Børn

[Downfall 1]

Jeg stod op kl. 3:30 efter 4-5 timers søvn (fordi her er så lydt i huset kunne jeg ikke sove) og tog på job fra 4:30 - 13.

Derefter hentede jeg J's den mindste, på 11 år, i skolen sammen med en kammerat der skal overnatte.

I bilen aftalte jeg med hende, at jeg skulle sove en halv time (fordi jeg skal op kl. 3 i nat), så hun og vennen kunne lege med hunden ude så længe.

10-15 min efter jeg har lagt mig er der støj og rumsteren i huset. Jeg dukker ud på afsatsen og spørger, om ikke vi havde en aftale om at de skulle lege ude.

Reaktionen er prompte; "du skal ikke stå der og råbe og skrige af mig!" (Råbe? Er det mig hun snakker om, tænker jeg forbavset, da jeg bestemt ikke har hævet stemmen?!) Hun fortsætter "Er det måske forbudt at gå på toilettet - og vi skal også ha' noget at spise - og det er måske forbudt?!!"

Jeg siger noget om at det jo var meningen jeg skulle sove - og at vi havde lavet en aftale - men hun er optaget af at man tydeligvis IKKE må spise/gå på toilettet.

Jeg foreslår at de laver et fadfuld madder og sætter sig ind på søsters værelse i den anden ende af huset og ser fjernsyn, men jeg taler for døve øren til et barn der ryster af raseri og er dybt optaget af, at hun føler sig uretfærdigt behandlet.

Jeg siger, at jeg synes hun skal tage imod den hånd jeg rækker hende - selvfølgelig skal de have mad når de er sultne (og hvem har snakket om at nægte nogen toiletbesøg), men jeg er altså også nødt til at ha' min søvn....

Vredt skrider hun om på hælen, tager kammeraten med og smækker yderdøren efter sig. 2 min senere hører jeg rabalder ovre fra laden, hvor hun tydeligvis gør sig umage med at demonstrere at hun synes det er en dårlig idé jeg sover.

Jeg har nu opgivet for længst; jeg havde lige 40 min., men skal nu nå i bad, svare på nogle henvendelser ang. job - og at have maden klar, fordi vi skal til et møde i aften - og sådan fortsætter livet, der af og til kan synes lidt ubarmhjertigt

Jeg får for hver dag der går et mere anstrengt forhold til hans børn; har på en måde givet op, fordi jeg i mit naive håb havde troet jeg ville få en chance - at vi ville blive en slags familie.... Men nej.

Somme tider ved jeg med sikkerhed, at vores forhold ikke kan holde til det - somme tider håber jeg vi kan klare det, hvis jeg er her så lidt som muligt når de er - men allermest føler jeg mig bare mislykket. Som et monster; ond, dårlig og uduelig

Birgit

Redigeret May 20, 2006 af Downfall

[Guest McCool06]

:bask: :bask:

Undskyld mig, men sikke en møg unge!!

Nu kender jeg selvfølgelig ikke omstændighederne med dig og din mand og deres mor, m.v. men så respektløs var jeg aldrig overfor min stedmor (som nu er ex, men det er altså en ande årsag ). ved ikke om hun føler sig i klemme ifht. sin egen mor eller lignende...

Hvad siger din mand til jeres problemer, har han snakket med dem om deres opførsel? For det er vel for tidligt at hun er pubertetssur?!

Nå men du får lige det her

Lene

[JannieD 0]

Først lige et par stykker af dem her Hun er da det mest urimelige stykke pigebarn jeg har hørt om. Tænker lidt om det er puberteten der så småt er begyndt at gøre et indtag i hende. Det er vigtigt at du og din mand får snakket den episode godt i gennem, du må forklare ham at du ikke vil behandles så respektløs af hende længere. Måske kan han få noget ud af hende ved at tage en god lang snak med hende. Jeg håber det bedste for dig og famillien selvfølgelig.

Knus og varme tanker

JannieD

[Guest stineka]

jeg ved slet ikke lige hvad jeg skal skrive, men jeg sender dig mine varmeste tanker

[Tikkitavi 0]

Søde Downfall

Sådan en lille pige, skal bare have at vide, hvem der har bukserne på - du og din mand må tage en (RET) alvorlig snak med hende - for hun ødelægger dig jo - og er allerede godt i gang med det kan jeg næsten forstå.

