Bryllup

[Xzenia 1]

Hej allesammen

Jeg bliver ved med at have en lidt dårlig fornemmelse omkring nogle mor-datter episoder inden brylluppet.

3 dage inden bryllupet

Min mor og jeg har aftalt at hun er hos os senest kl. 14.00. Hun kommer kl. 17.00. Dermed stod jeg alene med det store skrud af en kjole som skulle til og fra renseriet og som bare ikke kunne håndteres af en person. På grådens rand fik jeg transporteret kjolen tur retur med taxa.

Aftenen inden brylluppet

kom min kære mor og min svigerinde til mig, vi hyggede og slappede af. Jeg og min svigerinde var 100% færdige med alt. Der var bare at vente til næste morgen, tage bad, spise, sætte, hår og hoppe i kjolen. Min kære mor er typen, der aldrig bliver klar til tiden. Hun mangler altid en hulens masse der lige skal nås....i sidste øjeblik. Jeg i rigtig god tid forklaret hende at hun skulle gøre sig færdig inden vi skulle være sammen. Og dagen inden sagde jeg til hende at hun kun skulle komme hvis hun var færdig, fordi jeg ikke orkede at se hende stresse med det ene og det andet. Jeg ville bruge tiden sammen med hende til hygge og afslapning. Og hvordan går aftenen så. Jo hun skal:

- Sy noget på sin kjole

- File og lakere negle

- Finde ud af hvilke af de 7 Bh'er hun havde med, passede til kjolen

- Hente strygejern (udefra - mit var nemlig lånt ud)

- Stryge. :bask:

Næste morgen - På selve bryllupsdagen.

Jeg husker ikke meget til hende (her er det muligt at jeg har lidt blackout) men jeg har en fornemmelse af at hun havde mere end nok i at skulle klare at få sig selv klar. Jeg husker intet til at hun var der. Da jeg skulle i kjolen stod hun midt i sin egen påklædning. Jeg husker hende sige "ja, men jeg vil så gerne klæde dig på" hvor jeg kort for hovedet svarer "ja, men det kan du ikke". I stedet var det svigerinden og frisøren mig med at komme i kjolen. Tak og lov for hende. Hun skulle være kørt kl. 11.30 hvor jeg var færdig, hun var der til 12.55 - hvor jeg kørte afsted i kirken. Jeg er så fantastisk imponeret over det. For det er ikke engang en jeg har brugt i særlig lang tid. Jeg er hende evigt taknemlig. Der var virkelig brug for hende Det viste sig nemlig at kjolen var lidt for stor, så der skulle sys nogle sting og sættes nogle sikkerhedsnåle.

Hvad vil jeg med det hele

Ja jeg ved det ikke. Men jeg er så ked at hvordan jeg husker det hele, og jeg har tænkt så hjernen næsten slår gnister for at komme i tanker om noget positivt omkring mig og min mor fra aftenen inde og om morgenen. Dels fordi jeg selvfølgelig helst vil tænke på de gode og positive minder omkring det. Nogle gange tænker jeg, at jeg må have fået et blackout - kunne nok nemt ske for en bridezilla

Nogle gange bliver jeg endnu mere irriteret fordi min mor og mine søstre forventede at vi allesammen skulle være sammen inden brylluppet, men her holdt jeg på at mine søstre ikke skulle være med. Af en eneste årsag. Så ville jeg stå med 3 personer, der ikke har fået styr på deres ting. Og af alle dage, så ville jeg ikke kunne håndtere det - denne dag.

For det meste bliver jeg simpelthen så ked af at jeg vrissede ad min mor, da hun sagde at hun ville så gerne klæde mig på. Men for f.....os. Kunne hun ikke bare have styr på sin planlægning en enkelt gang. Nå ja, selv om jeg tænker sådan - så eeejj - det gør næsten ondt i maven, at min mor ikke fik fornøjelsen af at klæde mig på.

Måske skulle jeg bare af med noget gylle her. Men jeg tænkte på om I andre måske også havde haft lignende oplevelser. Det er jo en dag hvor nerverne sidder uden på tøjet, så selv om man selv og ens mødre har de bedste intensioner, så går det bare "forkert".

Måske gik det faktisk godt og super. Jeg har bare haft et midlertidigt blackout.

Xzenia

[jannejuel 0]

Ja jeg ved ikke lige hvad jeg skal skrive til dig andet end at jeg kan kan følge din trang til at huske noget godt.

og jeg tror også det er godt for dig at få det ned på skrift, så du kan se hvad det var der gjorde dig ked af det.

knus herfra

Janne

[Guest mus01]

Pyha Xzeina.....

