket lidt, men som den person Henrik er, så er han jo altid 110 % uskyldig.

Jeg fortalte ham at jeg var ked af at have sagt nogle ting, men også følte mig dybt såret over at få den "trussel" i hovedet, men det syntes han er noget pjat, og allerede der er han igen irreteret.

Jeg fortalte ydermere, at man må give og tage lidt i et forhold, jeg har lovet at prøve at tænke inden jeg taler,mens han skal gøre noget ved hans temparement, men igen så syntes han ikke der er noget galt på den måde han farede op igår !

Da han stod,med hans onde øjne igår følte jeg at jeg fik et flashback i mit tidl forhold inden jeg blev slået og fortalte endvidere også det... og hans reaktion " tror du ikke hvis jeg ville slå dig, så havde jeg gjort det igår ? "

Han hævder han i hvert fald ikke var sur men gad bare ikke snakke eller se mig..

Han får det altid vendt over på mig..

Lige nu føler jeg mig ikke i bryllupshumør... overhovedet..

Imorgen får vi gæster fra Kbh, men han gider ikke være hjemme for det er ikke ham der har inviteret dem !!

Jeg spurgte ham over aftensmaden, hvis han var på vej ud af forholdet så kunne han ligeså godt sige det.. men igen så vender han den, og siger hvis det er dét jeg vil, så kan jeg bare sige det

og det er jo ikke det jeg har lyst til, iaften plejer vi at se scenen er din, men det gider han ikke.. jeg er så træt af ham lige nu..

Knus Heidi

Ps. Skal lige siges at det min far sagde, har ingen indflydelse, det var bare for at hører hans mening

[Guest susanne_79]

[Louise. 0]

Helt ærligt - så synes jeg at det lyder som om at han ikke har lyst til forholdet og prøver at få dig til at tage den beslutning han gerne vil (som måske er at komme ud af forholdet).

It takes two to tango og han danser bestemt ikke med når han svarer på den måde.

Som jeg læser det, så kæmper du en kamp alene.

Jeg synes du skal kæmpe videre (ved at tale med ham igen og igen). Kig ham dybt ind i øjnene og vis at du mener det du siger.

Jeg er ikke for at man giver hurtigt op i et forhold, men jeg synes heller ikke at man skal blive ved med at kæmpe alene.

Jeg håber at du kan bringe ham ind i kampen igen, så i kan få forholdet på rette vej.

Mange knus

Louise

[Guest Jmuggi]

Helt ærligt - så synes jeg at det lyder som om at han ikke har lyst til forholdet og prøver at få dig til at tage den beslutning han gerne vil (som måske er at komme ud af forholdet).

It takes two to tango og han danser bestemt ikke med når han svarer på den måde.

Som jeg læser det, så kæmper du en kamp alene.

Jeg synes du skal kæmpe videre (ved at tale med ham igen og igen). Kig ham dybt ind i øjnene og vis at du mener det du siger.

Jeg er ikke for at man giver hurtigt op i et forhold, men jeg synes heller ikke at man skal blive ved med at kæmpe alene.

Jeg håber at du kan bringe ham ind i kampen igen, så i kan få forholdet på rette vej.

Mange knus

Louise

<{POST_SNAPBACK}>

Det kunne altså også være fordi han er usikker på sig selv, og sætter forholdet på prøve. Jeg har selv gjort det engang.. blev ved med at true kæresten med at vi kunne da bare slå op så, hvis det var det han ville.. og det var det jo ikke. Og det hele bundede i min egen usikkerhed.. jeg var bange for at miste ham, og så lavede jeg det åndssvage nummer som forsvarsmekanisme.

Det stod på længe.. indtil han en dag gjorde det klart for mig, at jeg ødelagde lidt af forholdet for hver gang et brud kom på tale. Og han sagde pludselig dødalvorligt, at hvis jeg virkelig ville ud af forholdet så var det NU! Ellers skulle jeg stoppe med det sludder og så komme videre. Stole på ham.. og næste gang jeg begyndte at snakke om et brud, så gik han altså..

Ved ikke om du måske skal give din kæreste samme spark i

Det her holder ihvertfald ikke, og som det lyder i mine ører lige nu, så bør I ikke planlægge bryllup, før I har helt styr på jeres forhold.

[Guest CharlotteLouise]

Ved ikke om det hjælper, måske lyder det åndsvagt, men husk på : Adfærd tilhører den der har den !