Det er hårdt, men hun skal virkelig have besked på at opføre sig ordentligt - og laver man en aftale, så HOLDER man den altså også.

Hun skal bare prøve dig af tror jeg - og det er også ok, men hun skal ikke have den ene sejr efter den anden - hvis du forstår, for så bliver hun ved og ved og ved..... Og så bliver kørt mere og mere ned - og det har du ikke brug for...

Jeg sender en masse http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/Kiss.gif http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/Kiss.gif

i din retning.....

[Guest Glowin]

Birgit - det var mig overfor min mors nye mand for ca. 6-7 år siden!

Han skulle fandme ikke komme og tro at han skulle bestemme over mig, jeg havde lige mistet min far og nu var den der nye mand der til at "lege far".. fandme nej! .. Så jeg gjorde ALT jeg kunne for at irritere ham OG min mor. - Jeg stak endda hjemmefra uden at give besked og var væk lidt over en weekend.

Jeg kan fortælle dig én ting, du må IKKE vise hende at du lader dig gå på af hendes opførelse, for så vinder hun! Når hun skaber sig som hun gør, så LAD hende skabe sig (vennen som hun har med hjem, synes garanteret ikke det er fedt at have en veninde, som opfører sig sådan - det er heller aldrig sjov for den trejde part).

Den ENESTE årsag til at Kalle (min mors mand) og jeg, kan sammen idag... er fordi han lærte hvordan han IKKE skulle takle mig (ved at råbe og skrige) og ved at jeg er blevet voksen - Vi er idag kommet så langt, at han nu er den mand som skal følge mig op ad kirkegulvet på den store dag

Så et kram får du herfra - der ér håb forude - men det er DIG der bestemmer!

Majken

[Sandra Brix 4]

Åhhh sødeste Birgit

Du er jo ikke OND vel - det ved du da ;) Du er et betænksomt mennesker, der nu bliver trådt på af en ung pige - som burde få nogle :bask: Det er aldrig nemt når det ikke er ens egne børn - og heller ikke hvis det var. Ud fra hvad du skriver - ser jeg, at det lykkedes hende at "hyle" dig lidt ud af den. Børn er udspekulerede og kloge - det tager vi jo aldrig fejl af - og kan hun sætte dig og Jan op imod hinanden gør hun sikkert også det :bask: Du skal lære og holde fast i dig selv og ikke lade hende mærke du "vakler" det er sikkert det hun søger.

Men det er også svært at komme med råd på nogen måde, når man ikke kender til jeres forhold også mellem John og dig.

Det bedste råd jeg kan gi' dig, er at få talt med John om hændelsen. Forhåbentligt vil han støtte op omkring dig - så du ikke sidder tilbage her med en ØV følelse.

En masse tanker og kram til en af de SØDESTE kvinder jeg kender til!

[Downfall 1]

Puha, - hvor har jeg brug for jeres opbakning lige nu! TAK endnu engang fordi I bare altid er der!! *kram*

Desværre er det her dagligdag, forstået på den måde at John fra starten gav udtryk for - også når børnene var her - at jeg ikke skulle/skal opdrage på hans børn.

Min måde var og er forkert, fordi jeg konfronterer dem med det jeg oplever OG ham med hans måde at behandle dem noget hårdhændet på fra tid til anden.

Resultatet er, at de hurtigt blev enige om at jeg var/er "forkert" og ikke skal blande mig i opdragelsen.

Efterhånden har J (delvist) opdaget det har gjort mit forhold til børnene nærmest en umulighed; jeg har forsøgt at få ham til at se, at han er nødt til at kunne forholde sig loyalt til mig - men nu er det faktisk for sent.

Den ældste af pigerne tror jeg rent faktisk har fået ondt af mig, for hun har på det sidste behandlet mig med venlighed....

