Børn

[Guest hct]

og og fordi du tog tyren ved hornene selvom det krævede mod - selvom jeg ikke kender dig, så glæder det mig meget på dine vegne at han endelig har forstået hvor svært du har det, og at han er villig til forsøge at ændre på det.

Rom bliver aldrig bygget på 1 dag, nej - men det må helt klart være positivt at han nu forstår, og vil gøre en indsats for at få tingene til at fungere - selvom det måske kommer til at trække tænder ud undervejs.

Jeg håber virkelig for jer at i finder ud af tingene - og at børnene vil få øjnene op for at du er et menneske som fortjener respekt, ikke mindst i dit eget hjem.

Way to go!

[Knirke 1]

En veninde, jeg havde en gang, har en far, som med skiftende held fandt forskellige damer, som han efter ganske kort tids bekendtskab flyttede ind hos. Min veninde boede hver 14 dag hos sin far - og deltog derfor også i de hyppige flytninger.

Jeg selv så på udefra - og hverken mig eller mine forældre fattede at pigebarnet kunne hænge sammen og få en hverdag til at passere på fornuftig vis.

En af årsagerne til at det kunne fungere (og ja, han slog sig til sidst ned hos en kvinde - og er vist nok blevet der siden) var at faderen havde dels sat "far/datter tid" i rammer, dels "familietid" - dvs. så pigebarnet helt struktureret kunne se hvornår det var tid til at være sammen med sin far alene, dels hvornår hendes deltagelse var påkrævet sammen med kvinden og hendes evt. børn.

mht. opdragelse osv. - ja det husker jeg ikke hvordan det virkede, men der er ingen tvivl om at det kræver partnerens deltagelse (særligt når I er så tæt på at skulle giftes!!) at have dele/fælles børn til at bo.

Måske kunne man overveje en familiedag - hvor din mand med din deltagelse overfor børnene ridser spillereglerne op. Så er der ingen tvivl og de kan elske eller hade det - men det er faktum. Tror de fleste børn kan lide at kende spillereglerne - hvemfor at skulle gætte sig til dem / opfinde dem selv - og derefter tro at såfremt det ikke passer dem manipulere dem i deres retning.

ja, det fremgår nok tydeligt at jeg ingen børn har selv - men set udefra er det helt rigtigt at du og gemalen skal stå sammen om dette projekt.

fra knirke

[Sandra Brix 4]

Åhhh - det er jeg bare SÅ glad for at høre - du har været i mine tanker Han skal da have 13 med pil op - godt du fik modet til at tale med ham. Ja - selvfølgelig kommer der hårde tider - men sådan er det jo at leve sammen som par. Men når indstillingen er der (og det kan jeg jo høre den er) Så synes jeg du har håndteret alt dette på den mest perfekte måde. Du har både taget hensyn til dine egne følelser og forståelse, men også John's *BRAVO* det er der ikke alle der er i stand til

[Guest Lakridspigen]

Jeg læser og gyser! Her kommer lidt meget personlige betragninger jeg har gjort mig - det er ikke møntet på nogen i denne tråd, så bare læs hvis I har lyst.

Jeg fik efter mange år min store kærlighed tilbage. Han havde i mellemtiden fået 2 børn.

Kønne unger iøvrigt, og de kravlede på mig som 6 og 8 årige fra 1. møde.

Min eks boede i en forretning uden varme og arbejdede om natten. Mit hjerte var ved at sprænges; 2 børn i et koldt lokale, hver weekend og far er væk om natten. Allerede dér burde jeg have lugtet lunten; dårlig far! Men jeg skovlede de 2 ukendte børn i favnen, fik dem fodret af, spillede spil og pakkede dem i en lun dobbelt seng sammen mens jeg lå i værelset ved siden af med døren åben. Fint nok.

Drengen led meget mere åbent af savn efter sin far; han var umulig overfor mig; og hans far sov jo 8 timer efter natarbejdet dvs til 15 om eftermiddagen! Pigen var bare meget stille og klamrede sig til mig. Drengen blev værre og værre, og jeg forsøgte at få eksen til at forstå at han måtte være synlig og være der for sine børn.