Det jeg bare vil sige er, at det går ud over dig, er ikke ensbetydende med at det har noget med dig at gøre, trods det at man nok sjældent kan lade være med at tage det personligt.

Jeg håber at du har fået det bedre efter din tur ved søen. Du skriver at du har spurgt din far, det får mig til at tænke - er du selv sikker ?

Håber at du får afklaring, og ikke mindst dit/jeres gode humør tilbage.

Mange tanker,

Charlotte

[Millepige 0]

Helt ærligt - så synes jeg at det lyder som om at han ikke har lyst til forholdet og prøver at få dig til at tage den beslutning han gerne vil (som måske er at komme ud af forholdet).

It takes two to tango og han danser bestemt ikke med når han svarer på den måde.

Som jeg læser det, så kæmper du en kamp alene.

Jeg synes du skal kæmpe videre (ved at tale med ham igen og igen). Kig ham dybt ind i øjnene og vis at du mener det du siger.

Jeg er ikke for at man giver hurtigt op i et forhold, men jeg synes heller ikke at man skal blive ved med at kæmpe alene.

Jeg håber at du kan bringe ham ind i kampen igen, så i kan få forholdet på rette vej.

Mange knus

Louise

Jeg er meget enig her.

Noget af det jeg tænker på, er om du er villig til, at jeres forhold skal fungere på den her måde?

Du kan kun stoppe det ved, at vise at du ikke finder dig, i at blive behandlet på den måde.

Ved godt det er skide let for mig, at sige.

Det gør bare rigtig ondt inde i mig, jeg har været i et forhold hvor han kørte psykisk på mig og når man er i det, føler man at det ikke kan blive bedre, men det kan det.

Du må gøre op med dig selv, hvad du vil finde dig i.

Jeg håber ikke, at du opfatter mit indlæg som, at du skal gå fra din kæreste, jeg vil bare gerne give dig noget, at tænke over og sende dig en masse knus, det har du brug for.

Der er ikke noget værre end at blive afvist gang på gang, når man har blottet sig og gjort hvad man kunne for, at komme videre.

[ryberg 1]

Hej allesammen.

Igår aftes fik vi snakket om løs og fast, men der er egentlig ikke kommet de store ændringer.. men vi gik da i seng på samme tid igår.

Imorges starter han så fofra, fordi jeg ikke står op samme tid som ham, og fordi jeg ikke hopper i arbejdstøjet for at komme ud til ham i haven !

Jeg blev sur og sagde at bollerne ikke bagte sig selv, vi har haft gæster fra Kbh, det var hyggeligt, og dejligt med lidt "frihed"

Henrik satte selvfølgelig skuespilet op.

En af gæsterne spurgte efter datoen, hvor vores bryllup sku stå og jeg svarede " det ved jeg ikke" og Henrik sagde heller ingenting !

Jeg har nu lige spurgt ham om han virkelig vil giftes næste år ? og det siger han ja til, igen spurgte jeg ham om hvis jeg ikke bare var påbegyndt olanlægningen af brylluppet,om han så var kommet på ideén selv, og det mente han ikke !

Igen spurgte jeg om han var klar til at blive gift, og det mente han ikke man kunne mærke.. og der var ingenting der forandrede sig..

Jeg ved snart ikke om jeg er klar... jeg føler mig klar et sted... men ikke til dette ægteskab !

Som én skrev herinde, så føler jeg efterhånden også at jeg kæmper denne kmap alene, og at han måske bare vil gå mig på nerverne i håb om at jeg "trækker stikket ud"

Jeg føler mig ikke lykkelig... men kan man definére begrebet lykkelig ??

Tak fordi i her tøser

[Guest Rinne]

åhh Ryberg... Hvor er jeg ked af det på dine vegne

Lige med ord ved jeg ikke hvordan jeg skal definere lykkelig, MEN man er IKKE i tvivl når man er det.... Tro mig....

Tænk dig godt om søde..... ægteskabet er for livet, og du skal spørge dig selv om du vil det her resten af livet??? skændes, stå til ansvar på den måde, blive kuet, have dårlig samvittighed osv..... Selvom han ikke gør det normalt, skal du også tænke på at det MÅSKE kunne gå hen og blive en hverdags ting... Eller det kunne gå hen og gå i sig selv igen... Det er desværre ikke til at vide...