Det er bare så forbandet, for jeg håbede så meget jeg ville "få en familie" - og nu er jeg endt med at føle jeg burde være alle andre steder end i mit eget hjem

*suk*

Birgit

[Tikkitavi 0]

Sødeste Downfall

Det er hårdt at sige det her - men det er tydeligvis ikke noget der bliver bedre - men nærmest er blevet værre med årene... Og så mener din mand, at du ikke må opdrage på hans børn!!! Selvfølgelig må du det! Især, når de er i DIT hjem - så skal de indordne sig under dine regler - så må din vatnisse af en mand (ja - undskyld udtrykket) bakke dig op, én gang for alle... han har trods alt valgt, at han vil giftes med dig - og hvis íkke der bliver gjort noget ved det nu - lader det jo bare stå til, og så bliver du til en lille grå mus, der går rundt og sukker.... Efter deres pibe.... og det synes jeg ville være rigtig synd for dig.

Du må tage den kamp op nu - for du er altså ikke tjent med, at have en mand, der ikke bakker dig 100% op.... Når han ikke gør det nu - hvornår vil han så gøre det?

Fra lille mig (der ikke ville tøve, med at adoptere Downfall, hvis hun skulle gå hen, og blive til en lille grå mus )

Redigeret May 18, 2006 af Tikkitavi

[Nenya 1]

Desværre er det her dagligdag, forstået på den måde at John fra starten gav udtryk for - også når børnene var her - at jeg ikke skulle/skal opdrage på hans børn.

Min måde var og er forkert, fordi jeg konfronterer dem med det jeg oplever OG ham med hans måde at behandle dem noget hårdhændet på fra tid til anden.

Resultatet er, at de hurtigt blev enige om at jeg var/er "forkert" og ikke skal blande mig i opdragelsen.

Hvad for noget?!! Jeg var blevet stiktosset, hvis det var mig. Blev helt sur på dine vegne, da jeg læste det. Jeg synes, din kæreste har håndteret det helt forkert. Han skal da stå ved DIN side, hvis I skal have en fremtid sammen. Han kan da ikke bare lade børnene behandle dig som skidt. Selvfølgelig har du da noget at skulle have sagt i dit eget hjem. Du bestemmer lige så meget som han gør. Hvis børnene overtræder reglerne, er det da naturligt at sige det til dem - selvom det er opdragelse. Hvis de ikke vil acceptere det må ham og børnene da finde et andet sted at være.

Jeg forstår slet ikke, at du finder dig i, at børnene og din kæreste har rottet sig sammen imod dig og mener, at du er "forkert" (hvilket du selvfølgelig ikke er). Du skal leve med børnene mange år frem - og det bliver jo kun værre - især når de bliver rigtige teenagere - ikke præ-pubertets-unger som nu. De vil da så skide højt og flot på, hvad du siger til dem - de skal jo ikke rette sig efter dig.

Tror jeg vil stoppe nu - mit blod kom vist lidt i kog. Hvis jeg har misforstået noget eller såret dig er det bestemt ikke min intention. Jeg håber meget, at I finder ud af en løsning - for det der er j slet ikke holdbart.

Knus

[Downfall 1]

Fra lille mig (der ikke ville tøve, med at adoptere Downfall, hvis hun skulle gå hen, og blive til en lille grå mus

Hvor er du sød Rikke!

Det er faktisk ikke mere end et par uger siden jeg besluttede mig at flytte (!) - og så gik lidt af alvoren op for ham; jeg har sågar været i terapi for at forsøge at "ændre mig selv", men fik selvfølgelig ikke opbakning til dét - men derimod til at se på de vilkår jeg lever under.

Det chock J fik, da han hørte jeg ville flytte og de efterfølgende samtaler vi har haft, har nu flyttet noget (selvom Rom ikke blev bygget på én dag).

I dette tilfælde - her i dag - talte jeg med John da han kom hjem og oplevede for første gang at blive bakket op; måske fordi det er så indlysende urimeligt, det som S har haft gang i. Han siger så et par alvors ord til hende - det er bare stadig ikke "tilladt" for mig selv at lave regler eller irettesætte.

Det er til at blive sindssyg af!

[Guest Lakridspigen]

ØØøøvvv for en dårlig dag for jer begge to!

Gid I må finde et sted hvor I kan mødes; så dit forhold til J ikke er under pres.

Jeg sender dig en krammer!

[Sandra Brix 4]

Forstår ikke hans holdning til, at du ikke må bidrage til opdragelsen af børnene I burde da fungere som en fælles front - hvad enten det er dine biologiske børn eller ej. Så kan jeg fandemer godt forstå du har det hårdt søde Det ville jeg slet ikke kunne affinde mig med selv. (Har selv haft en papsøn før mit forhold til Mikael), så jeg kender en smule til de "blandede" familier.