Den historie kunne ordret være skrevet af mig.

Det er min mor om igen ved mit første bryllup....

Jeg syede selv min første brudekjole, men købte slør, hovedpynt og skørt hos Lily i Århus. Jeg havde aftalt med min mor at hun skulle med mig ud og handle.

Et par dage inden ringede hun afbud fordi hun hellere ville til en mindegudstjeneste for min mosters mands stedmor, som døde og blev begravet i Kenya en måneds tid inden... min mor har aldrig mødt damen

Jeg tog selv afsted alene, og f*ndenme om ikke hun blev sur over at hun ikke kom med....

Aftenen før brylluppet tog jeg over til mine forældre og da jeg kom ind af døren fandt jeg min mor stortudende over at hun ikke synes at hendes til lejligheden dyrt indkøbte selskabskjole sad pænt nok. Sukkk..... der blev ikke sagt ret meget i det lille hjem den aften.

Dagen efter måtte jeg på det nærmeste klare mig selv fordi hun brugte hele dagen på at sætte håret om en fire fem gange..... og make up'en skulle også laves om mindst lige så mange gange. Så skulle der tudes over kjolen (hendes egen altså) igen - om med make up'en endnu en gang.

Det var min far der hjalp mig i kjolen.... ellers var jeg aldrig blevet klar.

Faktisk husker jeg slet ikke min mors tilstedeværelse resten af dagen....

Dråben var godt nok da min søster skulle giftes nogle år senere, der var min mor med hende ude og købe kjole og jeg måtte indkassere en stikpille - "Se din søster kan godt finde ud af at vælge en dato til kjoleprøvning hvor hendes mor kan være med"

Konskvensen er at INGEN fra min familie - med undtagelse af mine to dejlige unger selvfølgelig - skal med til mit bryllup næste sommer - på nær min dejlige onkel, som vi håber har overskud til at komme og supplere vores borgerlige vielse med en kirkelig velsignelse, han er gift med min anden moster, der ingen kontakt har med min mor.

Du skal overhovedet ikke have ondt i maven over at din mor ikke fik hjulpet dig i kjolen. Det er jo ikke dig, der har forhindret hende, det klumrede hun så glimrende i selv.

I starten havde jeg dårlig samvittighed fordi det jo var mit bryllup, der var skyld i allt skærmyslerne og tårerne. Men i dag er jeg helt kold i en vis legemesdel og ønsker ikke hendes deltagelse i min bryllup på nogen måde.

Det skal nok give en pokkers ballade når hun og resten af familien opdager at vier blevet gift, men det må jeg finde ud af at tackle til den tid....

Stort fra Marianne

[Guest Dida]

Puha, de mødre. Da jeg endnu ikke selv er blevet gift, kan jeg ikke nikke genkendende til din historie. Men jeg kunne bruge flere spalter på at fortælle historier, der minder om den og jeg ved hvor meget en mor kan fylde ens hverdag.. Så jeg vil bare lige udtrykke min medfølelse!! Håber du på den ene eller anden måde kan komme over følelsen.

[FruAas 1]

Kender godt følelsen - vi er ikke blevet gift endnu, men min mor viser allerede tegn til at kunne give problemer:

Vi skal holde reception inden middagen hvor vi spiser kage og åbner gaver. Dette afholdes i festlokaler tæt ved hvor vi bor. Da min mor hørte det, meddelte hun, at hun jo altså nok blev nødt til at låne vores lejlighed så hun kunne få sig en lur, for ellers ville det være en al for lang dag!

Nu skal det siges at vi bor i en lille 3 værelses, og jeg regner bestemt ikke med af den er rydelig den dag. Og min mor er ikke typen man har det godt med at slippe løs i en rodet lejlighed (hvis der ligger tøj på sengen og hun vil have en lur der, kan hun finde på at lægge det ned på gulvet sammen med snavset tøj o.lign.)

Desuden er der adskillige andre som også kunne have brug for en pause (2 bedstemødre på 75 og 91) og mødre med småbørn som ammer - og skulle vi så vurderer hvem der har mest ret til lejligheden? - der jo trods alt max. 2 der kan få ro samtidig.

Desuden vil vi jo også gerne selv kunne "bruge" lejligheden, f.eks,. til at rette på håret o.lign

Pointen: Jeg meddelte min mor at lejligheden ville blive låst af for alle undtagen os selv. Og hun blev SÅ fornærmet!