Og igen... du siger bare til hvis det er ;) Jeg er her....

[Guest Jmuggi]

Tror du ikke I skulle tage og udsætte brylluppet indtil videre?

Hvis I nu alligevel er "meant to be", så haster det jo heller ikke.. så har I resten af livet sammen, og skal nok nå at blive gift.

Jeg synes bare det er synd at gå og planlægge et bryllup samtidig med I har det sådan her. Det er jo ikke meningen..

og som jeg har sagt før.. I skal virkelig mene det, når I giver hinanden jeres JA i kirken. Det hedder jo "til døden jer skiller.."

Jeg håber det bedste for jer!!

[Britteren 1]

Igen spurgte jeg om han var klar til at blive gift, og det mente han ikke man kunne mærke.. og der var ingenting der forandrede sig..

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg vil nu vove at påstå at det er en forandring man kan mærke. Man går fra at være kærester, hvor man egentlig stadig kan gå fra hinanden uden de større konsekvenser. Men fra det øjeblik ægteskab kommer ind i billedet er forholdet helt anderledes. Og det skulle meget gerne være til den gode side.

Selvom det måske har været lidt omvendt har jeg kunne mærke at siden Flemming og jeg satte datoen har vi kunne tale meget mere frit om de store ting. Som f.eks. drømmehuset, børn, hvordan livet generelt skal forme sig.

Omvendt tror jeg ikke at Flemming har den samme forståelse af disse ting som jeg og det kan da være din kæreste har det på samme måde. Måske vil han gerne giftes, og spekulerer ikke så meget på det her med at skulle være "klar" til det.

Men det er en svær situation du er i - og jeg føler med dig. Jeg er rigtig ked af det på dine vegne, men begynder også at kunne se en udvikling i dig fra dit første indlæg og til det seneste. Jeg håber, at I begge finder ud af om det skal være jer eller ej. Måske skal I bare være kærester, man behøves jo ikke blive gift.

B*

[Louise. 0]

Tror du ikke I skulle tage og udsætte brylluppet indtil videre?

Hvis I nu alligevel er "meant to be", så haster det jo heller ikke.. så har I resten af livet sammen, og skal nok nå at blive gift.

Jeg synes bare det er synd at gå og planlægge et bryllup samtidig med I har det sådan her. Det er jo ikke meningen..

og som jeg har sagt før.. I skal virkelig mene det, når I giver hinanden jeres JA i kirken. Det hedder jo "til døden jer skiller.."

Jeg håber det bedste for jer!! 

Jeg kunne ikke være mere enig.

[Guest 27.08.05]

du får lige et par knussere

Det går altså ikke det der med at tænke at du skal være taknemlig for at have skudt papegøjen, lad være med at lytte til sådan noget fis det er den gode varme følelse det giver at vide at man er elsket og ikke til at undvære du skal være glad for, det er tanken om at du har fundet den mand der vil dele sit liv med dig og omvendt som skal gøre at dit forhold skal bestå.

Du skal passe godt på dig selv..elske dig selv før andre kan elske dig og ikke mindst respektere dig selv før du kan forvente respekt fra andre .

Tag en god snak med din kæreste fortæl ham hvordan du har det med at han siger du ka.n gå ad h.. til.

Kirsten

For et stk tid siden spurgte jeg min far, det skal lige siges jeg er 110% fars pige, men jeg spurgte ham om han helt ærligt tror at Henrik er den rette for mig.

<{POST_SNAPBACK}>

Kære Heidi............

Jeg er rigtig ked af at høre din historie, og guderne skal vide at du trænger til et kæmpe knus

Når det så er sagt, så er det der springer mig mest i øjnene i din historie det jeg har quotet............

Burde det overhovedet være nødvendigt at spørge din far om det, hvis du selv er sikker........??

Og hvis du selv er 100% sikker, er fars mening på det punkt egentlig ikke ligegyldig, bare du bliver lykkelig???

For mig at høre, lyder det som om DU ikke er sikker på det her forhold.

Jeg håber du finder ud af det.

Knus Trisse

<{POST_SNAPBACK}>

Jeg kan kun gi hende ret.

Du får lige nogle

<{POST_SNAPBACK}>

[mflask 0]

Hej Ryberg...