Pigen sagde ting som "du er min mor", og jeg lo og smilede og sagde at hun altså havde en sød mor, men at jeg kunne være hendes ven.

Drengen vidste at alt i lejlighedn var mit og ødelagde bevidst ting. Jeg bad ham selvfølgelig om at passe på men faren sagde ting som at "jeg var snobbet"---aha?!

Eken talte grimt om mor'en i børnenes påhør, og jeg bad ham om at lade være. Pigen prøvede at gøre det samme for at få min bekræftelse, men jeg holdt stand. Eks en klaskede telefonen på når han snakkede med moren, og blev skidesur når jeg gav hende ret i at børnenes tøj altså skulle med hjem! Jeg bad ham om at give hende lidt plads, tilbyd hende aflastning og hjælp, og det lykkedes faktisk at få ham til at køle ned.

Men drengen og jeg var på en grim kurs. Jeg foreslog at forlade min lejlighed så de kunne være alene, og så måtte børnene ove hos familien. Jeg foreslog ham at kontakte foreningen Far, der heldigvis sagde til eksen "at han satme havde en klog kæreste!" Og så fortsatte eksen med at forfordele drengen fra pigen. Jeg måtte indse at jeg intet kunne gøre mere. Pigen kunne jeg have nappet på stedet! Men drengen var så ulykkelig over sin fraværende far at jeg var endnu en sten i vejen.

Jeg lovede mig selv ldrig at involvere mig i en mand med børn igen. For at forlade især pigen flåede for meget i mit hjerte. Og når jeg har sagt det til dates med børn er mange blevet vrede og har sagt; Du skal jo ikke være mor!?

Nej...men man giver sit hjerte til de små...men der er andre voksne der bestemmer om man må. Og jeg ved hvor svært det er at se dem lide af jalousi samtidig med at mn har lyst til at kværke dem pga dårlig opførsel.

Og de klogeste ord jeg har hørt er; har man særbørn skal de altid komme først i prioritet, har man fælles børn er det parforholdet der er først; for det er den platform de får deres styrke fra.

Je sender jer mange tanker og håb!

[arno 1]

Børn skal have respekt for sine forældre og voksne generelt. Hvis dine børn var hjemme hos mig skulle de respektere mig og hvis jeg i dit hus bad dine børn om lige at hjælpe mig med at dække bord skulle de gøre det

Er TOTALT enig - børn skal have respekt for forældre OG for voksne generelt! Og så er det lige meget om de voksne er forældrenes nye kærester, kommende koner, venner og bekendte eller læreren henne i skolen!

Din kæreste er nødt til at respektere dig som det voksne individ du er; hvis ikke han gør det, vil dine "bonusbørn" ALDRIG respektere dig, og så er situationen uholdbar! For selvfølgelig skal du kunne irettesætte hans børn!! Selvfølgelig skal de følge DINE regler, lige så meget som din kærestes regler! Og hvis jeg kom i hjemmet, skal de søreme også respektere at jeg befinder mig i jeres hjem - som det voksne menneske som jeg nu engang er! Det handler om generelle retningslinjer for hvordan man omgås mennesker/voksne, og hvis ikke de er i orden, får din kærestes børn seriøst problemer senere i livet, når de skal begå sig i den barske virkelighed udenfor "familiens trygge rammer"!! Hvis ikke din kommende mand kan indse dét, så ville jeg totalt overveje om det var et forhold som jeg ønskede at være en del af!

Puha... Kan mærke at jeg også er nem at få i kog over det her! Jeg kan virkelig ikke se at det skal være rigtigt at du træder i 7. række, når de unger er i JERES hjem! Du er i FRONT - og ungerne har F... bare at følge efter! Og hvis ikke deres far kan indse det, så synes jeg seriøst at du burde pakke og flytte.

[Librian 3]

Jeg fortalte ham, at jeg ikke kan leve under de omstændigheder -

Birgit - fortrøstningsfuld brud!

Det var bare supert at du sagde det til ham

Det kan ikke være rigtig at du skal være serviceorgan overfor hans unger, at de kommer og bor hos dig, sviner dig til og kunne brænde huset ned UDEN at du må sige noget til dem.

De har virkelig brug for at vide at DU OGSÅ bestemmer, og her kan du ikke laver alle reglerne moster.