Men jeg tror at man skal markere for start af, istedet for at være den søde pige. Der er så mange følelser involveret i et bryllup.

Mit råd til dig:

Overvej om du skal konfrontere din mor med sig opførsel.

Hvis du ikke har lyst til det, så fokuser fremover på de gode sider ved hende, men lad være med at tro at hun ændre sig.

Og prøv at undgå de dårlige; - i de situationer hvor hun er besværlig er du der ikke..

(ikke noget med at sige ja til en anden gang at mødes inden fest og "hygge" sig sammen).

Jeg er selv meget bevidst om hvornår min mor er ok at være sammen med og hvornår hun ikke er det.

(ved f.eks. at hun måske vil brokke sig når hun ser bordplanen, og jeg har bestemt at det er bare surt for hende)

Stort

Snart fru Aas

[Guest September06]

Åh gud..........det er MIN mor, du skriver om :bask:

Det gik nu egentlig fint nok til brylluppet denne gang, men generelt "slås" jeg med hende hver eneste dag.....og har gjort det i 17 år.

Jeg er min mors "mor" og kan ikke finde ud af at sige fra. Har det ligesom dig med dårlig samvittighed og kan ikke finde ud af at få det stoppet.

Vi burde lave en klub for os, der har problemer med vores mødre!!!

Problemet med min mor stikker så dybt at jeg ikke bare kan bede hende skride ad H til - men jeg har da nogle gange ønsket hende bort fra jordens overflade, så jeg kunne ånde frit igen. Har vendt emnet med et par professionelle, men det hjælper ikke noget......og nu har jeg ligesom bare accepteret, at hun er mit livs åg

Måske ville det hjælpe at danne en klub

Knus til dig - jeg forstår dig SÅ godt!!

KH Jeanne

[Guest ncd76]

til jer alle

Jeg føler virkelig med jer, men da jeg endnu ikke selv er gift har jeg ikke haft sådan en oplevelse, men kan udemærket forstå hvordan I alle har det.

Hvor må det have været forfærdeligt for jer.

I har min dybeste medfølelse.

[Guest Dida]

Måske ville det hjælpe at danne en klub

Jeg vil gerne være med i den klub

[Guest McCool06]

Åh ja de mødre! De kan jo godt nok være besværlige, og ikke mindst min egne mor! Så jeg føler også med dig.

Men kan da lige dele lidt af mine oplevelser med min mor!

Ca. 1½ år før brylluppets afholdelse frier min kæreste til mig i hans land, så selvfølgelig fortæller vi det til hans forældre først, da det jo var der vi var, og jeg ikke ville fortælle det over telefonen.

Da vi så kommer hjem ser jeg min far, før jeg ser min mor, og selvfølgelig fortæller jeg ham det. Jeg havde inviteret dem begge til middag, men han kunne ikke, så jeg tog forbi om eftermiddagen inden hun kom til middag – det så hun ikke tilfreds ud med.

Hele aftenen havde jeg siddet og viftet med hånden med min nye forlovelsesring – hun lagde ikke mær-ke til noget! Da vi så fortæller det, bliver det bare sagt nå, men tillykke – i skal vel holde det i DK?! (Vi fik sagt at det havde vi ikke besluttet og begge lande var en mulighed, men det ville vi ikke besluttet de næste par mdr. for jeg skulle koncentrere mig om min speciale og blive færdig!)

De næste par uger, når jeg er sammen med hende, og vi ser folk der endnu ikke vidste vi skulle giftes er hendes første sætning ”Jeg bliver så skuffet, hvis vi ikke holder det i DK” – fed måde at få ødelagt den gode stemning!

Ikke nok med det ringer hun og tuder i telefonen og siger hun føler sig udenfor og at JJ’s mor er meget mere med i planlægningen end hun er og at vi snart må fastsætte en dato, for alle hendes venner spør-ger hvornår det skal være (vi er her i jan/feb 05 – og vi har meldt ud at brylluppet skulle være for-år/sommer 06!).

Denne smører kommer løbende i løbet af det næste ½ år, sammen med en masse andre ting, der skal give mig dårlig samvittighed over, at vi overvejer ikke at holde det i DK. Vi inviterer hende så til mid-dag, og forklarer vores argumenter for og imod at holde det i hhv. Dk og S. Det resulterer i mere dårlig samvittighed og tårer! Og endelig et brev til JJ om hvorfor vi skal holde det i DK!