Nu er det jo ikke fordi, at jeg egentligt har nogen form for ret til at blande mig i dit forhold, men nu må du altså til at få ham i tale...

Har læst denne tråd igen og igen, og synes åbentbart, at være den eneste, som synes at du skal pakke dine ting og løbe alt hvad du kan...

Grib fat om nosserne på ham (undskyld sproget), sæt ham ned og bed ham om hans ærlige mening. Sig ikke et ord, før han får sagt hvad han vil og så reager derefter.

Han trækker rundt med dig i manegen, og du følger bare efter. Hvis du er bare lidt ligesom jeg, så siger du ja og amen og prøver at leve efter hans regler... DET HOLDER BARE IKKE I LÆNGDEN. På et eller andet tidspunkt må du sætte foden for døren og få hele lortet på bordet.

Det kan sagtens være, at du ikke tager din tørn i haven, men tager han sin med støvsugningen???

Det kan godt være, at han ikke fysisk slår dig... Men ord gør så meget mere ondt end slag...

Tag fat i dig selv.

Er han virkelig dig værdig?

Har du virkelig brug for, at føle som du gør lige nu?

Fortjener du dette om 1 år eller 10?

Elsker du ham virkeligt så højt, at han skal have lov til at behandle dig sådan?

Du må undskylde, at jeg er så hård, men nogen må altså sige disse ting. Så vil jeg hellere have hele bryllupsklar i nakken, modtage sure opstød osv. end at lade dette være usagt...

Jeg har tænkt på dig meget i de sidste dage. Jeg kender dig ikke, men var du min veninde og kom med disse problemer, ville jeg straks gøre gæsteværelset klar og beordre dig til at flytte MED DET SAMME. Mener han ikke, hvad han siger, må han virkelig tage sig sammen, få fingeren ud, og finde på den mest fantastiske undskyldning...

Jeg håber ikke, at du tager dette ilde op... Smid det ud og glem, at jeg nogensinde har skrevet dette, hvis det er det du vil, men jeg mener altså hvert et ord - INGEN fortjener dette. Ingen af jer har behov for at leve denne form for liv...

Med venlig hilsen og mange bekymrede tanker

Mette

[ryberg 1]

Hej Mette.

Tak fordi du er så ærlig som du er

Alt det du skriver kan jeg sagtens genkennde, jeg har ikke den store vennekreds, og har manglet tilbudet om gæsteværelset..

Jeg har igen og igen konfronteret ham om brylluppet næste år, og han kan da ikke se hvorfor et skænderi kan aflyse det. Men for mig er det efterhånden mere end et skænderi.. det føles dybere den her gang og gør mere ondt.

Igår aftes hyggede vi med slik og film, det var egentlig ganske hyggeligt, indtil vi skulle i seng, jeg fandt en bog og begyndte at læse, han blev igen sur, greb sin dybe og pude og lagde sig ind på et andet værelse... dum som jeg var gik jeg efter og sagde at han var barnlig og han hævdede at han ikke kunne sove med lyset tændt ( så vidt jeg ved så har det tdl. ikke været et problem )

Jeg spurgte ham også om han nogensinde regnede med at møde en kvinde der bare sagde ja og amen til alt hvad han siger og gør, og det gjorde han da ikke,men et eller andet sted begynder jeg at føle mig som den kvinde.

Jeg lever jo et sted i skyggen af Henrik og tilpasser mig. ( sådan har jeg altid været )

Han kom ind i seng igen, jeg slukkede lyset og lod ham sove.. sidst jeg kiggede på uret var kl. 2.30 og jeg havde fortrudt hvorfor jeg ikke bare lod ham blive derinde !

Vi vågner så imorges ved 9 tiden og han putter sig ind til mig, han er aldrig sur når han vågner ( det hævder han ) men jeg har svært ved bare at glemme..

Jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal føle mere...

Måske bunder det ud i min sikkerhed men tanken om at blive alene..

Jeg ved det virkelig ikke...

Knus heidi

[mflask 0]

Jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal føle mere...

Måske bunder det ud i min sikkerhed men tanken om at blive alene..

Jeg ved det virkelig ikke...

Knus heidi

Kære Heidi

Desværre kender jeg det kun alt for godt.

Har altid selv haft en ringe selvtillid, hvem gider en som mig??? Jeg har altid føjet mig, for det var jo nok det bedste... Det er jo aldrig sjovt at være alene...