Kan slet ikke forstå du kan fungere i dagligdagen - du må jo hele tiden skulle passe på hvad og hvordan du siger tingene - at leve på æggeskaller nærmest EJ, jeg synes godt nok det er strengt. Ja undskyld jeg siger det, men din kommende burde altså "vågne" lidt op :bask: Det kan han da ikke byde dig når nu han vil leve resten af livet med dig. Så skal han da også respektere dig og dine holdninger.

Lad os håbe at du fik sat gang i stof til eftertanke.

[diskobil 357]

Jeg må sige at der er et par ting her der lyder meget velkendt selvom vi ikke har nogen bonusbørn. DJ Zelina Stump har i løbet af det sidste år påtaget sig en slags opdragerrolle og belærende rolle. Det gælder særligt i forhold til hendes far (dvs. mig) og lillebror. Hun er godt klar over at hun ikke kan løbe om hjørner med sin mor. Der bliver hun sat på plads.

Jeg er da også fra såvel skole som hjemme, blevet belært om at jeg skal sætte mig mere i respekt overfor hende, så nu er det spanskrøret - nå ikke

Men det er slet ikke noget som kommer i nærheden af dette. Det skal du naturligvis ikke finde dig i. Heller ikke din mands opførsel. Du er en del af hans liv og derved også af hans børn og så skal der selvfølgelig være fælles fodslag i relation til opdragelse og respekt. Ellers har han ikke anerkendt dig 100%.

Redigeret May 18, 2006 af diskobil

[jannieogbrian 0]

"Men det er slet ikke noget som kommer i nærheden af dette. Det skal du naturligvis ikke finde dig i. Heller ikke din mands opførsel. Du er en del af hans liv og derved også af hans børn og så skal der selvfølgelig være fælles fodslag i relation til opdragelse og respekt. Ellers har han ikke anerkendt dig 100%."

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ja men jeg kan kun sige at jeg er 100 % enig. Du skalsempelthen ikke finde dig i at du ikke måvære en del af opdragelsen.

Håber i finder en løsning

[mipo 2]

Søde søde Birgit.

Jeg tror ikke jeg har ret meget nyt at tilføje, blot at jeg meget godt kan forstå din frustration, og at jeg stiller mig undrende overfor at du som et voksetn og ansvarsbevidst menneske ikke må opdrage på de børn som bor i dit hus!!!!

Han elsker dig jo og han må da stole på at du kun vil hans børn det bedste ikk

Og sidst men ikke mindst et kæmpe stort kompliment for at du har kunnet holde til denne højst uacceptable opførsel fra nogle unger som er meget meget respektløse overfor dig - personligt havde jeg ikke holdt ret længe.

og

Mie

[putti 0]

Sikke noget HØ!!! Du får lige de her

Jeg sidder lige og tænker på, at hun måske netop reagerer som hun gør, fordi hun savner tydelige grænser fra dig. Hun er jo midt i en rivende udvikling og mangler måske dig at "spille bold op ad", og det er altså ikke let, hvis du ikke må spille for farmand.

Det er jo ikke et spørgsmål om opdragelse, men om at blive respekteret som menneske! Ved hun, hvorfor du trækker dig? - For en 11 årig kan det jo sagtens tolkes som ligegyldighed, og det er da det værste man kan blive udsat for, så hellere drive dig så langt ud over kanten, at du til sidst reagerer omend det bliver negativt.

Håber på det bedste Putti, der overvejer at sende dig et par ørepropper (bruges med stor succes her, hvor vores soveværelse ligger klods op ad Mikkels værelse)

Redigeret May 18, 2006 af putti

[HenrietteS 1]

Desværre er det her dagligdag, forstået på den måde at John fra starten gav udtryk for - også når børnene var her - at jeg ikke skulle/skal opdrage på hans børn.

Det er noget grimme noget.

Du skal råbe højt nu, ellers ødelægger du dig selv.

Jeg fandt min mand for 9 år siden - jeg havde 2 piger og han 1 pige og 1 dreng - de var forfærdelige ( hans ) - Min mand holdt hånd over hans, da de ikke var der så tit; men han måtte gerne skælde ud på mine - næ du, sådan leger vi ikke.