Om sommeren har vi så inviteret hende med til S for at se på steder at holde brylluppet. Da vi så kom-mer op i højlandet, og til det slot, påstår konen, at det har vi da aldrig fortalt, at det var derfor vi skulle derop! Tja, hvad siger man så?!

Da vi så i september beslutter at holde det i S, så kommer turen med dårlig samvittighed etc. En gang til, og hvor forfærdeligt det er, at hun ikke kan holde sin eneste datters bryllup (skal lige siges jeg har brødre, hvor hun har holdt det).

I løbet af efteråret har jeg lavet udkast til den endelig invitation, som jeg tager med og viser hende – første kommentarer er ”det er svært at se, hvad der står (vores monogram på forsiden)” efterfulgt af et, men den er da flot.

I okt. planlægger jeg så en dato, hvor vi skal ud at se på kjoler – datoen er i begyndelsen af december, og det kan hun da virkelig ikke tage stilling til så langt ud i fremtiden, for det kunne jo være hun skulle noget andet!?! Det ender så med at hun endelig melder tilbage at hun gerne vil med.

I julen orker jeg bare ikke mere –så der siger jeg at nu stopper feste, og jeg ikke gider høre mere om, hvor skuffet hun er over at vi holder det i S, og hvis hun fortsætter gider jeg ikke snakke mere med hende! – Det lader til at virke!

(Dog kommer der lidt løbende kommentarer, om at hun aldrig vil glemme at vi har valgt at holde det i S, men det kan jo ikke være anderledes.

Så hører jeg fra min storebror at hun har meldt sig ud af planlægningen, da vi jo alligevel skal holde det derovre, så derfor gider hun ikke engagere sig i det).

Desuden forsøgte hun hele tiden at fortælle, hvor dyrt det blev for alle at vi hold det derovre, at vi ikke kunne forvente at folk kom – prøvede endda at få det til at lyde som om min fætter tog på flyskræk kursus alene for vores skyld, så han havde jo brugt mange penge på det! Hvor forfærdelig skuffet min mormor var over at hun ikke kunne komme med nu – og helt ærligt, vi holdt det jo ikke derovre for at holde hende ude – jeg var sgu’ da også ked af, at hun ikke kunne komme med!

Aftenen inden brylluppet ender i mega skænderi fordi jeg ikke fik sagt ordentligt godnat!’

SÅ efter denne lange smører, så er min pointe vel egentlig bare denne:

Vi havde en fantastisk bryllupsdag – og min mor havde en god dag, og jo mødre kan sætte skår i glæden og brokke sig etc – og af og til glemmer de at brylluppet ikke handler om dem, men om os. Men vi el-sker dem jo alligevel, og jeg ved med min mor så handler det om noget helt andet, nemlig at hun er bange for at miste sit lille pus – det synes jeg jo selv hun gjorde den dag for 9 år siden, hvor jeg flyttede hjemme fra, men i deres hoveder vil man altid være deres lille datter.

Så jeg synes du skal huske alt det gode, og så glemme at ens mor af og til kan være et kvaj! Nogle gange bliver vi bridezillas jo også hypersensitive, og tolker ting på en anden måde fordi man gene vil have dem anderledes.

[Guest AnneD]

Åh de kære mødre, nogen gange har man bare lyst til at bede dem om at forsvinde ad h.. til og andre gange kan man ikke forestille sig hvordan man skulle klare sig uden dem.

I forbindelse med planlægningen af mit bryllup har der været tidspunkter hvor jeg tænkte "hold nu op og bland dig udenom", men når jeg så bagefter har tænkt over det hun sagde i fred og ro, så kunne jeg jo godt se, at hun havde ret. Men det har ikke været tilfældet hver gang.

Som jeg har snakke om andre steder her så er vi kommet frem til at der ikke skal børn med til vores bryllup, og det er en ting min mor slet ikke kan forstå. Hun kan ikke se hvordan jeg med god samvittighed kan vælge at udelukke mine små fætre fra brylluppet, og det lykkedes hende faktisk at få mig til at genverveje det, men nu står det altså fast at der ikke skal børn med.

Det er kun de indledende forberedelser vi er gået i gang med, datoen er først sat til juli '08, så selvom jeg stadig synes at hun har blandet sig meget, så er jeg sikker på, at der nok skal være flere ting som hun vil give sin mening til kende om og hvor vi ikke vil være enige. Men så må jeg bare huske på, at hun roligt men bestemt skal have at vide at det altså at mit og Bs byllup, og det skal blive som vi vil have det. Men samtidig skal hun vide at jeg sætter pris på hendes mening (i små mængder ) og ikke vil undvære hende på min store dag.