Jeg har nu erkendt, efter lang tids selvransagelse, at jeg faktisk er mere værd, end alle de andre, der er ingen som besidder lige præcist, hvad jeg besidder. JEG er unik, JEG er smuk, JEG er sjov og intelligent - og JEG behøver bestemt ingen til at fortælle mig det - og jeg behøver bestemt heller ikke nogen til at bekræfte det. Det er først, da dette endelig efter det meste af 26 år faldt på plads i mit hovede, at jeg kunne acceptere, at mennesker elsker mig for den jeg er...

Hvis min mand forlader mig i morgen, vil jeg være synderknust. Jeg vil skrige og græde og slet ikke være til i denne verden... MEN om 1 uge, 1 måned, 1 år, vil jeg være OK igen... Jeg vil bygge min helt egen tilværelse op igen og igen og igen... Der er ingen, som elsker mig mere end mig selv, og DU bliver nødt til, at elske dig selv højere end nogen mand, højere end din familie og venner, for hvis du ikke indser det, vil du være usikker og bange for at være alene, og det vil gøre dig mindre i et forhold og skabe ubalance. Et forhold skal være i balance for at være godt og forblive godt, der er ingen anden måde at finde lykken...

Du må meget undskylde Heidi, hvis jeg kommer for nær. Og du må meget undskylde, at mit indlæg er så rodet, men dette emne står mig meget nært og er en af mine hjertesager, så tilgiv mig

Du må love mig, at du tænker dig godt om. Det er ikke umuligt, at I 2 er meant to be, men der skal altså ske nogle ændringer, for vægtskålen vejer helt klart til din kærestes fordel lige nu, og det gør forholdet uholdbart... I'm sorry, men det er sådan det er...

Mange kærlige hilsner

Mette

[malou81 0]

Hej

Jeg må tage hatten af for Mette hun har virkelig fat i den lange ende- sikke dog at have en venninde som dig.

Og til dig søde heidi

Jeg vil give Mette ret, det virker som om du faktisk har besluttet dig for at tage en pause og finde/mærke efter hvad det er du vil. Du skriver at du ikke har så mange venninder og det kan derfor være svært at finde nogle ordentlige mennersker at åbne sit hjerte for, nok også derfor der er så mange der bliver rørt af dit indlæg. Ved ikke hvor du bor men kan måske være behjælplig med et værelse hvis det er det du gerne vil. (bor i kbh- området)

Marie Louise

Jeg ved efterhånden ikke hvad jeg skal føle mere...

Måske bunder det ud i min sikkerhed men tanken om at blive alene..

Jeg ved det virkelig ikke...

Knus heidi

Kære Heidi

Desværre kender jeg det kun alt for godt.

Har altid selv haft en ringe selvtillid, hvem gider en som mig??? Jeg har altid føjet mig, for det var jo nok det bedste... Det er jo aldrig sjovt at være alene...

Jeg har nu erkendt, efter lang tids selvransagelse, at jeg faktisk er mere værd, end alle de andre, der er ingen som besidder lige præcist, hvad jeg besidder. JEG er unik, JEG er smuk, JEG er sjov og intelligent - og JEG behøver bestemt ingen til at fortælle mig det - og jeg behøver bestemt heller ikke nogen til at bekræfte det. Det er først, da dette endelig efter det meste af 26 år faldt på plads i mit hovede, at jeg kunne acceptere, at mennesker elsker mig for den jeg er...

Hvis min mand forlader mig i morgen, vil jeg være synderknust. Jeg vil skrige og græde og slet ikke være til i denne verden... MEN om 1 uge, 1 måned, 1 år, vil jeg være OK igen... Jeg vil bygge min helt egen tilværelse op igen og igen og igen... Der er ingen, som elsker mig mere end mig selv, og DU bliver nødt til, at elske dig selv højere end nogen mand, højere end din familie og venner, for hvis du ikke indser det, vil du være usikker og bange for at være alene, og det vil gøre dig mindre i et forhold og skabe ubalance. Et forhold skal være i balance for at være godt og forblive godt, der er ingen anden måde at finde lykken...

Du må meget undskylde Heidi, hvis jeg kommer for nær. Og du må meget undskylde, at mit indlæg er så rodet, men dette emne står mig meget nært og er en af mine hjertesager, så tilgiv mig

Du må love mig, at du tænker dig godt om. Det er ikke umuligt, at I 2 er meant to be, men der skal altså ske nogle ændringer, for vægtskålen vejer helt klart til din kærestes fordel lige nu, og det gør forholdet uholdbart... I'm sorry, men det er sådan det er...