En dag tog jeg begge mine børn og kørte - blev væk weekenden over.

Der fik han noget at tænke over - var det meningen at hans børn, skulle ødelægge hans kærlighedsforhold til en kvinde - nej det skulle de ikke.

Nu er vi gift - havde jeg ikke taget mine børn, kan jeg ikke svare på hvordan jeg stod i dag; men min mand fik åbnet øjnene.

Hans unger har af at indordne sig efter ham og JEG - ligeså mine børn; men de bor sammen med ham og der har sldrig været problemer - de forguder ham.

Knægten har en gang sagt til min mand, at han ikke kunne li mig - nå sagde min mand - så må du bare lade være med at komme, for jeg elsker hende og det skal du ikke bestemme.

Pøj pøj til dig. ekstra børn er hårdt.

Havde jeg vist hvor svært det kan være, havde jeg nok ikke den mand jeg har i dag; men en mand uden ekstra børn.

[Downfall 1]

Ved hun, hvorfor du trækker dig? - For en 11 årig kan det jo sagtens tolkes som ligegyldighed, og det er da det værste man kan blive udsat for, så hellere drive dig så langt ud over kanten, at du til sidst reagerer omend det bliver negativt.

Hun ved det nu godt.

I går - da vi så skulle spise - så kørte hun på igen; talte med munden fuld så maden væltede ud af munden på hende - gnavede direkte af gaflen osv. Kort sagt alle de ting hun ved jeg synes er mega træls at kigge på

Og jeg..?! Jeg sad bare dér og vidste jeg ikke kunne/skulle sige noget...

J's forståelse rækker heller ikke dybere, end at han - endnu engang - i går aftes gjorde mig det klart, at han til enhver tid vil gribe ind hvis han oplever jeg siger noget til hans børn der

gør dem kede af det, frustrerer dem eller gør dem vrede

Et andet eksempel på hvordan vores liv med børnene fungerer, er i øvrigt et besøg hos børnenes mormor (der selvfølgelig elsker sine børnebørn....hmmm....med "næb og klør"):

M på 16 vil til halbal om aftenen 50 km. væk og J siger til mig at han er træt af det og har tænkt sig at sige nej.

Jeg foreslår en anden strategi - nemlig at sige at det er OK han tager afsted - men at han selv må finde ud af hvordan han skal komme frem (han skal sove hos sine bedsteforældre på mors side når det er slut).

Da J snakker med ham bliver han ulykkelig og vred; han sidder udenfor på terassen og græder - J sidder hos ham og taler med ham.

Jeg kommer ud og trøster ham lidt; har ikke hørt og ved ikke hvad de har talt om...

J ender med at vælge at køre ham - hvilket for mig er OK. Jeg mener, det var jo som udgangspunkt ikke mig der ikke syntes han skulle til fest.... Og så tænker jeg ikke mere end det.

Nu her, flere måneder efter, har jeg så J's mor med i bilen på vej til familie-tamtam. Pludselig siger hun, at hun ikke synes jeg skal blande mig i børnenes opdragelse for M har været SÅ ulykkelig fordi jeg har blandet mig ved den givne lejlighed!

Resultat: Jeg føler mig både "hængt ud", uretfærdigt behandlet - og på samme tid husker jeg med smerte de gange hvor jeg rent faktisk hár tilladt mig at korrekse børnene (i starten - før jeg blev "banket på plads") og føler mig som verdens dårligste menneske

Jeg grubler og grubler - og resultatet er at jeg trækker mig mere og mere; jeg forsøger ikke at være hjemme når børnene er der (har overvejet at leje et værelse, så jeg kan sove dér når de er), ikke at hente dem, ville helst ikke spise med dem etc.

Øv!!! Jeg er så ked - og det er bare ikke holdbart

B

[Guest hct]

Øv øv øv hvor jeg føler med dig! Ikke fordi jeg selv ved hvordan du har det, vores tilfælde er nok direkte modsat, da jeg helt fra starten af vores forhold (også før vi boede sammen) næsten har opdraget/rettet lige så meget på min mands søn som han selv har - nogle gange endda mere - og der har aldrig nogensinde været nok brok fra hans side (kun nogle enkelte tilfælde hvor vi måske er uenige, men det forsøger vi at tage udenom sønnen).