At planlægge et bryllup er meget krævende og stressende, både for bruden og gommen men også for alle andre tæt på parret som hjælper til. Derfor skal man nok vælge sine hjælpere med stor omhu og ikke vælge dem fordi man føler sig forpligtet til det. Fx de er jer med mødre som i ved/kan regne ud på forhånd ikke vil være den store hjæp, sig til dem på en venlig men bestemt måde, at i vil sætte pris på, hvis de ville blande sig udenom. Bare ikke lige med de ord, det tror jeg ikke nogen vil være glad for...

[Xzenia 1]

Dejligt at I har gidet svare. Det overrasker mig meget, at I er så mange, som sidder med de samme oplevelser. Og selv om det ikke er til at glæde sig over, at andre har samme oplevelser, så løsnede det lidt op for min egen dårlige fornemmelse i maven. Det bekræfter nemlig at mine fornemmelser sagtens kan være rigtige og at det er Ok at have de tanker som jeg har haft omkring min skuffelse. Jeg vidste også godt i forvejen, at min mor ikke kunne fungere som den der højre hånd. For jeg kender hende altså ud og ind. Jeg følte bare at det ville være at gå for langt, hvis jeg af den grund valgte min mor fra til fordel for en som jeg ved kan udfylde rollen.

Jeg talte i går aftes med hende om bryllupsmorgenen. Ifølge hende gik alt så smurt og fint om morgenen. Så det lød ikke som om hun sad med en dårlig oplevelse. Og det er lige nu det vigtigste. Hun kunne endda også se at min disponering med at have valgt min svigerinde som min anden højre hånd, i stedet for mine to søstre - var det helt rigtige. Fordi som hun sagde, så kunne hun virkelig se at min svigerinde gjorde en kæmpe stor forskel - og nærmest havde været uundværlig om morgenen.

Jeg ved så også, at jeg ikke skal fokusere så meget på det, for vi havde et helt fantastisk bryllup, og jeg ved at min mor glædede sig helt vildt til brylluppet. Hun evner nok bare ikke det som man skal som brudens højre hånd på dagen . men det kan også være en større udfordring

Knus

Xzenia

[rinaldo 0]

Åh ja de mødre! De kan jo godt nok være besværlige, og ikke mindst min egne mor! Så jeg føler også med dig.

Men kan da lige dele lidt af mine oplevelser med min mor!

Ca. 1½ år før brylluppets afholdelse frier min kæreste til mig i hans land, så selvfølgelig fortæller vi det til hans forældre først, da det jo var der vi var, og jeg ikke ville fortælle det over telefonen.

Da vi så kommer hjem ser jeg min far, før jeg ser min mor, og selvfølgelig fortæller jeg ham det. Jeg havde inviteret dem begge til middag, men han kunne ikke, så jeg tog forbi om eftermiddagen inden hun kom til middag – det så hun ikke tilfreds ud med.

Hele aftenen havde jeg siddet og viftet med hånden med min nye forlovelsesring – hun lagde ikke mær-ke til noget! Da vi så fortæller det, bliver det bare sagt nå, men tillykke – i skal vel holde det i DK?! (Vi fik sagt at det havde vi ikke besluttet og begge lande var en mulighed, men det ville vi ikke besluttet de næste par mdr. for jeg skulle koncentrere mig om min speciale og blive færdig!)

De næste par uger, når jeg er sammen med hende, og vi ser folk der endnu ikke vidste vi skulle giftes er hendes første sætning ”Jeg bliver så skuffet, hvis vi ikke holder det i DK” – fed måde at få ødelagt den gode stemning!

Ikke nok med det ringer hun og tuder i telefonen og siger hun føler sig udenfor og at JJ’s mor er meget mere med i planlægningen end hun er og at vi snart må fastsætte en dato, for alle hendes venner spør-ger hvornår det skal være (vi er her i jan/feb 05 – og vi har meldt ud at brylluppet skulle være for-år/sommer 06!).

Denne smører kommer løbende i løbet af det næste ½ år, sammen med en masse andre ting, der skal give mig dårlig samvittighed over, at vi overvejer ikke at holde det i DK. Vi inviterer hende så til mid-dag, og forklarer vores argumenter for og imod at holde det i hhv. Dk og S. Det resulterer i mere dårlig samvittighed og tårer! Og endelig et brev til JJ om hvorfor vi skal holde det i DK!