Mange kærlige hilsner

Mette

[olivia_dk 0]

Hej Heidi

Puuhh ha...det lyder ikke rart hvad du gennemgår lige nu! - Hvis det var mig...ville jeg tænke mig rigtig godt om...og det tror jeg også du gør! Men som det lyder for mig..så er I ikke klar til at blive gift! (Sorry!) Jeg gifter mig fordi at jeg ikke kan forestille mig et liv uden Jesper..! Det lyder ikke helt som om at I har det sådan - jeg tror jeg ville se og droppe bryllupstankerne i første omgang - og få styr på forholdet - for hvis det ikke kører så kører et ægteskab nok heller ikke! - Og helt ærligt - det er noget nemmere at gå fra hinanden end at skulle skilles!

Jeg håber virkelig at det hele arter sig..så DU kan blive lykkelig - med eller uden ham!

KH M

[Cyen 0]

Måske bunder det ud i min sikkerhed men tanken om at blive alene..

Jeg ved det virkelig ikke...

<{POST_SNAPBACK}>

Kære Heidi!!!

Det skal ikke være tanken om at blive alene der styrer din beslutning! Det er ene og alene hjertet!

Jeg har (havde) en i familien, der stadig boede hjemme ved sin far (han er over 50 år). Da faderen dør, står han pludselig og er alene i huset, vi andre tilbyder at hjælpe det vi kan, men han er for beskeden. Få uger efter flytter der en dame ind hos ham, hvilket der også er ok, HVIS det ikke lige var fordi at han IKKE elsker hende. Det har nu resulteret i at han drikker, og hun på en eller anden måde styrer ham så meget at han nu har droppet al kontakt med os! Inden det skete havde vi flere gange snakket med ham, hvor han sagde at han ikke gad hende, men ikke ville være alene.

Jeg ved godt at situationen ikke er den samme, men noget af meningen er, i er begge bange for at være alene!

Sig til hvis jeg ellers kan hjælpe dig! Dørene i Haderslev skal nok åbne sig for dig, hvis det bliver nødvendigt. Jeg ønsker kun at i bliver lykkelige, om det så er sammen eller hver for sig!!

Cyen

[ryberg 1]

Hej alle..

Ordet tak er slet ikke nok til jer alle der støtter mig, det er dejligt at vide at man har opbakning herinde fra og ikke mindst en som Mette som "tør" sige alt det, som andre kun tænker..

Vi har lige været nede og træne. Vi træner samme sted, men ikke sammen, hvis i forstår.

Der er en speciel lukket afdeling kun for kvinder. Der er jeg.

Men inden vi tager afsted, lægger vi på sofaen. Jeg har forresten fået blomster idag ( af min hund ) han spørger om jeg stadig er sur... Jeg svarede nej, men om han ikke syntes vi skulle snakke om det, i stedet for at fortsætte i samme spor.

Men igen, han er startet på en ny dag ( og ender sikkert med at blive sur hvis jeg vil snakke om det )

Ham og hans nevø er nu kørt ud og se fodbold. Jeg har tænkt mig at tage en alvorlig samtale med ham når han kommer hjem, Jeg vil have det her afklaret.

Jeg ved heller ikke om det har noget at gøre med at han er stresset på arbejde, han er lige blevet forfremmet og jeg er "arbejdsløs" dvs jeg får jo stadig fuld løn indtil d.31 maj, ellers er jeg jo kun vikar på Hjem Is.

Det er ikke for at undskylde hans opførsel..

Så må sidde og tænke over hvad jeg skal rive op i af emner...

Knus Heidi

[mflask 0]

Held og lykke Heidi...

Stå nu fast og få ham til at lukke op... En buket blomster er altså bare ikke nok længere.

Jeg krydser fingre for dig i aften...

Knus

Mette

[khallash 0]

Hej Heidi

Jeg har ikke været online i nogle dage nu, og det første jeg får læst, er dit indlæg om skænderiet. Nu har jeg helt ondt i maven, - der er mange mange gode indlæg, så det jeg vil sende dig er en masse positiv energi og et stort

Mange mange tanker fra mig!

Sally