Men - har jeg ret i at din kæreste opdrager på dine børn, som bor hos jer fast?

(Jeg kan nu se at du slet ikke skriver noget om egne børn, så jeg kommer i tvivl om du selv har nogen)...

Hvad nu hvis din mands børn på et eller andet tidspunkt kommer til at bo hos jer fast - hvad har din kæreste så tænkt sig? At du stadig ikke må opdrage på dem, og skal holde dig væk døgnets 24 timer for at kunne holde ud at leve?

I min verden gør det ingen forskel om børnene er der 2 dage hveranden weekend, eller alle døgnets 24 timer - de har sgu (undskyld udtrykket) at indrette sig efter forholdene og de voksne der bor der - uanset om det er biologiske forældre eller ej.

Jeg synes din situation er fuldstændig uholdbar (men det er selvfølgelig nemt nok at sige for en udenforstående) - og selvom det er svært så kræver det sgu en ændring - her og nu, hvis ikke du skal ødelægge dig selv helt på det.

Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis jeg var dig - men en eller anden øjenåbnende oplevelse trænger din kæreste gevaldigt til.

Du får en masse og gode tanker med på vejen herfra - jeg håber virkelig han får øjnene op for hvad han er igang med, og ikke mindst at han er igang med at miste dig hvis det fortsætter.

Redigeret May 19, 2006 af hct

[Downfall 1]

Knægten har en gang sagt til min mand, at han ikke kunne li mig - nå sagde min mand - så må du bare lade være med at komme, for jeg elsker hende og det skal du ikke bestemme.

Det ville være alt hvad jeg kunne drømme om og ønske mig! Jeg tror på en måde også han ville ønske han kunne "gi' mig dét", men dels så har han det bare ikke sådan - dels er det for sent nu; han har allerede lavet nogle statements - i forhold til mig og overfor børnene - han ikke bare sådan kan lave om. Og jeg ér kyst, har givet op - og har bare ikke den naturlige, afslappede omgang med ungerne som jeg havde ønsket mig af hele mit hjerte!

Men - har jeg ret i at din kæreste opdrager på dine børn, som bor hos jer fast?

Jeg har ikke selv børn, hct - så der er jo god argumentation i at jeg ikke ved noget om dem!

Vores syn på "børn" er desuden også forskelligt generelt; jeg mener de er mennesker der fødes med følelser og et ønske om at gøre det rigtige i kærlighed til deres forældre (der er ikke noget værre for et barn end risikoen for at miste sine forældres kærlighed - derfor samarbejder de alt det de kan), - hvor min kæreste mener at børn skal opdrages (og gerne med relativt hård hånd) til at blive "ordentlige" mennesker - det ligger ikke i deres natur.

Når det er skrevet, så skal jeg dog stå ved, at jeg kan blive mega gal og sige det lige på og højt, men ALTID med en forklaring og kærlighedserklæring hæftet på; jeg er jo (tro det eller ej) uddannet psykoterapeut og det betyder MEGET for mig at tingene bliver sagt og gjort ordentligt!

[Guest Signe Opstrup]

Nu har jeg ikke selv kendskab til en lignende situation. Men uanset hvad er min mening: Børn skal have respekt for sine forældre og voksne generelt. Hvis dine børn var hjemme hos mig skulle de respektere mig og hvis jeg i dit hus bad dine børn om lige at hjælpe mig med at dække bord skulle de gøre det (selvfølgelig skal venner og gæster ikke opdrage) men jeg mener at J's børn skal have respekt for dig - du bor der jo! Ikke at du prøver at overtage en rolle som deres mor, men sipmpelthen bare rollen som en ansvarlig voksen person som de skal respektere og samtidig en de skal kunne komme til og snakke med; og kald det opdragelse eller ej - du er den voksne og det er dig der bestemmer....men det kræver selvfølgelig opbakning fra din kommende mand. Du må snakke med ham igen.....håber situationen bliver bedre

knus SIGNE

[Guest Katharina Stendys]

Kære Birgit!

Du er på ingen måde ond, du stille et rimeligt krav som endda bliver præciseret før i overhovedet kommer hjem.