Sådan nogle (snot-) teenagers skal holdes i kort snot og de har brug for tuff-love. Jeg husker virkelig min teenagetid, som total grænsesøgende. "Hvor langt kunne jeg få dem ud. Hvor meget kunne jeg få dem til" og hver gang Verden gik imod hylede og skreg jeg Så husk at noget af det sikkert også er hormoner

Og nu hvor vi er i gang: Skulle resten af familien så ikke lige blande sig ude om?!? Jeg kan godt forstå du blev ked af det da mormoren blandede sig. Hun skal bare holde sin mund. Hun vidste jo åbenbart heller ikke hvad det drejede sig om.

Godt I fik snakket om det! Håber det hele bliver bedre.

[LotteC 0]

Tumler lige forbi med en stor portion kram

Sejt, at du har taget en god snak med J. Husk nu at minde ham hyppigt og kærligt om jeres aftale...

Teens er nogle banditter! Har jo selv Truntepigen, der med sine 16 somre er så dreven ud i manipulation og grænsesøgende adfærd at Henrik Quortrup ligner Postmand Per!

Lykkeligvis har min bedre halvdel hørt min bøn om at han SKAL opdrage på tøsen, når hun tér sig. Kærligt, ja naturligvis!! Men bestemt og konsekvent.

Og jeg var efter al sansynlighed sprunget i luften, hvis han først havde sagt NEJ til halbal og derefter havde leget privatchauffør (og dermed givet efter for skilsmissebørns numero uno våben; tårer!) og sidst men ikke mindst sat dig i en yderst ubekvem situation overfor børn og svigermor... Men nu er du heldigvis ikke mig så du påtager dig igen rollen som HELVEDES FORSTÅENDE!

Kan børn og mand ikke forstå en fast (og evt høj!) røst - eller skal du gribe til trusler og indadvendt - men retfærdig - harme for at få plads??

Vis dig som en mand, Birgit! Og sæt hælen i jorden med en fast hånd

De allerkærligste hilsner og mange kram

LotteA - nu med blærbar

[beatles 0]

Jeg ved ikke rigtig om du har brug for flere input.....eller om jeg overhovedet har noget nyt at komme med.

Jeg er mor til to piger, min kommende mand har ingen børn. At det fungerer hos os er ikke min fortjeneste, men en blanding af min kærestes stædighed, en masse held og en lille bitte smule af min evne til at se hvad der er rimeligt.

Da jeg mødte min kæreste, havde jeg en klar holdning til at han ikke skulle ind og være far, men han viste fra starten at han ville have os allesammen og han viste at han meget gerne ville have et ansvar for familien. Derfor har jeg hen af vejen måtte give ham plads. Og jo vi bliver opdraget på allesammen herhjemme......og nej det er ikke altid sjovt men når børnene er der giver jeg ham ALTID ret - uanset om jeg synes at han har ret eller ej. BAGEFTER......når der ikke er nogen børn, kan vi så tage nogle gevaldige diskutioner - helt ned i detaljen. Vi er meget nemlig meget forskellige i vores syn på hvad børn må og ikke må. Hos ham hører børnene til i deres egen seng - hos mig må de godt sove i revnen efter en slem drøm. Hos ham skal børn spise meget pænt. Det skal de også hos mig......men når vi er hjemme, må de godt mose kertoflerne ned i sovsen (det smager nemlig bedst). Hos ham må man ikke sige tissekone når man spiser. Det må man godt hos mig (hvis det ellers indgår i en nogenlunde rimelig sammenhæng).

Den måde vi har valgt at være familie på, har betydet at vi i dag har nogle mere rolige børn. At min kæreste er kommet med sit lidt strengere syn på opdragelse, har også betydet at vi har nogle lidt mere velopdragne børn ( hvilket.....og jeg er ikke meget for at indrømme det, var meget tiltrængt ).

Det vigtige her.....er at give plads. Som jeg læser det du skriver, er det det du ikke får nok af. Du skal have lov til at opdrage hans børn, ellers kan du ikke være i dit eget hjem - så enkelt og så svært er det.

mange knus skal du have med på vejen.....

Beatles