Om sommeren har vi så inviteret hende med til S for at se på steder at holde brylluppet. Da vi så kom-mer op i højlandet, og til det slot, påstår konen, at det har vi da aldrig fortalt, at det var derfor vi skulle derop! Tja, hvad siger man så?!

Da vi så i september beslutter at holde det i S, så kommer turen med dårlig samvittighed etc. En gang til, og hvor forfærdeligt det er, at hun ikke kan holde sin eneste datters bryllup (skal lige siges jeg har brødre, hvor hun har holdt det).

I løbet af efteråret har jeg lavet udkast til den endelig invitation, som jeg tager med og viser hende – første kommentarer er ”det er svært at se, hvad der står (vores monogram på forsiden)” efterfulgt af et, men den er da flot.

I okt. planlægger jeg så en dato, hvor vi skal ud at se på kjoler – datoen er i begyndelsen af december, og det kan hun da virkelig ikke tage stilling til så langt ud i fremtiden, for det kunne jo være hun skulle noget andet!?! Det ender så med at hun endelig melder tilbage at hun gerne vil med.

I julen orker jeg bare ikke mere –så der siger jeg at nu stopper feste, og jeg ikke gider høre mere om, hvor skuffet hun er over at vi holder det i S, og hvis hun fortsætter gider jeg ikke snakke mere med hende! – Det lader til at virke!

(Dog kommer der lidt løbende kommentarer, om at hun aldrig vil glemme at vi har valgt at holde det i S, men det kan jo ikke være anderledes.

Så hører jeg fra min storebror at hun har meldt sig ud af planlægningen, da vi jo alligevel skal holde det derovre, så derfor gider hun ikke engagere sig i det).

Desuden forsøgte hun hele tiden at fortælle, hvor dyrt det blev for alle at vi hold det derovre, at vi ikke kunne forvente at folk kom – prøvede endda at få det til at lyde som om min fætter tog på flyskræk kursus alene for vores skyld, så han havde jo brugt mange penge på det! Hvor forfærdelig skuffet min mormor var over at hun ikke kunne komme med nu – og helt ærligt, vi holdt det jo ikke derovre for at holde hende ude – jeg var sgu’ da også ked af, at hun ikke kunne komme med!

Aftenen inden brylluppet ender i mega skænderi fordi jeg ikke fik sagt ordentligt godnat!’

SÅ efter denne lange smører, så er min pointe vel egentlig bare denne:

Vi havde en fantastisk bryllupsdag – og min mor havde en god dag, og jo mødre kan sætte skår i glæden og brokke sig etc – og af og til glemmer de at brylluppet ikke handler om dem, men om os. Men vi el-sker dem jo alligevel, og jeg ved med min mor så handler det om noget helt andet, nemlig at hun er bange for at miste sit lille pus – det synes jeg jo selv hun gjorde den dag for 9 år siden, hvor jeg flyttede hjemme fra, men i deres hoveder vil man altid være deres lille datter.

Så jeg synes du skal huske alt det gode, og så glemme at ens mor af og til kan være et kvaj! Nogle gange bliver vi bridezillas jo også hypersensitive, og tolker ting på en anden måde fordi man gene vil have dem anderledes.

Det lyder som min mor og samme problemstilling bare omkring at hun ikke ville være i rum med min´far og syntes Nørrebro var langt fra vallensbæk ( ca 20km.) Så skulle hun tage taxi. Osv osv osv. I kender historien jeg skrev den for et år siden.

Føler med jer alle, men sæt grænser det hjælper.

Rinaldo

[Italiensk mamma 0]

Vi er endnu ikke blevet gift, men selvom brylluppet er 10 måneder væk, kan jeg allerede få stress og ondt i maven bare ved tanken om, hvordan det kommer til og gå med min mor og jeg, Vi har til tider et MEGET anstrengt forhold. Og situationen bliver ikke bedre af, at min italienske svigermor nærmest er gået i koma over at vi skal giftes i en protestantisk kirke og ikke en katolsk. Men efter at have det ret dårligt med alt dette i noget tid, er jeg kommet frem til, at jeg ikke gider beskæftige mig med det. Dette handler om min kæreste og mig og ikke om hverken den ene eller den andes mor, og giver de mig problemer, må de gå. Og så involverer jeg dem i øvrigt så lidt som muligt i forberedelserne...