Jeg har selv stået i samme situation, dog fra barnhøjde, og tro mig jeg ved godt hvordan en "ond" stedforældre er, og som du beskriver situationen, har du forholdt dig roligt, og dette er kun godt.

Jeg tror en god ting, som jeg altid satte pris på derhjemme når der havde været kontroverser, var at sætte os ned sammen, alle sammen og snakke tingene igennem. Lade alle få ordet og udtrykke hvad de mener problemerne, og de gode ting er, og så komme med fornuftige og konstruktive forslag til hvordan man bedst omgås hinanden.

Min stedfar var desværre ikke som du er, og netop derfor er der også en mulighed for at i burde kunne få det til at fungere. (håber jeg for dig)

Et godt råd kunne være at lave noget alene med din steddatter (Ved selvfølgelig ikke om det er prøvet) tag en dag ud af kalenderen og lav så nogle ting hun elsker.

Det er svært når man står som barn, forældrene er skilt og en ny træder til, mange gange er børnene bange for at man søger at erstatte den forældre der står på sidelinjen og ikke længere er en del af familien.

Børn har en behagetrang over for sine forældre og derfor vil de ofte søge at beskytte dem, blandt andet ved at behandle "Den nye" dårligt, da de tror at dette vil være bedst for forældren på sidelinjen. Man vil nødig kunne lide "Den nye" for det er jo ikke mor/far.

Kan virkelig forstå hvor svært dette må være for dig, for hvad stiller man lige op, børnene er der jo lige meget hvad, og hvordan får man dem til at forstå!

Jeg håber virkelig at det lykkes for dig/jer, og hvis du har brug for råd, set fra børnehøjde (har jo selv været der) må du endelig skrive!

Held og Lykke... Og hold fast i det du gør!

DU ER IKKE OND!

[Downfall 1]

Én af de ting jeg godt kan li' ved mig selv er mit mod; jeg kan godt være ved at kvæles af angst for, at det jeg skal sige eller gøre vil ha' nogle voldsomme konsekvenser - men jeg tør gøre det der er rigtigt for mig alligevel.

Da vi havde spist i går (og den middag foregik under nogenlunde samme stemning og omstændigheder som den foregående) gik vi for os selv og jeg fortalte J om min oplevelse af at leve sammen med ham - og ikke mindst børnene.

Han forstår det ikke, - men han har dog i det mindste været nok med i terapi (og på ét modul af min terapeutuddannelse) til at han har en accept af, at den virkelighed én person befinder sig ER virkelig, - også selvom den anden ikke kan forstå det eller ikke oplever det på samme måde.

Jeg fortalte ham, at jeg ikke kan leve under de omstændigheder - og at jeg havde besluttet mig for at leje et værelse og flytte ud i de perioder vi har børn MED MINDRE hele hans attitude ændrer sig og han bakker mig 100% op; sådan at jeg til enhver tid kan være MIG..........også hvis jeg i øvrigt begår fejl og er uretfærdig (hvem sker det ikke for?!!)!

Til min store glæde og overraskelse sagde han med det samme, uden tøven, at han gerne vil bakke mig op og at han under ingen omstændigheder vil ha' jeg skal flytte! At han - når han tænker rationelt - godt kan se det er fuldstændigt "hen i skoven" at jeg ikke kan være MIG eller/og være i mit eget hus.... Vi snakkede lidt om, hvordan han har reageret ud fra nogle følelser (i forb. med skilsmisse og udsigten til "tab" af sine børn) har reageret med "hovedet under armen" - og jeg fortalte ham noget mere om, hvordan det har været for mig at blive fanget i.

Som jeg skriver længere oppe, så blev Rom ikke bygget på én dag - og det her vil være svært for os længe; jeg vil komme til at holde mig mere tilbage end sundt er, børnene vil komme til at reagere voldsomt imod mig når jeg begynder at sætte grænser igen - og J vil komme til at sige ting der sårer mig....

Men for fanden tøser... Skal vi ikke gi' ham 10 ud af 10 for den gode vilje?!!

Birgit - fortrøstningsfuld brud!

[Guest stineka]

sødeste Birgit,

jeg har sådan tænkt på dig og hvor er jeg glad for at høre at du 'tog tyren ved hornene' og fik snakket ud om det.

kærlige tanker, Stine